***JHM: Bogen her er skrevet i år 2006-7 stykker. Den hører med i serien Jens med... I den serie er første bog: Jens med fanen i varm luft, næste bog er nærværende og den sidste, såvivdt jeg husker er: Fra Kapital-stat til år nul. Desuden kan nævnes, at skriveperioden, jeg må finde mig i er foranlediget af - af så meget, ja - men også mere direkte af, hvad der fremgår af bogen: Barnehjertes tale i Faders liv.
Alle børnene er foreløbigt lagt ud på nettet og kan findes i menuen til højre på din nethinde. At de kommer her i første ombæring skyldes jo nok, at den vækst, jeg taler af ikke handler om salg - ja det kunne bogforlagene Aschenhoug og Reitzel fortælle mig. Ligeledes, godt ord igen, da de helt sikkert har nok at se til med den gamle kultur - ligeledes handler mit budskab ejheller om at sælge ud af kronjuvelerne. I hjertet vel at mærke. Ja, ikke som et ryk i fremskridtet, troede du dét? - Bøgerne er nok ikke tilstrækkeligt romantiske eller også er der ikke nok fjumrevand på bladet fra munden, ja som os, der er født med vand i hovedet jo ikke kan gøre for!
Det har været en dødsens hård periode i mit lille kære liv i al vort og derfor mere vigtigt at forstå, hvordan jeg trods alt har båret også Jeres liv, dermed vort samfundsliv i hjertet lige siden barns ben. Ja, hvordan jeg har haft sigte i mit liv med hensyn dertil, kanske ligesom Jer, men alligevel nok ikke Jer alle sammen, thi det kan jeg desværre kun tro! - Det hårde, der kommer på tale i mit liv er med andre ord udtryk for dårlig livsførelse, men hør: Det er i sandhed ikke blot min skyld, det er i sandhed ejheller bare mine forældres skyld og det er i sandhed ikke blot alle Jer andres skyld. Og dog er der nogen, der snart får en ordentlig røvfuld lige i hjertet, fordi de ikke har opført sig ordentligt livet igennem. - Det må de så lære at leve med resten af deres dage, jovist, for de er talte!
Det er sådan, at nogen af os bærer menneskelivet videre, mens andre forlyster sig med tidens flygtige verdensbilleder. Nej, det er ikke helt usandt, I kan godt stoppe med årsags-forklaringerne! - Men videre betyder det også, at der fortsat findes klarhed om, hvori oplysningspligt, glædens ansvar og skyld består. For indeværende på dansk sprogs grund af kød og blod i menneskeslægten.
Vi gør alle sammen noget, men langt fra alle vil kendes ved det, de gør i forståelse af den menneskelive organisme, de tilhører og således er. De har problemer med at være til. Og det munder så ud i, at de iscenesætter sig selv som værende noget stort i kraft af dét, de gør. De bliver kendte på deres gerninger, men ikke på dem, de er i egentlig forstand. - Sådan er det også med vækst og udvikling i kraft deraf, når den altså står i deres utro hånd og ånd, ja deres utallige navne. Udvikling fra deres side - ja, deres, for det er udtryk for dét, jeg tager afstand fra som ligeværdigt menneske på jord. Jeg optager på gentagende vis: Udvikling fra deres side fordrer en uendelig vækst i reklamebranchens teknologier og teknokratier, for at pågældende virksomhed nu kan blive kendt. Og mennesker vidt og bredt dermed tro, at der udvikles noget, at der vokser noget udviklende frem. Fra den side, den ensidighed oplever vi derfor også, at mennesker ikke er nogen, før de bliver kendt.
Sagt er dermed blot, at udvikling ikke i egentlig forstand finder sted, ja fordi kapital-økonomisk vækst ikke er vækst i egentlig forstand. - For du ER kendt som elsket af dine medmennesker i al evighed og behøver derfor ikke at gøre dig bemærket - såfremt du dog gør det, ja så vil jeg håbe, at dit forehavende, måske endog foretagende vedrører al vort i sin vækst og videre livsbetonede, sandselig sande udvikling.
Her er det så, som sagt, at der er nogen, der bærer menneskelivet videre, mens andre forlyster sig med tidens flygtige verdensbilleder. Og de sidste, ja de står til en ordentlig røvfuld i hjertet! - Endeligt skal det siges, at den klarhed, der består blandt førstnævnte, som bær menneskets skyld og derfor véd, hvad jeg taler om, den indeholder potentialet for en i sandhed sandselig befordrende vækstgave. Nkh. Jens***
(BREVET ER REDIGERET MAJ, 2009 - det har fået dels et løft, dels blot mere mundret nærlæsning. Og det betyder først og fremmest at den personlige livssituation bliver nedtonet i forhold til de bærende pointer, der fortsat holder. Indholdet er altså det sammen, men skærpet. Og originalen ligger naturligvis fortsat på heart-disken, skulle det blive aktuelt at udbedre noget i den samhørighed)
******************************************************************************************************************************************************************************
JENS I VÆKSTENS VILKÆRLIGHED - med kommentar til Kolindkuren: Fra Bureakrati til Vækst
J. H. Mortensen
***
(Se bort fra sidetallene)
INDHOLD
INDLEDNING 3
Lysets Ånd 7
MILJØET/OMGIVELSEN/OMVERDEN - I YDRE FORSTAND 8
ARVEN/OPHAVET/OPGIVELSEN - DEN INDRE FORSTAND 10
SAMMENFATNINGEN 16
EN INDRØMMELSE 18
BARNET 22
LIGNELSE 27
OPSUMMERING 30
Indlysende ÅndsFAKTA om livets hel-lige vækst 32
1) FORSTANDIGHEDEN 32
2) MENNESKEVARMENS VÆKSTRO 32
3) FAMILIEKÆRE-LIGHEDEN 33
4) TIDEN 33
5) ÅNDENS HELBREDELSE 40
6) ER SÅ OGSÅ ET PUNKT PÅ DAGSORDEN 41
7) SPRINGET ER LEDESTJERNEN 42
8) VI MÅ DET 47
9) FRA ANGST TIL MENNESKEÅND – LIVETS ERFARINGSDANNELSE 47
10) VI ER FRI 78
Brevets afslutning 79
Vækstlivets kultivering 82
LIVSBEVÆGELSENS FORTSÆTTELSE 84
LIVET FORLÆNS OG BAGLÆNS 91
Europæisk samfund før livets kultur 94
Kommentar til Kolindkuren: Fra bureakrati til vækst. 109
Tidsløshedens fødsel 128
Indledning
Første halvdel af bogen er et brev til mine svigerforældre. Et langt brev, der sikkert som en anden christian-forklar-mig-røv forklarer dem, hvad der venter dem. Baggrunden er deres datters pludselige lyst til at lade vores søn i stikken, dyrke en tømmersvend i sengen, bruge loven til at skaffe sig ret dertil og mere til.
Titlen på brevet, der blev sendt til dem hed: At lyse satans sorg ud af livet ved helligånden. – Det er især den alkoholiserede svigerfar, den "tro" socialdemokrat, der ellers er en god mand, der får kærligheden at føle. Det er hans bedrift, der afstedkommer brev-titlens sigte.
Det munder efterfølgende ud i 10 punkter, der søger at afklare mit synspunkt til deres fordel, og min søns: Indlysende åndsFakta om livets hel-lige vækst. Derigennem koncentrerer jeg mine erfaringers forstand, min høst. I det sidste punkt kommer jeg derfor uundgåeligt ind på menneskets eksistensvilkår i vestlig kultur – og i min tid. Det udarter sig til en formulering af gamle tanker, jeg aldrig har ønsket skulle forblive tanker. Og det afklares så fremdeles: Det var og er ikke bare tanker. Det sidstomtalte afsnit, afsnit(9, er ganske undersøgende og kan derfor være lidt svært tilgængeligt: en ordets bevægelse omkring sin sandselighed, men fastholdt ved emnet, som det fremdrages i gangen med skriften på væggen.
Endeligt vokser derudaf den gamle klarhed i det mit liv har arbejdet med. – Klarhed betragtes ikke som arbejde i vort samfund og det opfattes som ganske afslørende af dets manglende karaktér; ja af det liv, der hersker... Det er i anden halvdel af bogen, Del II. Her fortsættes umiddelbart, hvor jeg slap livs-undersøgelsen i brevet, men i klarhed over den udbredte forudsætningsløshed bevæger jeg mig ind på at servere guld-dukaternes kultur på et sølvfad for Jer. Det er erkendelsesfuldt helt vejen rundt, men fremlægges så alment som muligt, i henhold til efterhånden ganske almindelig dansk fornuft!
Alt dét kan jeg ikke gøre uden også dermed at vise vej og pege for Jer, da I ikke selv véd, hvor I er på vej hen. Jeg kommenterer Kolind-kuren, fordi han har fat i noget af det, der skal bekræftes – berører vækstens tema og bureakratiets elendigheder. Berører folkeskolen, dannelsens tema, mv. - Samtidig må jeg livsnaturligvis også påpege hans fornuftige begrænsninger, da jeg jo er en ærlig mand af god forstand. Kald det en fornufts-kritisk stillingtagen til ham, såfremt du ikke selv véd bedre i god forstand.
Jeg opfatter det hele som forstandig oplysning af vor kultur og således som en håndtering af den i agtelse for, hvad der overhovedet er værd at bevare i den. Vesterlandsk kulturform, javist, men først og fremmest dansk kultur, som sproget her mig byder det at leve med.
– Og det er sandt at sige ikke sikkert, at Jeres liv er med i det sigte. Men det vil nok vise sig på kornet. Jeg lader kun det levende bestå, det døde må I selv sørge for at vende. Vid dog for god ordens skyld, at jeg hverken skyder med spredhagl eller i blinde, når jeg sigter og sår: Må Hjertets øre være vakt!
BREVET
Hvor blev det onde af? Det spørgsmål blev stillet helt generelt i en forelæsning, jeg engang overhørte. Det henvendte sig til den udbredte tænkemåde, opfattelse, at vi er de gode, de andre er de onde. Eller på det personlige plan: jeg er den gode, de andre/den anden er den onde.
Det kan vi grine af, fordi vi godt ved, at det ikke er sådan. Men vi må vel godt huske os selv på det engang imellem. - Vi ved godt, at det ikke er sådan, når vi tager os selv i det - men hvordan er det så? Ingen mennesker kan holde ud hele tiden at skulle tænke over om de er gode eller dårlige, onde. Det er kvælende. For alle mennesker har vel brug for at tro godt om sig selv, vide at de kan noget eller mærke, at de er noget værd.
Men hvordan er det så med ondt og godt? Hvis jeg svarer på det, ville en anden kunne sige: jamen det mener du så - underforstået, at vedkommende mener noget andet. Eller i det mindste værner om sin frihed til at mene noget andet. Sådan er den demokratiske ånd velsagtens. Men er det godt?
- Ja det er det vel, når livets grundliggende gode vækst og trivsel bevares derved. At respektere andres meninger og valg, deres handlinger er da godt, er det ikke? Det synes vi generelt og i al almindelighed, tror jeg.
Men er der slet ingen grænser? Er der ingen grænser for, hvad man må mene, vælge at gøre, hvordan man må handle? - Hvad med Terror, fundamentalisme, idealisme, ideologi, græsrodsbevægelser...Imamer, der via prædikener taler en død ånd ind i livet, der fortæller sagesløse sjæle, hvordan de skal tro, hvor de skal hen, hvad de skal bruge deres liv til, hvis de vil være gode. - Alle mennesker har jo brug for at tro godt om sig selv.
Spørgsmål og overvejelser som disse er typisk filosofisk-teologisk etiske overvejelser. Men at være stillet i dem som person, det giver en livsånd, der vil åbne menneskets sind op som et hjerte, så det ikke gror fast i forestillinger om sig selv. Forestillinger, der henad vejen kan blive til farlige vrangforstillinger. Og ad den vej måske trække andre med sig, skabe en dårlig ånd i livets kød.
- Men hvordan kan den ånd tillade sig det? Hvordan kan den ånd, der vil åbne menneskets sind op påstå, at den åbner sindet op, lyser det op?
LYSETS ÅND
Hvad er ånd?
Det er et forkert spørgsmål - og sådan er fornuften, den stiller forkerte spørgsmål.
Ånd kommer af ånde, vi indånder og udånder, ilter blodet, hjertet pumper rundt, op i hjernen, der får os til at tænke. - Dem, der rører vor hjerte, dem vi har indåndet, talt med, følt røre vore hjerter, været gode mod os, de går i blodet. I blodet løber menneskeånden fra tidligere oplevelser, tidligere liv, forfædrene og den mødes igen, genopstår som nyt liv opstår, når blod krydses og en ny indåndende ånd bliver til.
*
MILJØET/OMGIVELSEN/OMVERDEN - I YDRE FORSTAND
Vi indånder ikke blot luften, vi indånder med alle de indåbninger, sanser, der findes i den menneskelige krop. Det vi indånder, de indtryk vi får - udånder vi, udtrykker vi, medmindre vi lader det blive indenbords og lader det leve sit eget liv derinde. Det sidste er vist svært livsafkræftende for et godt hjerte. Kanske det endda forhindrer sig selv i at blive glad, forhindrer sin videre glæde i livet, fordi hjertet sander og den guddommelige evne jo bruges til at skelne imellem, hvad der er anerkendt godt til livet og hvad der på den anden side er ondt til livet. Gør ondt værre.
Den menneskelige organisme er modtagelig for sin omverden, ser, hvad der sker og foregår, orienterer sig i den, mv. Den indånder sin omgivelse og bruger, hvad der bruges kan til at leve og begå sig. Til at opnå opmærksomhed: jeg er her også og kærlighed, mad, drikke, mv.
Omgivelsen præger os, miljøet, vi lever i præger os. Og det danner vor første opfattelser af, hvordan liv og verden hænger sammen. Miljøet er omverden, hvorfor vi gør noget for at skabe, indrette os i gode miljøer og boliger. Vi vil finde os tilrette, vi vil have det godt.
Det vanskeligste i den forbindelse er jo så, hvis det kommer dertil, at vi vil indrette omgivelsen, så den også indeholder gode mennesker!!! Hvis vi indånder og præges af miljøet, så kunne det jo være en umiddelbart naturlig forlængelse af tankesporet, at få ryddet lidt op i gode og dårlige mennesker, sorteret lidt, smidt dem som ikke dur ud og så lade resten leve et andet sted.
- Men det er jo farligt at tænke sådan og handle derpå, hvis man fortsætter i det spor. Sådan tænkte Hitler, da han udryddede jøderne. Jovist, det er farligt forkert at ville indrette omgivelsen med bestemte slags gode mennesker, men tænker man absolut omkring godt og ondt i menneskelig sammenhæng, så kan det jo ske. Det er der mennesker, der kommer til, I vor tid er der endog rigtig mange. Og det er vel så den absolut tænkende ånds ulykke, at den fører livet på en skamfuld tillukket sorgfuld vej. - Den ånd er det kun hjertets lys, der kan åbne igen.
Gode mennesker betyder godt menneskeliv og det kan ikke opfattes absolut. Alligevel må vi godt tænke sådan, ja skal vi tænke sådan i visse situationer. Men mere forsigtigt, mere relativt. Vi skal bestræbe os på at indrette omgivelsen med godt menneskeliv, gøre noget i forhold til de kulturer, vi véd, der fører dårligt menneskeliv med sig. I det mindste indenfor egne rækker. Det har vi pligt til kunne man sige, men ikke en mere sur pligt end at det kan ladsiggi'sig. Ingen forældre f.eks. ønsker deres børn ind i et hash-miljø, fordi erfaringen tydeligt har konstateret, at det er eller bliver til dårligt menneskeliv. Liv, der er dårligt, liv, der får ondt i livet. Der er masser af erfaringer i samfundet om det gode liv, hvad der er godt til livet. Vi kan ikke høre eller efterleve dem alle, men må sortere og undgå de værste dårligdomme, så guddommen, der kommer af livet selv kan opstå i os: den sande livsglæde.
Vore nærmeste, dem vi elsker, kan vi slet ikke lade være med at hjælpe, bruge vor gode erfaringer på. Det kan vi dog ikke altid og ikke sjældent misforståes indsatsen, men det ved vi ikke fra start. Vi siger ikke fra start: hvis jeg kan hjælpe, men skynder os bare følsomt, fordi vi skal. Vi hjælper, hvis vi selv føler, der skal hjælp til. Vi reagerer så at sige, ligegyldigt om der bliver bedt om hjælp eller ej. - Fordi vi hænger sammen, fordi vi holder af hinanden og véd vi får det dårligt, hvis dem vi holder af får det dårligt. At holde af et menneske betyder noget kærligt, at man har vedkommende kær, men også at man holder af det - at der er noget holdbart ved pågældende, noget at holde af, holde sig oppe af. Det går i blodet og vi holder os oppe ved tanken, når hjertet sender den afsted.
Livets omgivelse består af omverden med dens medmenneskelighed, hjertegodt menneskeliv.
*
ARVEN/OPHAVET/OPGIVELSEN - DEN INDRE FORSTAND
Det giver ikke mening at tale om omgivelse, hvis der ikke er et punkt, der kan være en omgivelse i forhold til. Hvad vi end er, så ånder vi, det er vort medie, vor bevidsthed, vor forstand, sanser som vi mærker sammenholdt af kødets krop. Vi er åndende kropslivsvækst.
Omgivelsen møder os, vi indånder den. Det vi indånder går i blodet - og vi renser også det, der ikke er godt til os. Vi er unikke hver især, så hvad der er godt eller ikke godt til os, hver især, det er vi nødt til altid selv at deltage i og afgøre.
Hvad der afgør det hos hin enkelte er hans/hendes kropsånd. En helhedsforståelse af det enkeltstående liv. Kropsånd - ikke korpsånd, men kropsånd er noget helt unikt, der samtidigt gælder ens eget liv i livet som derved andres, næsten.
Kropsånden hos en person er samtlige oplevelser, samtlige indtryk, samtlige erfaringer vedkommende har suget til sig lige siden det kom til verden. Inden den lille person kom til verden har det imidlertid været i moderliv. Barnet bæres af moder livsnatur. Endnu før det, var det et æg, der blev befrugtet. Til kropsånden hører således også generne, arveanlægget.
Videnskaben stirrer sig blind i mikro-makro-analytik og det koster selvfølgelig det hvide ud af øjnene - det er åndssvagt, for vi ved sådan set godt, hvad vi kommer af. Faren véd, hvad han kommer af, moren ved det også. Og tænker de hver især over deres slægtninge, så er den indsigt der skal til indenfor rækkevidde.
Kroppens unikke form, ikke to kroppe er ens, den opstår af blodets krydsning. To slægter føres sammen. Sådan er det også med ånden. De to slægter moren kommer af med sin ånd, de to slægter faren kommer af med sin ånd udgiver og opfører det nye barns ånd tilsammen - i den helt rette ånd forhåbentligt, nemlig hel-lig-åndens naturlige omstændighed, Kære-lighedens.
Barnet har sin helt egen ånd. En ånd, som ingen kender og derfor må passe på, at de ikke ødelægger. Livet kommer altid med nyt til menneskehedens, livets beståen, samfundets beståen - når åndens midte hos moren og åndens midte hos faren er helligånden, menneske-kærlighedens.
Først kommer Kærligheden til livet, dernæst til hinanden som menneskeliv/hjerteliv, dernæst alle de andre flygtige mere overfladiske identitetsdannelser såsom at købe nyt tøj og møde ny respons: behovenes identiteter. Eller de lidt mindre flygtige: arbejdsidentiteter, som jo over tid går temmeligt langt ind. Herunder også venskaber.
*
KEND DIG SELV
Kend dig selv var der noget, der hed i oldtiden. Og det var nærmest en gåde for de fleste. Det stod som overskrift på oraklet i Delfi, eftersigende en hule, hvori en selvbestaltet præst havde sin daglige gang omkring hekse-gryden!!! Her konsulterede man altså spådomskvinden eller manden, det ved jeg ikke, men altså oraklet. Hvad ville der ske med mit korn i år, får jeg en god høst, hvad vil der ske med byen, vil fjender storme den. Sådan kom folk og spurgte. - Indgraveret over hulen stod de bevingede ord for datidens åndelige stadie som overskrift: KEND DIG SELV.
- Men sådan lyder det så desværre stadigvæk i livet. I tidens udgave: Hvem er jeg, hvad er det ved mig, der er mig selv? Hvad kommer fra min forfædre, osv.
I livets gang i vor kultur begynder det spørgsmål for alvor at tage fart i puberteten, hvor man kan ikke finde ud af sig selv, fordi livets vækst presser én til at finde ud af sig selv, blive sig selv, så man senere kan stå på egen ben. Det er naturligt. Men det giver måske så også skærmydsler i hjemmet, hvor forældrene har vænnet sig til deres lille barn, der nu ter sig så de slet ikke kan kende det. - Det er den første egentlige selvstændighedsbevægelse i livet, (selvom man måske godt kunne tage andre med i betragtning, trodsalderen f.eks). Vigtigst at forstå er det imidlertid, at det betyder: Et trin op, et erfaringskompleks gennemlevet. Man er vokset i såvel krop som ånd.
Det er åndens frembrud hos personen: Jeg er noget selv, jeg vil selv bestemme. Det får barnet så måske lov til, som jeg fik lov til det, men finder måske derved også ud af, at det er sværere at bestemme end som så. - Det tror jeg godt I kan nikke genkendende til, jeg ønsker ihvertfald at det høres så almindeligt som muligt.
Kend dig selv-spørgsmål stiller vi velsagtens også os selv hele livet igennem: hvad gør jeg i den her situation, hvad er det rette at gøre i forhold til tidens normer, i forhold til den jeg opfatter mig selv som. Men tidens selv-reflekterende spørgsmål spiller også kraftigt ind i den henssende, dvs. hvad der produceres rundt omkring i samfundet. Ligeledes den forgangne tid man kommer af - den kulturbevægelige ånd, man har ladet sig inspirere af. Ja man skal huske den tid, af og til erindre den tid, man har levet i, for at forstå, hvad og hvordan man bliver. - Livet skal fastholdes kærlighedsforstandigt, så tidens djævel ikke løber af med os. Det var vist det forstandige, der kom der!
- Selvrealiseringsbølger i 70'erne, der med sit psykologiserende, marxistiske, freudianske teori-kompleks - kort sagt fornufts-videnskabelige islæt - det slap ind i pædagogikken, folks måde at tænke, føle og ville på. Men det er desværre stadigvæk den tidsånd og omgivelse både Bertrams mor og jeg har været udsat for i institutionssammenhæng. Og det lever nok desværre videre længe endnu.
Heldigvis var den tid - ganske vist ikke en tid, vi direkte har oplevet, dog er født og derfor alligevel begge havde flair for, fandt noget næring i hos lidt ældre (for mit vedkommende f.eks. onkel Harald, der så også havde det andet ben, slægtsblodet på min mors side). - Heldigvis var den tid også en tid med et efterslæb af peace, love and understanding. En ånd, der brød ud og som havde rødder i noget solidt, selvom det løb af sporet i den brutalt begærlige naturfriheds navn; det fungerede nemlig ikke for hjertets ånd at leve som fri natur, fri sex eller frihedsdyrkende kritisk fornuft.
Livet erfarede, at man forbrød sig mod det at holde sig ren i menneskehjertet. Familielivets tradition blev smadret i den bevægelse. - Det kunne ligeså godt have heddet tro, håb og kærlighed og det hed det passende nok i forhold til dybden i tidens liv: I EN FILM. - Det korte af det lange i dette afsnit er imidlertid: at livet har fået en anden selvforståelse, en anden selvbevidsthed at rumstere med hos sig selv. Et Ego, et selv - som psykologien så fint kalder det uden ret at vide, hvor det sidder. Og den er altså fuldstændig galt afmarcheret, når man altså forstår at tro, håb og kærlighed ikke er ord i bevidstheden, verden, men begreber i hjertets gode og praktisk livsførende forstand. Ja, kød og blod, blod, blod, blod. Nå, siger I "nå"?
Under uddannelse lærer man sig selv at kende påny. Det er her tidens samfundsånd ryger ind. Det puster selvforståelsen op, man potentialiseres med "åndelig" energi, dvs. symboliserer bevidstheden med måder tingene skal være på - og dermed skaber man lyst og behov til at gå ud og ændre verden. Men blokerer mao. livets forstand, og skyder individer ud med en ladning selvbevidstehed om, hvad de skal og kan og hvordan de gør. Man identificerer livet som arbejder til at følge samfundets behov, udbud og efterspørgsel. Kapital-økonomisk ånd i livet, det er hvad det er. Og det stikker langt dybere end folk er klar over. Det skaber lyst til noget nyt og anderledes, fordi man har lært noget om, at tingene ikke er som vi alle sammen går og tror de er. (Det er da humor, der vil noget).
I vort liv og de kommende generationer er livet så intelligent at det har gennemskuet gentagelsesmønstret i systemet, hvad det negativt gør ved livet. Bevidst eller ubevidst, det rumsterer og fylder. Men de kan desværre ikke bryde det og må så leve med det. Eller det vil sige: livet kan godt bryde det, men det er vanskeligt, fordi stats-fornuftens sandheder om, hvad der er godt og hvad der ondt til livet er absolutte. Eller virker absolutte på livets ånd, skaber en absoluttænkende samfundsånd. Vi kommer til at tænke absolut, gøre absolutte valg - uden at have tænkt særlig langt i livets forstand. I den absoluthedens systemånd er uddannelse "altid godt", fordi ånden er absolut, dvs. der findes ikke andet.
At uddannelse er "godt" var en samfundsmæssig sandhed min bedstefar orienterede sig efter per livserfaring, sådan som man stadigvæk gør. Uddannelse ér også godt, vi overlever på det - men i forhold til hvad?
Vi skal mærke at vi lever, siger Johannes Møllehave. Og det er jo ikke en absolut ånd, der siger det, men et menneske, en person ved navn Johannes Møllehave. For at overleve er en ting, det er ikke så svært, for der er ingen grænser i den henseende, nej det er bare at trække våbenet eller på anden vis være dygtig nok til at skabe frygt. MEN at leve, det er noget andet: livet har indbyggede, forstandige grænser og kender vi dem, undgår vi at overtræde dem, vokser vi i glæde - kender vi dem ikke, kanske fordi vi er forført i absoluthedens ånd, så må hjertet lære på den hårde måde og vokse i mindre glæde. Såvidt, fordi det koster livsenergi at være forført væk fra sin egen ånd, forført af andres ånder, samfundsåndens absolutter og institutter f.eks.
Lægger man dertil åbningen af verden, globaliseringen, som ikke betyder så farligt meget andet end at det er gået op for folk at livet på jorden hænger sammen - men dog alligevel betyder at samfundsånden er online med verdensøkonomien, ja så er vi ved at være der henne, hvor vi igen må spørge: hvem eller hvad er vi, hvor skal vi hen lile du og hvordan gør vi? For så har vi så mange omfattende faktuelle ånds-sammenhænge gående, at vi let kan miste menneskelivets hellige ånd som den kommer at menneskehjertet hos personen og dér kan indstille den personlige ånd til sig selv, vort eget hjerte. Vi har altså åndens personlige frembrud, vi har kulturtidsåndens sammensmeltning dermed, vi har uddannelses-arbejds-ånden i samfundsnutiden, vi har verdenånden inde over!!!
Så er vi dér, hvor vi igen må til at tænke over, hvad det egentlig er, at det hele går ud på. Og i den forbindelse opdager vi os selv igen, livet. Derfor stilles folk i troens spørgsmål igen: hvad skal vi dog tro på i livet, hvordan skal vi få tingene til at hænge sammen? Næstefter kommer så måske opdagelsen: Jeg har da det og det og det at se til - og seså går livet jo videre igen. Og det er jo godt. Ja, det er altså godt, hvis man har det og det og det, at se til omkring sig selv, vort liv. Sin familie f.eks. sit barn f.eks. Det vender jeg naturligvis tilbage til. (Ordets kraft i hjertet skal lyses op).
Livet går videre, men alligevel opdages også noget. Der slipper iagttagelser ind, når vi stiller os selv spørgsmål. Og livet i os svarer! - Giver det genlyd, når vi læser et og andet, så har kropsånden svaret! - Livet taler til os og forsøger at sige os noget om, hvordan det står til. Hvad vi i det mindste burde gøre og måske også, hvad vi bare skal gøre i det liv, vi har. Men det kan også i en videre forstand sige noget om os selv, som vi ikke vidste. - Måske siger livet også pludselig på afgørende vis: Det her, du står med, det skal du ikke finde dig i!
*
SAMMENFATNINGEN
Vender vi nu tilbage til kropsånden. Slægtsblod blandet i barnet, en ny unik kropsånd er født. For at den unikke kropsånd kan komme tilsyne, kan udfolde sig, så skal der noget til. Og her kommer kend-dig-selv temaet i livet så ind. Barnet kender ikke sig selv, så det handler om hvorvidt moren og faren kender sig selv. - Men der er jo som forsøgt skildret mange måder at forstå sig selv på i vor tid. Livet går ikke af sig selv længere, der skal holdes fast på det!
Moren og faren kender sig selv. De ved, hvad de hedder, hvor de kommer fra, hvad de så nogenlunde orienterer sig efter og videre i den dur. De kender sig selv som arbejdsmenneske og kender bevægelserne. Der er sådan set ikke noget i vejen rent fornuftsmæssigt set på tingene. I forhold til den fornuftige samfundsorden er far-mor-individerne tilstede med hver deres køn, barnet fødes, institutionen i nærheden, arbejdet, vennerne, gode bedsteforældre i nærheden til at hjælpe til, økonomien begynder at gå den rette vej... Så lånes der af morfar til en større bolig, så lille-dreng kan sove i haven. Tingene tegner fornuftigt. Men der mangler noget?
Der er noget, de ikke kender om sig selv, hver især eller der er en forhindring, der gør at de ikke kan vokse sammen og lære hinanden bedre at kende?
Livet er levende.
Og hvordan skal man så forstå sig selv, nu hvor der er styr på det, der skal til og man kan begynde at mærke livet opstå indefra? Hvad opstår der derinde, når barnet fødes og det indre barn hos den voksne melder sig sin ankomst, fordi det skal bruge sine barndomserfaringer, barndoms-sanser? Barndomshjemmets ånd kan man velsagtens også kalde det, som skal til for at guide følelseslivet, sansen for livet, der skal gives videre. - Ind i familieselvet med dig og hele din kropsånd, lyder budet fra livets forstandige kærlighedsskub! Ind og find livets hel-lige kærlighedsånd: menneskelivsånden. Mærk livet og forstå, find dets bølgelængde og forstå, hvad dets ånd fortæller!
Jeg siger: Det var rart at være nået så langt, at være kommet frem til sit eget livs videresætten. - Men kors i hytten hvor skulle livsånden dog igennem mange lag for at komme til sig selv efter alt for mange år uden kærlighed i ovennævnte sammenbland af såvel kødelige som kulturelle mere eller mindre selvstændige åndsretninger på kryds og tværs! - Så krampagtigt, ulykkeligt, umuligt var det. Og dog lykkeligt, glædeligt at være på vej; synes jeg, for jeg vidste, hvad jeg vidste og skulle kæmpe for at holde mig til, holde mig selv fast på, men således videre med. Hjertet var der, men den hele åndsevne...?
Ånden var medtaget og jeg kunne ikke som nu, som jeg er vant med fra tidligere stige op i åndens lyse overblik, som det jo løber i blodet. Noget var sluppet ind, som ikke skulle være der. Hvor kom det fra? - Hm, jeg måtte nøjes med det gamle forstandige hjerte, der lever på tro og vilje, holder sig til dét, indtil lysten og glæden kunne blive fri igen, komme igen; medgang og modgang, så gammeldags hårdt er jeg indrettet. En bondeknold, der følger livets vækst i sin omgivelse, men med rødder i en anden vækstånd: det jordiske livs.
- Det betød, at jeg ikke kunne vende Bertrams mors ånd om i livets retning, hjertelivets åbne udvikling, så jeg selv sammen med hende kunne komme op og udvikle mig videre i den lysende fremtidsretning, jeg så for mig. Bertrams mors forkert-vendende ånd, det har jeg først fundet ud af på det seneste og det er derfor, jeg stadigvæk skriver, forsøger at oplyse det bedste jeg har lært. Den dårlige ånd i hende skal lyses op så hun selv kan bekæmpe den ellers er jeg bange for at hun aldrig finder sig selv. Og heller ikke kommer til det sammen med Bertram og jeg - for det hverken vil eller kan hun i den dårlige næringsløse ånd.
Hvilken ånd skal sejre i Bertrams mors liv, det er spørgsmålet - det er hjertets sande arbejde.
*
EN INDRØMMELSE
En væsentlig grund til, at jeg ikke kunne åbne mig er, at jeg er som jeg er - lysende klar menneskekærlighed i mit livs personlige hjerte for livet. Grunden er, at jeg kender mig selv helt igennem, ikke blot som Jens, men som menneskeånd i livsånden. Det er ikke til at fatte, men alle kan komme til det, muligheden er i os alle - og at jeg bliver ved med at erkende, vokser fra andre mennesker i forståelse, fordi jeg er stillet som sådan. Og det kan være deprimerende at skulle blive, hvor så mange andre vil blive – at skulle underlægge sig en ånd, man ikke synes er decideret glædelig. En ånd, hvis normer kalder mig sindssyg, fordi jeg elsker det jordnære og enkle og gerne gør så lidt som muligt i forhold til den tid vi lever i, fordi den konstant fordrer, at man skal gøre alt muligt, der ikke virker.
Jeg er vandmand og en vækstknold, der kender livet i sin indvendig ånden gennem blodet. Det kan imidlertid kun udfolde sig, lyse op i udvendig forstand, hvis menneskehjertets kærlighed er på plads hos næsten, dvs. hvis jeg kan være tryg ved den menneskeånd, jeg er sammen med. Tryg, ligesom jeg er det med Bertrams mors menneske, når vi er rolige, når ånden hviler, dvs. er os selv som vi egentlig er; så er vi nemlig glade indeni. Det er der ånden opstår og kan udfolde sig, så man kan se og mærke, hvor stort det er! - Mærke tilstedeværelsen af den eneste ene. Og det giver bare livet mening.
Tryg, ligesom jeg er det med Bertram, selvom jeg tydeligt kan mærke, hvad der foregår i ham i forhold til hans egen ånd - det har jeg sagt før: han taler ikke selv, men lærer at sige det, man skal blive dygtig til at sige. Hans ånd er ikke med. Han siger det omgivelsen gerne vil høre, så man er dygtig, dvs. foran de andre i konkurrence-socialiserings kapitalånd. Det er ikke livsnaturligt at konkurrere, det er bare kulturen vi lever i, der er gået i blodet, der tillader naturens dyriske overtag i ånden, istedet for at lyse den op, kultiverer den med menneskeåndens varme fra start. Opelske barnet troligt i sine egne livskærlige sans.
Vrøvl vil den kære Svigerfar P. måske sige. Ligesom Svigerfar måske vil sige vrøvl til, at han var stolt ved at være så klar over, at det nok skulle gå med Bertram uden hans far. Ligesom det der med skrammerne lød altfor stolt i sin glæde. Og hugget om neutralitet, før Svigermor fik et ord indført. - Jeg bærer ikke nag, og har hele tiden ønsket og søgt at finde en vej. Jeg har været åben, set tingene fra begge sider, etc. Det er Bertrams mors afgørelse, men siden jeg herovre hørte, hvori Bertrams mors blokering i hende selv består, ved hvor ulykkelig hun er i hjertet over at mærke mig i sit hjerte, men ikke kan vende sin ånd til lysets åbne liv - så er det altså nok Svigerfar. Nu skal du have klar besked af et menneske, der véd, hvad han taler om.
Den satans sorgfulde ånd hun vender imod mig, den kommer fra dig af et urent menneskehjerte - den kommer fra dig og skal ikke hvile over min søns hovede i hans opvækst, hvis jeg kan lykkes med det her, blive hørt i ordets hjerteligste måde. Og din datter, Bertrams mor som jeg også gør det her for, bliver aldrig lykkelig, hvis ikke hun får vendt den ånd hos sig, lyst den op og ud. Får opløst den, så hendes egen smukke ånd kan vinde frem, fodfæste og gøre hende stærk indeni, i sit eget hjerte. For kun ad den vej, kan hun finde sin egen hel-lige-ånd, se sig selv rent, undgå at gøre sig selv mere ondt i livet, og vor søn - undgå at fortsætte med at skabe samme knuder i følelsesliv og ånd hos sig selv, som hun kender dem hos dig. Kan du forstå det Svigerfar P.?
Kan du forstå, hvordan din behandling af dine hjertesorger og måden med dem gennem dit liv har ført noget ind i menneskelivet, som ethvert hjertetro menneske kender, når det ser det eller hører det - og at det har martret dine børns indre liv, fordi børn altid er tro mod deres forældre. Kan du forstå, at den ånd lever i Bertrams mor - for du véd godt, hvad jeg taler om, det er jeg overbevist om, for ellers sad jeg ikke her. Ellers havde du ikke forholdt dig tavst, men måske kunnet finde dit retskafne menneskehjerte frem. Ikke kun dit hjerte Svigerfar, menneskehjertet, det, der ligger inde bag barnet i os, dybere og som er dét, der får ting til at hænge sammen i livets naturlige og lykkebringende udviklingsopgave. Dét, der løbende får os til at forstå, erkende, sande vor skyld i livet, så den ikke vokser til umenneskelige uhåndterbare dimensioner, udelukker livets glæde fra os selv som andres liv for fremtiden.
Nej Svigerfar, ånden her pisser ikke på dig eller dit blod, tværtimod bekræfter den det blod, der er dit i sammenfaldet med menneskehjertets kærlighed ved at lyse på det, der ikke er dig, hvis du altså stadigvæk har livet kært af hjerte. Og på samme måde Bertrams mor. Du kan være ganske rolig, jeg taler sandt, fast og godt, men fremfor alt ærligt. Kan barnet i dig mærke menneskebarnets glæde som lys ånd eller kan det ikke?
Kan det ikke, tror jeg det skal opfattes sådan, at kærlighedens måde, dens forstand og hjerte ikke er forankret i menneskelivet, men...Ja hvor så?
I Fornuftens livløse verdensånd, i dens magtlogiske argumentationers kneb, dem alle mænd kender og troløst kan misbruge på det grusomste til at fastholde kærligheden, så den tilsidst kvæles, gør menneskehjertet ondt, fordi den stille sandende hjerteglædes lutring af ånden ødelægges derved, ikke bliver at sanse, ikke foregår åbent som her, så livet i sin ånden kan udfolde sig selv derved, blive synlig!!!? (I er frie, I er frit stillet i menneskehjertet bag glædens liv på ordets kraft, som den lyser Jeres egen ånd op, hver især - op til at mærke og se sandt, falsk, helligt og uhelligt. Ganske som det bekommer Jer i det tro hjertets sande dømmekraft. Men føler I ikke sådan herved, hver især som sammen, så er jeg bange for at satans sorgfulde naturånd, der ikke kender livets vil sejre som død og djævel i Jeres hjerter. Og det skal da for guds skyld undgåes). - Glædens livskraft til at udvikle sig af dårligdomme, sorger og bekymringer, der rammer os; til at helbrede os som menneskeliv ved hinandens varme eller vor egen, er hjertefysikken iorden, så helligånden kan opstå - den kraft går til grunde i fornuftsåndens magtlogik, individ-logik, i dens absolutte uskyld som kendetegner dens manglende forankring i menneskehjertets lyse ånd. Deraf satans sorgfulde ånd, tunge hjerte, knudrede sind i livets afgørende udviklingssituation.
- Tag det roligt, det ender godt, jeg skal nok lyse uskylden op.
- Men magtlogiske argumentationer giver ikke den smukke kærlighed i den livsbekræftende lyse og hel ligeværdige menneskeånd, hvor ånd og kød er et? Fordi den magtlogiske fornuft kommer af angsten for nøden, der skal knækkes, konfronteres mere end selve nøden. Fordi den fornuft spiller på frygten hos næsten, spiller på mandens fysiske overlegenhed i forhold til kvinden - det er tyrannisk ånd, Svigerfar! Og modsat spiller på det ynkelige, det afmægtige der er i livet, men som skal rummes, tages ind, forståes, hvis ikke det igen skal blive til voldsspiralens fornuftslogisk magtmisbrugende skuespil til opnåelse af om-sorgsfuldhedens trøst.
Løgnens kærlighed, den gør menneskehjertet ked og hårdt, så man også må søge andre former for trøst: tørstens. Ligesom Bertrams mor må søge begærets lystighed. - Det går ikke, det er ulykkeligt og må ikke forblive sådan.
Der er sorg som glæde, men at leve i sorgfuldhedens ånd, aldrig at få den vent til glædens lyse ånd det tapper menneskehjertet for ren sandhed, ægte kærlighed i livet, for livsvilje, for tryghed, for lethed med evne. Mere præcist: i sorgfuldhedens ånd bliver de små sorger og glæder forbyttet, så livets glædelige dynamik ikke kan opstå: minus-minus giver plus, sådan forstået at sorgen og dens lyster bliver positivt i sorgfuldhedens ånd. I glædens ånd er det glæden som den stiller sig ret i forhold til livet, der bliver positiv, bekræftes og bliver begejstrende.
*
BARNET
Vokser børn op i sorgfuldhedens ånd, så tappes deres eget hjertes udvikling i ånden, så de ikke lærer sig selv at kende i såvel kærlighed som hel-lige-værdige menneskelivsånd. Så lærer de ikke grænsen af kende mellem den personlige kærlighedstrang og menneskelivets kærlighed og værdighed, hvordan den personlige trang kun kan udfolde sig, hvis menneskehjertet er på plads i såvel eget hjerte som ånd. Så finder de aldrig den eneste ene, den de passer sammen med - alene fordi deres ånd ikke passer til deres eget hjerte, men er stillet skævt i forhold til det og derfor ikke kan udvikle sig lige over hjertet, ganske som hjertet jo følger livets gang og skal sandes i sin udvikling. Og så kan de heller ikke tro, at livet nok skal komme med kærligheden til den eneste ene, hvis man tålmodigt følger med i det som det foregår i livets gang, indre som ydre - indstiller sin ånd på det elskelige menneske hos næsten.
Kommer man så, som vi alle gør i mere eller mindre grad til at gøre andre ondt, men endnu værre: kommer man af den skæve sorgfulde ånds lyst og trøst gennem livet, dens forskudte selvforståelse som menneske i livet til at handle henover hovedet på andre, der elsker én, henover hovedet på sit eget kæreste liv, sit barn - sådan at livets naturlige opretning, opvækstens heling af de uundgåelige skævheder, sådan at helligånden den ikke længere kan opstå, indefra, ud og op med sin vækst mellem mor og far - ja så mister man ikke blot sin egen opretning som menneske, som man aflægger sig singleidentiteten, når man træder ind i familieselvet, bliver et med barn og mand og dermed sin egen videre udviklingsmulighed i helligånden, at blive hel sig selv, sin egen i menneskeånden lige over hjertet - så mister man ikke blot sig selv, men sit barns mulighed for at undgå at skulle igennem den samme ulykkelige og sorggivende livsudvikling. En udvikling, der ikke kan undgå at blive og være ens egen.
Sådan lyder vækstens hellige budskab inderst i menneskehjertet og derfor kan det blive til lys ånd omkring livets gang i den livsmæssige omgivelsen man tilhører som menneskeliv!
I øjeblikket foregår den jo så i din sorrige ånd, Svigerfar, fordi dens magtlogiske absolutte overherredømme, der er så svært at opretholde for dig selv - da du jo er en god blød mand inderst inde - har lært hende at være sig selv i den ånd. Hun lever i sit barndomslandskab, af kærligheden som kommer af barnet i os og den er ikke lys og tryg, Svigerfar, den er bange og blokerende for hende som hendes mange bataljer med dig, hendes rynken brynene, hendes gå-væk-fulde-far, hendes hvad-sker-der-nu-nu-kommer-far - den soner stadig forældrenes sorrighed, som børn gør det af deres uskyldsrene barnetro på kærligheden i livet, deres behov for at vide at livet er et trygt og glædeligt sted at vokse og leve i. Og som sorrige forældre synes er så kært, men som ikke er spor kært, fordi det ikke lærer dem at elske trygt, ret, nysgerrigt og lyst som menneske. Bertrams mor forbliver i sin barndom, fordi hun ikke kan forlade den, ikke kan bryde sorgfuldhedens ånd med hendes egen lyse ånd, fordi den er skæv, ikke ser ret i livet, men afbøjes af sorgfuldhedens tunge natur - som slipper bagom, ud og indover det, hun ser, så hun ser glæde, hvor der er sorg og omvendt sorg i glæden.
Selv dette er sikkert tungt at høre, på trods af, at ordet kun kaster sit lys af glædens sande hjerte. Tak mig istedet - for jeg er ikke gået og går heller ikke. Tungheden hos mig er sandheden i hjertet men det er glædens tyngde - det kræver tro kærlighed, glæde og livets oprettende målrettethed at løfte den i sin ånd. Bertrams mor kender ikke den kærlighed, endnu og det skulle nødig blive for sent, som det synes i øjeblikket. Kærligheden kommer af barnet, lever man i sit barndomsmiljø kan man ikke se sig selv på afstand, se sin egen ånd, kende sit eget hjerte, hvor det er i livets aldrende gang og tro at det bærer styrken til at skabe sig sit eget liv, har erfaret, hvad der så blev erfaret i vor tid - en masse - for dernæst at træde ind i familie-identiteten og bruge den erfaring sammen med barnets far. Det er smadder synd, for tilbage står en skrøbelig single-identitet, alt det man gerne vil være, men ikke er, dog kan blive noget af - hvis blot man ikke saver grenen over, man selv sidder på!!! Ja blive alt dét, der skal bære: livets glædelige udvikling i såvel ånd som kød. Det er smadder synd, for hun er nødsaget til at bruge sin absolutte overherredømmende ånd til at komme videre - imod mig og dermed imod Bertram og i sidste ende imod sig selv. Hun trykker sig selv den forkerte vej i livet, fordi sorgfuldhedens ånd vender hendes lyse ånd som det stråler af hendes gode hjerte. Et halvt hjerte hos Jer, et halvt hjerte hos Bertram, et halvt hjerte hos mig, et halvt hjerte hos en ny mand - det bliver aldrig helt, men knudret i såvel hjerte som ånd, sind. Og hvorfor: ja fordi hjertets sande rene kærlighedstrang ved blodets bånd altid vil være der - og således trække ånden i sin egentlige, livsbundne retninger. Da det såvidt altså ikke lader sig gøre i den konstellation, der er gående i øjeblikket eller endnu værre, moren kalder sin elsker for far, ja så bliver livets rene åndelige vækst en masse afbøjninger i løgne, der gror indad og skaber knuder.
Men dét opfatter man ikke i sorgfuldhedens mørke kortsigtede ånd, der ikke kan se frem i lyset af livet - det opfatter man ikke, fordi man har identificeret sig med den, eller i dens samfunds-omgivelse, hvilket giver (den mørke, svært uhensigtsmæssige) lyst til trøst, noget dårligt. Ja, det var også dét, der undrede mig, da Bertrams mor faldt for mig; men hendes hjerte tog ikke fejl, som heller ikke mit, derfor troede jeg på det og jeg kendte min egen ånd, den kaster lys over livssituationen, både min egen og den omgivelse, jeg har befundet mig i som også lever i organismen og ligeså den nye omgivelse, jeg befinder mig. I det lys konfronterede jeg Bertrams mor med sit liv, fortalte om mit eget og gjorde, hvad jeg gjorde at kærlighed og tro. (Men man skal jo også gå på vejen sammen!) - Og derfor mærkede Bertrams mor sorgfuldhedens ånd, men hæftede den jo så desværre kun på mig.
- Det opfatter man ikke i sorgfuldhedens ånd, sagde jeg, fordi man ikke vil eller kan høre sandheden i sit eget hjerte og derfor heller ikke kan holde ud at høre den som den kommer fra andre. Andre, der måske kommer med lys og glæde - det véd man jo ikke, hvis man aldrig får hørt eller mærket sandheden i ens eget hjerte som den kan vækkes af næstens gode hjerte, næstens ord eller hjertelige tilstedeværelse. For det er jo ikke sikkert at næsten har tilladt sine sorger at være absolut bestemmende for sin ånd, sin selvforståelse i livet, i sit liv og vilje med det - selvom næsten er i en livskrise. Det kan jo godt være, at næsten værner om et åbent hjerte, der tåler modet i sorgens stund - fastholder håbets lys og stille ser vejen ud, skridt for skridt - det lange seje træk. Det kan jo godt ske, at næsten kender omvendelsens altid foreliggende mulighed i livets vækst og véd den kan ske, hvis ånden man har bundet sig til af kærlighed lader sig bevæge.
Den eneste ene vil opstå naturligt, når glædens hellige ånd, den gode sandt forstående stemning er omgivelsen, dvs. ligger inderst i hjertet. For det er derinde åndens omgivelse bliver til. Børn der vokser op i sorgfuldhedens ånd, de drænes Svigerfar. Bertram tappes. Bertrams mor tappes. Mennsket tappes i den ånd. Ligesom du sikkert er blevet tappet. Det skal vendes, brug mit lys, så vi alle kan være sammen i livets herlighed, gøre det godt, holde os til gangen. For det går jo kun over, hvis vi går ind i glædens lys, tilgiver os selv det som hinandens menneske og holder kursen sådan. Og Bertram vil elske det.
Jeg bruger ikke vold, Svigerfar. Jeg bruger ikke psykisk terror, den terror, der er forbundet med den fornuftslogisk absolutte magts måde at elske og leve på. Og som foruden Bertrams mor også har vendt din kones ånd, fået hende til at tænke magtlogisk: At jeg tvinger kærlighed igennem, at Bertrams mor selv må vælge - ja, det skal jeg lige love for, absolut henover hovedet på et barn, samt et godt menneske, der elsker begge og véd, hvad der skal til for deres lykke. Det gjorde ondt i livshjertet på hende at gøre sådan som hun gjorde - ligeså ondt som det jo gjorde på mig, fordi jeg vidste, hvad hun gjorde ved sig selv som liv, men altså også indså, hvorfor... Det var ikke hendes egen livsånde, der styrede hende.
Jeg indså, hvorfor og kan derfor elske os alle ud, om ikke andet skal jeg elske Bertrams mor og Bertram ud, op og frem. Jeg indså meget henad vejen, ikke fordi jeg er klog, men fordi det er min livsnatur at indse i livet. - I al væsentlighed indså jeg, at Bertrams mors og mit hjerte rent faktisk elsker hinanden, men ikke kan finde bølgelængde i ånden, fordi Bertrams mor ikke kender sin som jeg min. - Men det er ikke en konkurrence, det er ikke en fornuftslogisk magtende dom eller magtkamp, der i sin livsmæssige afmagt skyder skylden væk fra livet overpå andre. Det er ikke: du er for dum til min kærlighed. Det er forståelse, lysende klar kærlighed, indsigt og sans for, hvad der er godt og ondt til livet - at kende sig selv i livet og vide der er noget man er god til og ikke er god til, men må lære; og dermed sagt, hvad der ikke er det væsentlige. Det gør ikke noget, at man ikke har lært det og det og det, når man elsker livet og gør noget i det, for at få tingene til at fungere, finde ud af tingene, taler sammen om dem. - Problemet var bare større end jeg havde regnet med, fordi Bertrams mors søde livsånd grundliggende vender forkert i forhold til livets lyse vej, glædens. For så slipper man jo lige som tingene begynder at vende.
- En kamp måske, men i såfald en kærlighedens befrielseskamp imod satans sorgfulde ånd i livet, der ikke kan forstå, se sig selv i livets lys og glædelige opgave dermed. En kamp for det vi skal stå for som menneske i livet, når det store hjerte kalder; en kamp for at samtlige de menneskelige værdier, der har rådet i opbygningen af dét, der er godt i vor samfund - som dybest set ikke kan forståes uden tro menneskehjerte, ikke kan forståes uden samtidig af høre menneskelivets kærlighedsbudskab. Og endelig en kamp for, at det ikke skal være Svigerfar P.s satans sorgfulde ånd, der skal gøre det til skamme - fordi Svigerfar selv er mere værd.
- Jeg kæmper for dig Svigerfar, for at sorgens ånd i dit blod kan blive glædens ånd, der kan lyse i livet, lære at se igen og derved rumme, give plads til indrømmelse. Du har hjulpet mig, hvor du kunne, nu hjælper jeg dig, hvor jeg kan. Kan du høre din plads, din funktion i verdenshistorien som den stiller sig i forhold til livets fortsætten i glædens ånd. Kan du forstå, at måden med det inderste, det der ligger bag ens eget hjerte, som er nært forbundet med barnehjertet - barnetroen - at det bestemmer livets ånd, at det er derinde lyset kommer fra, oplyser ånden, giver den videre til livet, så det kan opføre sig livsbekræftende i sin deltagelse i såvel eget som andres liv, samfundet. Og ad den vej forhindre at fornuftens magtlogiske snævre ordenssans bliver så absolut, at alle-individer-systemets ånd breder sig, masse-systemets ånd, masseproduktionens, industriens, massekapitalismen, massekommunikationen, institutionaliseringen af folkemassen - ja langt mere end godt er i livet. Den ordenssans slukker vor lyse kærlighedssans, livets ordenssans. Ordets.
*
LIGNELSE
Fornuftens systemer efterligner naturens systemer, det kommer ind med naturvidenskaberne, hvis matematiske sandhedsbegreb ikke er forankret i kærligheden i livet, men adskilt fra enhver form for livsforståelse. Det gør ingen skade at vide noget om matematik, fysik - fysik f.eks. der jo også er et enestående eksempel på, hvordan livets fysik overhovedet ikke tages med i betragtning. Altså endnu et eksempel på, hvordan fornuftens videnskaber og systematiske måder at tænke på ikke er indforstået med, at det altid er unikt, personligt liv, som tænker og derfor, såvidt er videns-skaben, der glemmer at medtænke livet. - For ALLE x gælder...for alle statsborgere gælder...for alle skatteborgere gælder...for alle i bofællesskabet...for alle - INGEN! Sådan er fornuftssystemets ånd, fordi det er sådan den igangsættes fra os selv, når vi orienterer vor ånd derefter, i det spor. Og ja, det er en personlig kamp, jeg har taget på mig i ansvarsfølelse for livets viderekommende.
Men omtalte system-ånd bliver altså til tænkemåder, der kommer teknologi ud af det, en ordenssans kunne vi også fristes til at sige, når blot vi husker, at den ordenssans foregår i en ånd, der ikke har medtænkt livet fra start. Og derfor bekræfter ingens ånd i livet, altså naturens brutale sorggivende kræfter. Blip båt og gud, hvor går det godt - enten trykker vi på knappen, så maskinen kører eller også lader vi være, så den ikke kører. Enten trykker du på knappen, så maskinen kører eller også er du fyret. Enten trykkke du på knappen, så maskinen kører, hjulene kan snurre rundt, du kan tjene din løn, betale din husleje, købe mad, så børnene og konen har et hjem at elske - eller også er du fyret. Det er fornuftens tankespor, det er klart. Men det er altså naturens, overmagtens enten-eller logiske spor. - Enten opfyldes de og de kriterier eller også ryger du ud, sådan er den ånd, fordi den er ophørt med at sanse livet i sig selv, i sin menneskeglæde. Og det skriger til himlen - ja hvis det så bare gjorde det istedet for at rende rundt i ingen-mandsland og spillle fandango i satans sorgfulde ånd. Det er tvangslogik og sådan bliver ånden absolut i sin måde med livet, det gør menneskehjertet sort som satan og fører livet ind i tilværelsen i sorgfuldhedens ånd, istedet for først og fremmest op i livet ved glædens vækst.
HUG, lød Svigerfares ånd, lyder den hos Bertrams mor i hendes behov for sit absolut bestemmende eget liv, med absolut behov for sin søn, med absolut selvbestemmende gavmildhed i forhold til at finde en ordning, så Bertram kan få lidt far - med absolut ønske om at blive i sit barndomslandskabs sorgfulde ånd, fordi hun da aldrig behøver konfrontere sig selv med lyset ånd. Det at leve lyst, ovenpå, i glædens leje - inderst inde i hjertet, dernæst udefter i den lyse lystighed som kun opstår, når man først og fremmest følger livets væksttempo og ikke fornuftsåndens. Gå igennem den smerte det er - komme ud på den anden side og tage imod kærligheden som den leves sammen i hel-lige-værdig ånd, der lyser for hinanden, når tingene går skævt.
Men det HUG kan jeg ikke lade gå igennem. Der er en hånd som en ånd hos mig, et skarpt lys, der som Svigerfar kom ind med sit håndkantslag holder hånden oppe, før den skærer gennem luften - og kigger Svigerfar dybt i øjnene. Og det er uskyldens ånd, menneskebarnet bag barnet, faderens, mig der holder igen på Jer, fordi jeg véd, hvad jeg véd af kærlighed til livets sande lys. Vil du virkelig kappe blodets bånd, Svigerfar? Jeg holder fast på dig Svigerfar, men din mor skal med op i lyset, så du kan kende forskel på det lyslevendes glædesånd, der ikke tager afstand fra det døde eller døende, men ser at det skal være sådan og at det er helt i sin guddommelige orden. Så kan du trække vejret frit igen og få elsket det, der stadig er, men ikke er blevet elsket i årevis. Det er mildt, rart og godt, kære Svigerfar.
Det er mange måder at skildre sorgfuldhedens ånd på, at lyse den op på, men det er ikke sikkert, at det hjælper, fordi det er svært for sorgfuldhedens ånd at erkende og forstå i åndens lyslevende lys som det løber i blodet. Tilbøjeligheden til at slå fra, lukke af for hjertet er stærk i vor samfunds-magtlogiske omgivelse. Men det hjælper ikke noget.
Få dig et liv, lyder det i Bertrams mors mund - som om det ikke var dét, vi var igang med!!! Ja, et lysende klart og bidende eksempel fra sorgfuldhedens ånd. I mine øre, hvordan livsånden suges ud af livet, efterhånden som det får sig et liv gennem uddannelsen, får sig et arbejdsliv, får styr på tingene og noget at føle sig tro i forhold til. Hør engang: noget at føle sig tro i forhold til; noget er noget ubekendt. - Og jeg hedder Jens, min søn hedder Bertram og vi elsker Bertrams mor på trods af vanskelighederne; hallo, det er os der er livet, det er os, der udgør helligånden i dit liv, kære elskede, min drengs mor, det er os, der vokser i den, udvikler os i den. Det vil du da for pokker, satans sorgfulde ånd ikke undertrykke. Kære skat, så stiller du dig udenfor Kærlighedens Tro vækst og kommer aldrig ret ind til den af sandt hjerte, så lyset kan fortælle dig, hvor smukt og godt livet er, hvor smuk og god din egen ånd er, hvor smuk og god Bertrams kan opvokses - hvor lys fremtiden er for dig ad den vej. Stille og roligt, skridt for skridt. - Hvad er følelser der ikke har hjem i livets hjerte og deri viser én livets ånd, retning, hvem de knytter sig til?
Der er ingen bitterhed i det, så prøv at forstå - jeg ikke færdig med at lyse op, for det ender godt, hvis I og Bertrams mor forstår. Kan mærke, at der ligger en stor livsglædeskraft bag - der jo altså også kan andet end at skrive, hvis den får højere ret og lov end den sorgfuldhedens ånd umiddelbart synes at kunne tillade, ja højere ret end den sædvanlig vis sanser i, forstår sig selv i på ulykkelig vis. Tro flytter bjerge - som bjørnens ånd går i dvale, men vågner op igen. Bjørnen er jo ikke farlig, når man blot er varlig, varsom ved den. Men er man ikke det, så er jeg bange for, at bjørnens ånd stiger op i sorgfuldhedens ånd og bruger samme absolut magtlogiske måder med livet - og går hele vejen, enten efter bogen, magtspillets regler i den troløse rets sale, hvor formålet aldrig er at forstå, lære, elske, tilgive - men kun: enten at vinde eller at tabe. Eller også bare sin egen vej. Og da har livets tro kærlighed i menneskehjertet ikke blot tabt, men givet sig selv til fandens vold og magt i hjertelivet. - Det vil jeg ikke. Nej, så vil jeg heller bruge den energi på at vende sorgfuldhedens ånd rundt, så mennesker jeg elsker måske kan se, forstå og høre, hvad lyset i livet kan, når det skal af kærlighed til livet og hvis det vil bevare kærligheden til livet, lade den vokse videre op i dens helbredende helligånd som livets vækst ved blodets bånd altid kan give. Ja give, når ånden er vendt ret op, kan sanse det, ved hvad der hører til hvad og hvorhenne.
OPSUMMERING
Arv og miljø er ét i hjertets sprog, som er livets vækst i hjertets inderste glæde og deraf gnisten, lysets ånd. - Miljøets ånd går i blodet, præger os til at tænke og føle på bestemte måder, der så videre berører omgivelsen og andre. Ikke mindst vor børn. Det er i glædens sandhedslys, man forstår sig selv som person, men også som menneske i livet. Det er ad den vej, i det lys, forståelsens forstand, kropsånden bliver god og kan fortsætte med at være det på trods af store sorger, store lidelser. Det er ad den vej ens hjerte bliver til i ånden og dér kan ramme menneskekærlighedens nedarvede åre i den helt rette ånd, helligånden. Sådan er min kærlighed forbundet i livet, bevaret i hjertet og nu har i set den oplyse ånden: Som faren, sønnen og i helligåndens navn. - Men det er stadigvæk meningen at den skal udfoldes i og dermed omkring familielivet, for kun sådan kan den forplante sig, formidles, sættes i arv og gøre godt inderst inde såvel hos Bertram og Bertrams mor som hos Jer - ja og såvidt ud i fremtiden som i al evighed.
Det er barsk, Svigerfar, det er barsk at være blød, det er barsk at elske livet i glædens sande lys, men gør man det ikke engang imellem, så ved-lige-holdes menneskehjertet ikke i hel-lig-åndens næstekærlige og medmenneskelige dømmekraft og så sætter man satan i arv gennem sorgfuldhedens ånd. Selvom man har holdt kødet oppe og gående har man da mistet sit liv i menneskehjertet.
Derfor tror vi på genopstandelsen og et evigt liv. Og det betyder genopstandelsen af lysets ånd i livet, genopstandelsen af glæden, der kan se, hvor smukt livet er, sanse det - så man kan forstå sin skyld, indrømme den og blive let deraf. Fordi menneskehjertet tilgiver én livet påny, når man indrømmer sandt. - Og så man kan forstå mere om, hvordan den glædestro skal viderebringes og opretholdes gennem livsførelsen. Hvordan den skal vokse i den helt rette ånd i det liv man er blevet givet.
Vær hilset kære Svigerfar og Svigermor.
Og må GUD være med Jer, Bertrams mor - og Bertram - så ikke tidens djævel render af med os. HOLD FAST indeni, for der er altså en satans ånd i samfundet, der får os til at overse livets gode, solide og kærlighedsforstandige vej. Den man udvikler sig af som menneske i livet sammen. Fordi troen på kærligheden er mere end ord, men det menneskeliges erfaringshorisont, måden at forstå os på i livet, måden at sanse det nye livgivende, det nye livsbekræftende. Den tro I garanteret også har udviklet jer af, hvis I lyser det op hos Jer og tager fat om kærlighedens sande erfaringer, lyser dem op i livet, så ånden kan se og mærke, at det giver. Og at det hele nok skal gå. - Teltturen Svigerfar, det var et lys. Be Fadervor og gå ud og gør det, hvis du ikke allerede har været det: konfrontér dig selv i livets lys, så vil du se godt og ondt, helligt og uhelligt, sandt og falsk.
***
INDLYSENDE ÅNDSFAKTA OM LIVETS HEL-LIGE VÆKST
- Når hjertet er på rette forstandige sted, ser hvad der sker i vor kultur i vor tid og forsøger at undgå at kære mennesker, jeg elsker og holder af ikke skal ryge af i svinget.
"Holde af", et udtryk med den sigende fordel, at holde af et menneske, der samtidig er det menneske man hólder af. Det er holdbart at elske sådan, når man ikke lige kan sige elsker, for tro mod hjertet skal man jo være ellers mister man følelserne og skal til at læse om dem i fornuftsåndens oversættelse af dem og så er de stillet i hovedet, ikke i hjertet og går ikke i barnet via helligåndens omgivelse, der derved opstår. Man skal ind og mærke, for der er ingen vej udenom. Men det kan læsning jo netop også hjælpe på, hvis det rammer noget dybt i mennesket, læses i livets hel-lige lys.
1) Forstandigheden
Mennesketlivets ånd er kærlig, blid, smuk, nysgerrig, undrende, sanselig, tænkende, naturlig, omsorgsfuld - men skrøbelig i sin opvækst, fordi den kræver menneskevarmen fra begge forældre at bekræfte sig dynamisk ved, dvs. forældrene skal være sammen. Ellers bliver ånden ikke hel og lige, men skæv og nødt til at kompensere med hjertets livsenergi, fordi socialiseringens normale orientering altid vil være kernefamiliebørns niveau, ligesom også love og institutioner er nødt til at indrette sig derpå. Dvs. barnet må desværre ud af sig selv give sig selv kærligheden og ånden, der savnes - når blodets forældre ikke holder sammen som de kraftederstejlme skal i Kærlighedens samfundne navn.
2) Menneskevarmens vækstro
Menneskevarmen hos et menneske opstår kun, hvis det tror på Kærligheden, ikke bare i livet, men i menneskelivet. Dermed også hos sig selv, hvis det vil forstå sig selv som menneske i livet. Fordi ikke alt hos os er menneskeligt, dvs. menneskelivsbekræftende. Livets varme vækst er mao. ikke menneskevarm af naturlige årsager. Mennesket dannes, ja opstår kun i helligåndens omgivelse. Derfor dåben, derfor troen inderst i selvforståelsen, dvs. inderst i kødets hjerte - så dyret ikke opstår i ånden; (hvilket kan ske på mange måder, alkoholisme er én af dem). Ånd og kød er et i Kærlighedens navn. Mennskevarmen giver hjerteåndens forstand til at erfare, lære, magte og beskytte det område af livet, der er nødvendigt for menneskelivets videre beståen: menneskehjertet.
3) Familiekære-ligheden
Skal helligånden opelskes ud af livet fra barns ben, gøres stærk, fordi den som sagt er skrøbelig i sin opvækst - så skal forældrene ikke blot være sammen som satans fornuftsånd nu forstår hin enkelte som individ og blot tæller 1+1 samme sted. Nej, menneskevarmen af de to skal smelte sammen i et vi. Der er altid en historie mellem to mennesker ligesom der altid er noget, der er mere varmt og sandt i ens livshistorie fremfor andre episoder. Og det er menneskevarmens åndehul, dets åbning, begyndelse og udfoldelse. De to menneskelivs genopstandelse i familieselvet og dermed deres vej med sig selv og videre livsudvikling i livets sande glædesfortællende gang. Opstår den og vokser den sig stærk er der masser af rum for inspirerende svipturer, egoistiske tilbøjeligheder som tiden nu vil det - altså når blot helligåndens hjem får mærket sig det sandt glædesbringende, der hjemkommer. Og det kan kun være i den udfarendes eget liv, det ligger og som det mærkes hos den anden, varme-dynamikken sammen til åndens opretholdelse. Ja en ny side, noget nyt at mærke, et frisk pust.
I helligånden som den er bundet til blodets bånd, barnet, optages kun det menneskevarme, der hjemkommer. Helligånden i hjemmet kaldes også "bare" den gode stemning. Stemmen afslører om mennesket er tilstede, om der lyves eller undviges. Eller værre: om der bruges fornuftsstrategiske måder med hinandens liv, om næsten tillader dårlige erfaringsdannelser koblet på den anden, lader dem symboliserer sig som den andens skyld - for derved lukkes det sandende hjerte, udelukkes den ærlighed, der kan oplyse helligåndens vej for de to. Løgnen er helligåndens værste fjende. Og blandt andet fordi, at den er svær at identificere, ja den kan overhovedet ikke identificeres uden at sandheden i det ærlige hjerte, almindeligt næstekærlige liv er gående. Løgnen gør livets ånd skæv og forhindrer samværet i at åbne sig yderligere. Løgnen forhindrer mennesket i at forstå sig selv som hinanden, så man ikke kan tale sammen, vende tilbage, sande og tilgive, prøve igen. - Løgnens grund, dens kilde er angsten for sandheden. Angst blokerer.
4) Tiden
I tiden. Tidens fatte-leje, mentaliteten: Fornuftsånden.
Mennesket i fornuftssystemets ånd bliver som alt andet pustet op, idealistisk. Det glemmer at det ikke har magt som det har agt. I vor tid betyder det, at det kommer til at magte uden overhovedet at agte, uden overhovedet at iagttage, hvad det er i færd med at magte i livet. Først bagefter mærker det menneskelivets hjerte irettesætte sig, hvis det er godt opdraget i livet vel at mærke (som Bertrams mor jo grundliggende er) ja eller såfremt det ikke har mistet menneskelivets hjerte for længe siden. For mange overhører det, mærker ikke irettesættelsen, forstår slet ikke, at det har noget med livet at gøre og siger bare de har fået det dårligt, er blevet syge, for sådan siger mange jo, fordi de, folk i vid udstrækning ikke længere véd, hvad der er galt. - Men for forstandige mennesker, hvis man tør sige det, indrømme det, så gør det ulykkeligt, ja for de har fuldt med og véd godt, så nogenlunde, hvor dårligdommen kommer fra. De kan stadigvæk mærke barnehjertet på trods af fornuftsåndens voldtag af livsånden, ja mærke den gode forstandige gang gennem livet.
Det er så ganske vist energikrævende i forhold til den identitet, høje menneske-moral man presses til at opretholde i fornuftssystemets ånd - og som intet har at gøre med menneskelig etik, fordi etik ikke kan løsrives fra glæden og sandhedslyset derved, livets selvstændighedsbetingelse. - Derfor må mennesket først og fremmest holde sig til livets gode forstand, livets pligter i kærlighedens navn og ikke først og fremmest samfundets pligter. Ja for ellers mistes kontakten, jordbindelsen, hjertets vækst i såvel liv som samfund. Samfundets pligter kommer i anden række, når fornuftsånden også kaldet fascismens systemånd er på færde i livet, forfører den forstandige livstro via autoritetstroen.
NSDAP hed det engang i tyskland. Og det sker over tid, gennem en bestemt kultivering af livet. Kombinationen af fædrelandskærlighed, som alle indfødte mennesker har - i danmark er jeg født, i danmark har jeg hjemme - men altså kombinationen af fædrelandskærlighed, arbejdende masser i masseproducerende industri, eller institutioner, dvs. system, underlagt et idealistisk statssystem, presset nedefra, presset ovenfra, stoltheden: værdighedskamp, selvværdskamp, den faglige kamp udefter i organisationen, som I jo siger det, svigerfar; endeligt skuffelserne, erfaringerne med måden livet er og bliver i kamp, når den handler om og handler i fornuftåndens systemer, hvor det eneste gode argument, der i sidste ende gælder er MAGT. Ja, den uden agt for menneskelivet i Guds navn.
Hvem har magten: sådan tænkes og føles der i fornuftsånden og mange vænner sig til at bruge den selv, for at værne om sin altfor hårdt oppustede selvforståelse af at være menneske. Nu har de jo kæmpet så hårdt, gået den lange vej, nu skal det hele ikke tabes på gulvet, så jeg er altså nødt til at bruge magt!!! – sådan forleder fornuftsånden mennesket i dens kultivering af livet.
Med livets gang i systemet er mennesket blevet til: at være borger.
Den gode menneskeborger er nu blevet til den fornuftige borger. I fornuftssystemets ånd bliver livsånden således henad vejen forført ind i en selvforståelse, hvor man først og fremmest er den gode borger når man passer sine pligter i forhold til et fornuftigt tænkt system. Ad den vej forlades menneskelivsånden imidlertid, ja drænes menneskehjertet, fordi et fornuftig tænkt system betyder at tankesporet hos den prægede borger er åben for kontrol - en lille justering på topplan flytter masserne på gulvet, bestemmer deres følelsesliv og retning!
Det véd menneskehjertet imidlertid godt, hvorfor det presser på indefra, vil op i ånden, bryde fornuftsåndens cirkelslutninger, gentagelser, mv. Ja for ellers bliver det alt for angstfremkaldende, men så... hvorfor den fornuftige borger ikke ser anden udvej end nok engang at bruge magt til at opretholde sin selvforståelse, sin identitet. Fornuftsånden stopper ikke sin forførelse, før den blide kærlighed indrømmes i hjertet, lader sandhederne stige op, så den kan helbrede ånden. - Det sker ikke i fornuftsåndens tilværelse, ikke før FILMEN knækker.
Næste skridt. Når menneskehjertet er drænet, så begynder fornuftsystemets forførelse af ånden at trække på, ernære sig af næstens varme. Det er derfor folk ikke længere er særlig gode til at være sammen om noget eller stå sammen om noget videre livsbekræftende. Også i familieliv og parforhold. - There´s a woman behind af man - hed det engang. Og det var såmænd fint nok, for så var jordforbindelsen der, set i forhold til fornuftssystemet.
Det er også derfor vi ser kombinationen af pædagoger og håndværkere, selvstændige landmand og lærerinder eller lign. Den ene i tæt kontakt med systemet, den anden på afstand, så den livsbefordrende kreativitets varme ikke dør ud. - Jeg var på vej, i den placering for min søns mors skyld, hun var pædagog og faldt for mig, da jeg arbejdede som maler, men så blev jeg postbud - fordi jeg elsker hende og ikke har noget decideret problem med at skifte erhverv – men altså fordi systemets spor i hende er hendes psykologi, ikke hendes egen ånd. Tålmodigheden, helligånden... jeg måtte flytte mig, skifte erhverv for at hun måske ville kunne komme til at se min person, høre mit livs erfaringspotentiale...
Forelskelser og kærlighed i fornuftsåndens mentalitet handler ikke om mennesket inde bag, den åndens dynamik der giver helligånden, men om begærets dynamik: håndværker-sex hedder et udtryk i folkemunde som illustrerer, hvordan følelseslivet, behovene stiller sig i fornuftsåndens mentalitet: I en konflikt med den holdbare gode forstand, der tager sig af livet indefra, kender ofret i livskærlighedens navn, der giver den sande glæde og ad den vej det lyse begær, paradis på jord, fordi de dyriske kræfter og behov da bruges til bekræftelse af hinandens menneskelivsånd, helligåndens opståen, vedligeholdelse og udviklingskraft - istedet for at dræne, tappe energien i forlystelser, der ingen veje fører. Det kan ikke opfattes i fornuftssystemets ånd, i dens dybe ensartede matematiserende tankespor.
At vi er kærligheds-forvirrede ad helved til i vor kultur, det er så tilfældet – ser vi imidlertid på unge liv, så ser de faktisk, at den kommende kæreste, samlever, måske ægtemand/-viv i praksis afhænger af, hvorvidt erhvervene passer sammen; det er med som betragtning, fordi orienteringen er seksuel/begærlig/magtpraksis. Og det er grusomt. - Jeg er ikke social-demokrat, nej, svigerfar, men det er min kærlighed heller ikke!
Kvinden bag manden det duede heller ikke, fordi fornuftsånden som er matematisk i sin karaktér opfattede menneskelig ligeværdighed mellem mand og kvinde som ligestilling. Manden tappede kvindens hjerte førhen af samme grund. Mao. trådte kvinden ud på arbejdsmarkedet og ind i fornuftsåndens systematisk-matematisk-reglementerede tænkemåde og følelsesliv, for at kunne opnå det åndsvage politisk-akademiserede-kapitaliserede selvværd, magtens. Og så går det stærkt...
For dermed slipper fornuftsånden ind på helligåndens opvækstige plads i det hele taget, altså i familielivet. Og det er sådan kultiveringen af livet, der fører til fascismens afstumpede og afmægtige magtlogiske måde med livet foregår. - Fordi fornuftsåndens dræn af menneskehjertet, der ellers giver og giver menneskelivet sin ånd på den måde fortsætter.
Livet begynder at leve falsk, i en uhellig ånd og reproducerer sig i den ånd, opdrager i den, mv. Når manden ikke længere kan dræne kvindens varme menneskehjerte, fordi hun kender spillets regler, selv er blevet bekendt med, hvordan tingene foregår, så bliver den livsnaturlige, forstandige og hjertelige rollefordeling forstyrret i sin ånd. Manden må søge endnu højere op med livets indbyggede livsforstand, for at knække konens nu fornuftige argumentation - den forstand er imidlertid som nævnt forstyrret i sin begreber, fordi den har skullet orientere sig i fornuftssystemets ånd, det samme er kvindens og hele pibetøjet, så at sige.
Hvordan skal den varme forståelse nu kunne opstå? Børnene lyder svaret så pludselig!
Når fornuftsånden har drænet mandens menneskehjerte, så han ikke længere kan kende sig selv som menneskeånd i livet. Når det samme gælder kvinden. Og når de sammen dræner hinanden, hvis ikke der fokuseres anderledes, hvad der næsten ikke er til, fordi fornuftsånden er så stærk i sine markedskræfter, statssystemer, organisationer, altså såvel i ånd som følelsesliv - de magtlogiske spor - ja så er der kun børnene tilbage. Her og således begynder det, børneforskningen kalder: Infantokrati
I fornuftsåndens mentalitet gøres alt nu for børnenes skyld, fordi det er et hårdtslående argument. Altså stadigvæk et magtlogisk argument. (Derfor konstaterer hjertetro mennesker, at man ikke skal holde sammen alene for børnenes skyld. - Men altså: fornuftsåndens dannelse af livet har forvirret livsånden, så det bliver jo ved konstateringer af, hvordan tingene egentlig forholder sig i forhold til det sande menneskehjerte. Livets selvstændige åndskraft, handlekraft er gået tabt, låst i fornuftssystemets rutiner og magtlogik, i frygten for, hvad der vil ske, hvis den brydes - istedet for enten at åbne op for livets ægte følelser, få dem formuleret påny, mærke genkendelses-varmens kraft og fortsætte med fordybelsen i den varme: at bruge fornuftåndens idealistisk forførende kraft imod sig selv, så den ikke løber af med livets egen hellige åndskraft, men istedet betvinger den magtlogiske argumentation, der har sat sig fast, fastholder livet på alle planer: følelsesmæssigt, psykologisk, handlemæssigt, etc. Det skal gøres i ånden med hånden på hjertet. Enten sådan - Eller ved at komme på afstand af fornuftsånden, rykke sig fri, hvilket nok er det sværeste. Men man behøver jo ikke gøre det for tid og evighed. Et halvt år kan være godt givet ud).
Desværre sker der som regel det i fornuftsåndens livsafmægtigt magtende spor, at den fortsætter med at dræne menneskehjertet. Fornuftsånden er løgnens ånd, der hvis den får tag i én, hvad den jo gør i fornuftssystemet samfund - underkender sandheden i livshjertet. Det giver en indre uro og en dårlig samvittighed, dårlige nerver, mange mænd så kommer til at dulme med øl. - Men bortset fra det, så er skildringen nu nået til tapningen af menneskehjertet hos børn.
Fornuftsåndens tag i livet er begærets, dyrets, hvorfor kærligheden der elskes med er grusom. Der argumenteres og føles i magtlogiske termer, hvorfor opdraget bliver: du kan ligeså godt lærer det først som sidst, fordi når du engang skal ud i samfundet, så.... Ud i institutionslivet, hvor ingen sand varme jo gives...og uddannelse er godt, bla, bla, bla...underforstået at uddannelse forøger dine chancer på arbejdsmarkedet, dvs. i forhold til at tjene penge, få bolig og dermed kunne gøre en familie.
Kort sagt: det magtlogiske opdrag, der gør at voksne mennesker bliver uskønt forklædt som voksne - de kender ikke sig selv på menneskehjertet, fordi de ikke kender sig selv i ånden, fordi menneskelivet ikke kan anerkende sig selv i fornuftsåndens magtlogiske tyranni. Men derimod kun i troen på kærligheden til menneskelivet, dvs. kun i forhold til erfaringerne med ondt og godt i deres forstandigt livsnære sammenhæng.
Børnene vokser nu op og orienterer sig samfundsnaturligvis i fornuftsånden som fornuftssystemet fortsætter med at bekræfte på trods af de nye tiltag, der sker - kanalerne ligger fast, så gentagelsen kan fortsætte. Kærlighedsbegrebet i livet udavles af den menneskelige bevidsthed, den jordiske forstand, der kender væksten og dens betingelser. Normalvis forhindres gentagelsen ved blodets krydsning og sammensmeltningen af forældrenes to varme ånder, der hver især kommer med deres livserfaringer i tiden og netop som liv i kærlighed har iagttaget noget, de kan bruge til at opløfte livet på ny, så troen på det nye vidnesbyrd igen giver genlyd. Genopstandelsen af glæden ved det nye liv. Men i fornuftsåndens aller-stærkeste kulturer, hvor livet i den grad underlægges systematik, gentagelse, rutine, ensformigt arbejde, ensformig tænkning - ja ligesom matematik, der dybest set gør det samme hele tiden. I den ånd bliver trykket på menneskehjertet, det inderste i selvforståelsen som selvstændig menneskeånd i livet så hårdt at bagsiden, bunden i forstanden trykkes ud. Og derved opstår det vilde dyr i ånden, naturens brutale overlevelsesenergier som de ligger nedarvet i rygmarven. Der er med andre ord gået hul på menneskets rygrad, der som Benny Holst netop ellers sang det: din rygmarv visner, hvis du ikke danser med din bedstemor.
Hitler-systemet fik gode borgere til at stå at skyde andre mennesker i det tysk-romerske riges autoritetstro navn... Det har vi formået at undgå ved at holde os til det nære og koncentrere os om dét. Indtil så, ja indtil alle pludselig skulle være højt-uddannet og derved blive indlemmet i Gudstatens universitære administration af menneskeheden. Og EU. For tiden kanaliserer vi således trykket, ja tager vi således trykket i f.eks. Afghanistan. - I Danmark er hitlers arv med andre ord institutionaliseret som objektiv videnskab, også kaldet staten. Ja, det betyder først og fremmest at den fattige danske befolkning efterhånden ikke ser i ånden længere, altså tror at en diktator skal se ud som Hitler, førend der kan være tale om diktaturets grusomme mekanismer. Folk har fornemmelse, men de leder konstant efter en syndebuk for den, da omfanget af fornuftsåndens produkter jo ikke er til at overskue, ting kan da ikke være onde, vel!!!
Nej, vel Kim Larsen: Blip, båt og gud, hvor går det godt!!! - Diktaturet er med andre ord: Akademiker-politiker-standens fortsatte brug af funktional-staten som et JEG, VI OG Alle. Glistrups pointe. Men det er så også kapitalismen, troen på guldets ædle egenskaber. Og det var hans generation ikke klar over på samme måde, fordi landet dengang stadigvæk var et bonde-samfund, et brugs-samfund. (Det skal vi tilbage til med nye tidssvarende brugs-forståelser). Men kapitalisme og forædling i den retning: Gooooldfiinger!!! Ja FUG som Brødrende Bisp spagfærdigt forkyndte alvorens begyndelse med en voldsom Volvo Amazon - der i dag forlængst har udrangeret toget, der kørte med EU for at blive til en stor amerikansk online boghandel. Ridder Lykke, ridder Vi, ridder Du alene. I dag skal der stå kneppe, lave horeunger og være satans øgle-yngel nok engang. I er blevet krybdyr. Ja, det er Jeres væsen. I er holdt op med at så og føde - til fordel for at lægge æg i det golde, kolde strandsand, der løber helt ud i vandet. Den videnskabs-statslige institution er en sten i vesterhavet! - tak til morfar, købmand Jens Aastrup for den.
Det er noget frygteligt rod. Men lad mig alligevel for god ordens skyld påpege, at uvidenhed ikke gør mennesket uskyldigt, ganske som viden ikke gør mennesket skyldigt. Det er ikke absolut, hvad jeg her fortæller Jer - omend der da nok skal være nogen, der fortsat lever af at opretholde den objektiviserende, universitær-videnskabelige rets-statkultur. Og jo derfor har så dårlig samvittighed, at de snart ikke véd, hvor de skal gøre af sig selv - endsige læser og forstår hvadsomhelst som sådan, på absolut angstfuld vis af netop samme grund. Ja, lad da være med det og hør efter istedet. Jeg er ikke farlig, men faderligt anlagt.
Men altså for nu at sige det: Personificeringen af den fascistisk-nazistiske arv, der vel at mærke er græsk-romersk, altså politisk retsstat, ja det er dommerstanden. De tilbeder ligevægtens romerske gudinde: Justitsia. Og det er ikke blot kæp-hesten i vesterlands kultur, men udtryk for en direkte forgudelse af et lovstyret samfund. Det er ganske enkelt lov-religion, der henholder sig til naturens kræfter, ikke mindst som teknologierne forkynder dem ind i hverdagslivet. Og markeds-kræfterne iøvrigt også bliver brugt på det grusomste, reklamer for selv en godt knækket negl. Køb noget dyr medicin, det hjælper!!! Computeren her er ingen undtagelse, da den sådan set ikke er andet en pubertets-drenges matematiske materialisering af deres ånd. Men som altså kommer op via arv-og-miljø, sindet kultiveret af romersk præget mønt lagt på Justitsias ligevægt. Købmandsvægten. Så vidt, ja fremfor en kultiverende, oplysende, "demokratisk" ledelse i menneskelivets almindelig tro, ja forstandige ånd i Kærlighedens navn. Troskab mod den almindelige væksts arbejde med liv og omgivelse. Gerne organisk, da det holder ånden mellem himmel og jord og ikke over himlen som netop er hitler-arven, den romantiske administrations-idé. Jeg går da bare på arbejde og passer mit job, siger for mange statsansatte idag - fordi de da har glemt at deres familie er privilligeret på ærke-romantisk vis: De lever af magten, at være på lovens rette side!!! Føj for satan.
Derfor kæmpede Glistrup, Langballe, Krarup, Bertral Haarder og Anders Fogh m.fl. hver deres forstandige kamp som de gjorde med social-fascismens system. De gjorde det for Jer, for mennesket og trodsede hver især den sorg, der er forbundet med indsigten i system-arven. Efterkrigstidens efterladenskaber. Kold krig, murens fald osv. - Og der er ikke andet at gøre Danmark, hold jer til menneskevarmen, troen, kærligheden, søg glædens opløftende og oplysende varme, så vi atter kan se, ja komme helt fri af den onde arv. - Og til Jer på jura, dommerstandens kultur: Jeg har ikke blot fingeren oppe i røvhullet på Jer, nej og ejheller hele armen, for jeg vil overhovedet ikke røre ved noget af dét, I står i berøring med. I vor herres navn har jeg kun hånden om Jeres sølle hjerte og Thors hammer falder altså, thi det er min oplysnings-pligt som menneske.
Så er I snart færdige akademiske røvhuller, drenge udi magtbegærlige projektioner. Jeg mener, hvordan går det med oplysnings-virksomheden i landet, I ved nok den, der skulle sørge for at tilvejebringe en oplysende liv- og samfundsudvikling i ligeværdigt samvær med kongen. Hvad stønner I: Er det strafbart ikke at tale sandt i retten? - Knækkede hammeren lige? Blev din hånd slap dommer? - Jovist graven er sort hos Jer og I står minsandten allerede i den. Puf, der er hermed slået en stilling op som graver. Var det noget indsatte af hjertetro dansk slægt?
Naturen er stillestående sorg, der går sin gang og er prisgivet sig selv i sin tomhed. Altimens livsnaturen jo er vækst i levende ånde. Når der imidlertid går hul på rygraden, når det inderste menneskehjerte er drænet, tappet, skal fyldes op igen, bekræftes, men ikke bliver det - fordi fornuftsåndens måde at tænke på blokerer for modtagelse af kærlighed, fordi det gør ondt at elske, når menneskehjertet er trykket så langt ned; det gør ondt som erkendelsessmerte, det gør ondt at sande, ondt at indrømme, umærkeligt at undskylde, etc. - men så, derigennem er naturens sorgfulde ånd opstået indefra, allerdybest nedefra. Ur-mennesket. Neandertaleren. Mennesket kender da ikke længere sig selv og da har vi den rendyrkede konsekvens af statsborgerskabet.
Borgerfascistens måde med sit følelsesliv er og bliver magtlogisk - hvor man omvendt, når menneskeforstanden taler til fornuften, ja sgu'da sætter den på plads og således er flintrende ligeglad med om den taler ned eller op til den, kunne sige: At menneskets måde med sit følelseliv er afmagtslogisk, det vender den anden kind til, indrømmer sin afmagt, sin skyld, ja at livet er sådan. Ganske enkelt for at bevare forsynet. For derved, når vi gør så, ja så sker der noget helt andet godt ved og med livet på sigt. Glæden bryder frem, lyset bryder frem og det bliver klart, hvad der skal undlades, nemlig: at tænde eens magtlogiske orientering. Og det har psykopaterne i by-, lands- og højesterets-kulturen naturligvis ingen indsigt i. Da de er kødeliggørelse af ren magtlogik. Deres kærlighed er falsk, den ytre sig i principper. Og det er synd for dem, ja, men vi er jo ikke pylrede, vel?
Trygheden i livets lyse tro forsvinder i systemånden og mennesket, der er opvokset i de stærke systemkulturer, deres tradition med at dræne menneskehjertet, suge al kraft ud af sig selv, næsten, barnet, for at kunne følge med det alle andre gør i Alle-systemets uhellige navn - fordi næstekærlighed dermed netop bliver til det ubestemte andre, det ubestemte medmenneske. Og derved, ja så bliver det pludselig skræmt af, skræmt over at se sig selv i glædens lyse ånd hos næsten. (- Mit liv er blevet udrangeret, fordi jeg lod lyset skinne igennem mine handlinger. Det blev opfattet som sindsygt på djævleøens røde roskilde. De er blevet omvendt i satans navn!!! Og jeg blev således hjemkaldt!)
I sorgfuldhedens ånd kan livet i naturen, livet i fornuftssamfundet, hvilket stort set er det samme - men altså ikke det samme som livet i livsnaturen. Jeg siger: i sorgfuldhedens ånd kan livet i fornufts-samfundet ikke undgå at opfatte den sande glæde i livet som en trussel, der skal slåes hårdt ned på, undgåes, inden den afslører for meget om mennesket, ens person, ens egen ufuldstændige ånd eller samfundet. Ja afslører, hvordan menneskelivet er i sin sandhed. Altså at det dør, menneskehjertet dør. Hør engang: Sagens kerne er ikke, at vi dør, nej for vi dør jo alle engang, men derimod hvordan menneskeånden lever og dør. Og dermed muligheden for at forbedre såvel livet som samfundet ved at undgå enten-eller-fornuftsvirksomhedernes grøftdannelser: De rent levende på den ene side og de rent døde på den anden sige!!! - Altså opretholde samfundet på vejen, lyst fremover gennem hver vort livs gang. Også i sorgens stund. Ja, det er jo dét præsten kan og gør til begravelser. Og siden reformationen i 1400-hvidkål, Luthers bud, som den danske kirke følger, så er vi alle stillet frit i Guds navn, altså livets - sålænge vi er klar over at vi skal tro, leve hjerteligt godt, ærligt og sådan set helt almindeligt. Og skyld?
Ja skyld handler kun om dét. Din skyld betoner først og fremmest din skyld i glæden, din skyld i sandhedens tilvejebringelse, din skyld i oplysende, smilende måder at være til på. - Rets-statskulturens menneske derimod, altså den tomme statsborger, DET har med andre ord ingen forstand på skyld, dermed ejheller ansvar. Nej ikke det, der ligner.
Er I snart færdige patsvage akademikere! Humanismens og matematisismens forkyndere af det dansk-romerske verdensrige sammen med amerikanerne på Capitol, Det Hvide Hus. Uskyldens romersk-katolske fornufts-herredømme. - I kongens navn: Graven står åben for Jer på dansk grund og kisterne er bestilt, hvor vil I hen?
Derfor blev Sokrates dømt til døden. Derfor blev Jesus korsfæstet. Den første, Sokrates, fordi han afslørede mere end sandt var, altså hvad intet menneske kunne stå inde for. Nemlig staten. Men den næste, Jesus, han afslørede ved at åbenbare sig for sine medmennesker på daværende tidspunkt. Han viste sine medmennesker, at han elskede livets menneske, Guds menneske på jord - men sandt. Han stod inde for Gud. Det vil sige, han lod Menneskekærligheden høre i Gudlivets eget navn, den, der kun kan gives af kødet, vi jo nu engang ikke er herre over i absolut forstand, nej for det er i Guds vold, Livets. Og jeg tilføjer, som det så er mig givet at skulle: Livet er det organiske rige på jord, dens vækstmåde med det levende, at vokse op, visne og dø hen. Af jord, til jord og af jord.
Der skal sand menneskelivs-glæde til at høre, hvornår barnet gør sådan af de grunde eller sådan og sådan af andre grunde. Ikke al opsætsighed skal der slåes hårdt ned på, noget kunne være livets stemme ind i tiden, ja kunne være barnets helt egen ånd i Gudlivets eget forsyn i sit foranderlige sigte. Men det kommer fornuftsåndens enten-eller magtlogik alt for ofte til at slå ned: jeg har erfaret at...bla, bla, bla. Ja, for hvornår og hvordan, i en alder af hvad, hvornår gjorde du den slutning... Glædes-sansen i livet er den eneste måde at bekræfte livet op indefra. Og i realiteten, kødet, vort liv kaldes det forstandigt nærvær i menneskehjertet: Barnet skal elskes i dit hjerte, for at kunne mærke sit eget. - Og sgu ikke i fornuftsåndens forestillingsunivers med alskens psykologisk pamperi på overførsels-indkomst indover. Ja, det er pædagog-kritikken i vort samfund og den hører ikke op, førend universitær-akademisk fornufts-kultur ligger i den sorte grav. Barnet skal elskes rent i dit hjertes kærlighed til dit liv i Guds navn. Og ikke med åh-hvor-er-du-sød eller nu skal du også snart lære, at...
Misforståelsen opstår, fordi fornuftsånden tænker og føler i magtlogiske termer: Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg har det eller hvad jeg skal gøre. Frygtens psykologi, der er en naturlig følge af livet levet i fornuftåndens tyranniske magtlogik, hvor man tidligt må beskytte sin menneskeånd, sin selvstændighed, fordi fornuftsånd truer selve ens eksistens som godt menneske, der kan vokse og udvikle, ja udfolde sig. En frygtens psykologi, der ikke kan vende det om og sige: måske har du ret, lad mig tænke over det.... For det kunne jo ellers godt ske, at der var noget om snakken og at det var en god idé at få begyndt at tænke og tro anderledes, måske endda søge andre veje - for netop ikke at dræne hverken sig selv, næsten eller barnet for dets overlevelsesbetingelse som menneske i livsnaturen: altså i sand kærlighed. Ja, for sådan, kærligt at forstå og glæde sig ved det lys, der gives af et menneske, der er dér, hvor det er, fordi det elsker vedkommende, gerne vil være sammen med vedkommende, udvilkle sig sammen med det. - Frygtens psykologi gør mennesket bange indeni, istedet for glad. Men sådan er det så i sorgfuldhedens naturånd: FORSVAR og ANGREB.
Desværre er der nok ingen, der hører ham, jeg hører i mit liv, for han, hjertekødet der siger: Jeg er sandheden, vejen og livet - nej, for det lyder jo ikke fornuftigt, men sindssygt. Eller som julens fede mad, der bare skal overståes. - Men måske er der alligevel, for der er god og praktisk menneskelig forstand i ham, hjertekødet. Og ikke mindst set i forhold til tidens tand og onde enten-eller fornufts-snabel, der har suget af os og vendt os sådan, at vi istedet for at leve af naturens ressourcer kommer til at tro at vi skal bruge livets ressourcer til at opretholde naturen, samfundssystemernes natur.
Hvad hjælper det at være en god pædagog, Bertrams mor, at have fået sig et arbejdsliv i det system, bruge sin livskraft til at bekræfte den systemfornuftsånd - når prisen så tydeligt er sit eget barns menneskehjertes åndsvækst, når prisen er dit eget menneskehjerte i helbredende ånd og endeligt, når ham der elsker dig i den ånd som har lyst det her op for guds skyld ikke må slippe den ånd og livsretning, ikke må slippe livsudviklingens ansvar deri, ikke må svigte dig og Bertram. Men heller ikke må eller kan magte dig på plads uden din forståelse for, hvad en livsforstandig, livsbåren faderlig magt beskytter i forhold til sine kærestes liv fremover.
5) Åndens helbredelse
Menneskevarmen i sådan en tid, kultur, der via fornuftsånden vender sig om til dyrets varme - det fortærer ånden, formørker den istedet for at oplyse den - så hvordan kommer den på plads igen.
Her kun i den personlige, det enkeltstående livs udgave:
Fornuftens løgne skal ud, ja, men hvordan, når de er gået i kødet. Renselse. Kroppen skal renses for giftstoffer. Kroppen er forstanden. Kropsånden. Det er blodet, der løber i hjernen, det er blodet der bærer tankerne, det er blodet, forstanden, der får os til at sanse, det er blodets bånd, der holder os fast på hjertegod vis. Skal blodets varme blive til åndens lys, dét, der skal til for at kunne sande igen, sande af rent hjerte for livet - ja så er det vejen.
Først kroppens renselse, så man kan mærke den rene energi, der er i kroppen, som styrker "psyken", oppebærer åndens forstand, så den kan se klart. Motion og sund kost. - Det er i tråd med fornuftsåndens løsninger og de virker ikke i længden, medmindre noget andet og mere er med. Glædens livsudviklende forstand. Men det er jo den vi mangler? Det er jo den, der giver menneskevarmen, som vi søger?
Så den kan vi jo ikke hente ind!!!
Bed Fadervor og tak for hjertets slag, for alt hvad du har set, været vidne til - og at du dog blev til. Vær taknemmelig, så er glæden der og så går det stille og roligt den rette hel-lige og hel-bredende åndsforstandige vej op i din krop. Og så er menneskevarmen der igen til at forstå: til at være menneske, at elske, mildt, blødt, rart og godt. Og til at indse sit hjerte i den helbredende helligånds sanden: Hvor det hører til, hvem det elsker i livet og hvilken vej det skal gå, hvis livet skal gå godt eller bedre fremover. Og at være som gøre noget i den hjertelige retning.
6) er så også et punkt på dagsorden
Men det giver sig selv, når menneskehjertet er på plads som menneskevarmen og forståelsen af livets lykkelige vej i sin erfaringsdannelse omkring sin vækst, hvor man er henne i livet og må finde sig i at være. Plejning af glædens hjerte og lysende ånd.
For mit vedkommende Bertram og den ulykkelige gimpe, hvis hun vil, kan se fidusen, fordi livet vel at mærke skal den vej, hvis det vil ud af sorgfuldhedens tunge ensidigt opfattende ånd. Vokse i det åndelige, ja helt almindelige glædelige livsspor med fast hånd i tro kærlighed.
Der var iøvrigt ikke noget at sige til, at vi slog gnister, slog os på hinanden: hver vor satan var stillet omvendt af hinanden, jeg bekæmpede ham i kødet, i hjertets indre lag med troen, fordi jeg erkendte selve satansfornuftens væsen på uni. og ville, om ikke helt fri, så på afstand af den/det, systemets ånd i kødet; nu var det så bare blevet en ond indkapslet indsigt i mit kære liv, et liv, der ellers "ganske enkelt fordøjer det dårlige, der slipper ind i livet", fordi noget i mig bare vil være ren, vil det gode liv, hellige liv - og således skal det. Og derfor nu kun kan være sammen om at lade opstå, Bertrams mor. Altimens du måske ikke, i mit hjerte selvfølgelig, var klar over, at din rene ånd indefra, dine smukke følelser, blev vendt af sorgfuldhedens fornuftsånd som du er opvokset i. Det rene hos mig, hørte satan hos dig og omvendt. Istedet for at tænde, tændte vi af på hinanden.
Bliver den energi rettet op i helligåndens trivsel og vækst, så vil Nicoline blive glad, for noget skal hun jo hedde.... - Nej, nu skal vi høre hinanden som menneske ellers kommer hjertet ikke på plads i livet og så vil ånden i livet slå endnu flere knuder, knaster og kolbøtter resten af vejen!
7) springet er ledestjernen
Tiøren falder, så det lige pludseligt går meget stærkt indeni i hjertet istedet for i hovedet, indrømmelsen sker og vi er prisgivet at elske hinanden, fordi vi er her i al herrens herlighed. Om det er rodet eller ej, om det er på tværs af planer eller ej, om det ikke er til at overskue eller ej, hvad med det praktiske, hvad med økonomien - men ja: Barnet i krybben har talt og gudhimmels klokker har slået endnu en gang.
Og for mig: Bertram Aunstrup Mortensen, din far elsker dig og din mor og holder meget af din mormor og morfar - men du må klare dig til din mor forstår: at menneskevarmen er vejen til den eneste ene i helligånden, til dig sammen med din far og mor; at menneskevarmen er bølgelængden, der udfolder helligåndens helbredende lys i kødet og giver lysten i lysets stille opflammen; at menneskevarmen er umistelig, når man tror på Kærligheden i menneskebarnets dømmekraft og af den kan se, hvordan du, min lille dreng, allerede vrider dig i hjertet, hvordan det giver dig en skæv ånd, hvordan du kompenserer med menneskebarnets hjertevækstige livsenergi, ganske som din far har måtte gøre engang, men heldigvis senere, så han tydeligt kan huske, ja lærte at se, hvordan helligånden gøres, bevares i vort samfund - blot savner varmen fra et andet menneske, din mor til at blive bekræftet i sin kærlighed, fordi han nu igen må bruge hjertets livsenergi til at rede trådene ud. For dig. Ja, udrede, udrense den sorgfuldhedens, naturens fornuftsånd din mor stadigvæk lever og bor i sammen med dig.
- Din far så så klart sådan engang, ganske tydeligt og holdt fast - og i dag kan han se den store sorg hos sin far, fordi han ikke fik holdt fast i sin sandhedsåre, ikke forstod sig på den. Derfor har jeg også sunget for dig, læst for dig, bedt fadervor sammen med dig, så du kender stemmen. Livet er godt, sundt og stærkt Bertram, men bliver dårligt i sorgfuldhedens ånd, af dens omvendthed i forhold til livet, der slet ikke behøver bevæge sig på den samfundssystematisk tvingende måde, for at der kan være eller blive styr på det. HOLD UD til din mor forstår, for da vil hun forstå, at dette ikke er sorg, men den sande livsglædes håb - for hende og dig. HOLD UD til hun forstår at sorgfuldhedens magtlogiske ånd, fornufts-system-ånden ikke kan give hjertets ro i glædens lyse ånd, hvis ikke helligåndens hjertelige motiv ligger inderst - og at den ikke kan komme til det på fredelig vis, hvis hun ikke i hjertets indre ånd bryder med sorgfuldhedens magtlogiske ånd, der vil være absolut herre over både dig, din far og dermed hende selv. Det må ikke fortsætte. - Ja ikke kan komme til det på fredelig vis, hvis ikke livets vækst plejes og elskes som livsnaturens menneskehjerte siger det skal - siger hos din far, hos dig, hos din mormor, din farmor og hos din mor. Ikke forstår, at meget af det, der er sagt i dettte brev lyder som vrøvl, når fornuftsåndens sorgfulde ånd er læsebrillen og dømmekraften.
Kære Bertram: Helligånden, livsnaturens normalitet, den praktiske vækstige livsforstand - lysets sande ånd vil altid være stærkere end fornufts-system-åndens magtlogiske ulykker i livet: For sådan er det, når man tror på: at Kærligheden Overvinder Alt, når man vokser med det i sig. - Og derved lærer ikke at finde sig i, at fornuftsåndens absolutte overherredømme og råden rundt med liv snart i det ene, snart i det andet, at den siger: Hvis kærligheden overvinder alt - for siger den "hvis", så overvinder kærligheden ikke alt; så er der lavet en djævelsk sprække, der skal holdes øje med, overdænges med kærlighed. Man kan sige fornuftsånden har ikke forstået sit sæde, sin forstandige sædelighed, sin bolig, hvad den lever af, trækker på: nemlig menneskehjertet – den har ikke har forstået det, når den hvisser og væser i forhold til livets hjerteligste udvikling. Nej, så har fornuftsånden ikke forstået livets sande valuta, at kærlighed ikke bare er ord eller en tilfældig ånd, men livets gang med glæde og hårdt men, i helligåndens trolige og forstandige sanser let arbejde med sig selv, hinanden og hvad der ellers hører til. Kærligheden er ligesom livet er, ligesom helligånden er en sandfærdig orientering i det - DEN ÉR MENNESKEÅNDENS VÆSEN, hold dig til det inden satan laver flere ulykker i dit og mit liv.
Ånd og kød er et ellers går det ikke - det må tages og holdes indefra ligesom din far, kære Bertram, holder fast i dig indefra, for ellers kører fornuftsånden blot rundt i uendelighed med sine utallige grunde og dårlige undskyldninger, sine nyforelskelser, sit arbejde, sin karriere, sit: jeg har ikke tid og løgne henover livets sande beskeder. Sin stoppen hjertet fuld af alt det vi ikke forstår, men som kun af rent sandende hjerte kan glædes væk i tro kærlighed - når blot man holder sammen om menneskelivet i kærlighed, dens kreativitet i livsvækstens ånd, hører hinanden, sanser det, sanser dét, der er dig i dig, din ånd - og som vil ske helt af sig selv, hvis din mor forstod menneskevarmens hengivenhed. At det ikke er from snak, lystige viser eller digtning.
Hvis din mor forstod, at jeg ikke hedder A. – der engang gav hende oplevelsen af ulykkelig kærlighed. At jeg ikke er den ulykkelige kærlighed som sorgfuldhedens ånd i kroppen meget let vil kunne komme til at vende i sin absolutte fortolkningsmåder af sine erfaringsdannelser i livet og sige som din mor gjorde: det der digteri på skuffelsens eller sorgens energi har jeg prøvet, det dur ikke. Nej, Bertrams mor, det gør det ikke, men dit hjerte kender mig bedre, véd at der er mere på tale, at dette ikke er digteri. Men at jeg elsker dig. Véd at jeg ikke har valgt det, men blot er skubbet ud af satansfornuftens ånd som jeg kæmpede med den i eget liv, men fik det afgørende stød fra dét i dig, der ikke er dig, den absolut rådende ånd, fordi den fjernede os alle tre fra livets egen vækstige udvikling i helligånden.
Kæreste, lad dig ikke rive med af magtlogikkens begrundelser, det er livet for kort til og der findes andre måder. Jeg hverken vil eller kan gøre hende ulykkelig på den måde, Bertram, ligesom du véd det - fordi jeg ikke er single, ikke lever i parforholdets følelsesmæssige orientering, men i familielivets menneskehjerte, fordi jeg inderst inde er et lykkeligt menneske, der kender kærlighedens pris og dens glæder ved at gå videre i livet istedet for tilbage, selvom man måtte skulle ned og mærke ret efter, hvad der rører sig, hvis noget mere skal med, nemlig troens kærlighed i livet.
Din far véd, hvordan livet er tungt og let på én gang og kun kan oppebæres i det glædeslys menneskevarmen kaster af sig - men som bliver større og lettere jo mere man går ind i det, bekræfter hinandens varme. Det er dét folk ikke kan finde ud af idag, fordi fornuftssystemet ånd ikke giver tålmod, ikke giver sans for livet selv, men derimod f.eks. glippomani, angst for at gå glip af livet, hvis ikke man kan følge med de andre, det de andre gør og kræver af én - lige netop, hvad man ikke kan på den måde.
Eller det som den ånd vil have os til at tro, at vi skal gøre, ligesom vores nabo i bofællesskabet sagde til mig: at jeg havde skrevet under på bofællesskabets vedtægter - ja, men som levende menneske, ikke som et beton-marxistisk individ, hvis grundlæggende ånd er defineret på forhånd: fællesspisning er godt, arbejdsfordeling er godt...Ja, hvis menneskelivets ånd er tilstede, siger jeg. Fællesskab er noget levende, hvad det ikke er eller ikke kan blive, når det er fornuftsånden, der hele tiden taler mellem linierne, konstant har en egen-interesse. For den ånd har jo defineret, hvad der er menneske på forhånd, ligesom den også har defineret, hvad der er menneske-ret - og det blokere al udvikling; og så begynder fornuftsånden minsandten også at prøve at styre det, ligesom dig Bertram, ligesom du bliver styret nu i både bofællesskabets hjem og børnhave.
Det er døde mennesker, akademisk ånd, som det systematiseres og slipper ind via samfundsinstitutionerne, teknologien, industrien, arbejdspladserne, etc. - det er døde mennesker, der tænker sådan, Bertram, de har ikke noget liv i sig, fordi de murer det inde, fordi de ikke først og fremmest koncentrerer sig om at elske inderst i hjertet og derved igennem det, de så også skal. - Kom så ned i livet, kæreste Bertrams mor, og tag det derfra, nedefra din barndom, op igen, ud og væk, så Bertram selv kan komme op i livet - der, hvor han skal op inden det er for sent, inden det bliver skævt og knudret ad helvede til. Kom væk fra djævleøens fornuftsåndende singleidentitet, fascismens grundprincipper, systemidealismen - der kommer af fornuftsmagtens placering derovre; dræner menneskehjertet, fordi det presses til at være menneskelig på umenneskelige betingelser og derved slider og slider og slider det ihjel, fordummer ganske enkelt, fordi visdom er bundet til kærlighed til det nye i livet, ikke i fjernsynet eller i verden, i københavn eller Roskilde.
Livsens Ondskab, Matador - det er ikke bare bøger eller film, men gode menneskehjerters måde at se og vise, hvordan ånden er i Roskilde; også mange andre steder. Men hvorfor er det mennesker i Roskilde, der har lavet dem, har følt at de skulle?
Vikingerne var ikke kristne, kendte ikke kærligheden, kendte ikke helligånden. Det er ikke noget at være stolt af, for ånden lever gennem sit miljø, træder op i blodet og ind - deres brutalitet ude i verden kommer af noget vi slet ikke bryder os om inde omkring vort eget hjerte, vore børn. Du kender da din mormor, Bertrams mor, der har du målestokken, helligånden i kødet og hvordan den med tiden bliver rendt over ende i ånden via øl-biiip-og-hornmusikkulturen, bliver sorgfuldhedens: jaja!.
Din egen ånd i kødet er for skøn til at lade sig undertrykke i den omgivelse; ja det er jo derfor du sådan må kæmpe, fordi du netop vil selv, selv vil den ånd; kan du ikke høre, se og sanse det? Livets menneskehjerte taler i dig Bertrams mor, lyt til det, forstå sandt i hjertet, så din ånd kan oplyse dit liv og handle for både din, Bertrams og min - ja for vor forældres skyld, sorg og savn i kærlighed, men samtidig til bekræftelse af deres lykke i kærlighedens opgave, at vi klarede den som også de gjorde og måske kan gøre det bedre, fordi vi netop véd, hvor vigtigt det er.
- Gamle kære elskede, min drengs mor, du forsvinder ikke, men skal tages i hånden, så kimen, der rummer lysets potentialer, ligesom barnets umiddelbare kærlighed, kommer med op i den voksne menneskeånd og der i sit rette energipunkt kan helbrede ånden. Først da, på den måde, kan vi aflægge os det barnlige og bruge det legende lyst indenfor livsforstandens grænser, ja til at opmærke dem igen, vokse i dem. - Som du gør nu forsvinder din sjæl og den skønnende ånd til at holde den; for du svigter dit eget allerkæreste hjerte i det spor og bliver aldrig rigtig glad indeni. Løgnens lystige øjeblikke kan ikke måle sig med glædens lyse vækst i kødet. - Først da kan vi blive vækstforstandige i menneskevarmens helbredende udfoldelse i kødet, os selv, Bertram. - Det går helt af sig selv i livets bevægelse, kære elskede, min drengs mor. Men jeg er jo nødt til at lyse dig op, fordi jeg kan mærke satans ulykker i dit liv som i mit, i Roskilde - for jeg kender altså vejen.
Forstår du ikke, at det var meningen at vi blev ført sammen. Meningen at vi gik fra hinanden. Men altså nu også meningen at jeg skal gøre dette, så vi kan finde sammen igen omkring Bertram, vor søn. Ellers ville menneskehjertet hos mig ikke tale så klart. For det er det, jeg ser det på.
Ånden er ladet med fremtiden. Forsynet kaldtes det i gamle dage. - Jeg er ikke meget værd i ydre forstand i øjeblikket, udmagret og tynd, men det er fordi, det er livsafgørende for os, for et stabilt og trygt følelsesliv, som de erkendende, sanselige og nysgerrige mennesker vi er - det er livsafgørende: at helligånden får lov at opstå ret imellem os af menneskevarmen omkring Bertram. Troen skal guide dig, kære elskede, min drengs mor - ikke fornuftsåndens utallige grunde, forestillinger, tændingspunkter eller praktisk økonomiske magtlogik, nej, det kommer først i anden række; inderst først, yderst næstefter. Hjertet findes ikke ude i verden. Og da slet ikke i fornuftsåndens gøren og opladen af den fascistiske undertrykkelse af alt det gode, varme og smukke hos mennesket.
Forstår du slet ikke, at jeg i mit liv har gået og gemt på alt det gode inderst inde, da jeg så, hvor samfundspligternes krav og forventninger i uddannelsesregi, mv. førte livet hen - og at min undertrykkelse var en fastholdelse af det, der skulle videre med livet og derfor ikke kunne opstå, sålænge du ikke fik koncentreret det gode som dit hjerte har opsamlet, dine erfaringer, i dit liv, din ånd. - Ikke kunne opstå, sålænge satans tyranniske fornuftsånd var omgivelsen eller den opfattende ånd i kødet hos de mennesker, jeg måtte færdes iblandt. Forstår du ikke dét, den kærlighed, der gør sådan i livet?
8) Vi må det
Om Gud dét vil skal ske på jorden som i himlen; skal ske inderst i hjertet som i ånden, skal ske i Bertram som i os. I faderens, sønnens og helligåndens navn. Det er ikke bare for sjov, men for at kærligheden skal bestå i dit liv som vort, og derved kunne vokse.
9) Fra angst til menneskeånd – livets erfaringsdannelse
Angst er mange ting, men grundlæggende er angst forbundet med menneskelivets eksistens. Man kan være ængstelig for noget og man kan frygte, være bange for noget - og således kunne de to livsmæssige følelser så karakteriseres: der er en genstand, et noget eller en fornemmelse af, hvad frygten eller ængsteligheden kommer af. Tænker man nærmere over det, kan man måske selv finde en dybere grund eller forklaring, der på den måde oplyser én om, hvorfor man reagerer ængsteligt eller frygtsomt på - hvad det nu måtte være. Men det kan også ligge dybere.
Det kan ligge i forholdet til et andet menneske. Man kan frygte et andet menneske, fordi man har oplevet det blive styrtende vred, hysterisk eller på anden måde helt ude af den. Eller man kan blive ængstelig i nærværet, fordi mennesket i næsten har det dårligt med sig selv. Derved opstår en erfaring, en skidt erfaring i forholdet - som skal sones, undskyldes - eller leves væk i lyset af det sunde, raske, gode, troen på livets videre gang.
Det lader sig gøre, hvis fornuftsånden altså ikke springer ind og siger, det går nok, vi har heller ikke tid, nu er det jo overstået og dermed aldrig vender tilbage til det....eller den anden vej siger: ja det kan du sgu sagtens sige...Eller fornuftsånden bare fører én væk, væk, væk som omvendt betyder gå, gå, gå. Fornuftsånden forstår sig grundlæggende ikke på mennesket!
Men det er for let at sige. For hvad er mennesket spørger fornuftsånden så? Vi er jo alle mennesker! Nej, ikke længere. Eller nej, det afhænger af hvordan vi behandler hinanden. Og det er det farlige i fornuftsåndens samfund, den begynder at skelne, fordi den rent faktisk har gode fornuftsmæssige grunde at skelne ud fra. Tror den. - Den kender jo troen, siger den og gør sig uendelige bestræbelser på at arguementere, hvor sandt det hele er udenfor livets egen kødelige omgivelse!.
I livet véd ethvert menneske imidlertid at det menneskelige er menneskevarmen, den slår aldrig fejl, selvom man ikke kan forvente gengældelse, måske endda får hug for den, fordi det kan være en fremmedgørende følelse for et menneske, der har savnet den og levet uden alt for længe. Andre bliver forelsket af den. Og atter andre såsom næsten...
Man kan komme til at leve i et samfund, der ikke bestiller andet end at træde mennesket ned gennem uddannelsen i fornuftsåndens systemer og videre i arbejdsmarkedets måde at arbejde på. Ånden der opstår derved, ja det hyler og tuder i sin tomhed af løse sjæle i sjællandet. Det kan også jeg bevidne. Eks.: Der var en pige, der sang smukt på posten - men det var så hendes måde at høre sit menneske midt i virvaret.
Ja, jeg tager det som et udtryk for at vi er derhenne, hvor vi selv må bevare vor menneskelighed, ikke længere ret kan gøre det sammen. Og det er ikke godt. – Men hun sang dog og sagde dermed: prøv at høre, hvad vi også kan, hvad der også er inde i os.
- Jovist, der er stadigvæk en grund til kirken og livsoplysningen. For fornuften kan ikke finde ud af det der med varme, varme er jo energi altså en ressource vi må se at få noget ud af...! Fornuft opstår af nød og er stærk til at vende nøden. Men sættes den i system, online, så sættes det højeste beredskab mennesket kan præstere i nødsituationer ind som omgivelsen, deraf betegnelsen: fornuftsånden. Dens forførelser og ulykker i livet. Dermed tvinges mennesket over tid til at leve i allerhøjeste beredskab: stress, underlig forargelse, opsætsighed og en masse andet. Det bliver råt at leve, råt at elske, råt at skære kagen, så den passer til én selv - men fremfor alt umådeligt svært at forstå og mærke noget ganske elementært i livsmæssig forstand.
Menneskefølelserne forsvinder. Og det er det, der er så brutalt mod mennesket indeni os. For det bliver normalt, danner norm og sådan indleves afstumpningen af mennesket, afstumpningen af det menneskelige, sådan kultiveres livet i fascistisk retning.
Angst i vor tid er angsten for at være menneske. Eller angsten for at miste sit menneske, sin ånd, hvorfor selvhævdelsen hele tiden står så stærkt, jeg, jeg, jeg. Således fordi der i fornuftsåndens måde med liv må kæmpes for opmærksomhed, for ikke at blive overset eller endnu værre: Overhørt. Forklædt som voksen - menneskebarnet i den voksne bliver yngre og yngre i en senere og senere alder, fordi mennesket ikke kommer med op fra start. Den udvikling fornuftsånden iværksætter er menneskeåndens indvikling og dernæst afvikling, fordi varmen ikke bekræftes hos næsten, da næsten jo er blevet et individ, der sikkert har sit eget at se til og passe, så skatten kan betales....
Eksistentiel angst er et livsfænomen, et menneskelivsfænomen, der især opstår hos mennesker, der har en opfattelse af at være menneske i sit liv, der har et menneskeligt følelsesregister. Det opstår, fordi de føler mennesket i sin grundvold, føler for dét og ikke for sig selv - og kun ganske svært kan finde bekræftelse af det eller på det. Det opstår, fordi de opfatter, fornemmer eller forstår, at ikke alt hos os i livet er sådan, næstekærlige impulser. Var jeg for hård, tror du ikke de blev glade... gnaver tvivlen, hvor den istedet skulle opfatte omsorg og omtanke.
Igen som sagt i indledningen: mennesket har brug for at tro godt om sig selv, mærke det, blive bekræftet. Vi vil ikke misforståes på vor menneskelighed. Men når vi så fornemmer, at ikke alt i livet er menneskeligt - så begynder livsånden at lyse; tvivlen og troen. Var jeg for hård overfor dem, var det forkert – hvem er jeg, hvad sker der med mig?
Og hvor kom den ind? Hvor kom livsånden ind, hvor kom den fra?
Livsånden
Eksistentiel angst opstår hos mennesker, der har en opfattelse af at være menneske i livet, sagde jeg. Den opstår mao. fordi de allerede har mærket menneskevarmen. Og det sidder i kroppen som en erfaring. Der ledes måske tilbage efter en forklaring. Men igen: fornuftsånden vender det og opfatter angsten psykologisk; fat dog at psykologi er et produkt af fornuftens fortolkning af følelser. Ja det forvirrer, fordi man kan ikke handle eller tænke psykologisk i menneskelivets hjerte. Hør dog, at vi lærer indefra, handler indefra, erfarer indefra og der ikke sidder nogen psykolog derinde eller en psyke. Psyken kommer først på tale, når ånden er nedbrudt – så der er sandt at sige noget at se til i vort samfund.
Forstå eventuelt psyken astrologisk: dit væsens natur. Derved har du et personlighedsbegreb, der ligger langt udover, hvad psykologien kan fatte og præstere. Det er mere sandt og derved genopstår det, du er som natur for dit blik, følelsesliv – og ad den vej dit lys i menneskelivets kultur, dit livs historie.
Fornuftsånden glemmer at livsånden er begyndt at lyse, den overser lyset. Overser at livet er kropsligt og kropskulturelt forbundet. Fornuftsånden siger: der skal sættes en stopper for dens slags spekulationer om, hvor opfattelser kommer ind. - Men jaja, lige bortset fra når vi taler om imamer, terrorister, Tvind, Moonbevægelsen, Scientology. Eller børn og unge, der ikke forstår, hvad de skal med deres liv, fordi der er så mange opfattelser gående af, hvad de skal med deres liv, så de til sidst ikke kan bruge det at opfatte noget til noget somhelst selv i deres liv! Og hvad med staten, hvilke opfattelser kommer der ind i livet fra statens virksomhed?
Mennesket giver op, fordi det ikke er blevet styrket i troen i livet. Ingen får lov til at blive mere menneskelig, hvis ikke det giver sig selv lov dertil i sit liv - for alle-lovgivningen kan aldrig gør os til mennesker uden det menneskelige i vor gøren og laden: menneskevarmen, arbejdsglæden, det gode nære samarbejde eller motiv, den hjertelige livsmåde at tackle tingene på.
Lidt firkantet sagt stopper fornuften generelt sin søgen på forklaring i barndommen, roder lidt rundt i det, men får ingenting rigtig på plads. Fornuften siger ligesom: at opfattelsen af at være menneske jo ikke kan komme fra før JEG blev født. - Fornuften tænker altid udvendigt, hvorfor også livet i fornuftsånden først og fremmest leves ude i verden; udenfor sig selv og ikke i livet, under huden. Skal verden først blive god, så livet kan blive godt, så har man taget fejl at rækkefølgen - så bruger man kræfterne forkert, for så dræner man det liv, der ellers skulle og kunne, ja kan leves glædeligt og vise et godt eksempel. Rækkefølge kan heller ikke forståes i fornuften, fordi den sidestiller ligesom f.eks.: 1, 2, 3, ... Mens rækkefølge i liv og ånd er indefra og udefter. Hjertet er inderst og sådan vil det udefter så også blive, hvorfor det er så væsentligt, hvad mennesker har på hjertet inderst inde og nærer derved.
Angstens tvivl, livets knirkende dør
Den eksistentielle angst opstår i forhold til den opfattelse, den bevidsthed, den selvforståelse, det verdensbillede - alt det, der præger os fra første færd og som giver os en opfattelse af at være menneske i vor kultur - den opstår som en meddelelse til os om, at vi ikke er menneske, ikke er det gode menneske, vi måske går og forestiller os, at vi er. Forstået på den måde, at det ikke er ens person som vante gode selvopfattelse, der i første ombæring udgør det menneskelige. Kropsånden rører på sig, livsånden i én. Noget kommer indefra som ikke lader sig forklare i den tænkende bevidsthed - men dog alligevel lader sig forklare eller opklare over et andet mere åndshistorisk spænd.
Hvis altså ikke fornuften ødelægger det. Men holder man sig imidlertid til fornemmelsen i ånden, kan man se billeder, åndelige sammenhænge. Ja almindeligvis kan man også bare registrere, hvordan man helt naturligt er begyndt at lægge mærke til noget andet hos andre i forhold til hvad man plejer. Måske skifter man stille og roligt miljø. En indre identificering af sig selv som menneske foregår. - Man er igang med at finde ind til mennesket ud af livet selv!
Angstens følelser er f.eks. tomheden i friheden hos sig selv, at mærke at man ganske vist kan en masse, har gjort en masse, men følelsen er, at man egentlig ikke er noget - og det skal ses i forhold til den opfattelse man havde tidligere. For det er derfor man føler sådan. Eller man føler at man mister sig selv. Åh nej, nu troede jeg lige, at jeg kendte mig selv så godt og så sker det her. Der er masser af negative følelser, hvis ikke man samtidig følger med i ånden, forstår at det skal ske, fornemmer at det også er naturligt – ser og griber det positive til livet, der opstår i lyset deraf.
Man siger i den eksistentielle tradition: at man sættes fri til sig selv som bundet. – Det siges dog meget fornuftigt i den tradition, alt for fornuftigt, hvilket skyldes omverdens onde arv. Men båndet er altså kærelighedens og det er der nok kun Søren Kierkegård, der har forstået ret som også han var stillet i fornuftens meningsløse tradition. Dødeligheden, at vi er dødelige er et andet udtryk for det kroppens ånd erfarer i angstens følelse: du mister dig selv, du er døende. Og lige netop derfor skal det opfattes i kærelighedens tradition: Det er budskabet. For derved genopstandelsens tema, ja altså: realitet.
Negative følelser, tomheden i friheden hos sig selv, dødeligheden og lignende – skulle gerne gøre dig opmærksom på, at du hverken er død eller tom, men derimod har en hel masse at sige verden, sige livet med dit liv, sige dem du elsker som de siger dig noget. Befrielse til glædens kærelighed!
Vi ændrer os hele livet igennem og vænner os til det, finder vor måde med det. Men det er ikke det, der kendetegner den eksistentielle livsbevægelse, der opfatter påny - og tilsidst forstår troen på det nye livs vidnesbyrd. Hvordan den udvikler kærligheden som liv, kultur, samfund, fremtid i al evighed.
Fornufts-kulturens blokade
Man er igang med at finde sit menneske ud af livet selv, sagde jeg. Og bliver bange, fordi man ikke kan opfatte det jordnært, som folkemunden nu kan sige det. Men det hænger sammen med, at folk ikke lever på jorden, men på asfalten, i systemer, institutioner. Det er derfor der er så stort et formidlingsproblem, oplysningsproblem i vesten - masserne i bunden af samfundet ser op på de rige og tænker sit, men glemmer at kigge nedenunder sig selv: bondekulturen, som er det danske samfunds ophav, dets historie, mv.
Igen: der kigges således op pga. fornuftskapital-ånden jo retter blikket den vej. Men nedenunder, bondekulturen, har vi altså også et udtryk for den mest jordnære livssituation i landet.
Af samme iagttagelses grund ser man også højest som lavest forstå hinanden som liv på jord; derfor så man også akademikere søge ud, starte økologiske landbrug og lignende; derfor så man også dronningen med alle sine haver. Livet handler om jord, som man siger på landet. - Man bliver med andre ord bange, fordi jordforbindelsen er røget. Eksistentiel angst er livets budskab til livet selv om at indfinde sig i sin natur, livsnaturens orden: af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du genopstå. Det er indlysende for en bondeknold som det er for enhver anden vækstknold; det står ikke til diskussion men til troende.
Så alligevel kender alle livets vækst hos sig selv. Der er bare ikke altid så mange andre stillesstående, klare naturlige eksempler at sammenligne med som der er i den livsnaturdyrkende, organiske omgivelse. Hvorfor det nye pres, den nyopståede fornemmelse, følelse af at ens gængse opfattelse ikke længere passer, er sværere at sanse, fortolke og forstå som en positiv livsudvikling - ja når der altså mangler et bekræftende sammenligningsgrundlag i omgivelsen.
Livsudviklingen sker hos alle, men ikke i ånden, når fornuftens udvendige syn blokerer fortolkningen, forståelsen af, at det altså foregår under huden. Ånden møjes med andre ord væk af fornuftsåndens mange magtsprog, f.eks. psykologien, f.eks. politik, f.eks. fjernsyn.
Naturfolk er åndeligt orienteret og vokser livsnaturligt i livets takt og tone med sine aldre. Den eksistentielle angst er med andre ord et vesterlandsk livsfænomen. Det er livets budskab, der er på vej, når angstens bevægelse sker. Det er en grundsstemning, der så er nogen af os, der kender godt og ikke vil, kan eller må afvise, fordi den er mere sand, ægte end så meget anden andenhåndsviden, vidensproduktion kan give. Derfor kalder man det også grundstemning og istedet for viden, indsigt. Indsigt, når det indseende, den nye opfatteevne er på plads og kan samle sine erfaringer i indsigter.
Mennesker i vort samfund har tanker, følelser de går rundt med, ligger og rumsterer med - men sammenhængen mellem ydre og indre, den kan de ikke få styr på. Og det skyldes altså, at fornuften ikke styrer os indvendigt, den sætter os bare på plads, når der i fornuftsblindhedens åndelige rod ikke synes andre muligheder - den lukker af for det indre, hvilket i mangen en nødsituation er ganske og aldeles hensigtsmæssigt. Men det er netop sammenhængen mellem ydre og indre, under huden og udenfor den, arv og miljø - der er ved at opstå gennem den eksistentielle angst. Livsåndens medie, dens sans. En sans for livet, til at rette op på livet, føre livet, gøre livet, være i livet, være til dét.
Hvis angstens pres indefra ikke opfattes som blokade, hvis angstens følelser ikke bankes på plads af fornuften - men der derimod tages imod dem i den ny-opdukkede erfaringssans, at man kan vide noget om sig selv ingen andre véd, forstår sig på. Ja det er jo lige netop derfor angstens følelser opstår og blandt andet kan udtrykkes som tomhed, tom frihed, kolossal frihed man slet ikke kan overskue - og altså heller ikke kan dele og derfor måske skynder sig bort fra. Ensomheden er en anden typisk angst-fornemmelse. At have det skide sjovt med andre, men alligevel være ensom indeni, fordi man ligesom ikke rigtig er sig selv. Eller måske endog sammen med den man elsker, er forelsket i, man kan ikke få nok af hinanden og slår hinanden istykker derved, fordi man ikke kan komme ind i hinandens liv på den måde; ja det fornuftsåndens begærlige måde med kærlighedens veje og afveje. Noget i den retning.
- Tager man derimod imod angstens følelser, de indre bevægelser, der jo altså er angstfremkaldende, gør en bange, så vil man se, hvad det blivende er. Når vi bliver bange tænker vi helt naturligt på dem vi elsker, fordi de er i fare, hvis vi går til grunde. Vore børn, men også andre vi måske lige pludselig føler med. Angsten gør os opmærksomme på det, der ér, det væsentlige i livet. Det blivende, det bestandige: at elske. I opvækstens ellers livsnaturlige tro bevægelse former det livsforstanden, man lever på hele livet igennem. Men den er altså, som nævnt, i vid udstrækning ødelagt på asfaltens institutioner. Beton-politik af den ene eller anden art har rod, nej ingen rod i noget, ganske som et liv, der leves i beton-byggeri ingen chance har for at sandse livets organiske miljø som det naturligeste i hele verden at holde sig til. Ja, og så går ånden i vækst i de ustoppelige, ulykkelige kulturprodukter: Kunst, videnskab, politisk, industri.
Konstaterer man f.eks. at de, dem vi elsker er der, sidder stille og roligt i stolen, læser i en bog - så siger man: pyha, alt er som det skal være. Men er man ikke så bange som det eksempel udtrykker, så vil det nye lys, nye indre opfatteevne indfange episoder, hvis fællesnævner, fordi der stadigvæk er en angstens grundstemning, stadigvæk være kærlighedens. I angstens grundstemning, den nye sans begynder man at se menneskers varme i livet. Man ser sammenhængene, han er sådan, fordi sådan og sådan. Man begynder at forstå livet bedre og hvorfor andre mennesker gjorde som de gjorde, er som de er, men ligeledes, hvem der ikke... Og således altsammen fordi man er ved at finde sit menneske ud af livet selv. Det er vækstens måde med os og vi vokser altså dybest set hele livet igennem.
Vore nærmeste definerer os altså, fordi de holder os fast i eller ved kærlighedens bånd. Men de andre vi gennem livet har mødt spiller som sagt også ind påny, hvis man ikke er for bange. Man tænker måske pludselig taknemmeligt over et menneske, der så noget hos én, man ikke selv så - og stødte éns eget liv i den rigtige retning derved. Det gør én varm at tænke på. Så bortset fra nutiden, er hun der endnu, hende jeg elsker eller dem jeg elsker, så jeg kan være sammen med dem i levende live, finde tilbage eller hen til dem og sige pyha - bortset fra nutiden, fornuftens fastholdelse af os i den altid potentielt nødlidende livsituation, så begynder tiden så småt at være mere eller mindre ligegyldig for én.
Man begynder at følge med på en anden måde end man tidligere gjorde; orienterer sig uvilkårligt efter noget andet, fordi man er et andet sted i sit liv, har brug for en anden næring. Den egentlige. Den sande, den eviggyldige.
Den indre tid er dermed opstået, men det er et åndsvagt ord, da tid jo er et at fornuftens koordinations-produkter, uret. Det indre liv på livstid er opfattet og handler ikke om tid, men om livet mens vi er her. I al den hersens herrens herlighed. Der er noget, der ikke kan gøres om, der er noget, der ikke kan laves om. Sket er sket. Der er med andre ord ingen vej tilbage. Man kan ikke få den kærlighed og varme man måske ikke fik, da man havde brug for den, man kan måske ikke blive anderledes på en lang række områder. Osv.
Det er imidlertid heller ikke væsentligt - men det er uundgåeligt, at man konfronteres med sig selv i mødet med andre og bruger energi på hinanden på den måde. Og sådan er det også altsammen livets måde at prøve at forstå sig selv som menneske. Var det mig, der var forkert på den eller var det omvendt. Den indre dialog, der så kan munde ud i, at man også konfronterer næsten med sin følelse. Giver rent besked, hvis man mener, at grænsen er overtrådt. Hvilken grænse? Normalvis den grænse som den selvopfattelse man værner om og har bygget op, har brug for til at udføre sit arbejde, passe hus og hjem.
Forstandens Grænser
Men bortset fra det, fordi livsbevægelsen der skildres her er almengyldig, sker i alles liv - uden de dog har eller tager tiden til at samle sit menneske op i ånden og derved bliver det. Bortset fra de normale grænser i vor selvforståelse, så møder vi jo også noget, der flytter vore grænser og opfattelser. Og nye måder at tænke på kan være fuld af energi. - Grænser handler om vort menneske, det er derfor vi spørger os selv eller reagerer. Man kan sige: Vi kan ikke tåle stiv kulling hele vejen, men er nødt til at søge ly og skærme os for vejr og vind. Altså afgrænse os, bevare varmen og lader op påny af den. Det vi reagerer kraftigst på ligger uden for vor opfattelse af det menneskelige: Når vreden, den dybe forargelse melder sig eller jalousien, affekt-handlinger, der ganske enkelt er dyrets opståen i livet, der altid fører ulykke og tragedie med sig. Men i forhold til hvad? SVAR: Vor opfattelse af det menneskelige.
Det kunne man kalde den negative bestemmelse af mennesket, fordi det først bagefter konstateres, hvor umenneskeligt pågældende handling var. Det er menneskeligt set dumt at gøre noget, der både vil gøre andre og en selv ondt. - Men hvordan skulle man altid kunne vide det? Det kan man ikke, men livssansen...
Angstens eksistentielle livsbevægelse er en positiv erfaringsdannelse gennem livet, der søger mennesket, søger som således også fører sit menneske ud af livets natur og derved ind til menneskelivets kultur. Det er den positive bestemmelse af mennesket, fordi den ved en masse om mennesket på forhånd og forholder sig til det, bruger sit livs egen erfaringsdannelse, ikke fornuftens/bevidsthedens. Angsten er indgangen til forstanden i livet, en oplevelse af livets egen erfaringsdannelse i organismen, hvordan indre-ydre, arv og miljø hænger sammen. Men altså også bagud over ens barndom. Hvordan skulle der ellers være opstået et begreb som arv og miljø, hvis ikke der var indset en sammenhæng bagud, rækkende udover ens egen fødsel? - kunne man spørge fornuftens tvivlere, der jo desværre aldrig véd om de skal tvivle på fornuften eller på livet! Ja, hvormed satans fristelser bare siger haps og måske stjæler hele billedet, såfremt man ikke lader, jeg gentager lader hjertets tro puste ham væk som den skoldede skid han er.
I angstens livsbevægelse åbnes livet for sit eget lys, sin egen ånd, sin egen forstand. Og kan ikke længere nøjes med fornufts-psykologiens barndomsfortolkninger - for hvad ved den om livet endsige mit liv deri. Vil den forstå noget, vil den elske noget derved, vil den føle med mig og derved, kun derved hjælpe os på vej? Eller vil den bare, ja alt andet er dermed sagt allerede udelukket: Psykologi kan ikke lære os at elske og psykologer har aldrig været tro som menneske i udvikling med samfundet, for så var de ikke blevet psykolog. Psykologi er rationalisering af følelses-livet, så det kan stemme overens med kapital-statens markedskræfter, det kapital-økonomiske vækstbegreb.
Forstanden er vor sanser: øjne, ører, lugtesans, smagssans, følesans. Følesansen, hvad er det? Fornuften vil sige nervebaner, fordi den har det med at sætte ting på plads uden at vide om det er den rette plads; hvilket jo kan have stor betydning for et menneske. At blive sat på plads kan være ubehageligt, men også rart. Det afhænger af hjertet bag. – Og videre: hvad der ikke sættes rent på plads, i sin sandhed opløftes, gøres opmærksom på, det låser senere. Det kender vi f.eks. fra arbejdsmarkedets identitetsdannelser, skatteborgerens identitetsdannelse, hvor det væsentligste kriterie for pligtopfyldthed er henholdsvis at arbejde og at betale sin skat. Overholder du statens love, så bliver alt godt, sådan tænker det socialdemokratiserede, dvs. industrialiserede liv: alle. Nej, så lad da være med at identificere dig med alle. Du kan trygt skide alle et stykke, når blot du er tro mod Gudlivet og næsten. - Og dem, der så allerede er tabt, ja vil have dig til at lystre det alle skal, alle gør, så alle kan have det godt i allahs statsborgerskab, jamen Vor Herre bevares. Amen. Ja, det er ikke muslimerne den er galt med.
Følesansen, forstandens skål
Følesansen er hele kroppen, deraf som nævnt tidligere: Kropsånden. Vi har hver især en unik krop, der vokser i eller gennem den eksistentielle livsbevægelse, som ikke er andet end selvudviklingens impuls - livets selvstændighedstrang, at skulle op, udviklende sig som den man er. Leve sit eget liv, men altså i indvendig forstand. Eller som omvendt, hedder det også. Det skal forståes sådan: at det at kende sine egne følelser er det samme som at være sig selv blivende, voksende. Dine følelser ligger ikke fast, nej det er dine følehorn, vor sandselighed.
Den unikke krop har sin egen ånd: Kropsånden. Det er den impuls man følger, går efter eller på i den eksistentielle livsbevægelse, sit eget instinkt, kunne man sige. Ikke hele tiden, man vælger noget, gør det og stopper op indimellem og siger: hvad skal jeg have med, hvad sker der, hvilke sider dukker der op - eller f.eks.: hvordan præges jeg af det, jeg er i i forhold til det, jeg i forvejen ved virker godt til livet. Det er en dannelsesbevægelse, der giver al den indsigt, der kan fortolkes ud af sit livs organisme, de steder den har været, mennesker, den har kendt, etc. - og på den måde også livet som det med-mennesker.
- Men den giver også lidelsen som menneske. Og det er her fornuftsånden bakker helt ud af livet: mennesket er godt, smerte gør ondt ergo skal smerte undgåes for enhver pris. Og fornuften tænker jo absolut idag, hvilket betyder, at børnene jo så må tage den smerte, sone den..!
At smerte vil undgåes er én ting, men når man ikke kender forskel på smerte og livets lidelse - så er man slet ikke begyndt at leve vil livsbevægelsens indsigt sige og lære os. Så lever man i fornuftsånden utallige projektioner, i naturen, som dyr.. Fordi det er lidelsen, der lærer os glæden og mennesket bedre at kende. Det er lidelsen, der lærer os hjertet i livet at kende. Men det er dét, fornuftsånden helst vil undgå...Og det er dumt, fornuften opfatter utvetydigt al lidelse som dumt, men bliver derved netop til afstumpethed eller bare total ødelæggende desorientering, forvirring i livet, hysteri, velfærdssygdomme. Fornuftens undgåelse af livets lidelse - dét at kunne lide, en forstandig hjertelig evne livet er givet - i det spor opstår immuniteten i forhold til lidelse. Og det er fascisme.
Der er ingen forskel på menneskelivets, troens og hjertets sprog - det er et og samme. Nogen forstår det så også bare - og det er så deres lod at lade det komme på tale som det i sandhed er på tale.
Vokseværket
Den fintfølende sans for at være levende liv i verden - der vokser op af sig selv, ud af sine erfaringer, det er vækstens egen, livets egen, deraf livssansen. Væksten sker af sig selv. Det er ikke mor og far, der strækker benene ud, så de kan gå langt. Ligesom der også er stor forskel på, hvordan den indre selvstændighedsbevægelse hos et barn tilgodeses. Men den fintfølende sans, der altså giver den lyse ånd i livet, den mærker jo så også, hvordan det står til rundt omkring. Det man kender hos sig selv kan man genkende hos andre, siger fornuften i sin stereotypisering af det.
Det man ikke kender, ser man måske ikke, selvom man måske godt kan fornemme om det er godt eller skidt - et sted, hvor børn f.eks. meget let kan tage fejl, fordi livets egen erfaringsdannelse og sanseskærpelse ikke er så langt. Børnelokker fik vi besked om, der var noget der hed; gå ikke med fremmede hjem....
Det er lidelsesfuldt at erkende og indse, f.eks. vor dødelighed, der som nævnt også er et typisk tema i den eksistentielle tradition, livsoplysningens. Ligesom frihed er det, og især når fornuftsånden er omgivelsen: Frihed er natur, frihed er begær, frihed er sorg, frihed er døden; - i livet derimod er friheden kærlighedens tro udvikling af og i livets glæde. Ingen frihed uden bånd, når blodets bånd er båndet gives frihed kun i helligåndens navn, medmindre man vælger satans lystige vej og dermed kvæler såvel hjerte som sind hos sig selv som andre, så at sige aldrig bliver til i livets sandselige ånd.
- Det er lidelsesfuldt at indse, fordi man må indse sin egen afmagt, sin skyld - men omvendt er lidenskaben også stor. Sansen for livet giver altid livet noget, når den forstandige sanseerfaring er sat igang og holdes vedlige, opretholder sin kurs. Der er altid noget at hente, der er altid glæde eller varme et eller andet sted i sit liv. Det er dét, der er så positivt ved den dannelsesbevægelse, der hedder livet.
Men altså igen: dog ikke altid i ånden, fordi fornuftssystemånden er absolut i sit krav på deltagelse i samfundet, enten de levendes eller de dødes, og ikke både-og på den antydede baggrund: den hellige helbredende åndsmåde med livet. Når fornuften i skikkelse af absolut, streng logisk ånd vælger livet og kun livet, ja så vælger den at være GUD - og da dør vedkommende som menneske. Satan var en engel, der ønskede Guds magt over livet, altså selv at kunne bestemme i absolut grad. Og det var Gud fuldkommen ligeglad med. Det måtte han så selv om. Og hør, det er jo i sin grundvold ganske godt, at det er sådan, omend satans fristelse jo altså godt kan nå at forføre et helt folk til at slå 6 millioner mennesker ihjel i forsøget på at opnå Guds gunst. Og det var Gud jo altså stadigvæk fuldkommen ligeglad med. Når mennesket ikke kan finde ud af at værdsætte livet på jord som han har skabt det til os - og det er såmænd fuldkomment ligegyldigt, hvem der begyndte at slå hvem i skolegården, jamen så falder vi forbrændte til jorden. Man kan sige: Så slukker han bare hjertet og al form for samvær, der giver glæde, trivsel, vækst, indsigt, sandhed og sandselighed.
Er I snart færdig patsvage akademikere? Er den danske befolkning snart blevet oplyste nok til at bestå livets eksamen? Eller ved I ikke, hvem eksaminator og censor er, samt hvor de er placeret?
Derfor føder livet iagttagere som aldrig før. De kender nemlig forstanden, kender livets betingelser - men har derfor også sans for, hvordan det ikke gøres ringere end det måtte være blevet i forvejen. Det er negativt at være iagttager fremfor deltager, men i fornuftssystem-åndens omgivelse bliver den negativitet: de provokerende og protesterende iagttagere i kulturen nød-vendige for at de mange deltagere ikke skal fortsætte deres storslåede og storhedsvanvittige masseproducerende selvdestruktion via opdyrkelse af teo-ri, der så underligt nok ikke er givet guddommelig magt til at blive til praksis via systemet!!! Hvordan kan det være institutions-prægede menneske, statsborger!!! Er det fordi reglerne ikke følges til punkt og prikke. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ?
Angsten er indgangen til forstanden, en oplevelse at livets egen erfaringsdannelse, skrev jeg ovenfor og tilføjer videre: Hvorfor giver man ikke slip i den bevægelse, men fortsætter sin fortolkning, sine erfaringer med sit liv? Låst i sand frihed: at elske mennesket t ro. Hvorfor giver man ikke slip i den livsbevægelse? SVAR: Fordi det er livets egen sande bevægelse med al vort!
At alle så ikke går i den bevægelse med deres liv, selvom det sker i deres liv, da det er livets egen sande bevægelse - det rejser så spørgmålet om den krop og kropsånd, man er stillet med. Og spørgsmål om den menneskevarme, som pågældende kropsånd fik mærket, tog med, da den første selvstændighedsbevægelse i livet begyndte at rykke og røre på sig. – En menneskevarme ånden måske ikke modtog af sin far, fordi han arbejdede i fornuftens nødvendige samfund, ganske som i det gamle testamente, enten løn eller straf! Ja, for det er jo sørme vigtigt at retsfølelsen ikke bliver stødt hos dem, der lever af at håndhæve retten!!! Men til hvad??? - At det ikke længere er naturligt at gå i nævnte livsbevægelse med sit liv, selvom det rent faktisk sker alligevel, ja det handler om INDRØMMELSE. Og ad den vej omvendelse. Og nej, det betyder ikke at gå i kloster, men at lære menneskelivets i sandhed milde sandselighed at kende på sin styrke.
Hvad vil livssandsen, livsånden med lige netop den kropsånd du er stillet med?
Og her, på det spørgsmål skal man nok passe på, for da kan man, grundet fornuftsåndens usle tilstedeværelse være i færd med at genføde sig selv, men i hvilken ånd? - Det er med andre ord i livets naturlige vækst-faser, at vi skal passe på! Forelskelse åbner livet, men uden sprog, uden erfaringer, uden tro kan den åbning ikke blive til mere i livets naturlige gang med os. Og sådan er det romantiske, den onde arv i vore institutioner, der jo f.eks. kalder forelskelse for: momentant vanvid, sindssygdom. Den slags kommer fra hippokrates lægestand, fordi de via loven har taget patent på begreber, såsom helbredelse, sygdom, dårligdom. - Men altså forelskelse og lignende oplevelser, ja uha, den slags må vi hellere lægge afstand til, når den nedarvede myndigheds-kultur, såsom f.eks. lægestanden siger at det er vanvid, sindssygdom. Ja, så lad os da få lovgivet omkring det, så ægteskabet kan blive en fast politisk aftale, der handler om økonomi og arbejde... Eller kompetencer.
- En plante, der skyder, sætter blade af, men kimen, jamen kimen, frøet, al plantens bestemmelse, skyder indefra: det er ikke de første blade, der bliver til kronen. Livets vækst foregår indefra, ud og op. Det er derfor den eksistentielle bevægelse foregår hele livet igennem indtil så energien er opbrugt. Men der skal meget til, når man tror på genopstandelsen, fordi mennesket har erfaret den. Kender bevægelsen, der kommer jo noget nyt indefra, indtil kronen sættes af - og man begynder at favne livet under sig. Ja, vi er er ikke et træ, men dog organisk vækst underlagt samme bevægelser og love mellem himmel og jord. Både det voksne træ og det forvoksede menneske kan komme til at skygge for meget over livet under sig. - På sin vis betyder genopstandelse sådan set bare, at livet nok skal blive godt igen.
Ja og det er da værd at tage med i betragtning, når en vesterlandsk fornufts-præget, magt-præget befolkning gennem 2500 år ikke har villet indrømme livet i år nul, her hvor vi er, på jord. Og ad den vej naturligvis også indse, at samfundet ikke bliver bedre medmindre magtens fornuftige logik undlades til fordel for Livskærligheden og næstekærlighedens sande magt. Den der ikke kan misbruges uden at udslette sig selv helt og aldeles. Ja, det kræver nok en skarpere kniv, for der er ikke nødvendigvis tale om selvmord, men blot tabet af al sand livsglæde. Hvormed sagt også er at misbrugeren så at sige vil være en belastning for samfundet: Forkynder af livsløgnen. Farvel fornuftige selvbevidsthed. Og velkommen tilbage forstandige vidnesbyrd. - Kun sådan kan et vitalt vækstsamfund vi aldrig har set før fødes af vor indforståethed med, hvad der i al evighed er givet magten og æren. Ikke sandt bette børn, ja pattebørn i landets universitære skoler med så mange andre børns liv på samvittigheden. Skam jer ihjel, så vi kan se om I kan genopstå. Der skal jo beviser til i selvretfærdighedens rets-følsomme land!!! Ellers falder hammeren vel. Ja og det er jo godt, da der således atter kan falde ro t ro over lejren.
Alle mennesker kender livets sande bevægelse på en eller anden måde. Jeg har så dyrket det, skærpet min opmærksomhed i forhold til det, ja da det faldt mig naturligt. Og, så er der nok en ting mere: Jeg kan sætte ord på det. For mig at se hænger det sammen med stemmen, sangstemme og deraf stemmeføring. Ja hørelse af kroppens resonans-rum. Jeg mener: på den måde bliver kødets hørelse også skærpet. Ja og ordet er jo kødet - ikke skriften, der altid kun er bider af hørelsen. En anden grund til, at den akademiserende tegn-tekst-og-tal-industri skal holde op med deres pjat og pjank, altså sålænge hørelsen ikke er med iblandt os vidt og bredt.
Vi er forlængst ovre den tid eller situation, hvor skatte-basse eller bankdamen kan bestemme om den livskraft, jeg er ansvarlig for, at der komme noget arbejdsomt godt ud af til al vor vækst og trivsel skal financiere deres liderlige foretagende. Gentagelsen af matematik-lærerens stive lem i folkeskolen, sat i vækst i hjernen og op omkring loven, så pengene passer og deres usle liv kan betragtes som noget værd for samfundet. Iøvrigt fint skildret af en eller anden kendt kunstner med pikke ragende ud af knolden. Nej, det er jeg ved Gud ikke tilhænger af, men sådan er det altså da matematisk-kapital kulturarv jo opfatter varighed som noget, der opstår omkring ædelmetallet: Guldet.Windows hedder det idag. Ja, nu er det blevet helt folkeligt!!! Hvad siger I, har I det skidt med administrationskulturen, statskulturen, fornuftskulturen, technokulturen? - Nå, men hvad arbejder I så med! Og hvordan?
Indenda og indimellem var det nær gået galt for mig at søge dybere forståelse for ikke blot min natur, men mennesket derved, altså i sandhedens navn. Fordi man som studerende er positioneret sådan, at man ser fra fornuftmagtens administrative system, forbereder sig på at skulle tjene staten og have med mennesker, vækst og udvikling at gøre derfra. Jamen kære medmennesker min hårde tone skyldes at alt det, der kommer frem her er gammelt stof. Det er Løgstrup, det er Sløk, det er HC.Andersen, det er Ludvig Holberg, Sandemose, Scherfig, Johannes V. Jensen, Thorkild Hansen - hele striben, uden at have læst mere end en promille af dem, men således først og fremmest dem, der aldrig er blevet hørt. Det kan kødet kun fortælle i hørelse af det nulevende medmenneske, man har levet iblandt. - Normskellene i samfundet er for det første naturlige i mellemmenneskelig forstand, men den forstand er en dannelses- proces, der kræver hele livet og varer ved hele livet. Ja det er vort liv og vor opgave som menneskeliv og samfund at lade befordrende, i sandhed gudgivne normskel tjene os i Vor Herres navn, vort samfunds, kongens slægter. Men tillige derfor også uden tøven hive ukrudtet op og brænde det af, nemlig normdannelserne løgnens selvbestaltede lov-systemer genererer ifølge en gammel utopisk idé om, at vi alle sammen bliver lige, når vi alle sammen fornægter livet!!!
Jantes love hedder de: Først når du har prøvet at være ligeså elendig som en klat på gulvet, så er du værdig til at bestå eksamen og skabe resultater. Ja, endsige leve, være, ja sågar have lov til at leve, da loven, jantes love jo håndhæves med konsekvens. - I KAN EDERRØVME TRO, JEG SKAL GIVE JER KONSEKVENS, JER, DER SIDDER I DET APPARAT. JERES DAGE ER TALTE OG JEG SKAL OM NØDIGT GERNE HENTE JENS LANGKNIV FREM, SKÆRE HJERTET UD I PAP FOR JER OG SKILLE JERES LEMMER AD. OM NØDIGT JA, HVIS DET ER DET, DER SKAL TIL, FOR AT GØRE DET SYNLIGT FOR JER, HVAD ROMANTISK, KEJSERLIG, JUSTITSIAL SYSTEMLOVGIVNING ER FOR EN STØRRELSE I KULTIVERINGSMÆSSIG, ADFÆRDSREGULERENDE SAMMENHÆNG. Tænk sig engang, man har adskilt treenighedens Gud i en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det var vist nok en mand, et franskbrød, der hed monteskudt i hovedet, der fandt på det. Men lad nu det være gammelmandssur historie, for dernæst bestiller man så en magtudredning hos den dømmende magt - ja, da man stadigvæk ikke kan forstå, hvorfor magten ikke virker!!! Øh, hallo minister-mand, jeg troede sko'da, at du tog dig af faderposten, mens jeg holdt udkig med drengene på uni., så de andre trygt kunne rende rundt med håndvåben og lege røver og soldater nede i baghaven!
Nå, men det var nær gået galt for mig, da jeg gerne ville bruge mine medfødte evner til at gøre godt her i samfundet og altså pludselig blev involveret i statens tjeneste. Og man derfor velsagtens i høj grad netop har nødig at kende sin egen vækst i livet, førend man begynder at servicerer andres!!! - Men ja, galt i mit tilfælde, fordi man under indflydelse af den universitære ånd kommer til at forsøge at magte sin egen vækst i forsøget på at gøre alt så godt. Du skal jo magte opgaven ellers dumper du! Ikke sandt statsansatte og andre fornufts-papegøjer i det universitære rum, udenfor jordens vækstgivende atmossfære. Ja ellers dumper man!!! Og det gælder sandelig også institutioner i ledelse er rå psykopati - såfremt oplysningspligten altså stadigvæk skal være gældende i kongens navn, både den ene og den anden. Og det skal den, da der ellers ikke er noget sandt, vi sandseligt kan mærke og dermed forstå, vokse af. Det morsomme af det hele er jo så, at de stadigvæk tror at det handler om psykologi, præstations-angst og deslige. Ja og det gør det naturligvis også, men på menneskelivets sande vegne. Hovsa, skidesprællere og amatører udi undervisning.
Den menneskelige organisme er så modtagelig for den åndelige omgivelse, gør dét, der ligger i luften, medmindre den selv sætter dagsorden indefra. Kan fastholde sig ved forstanden. - Der var noget, der var bedre i mit liv, som jeg ikke ville miste. Det var nær gået galt dengang, for sådan sker det med liv, der dannes i systemomgivelse, det mister åndeligt fodfæste i enten-eller land; enten er du studerende eller også arbejder du; - jamen jeg er Jens, et liv, der kommer med noget af sand almen-menneskelig værdi...og det var det, jeg ikke ville give slip på, for så er der ingen mening i vort samfund.
Er der ikke grund nok, når man er døbt og har erfaret hele vejen, passet sine ting, véd, hvad man snakker om og er nået så langt som man er i føling med sin generation og ikke Jer 68ére, der jo ingenting kan løfte. Siden hvornår har I fået den opfattelse at I skulle lære tilkomne noget, ja alle jeres strålende erfaringer i egoland? Jovist, livet er kort og graven er sort I jeres ånd. Når den står i det gamle og ikke på anstændig vis rykker væk. - For nej, siger systemomgivelsens fornuftsmenneske til forsynet undervejs med ens liv til al vort, det skal dokumenteres, det skal på skrift, det skal publiceres så alle folk kan blive oplyste... Det levende ord? Ifølge publikationspligtens parole og den universitære sociologi kan jeg så forstå, at jeg, jeg, jeg og mig hermed oplyser den danske befolkning: Alle! - Ja så fanden stå i det da. Hvordan går det iøvrigt med kombinationen af fagforening og akademiet, får I håndhævet og ført Jeres romantiske interesser udi livet?
Det universitære system-kendskab giver så imidlertid erfaringen af, hvad man kan som livsvækst i vort samfund og ikke kan - og deraf erkendelsen: fornuftsånden, dvs. fornuftens måde med livet. Ja, der er som sagt altid noget at hente, når man er tro.
Fornuften er ikke en evne, der sidder inde i hovedet, men betegnelsen for et ordensprincip, en bestemt måde at tænke og opleve orden på; et ordensprincip, jeg opfatter som matematisk - intet menneske kan opføre sig matematisk ordentligt i livet, ingen følelser kan udtrykkes sådan, forståes, fortolkes, leves og føles og orientere os udviklingsmæssigt i den ånd. Men sådan er og bliver det i samfundsindretninger, når den side får for stor magt over livet, dvs. for stor magt i livets ånd. Og hør, nu har jeg lagt mit frem, fra mit lille liv - VIL I STORE SVING, DER OPRETHOLDER BANKVIRKSOMHED OG KAPITALSIME OG ROMANTISK JUSTITSIAL LIVSFØRELSE I EN HØJ- OG LAVKONJUNKTUREL BØLGEGANG MED SYV FALSKE FAKULTETER I REKTORAL FÆLLESNÆVNER, JA VIL I SÅ GODT VÆRE SÅ ELSKVÆRDIGE AT TRÆKKE LÆSSET FOR DE SIDSTE 2009 ÅRS FORSØMTE MENNESKELIV. I KØDET SGU DA, HVOR ELLERS UENDELIGT ARBEJDSLØSE GRÆKere OG ABEKATTE. Ja, uendeligt, for hør jeg er evighedsstudent og af rigtig god grund. Bondens, den oplysningstro som kongetro danske slægt, der kraftedme har holdt vækstens grund vedlige sågodt det overhovedet har været muligt. Mangler I vækstånd i samfundet? Juhu. - Nej, jeg ikke langhåret som det, der hænger ud af røven på jer. Pas iøvrigt på, at I ikke får det filtret ind i den alternative græske energi, satans vindmøller! Mangler I energi?
***
Og det var så min satan kære svigerfamilie – pligtskyldigt at have søgt at uddanne mig i satans socialdemokratizistiske netværk af systemer. Det var min satan som den jeg er, at skulle have erkendt, hvad brugen af fornuften ude af takt med livets egen indre erfaringsdannelse, oplysningsbevægelse forfører livet til. Hvad systemånd så at sige gør ved livet, får mennesker til at opfatte, tænke og gøre - måden den ånd opfører sig i livet og opfører livet derved, sætter det i arv. Og nu min søn, fordi I ikke kan opfatte min kærelighed, at jeg er faren, at jeg elsker Jer og Jeres datter som jeg gør og skal.
Fornuften er ikke organisk, men naturens koncentration af energi til at støde sig op i sin vækst. Ja det er forkert udtryk, men jeg kan ikke gøre det bedre lige nu. Det er sådan den eksistentielle tilblivelse sker. Tryghed i vækst kunne man sige. Vort samfund bruger imidlertid ikke fornuften til den ende, til livets, men til at koncentrerer naturens kræfter, råstoffer, ressourcer og at sætte dem i system, teknologier, vi så skal rende og passe op i en stor livsglemsel. Ja, altså desværre nu også menneskelige ressourcer som man så fint kalder det. Fint, fordi fornuften er fin, blank og uskyldsren: den rå virkelighed selv. Af intet opstår intethedens alarmerende støj, klingende bjælde, rungende malm. Og det er fornuftsåndens væsen.
Genopstandelsen
Vækstens genfødsel. Nu begynder mennesket at opstå. Menneskelivet.
En ting er at forstå, have erkendt sig som livsvækst, at være noget andet end sten og tungmetaller. Ja, for så véd man da, at man tilhører det organiske næringsrige med dyr og planter her på jord. - Men noget andet er spørgsmålet: hvad er mennesket, hvad er det menneskelige - menneskeånden i livsånden, kunne man formulere selvstændighedsbevægelsen? Man er unik som kropsånd, men hvor vil den ånd selv hen. Den vil genfødes, forplante sig. Ja, men det vil dyr jo også. Hvad er menneskeånden i kroppens livsvækstige ånden.
For man kender jo sig selv og sin personhistorie. Og nu altså også sig selv som liv i vækst. Men er man så slet ikke menneskelig - er man bare et dyr, som jeg hang som abe ned fra et træ ude, hvor vi engang boede, kære elskede. For sådan havde jeg det. Derfor var jeg så ked af det. Nej, det kunne ikke være rigtigt, for så var alt jo kold natur, der begærer, overlever, spiser går igennem uden mål og med. Det var grusomt at være stedt sådan uden sin egentlige livssans. Kun overlevelses-instinktet. Så hvad kunne jeg finde at gribe mig selv fast ved - og nu havde jeg jo også dig, kære Bertrams mor, som jeg for alt i verden ikke ville lade mærke, hvordan jeg havde det. Det kunne nok ikke undgåes.
Jeg havde ramt mit eget vækstpunkt gennem min følgen med i livets egen indre erkendelsesgang i vækst - min lyse ånd lukkede væksthullet, slukkede vækstens lys i ånden – pga. det ovennævnte, opdagelsen af fornuftssystemånden maltraktement af mit liv, ja vort liv som mennesker. Uhyggelig arv-og-miljø-forskning opstår når troen ikke er på plads og troen er ikke på plads i livets kød, sådan som der leves i vort samfund... Men hør, det vidste jeg da ikke, det troede jeg da, at den var! Ups medmennesker, hvad nærer I i Jeres indre? Tag Jer venligst iagt, for jeg kan se det hele vejen ind.
Men jeg døde altså ikke, mit hjerte slog og det fungerede som det skulle, troen. Det er også deraf, at jeg véd, at Bertrams mor ikke var overlevelse, men som det skal være. - Det var åndens bevægelse, der var blevet problemet. Depression hedder det i folkemunde, men jo altså ikke i livs-selvstændighedskulturen, der aldrig giver slip på egen livsfortolkning, forstandigheden, fordi det så bliver endnu sværere at finde sig selv i sin historie, ganske ligesom samfundet løber løbsk, når livets stemme ikke kan tale og høres. For ens eget liv, ja det vil jo altid være kropsbundet og kroppen ved nu engang, hvor den har været i sine glade og varme stunder, for sådan er vækstens livssans: varmen.
Det utrolige og uhyggelige er: at velfærdssystemets symbolisering af ånden: at blive en god samfundsborger, passe sin uddannelse, sit arbejde, gør som normerne tilskynder én – det adfærdsregulerer på et så ganske magtfuldt plan – at det så at sige kan slå ihjel gennem sin autoritetstro erfaringsdannelse. Omvende troen til fornuftens stats-idealisme, ja få én til at glemme hvadsomhelst livsnært, samfundsnært, menneskehistorisk i slægt med hverandre.
Men hov, ikke hos alle, i det mindste ikke hos mig!!!
Troen holdt min ånd oppe i den indre strid, før troen havde fundet sit sprog hos mig, der hermed er på vej. Kampene med dyrets åndløse måben og råben al naturens sorg ud i det fine menneske, jeg var - og er igen, omend ganske såret. Essensen af den svære tids "depression" eller ”bare” erkendelse, der krævede så megen livsenergi-koncentration, at... Essensen af den tid er erkendelsen af troens åndsfysiske indhold. Hjertets sprog. Det var fangsten og deri vender jeg nu, hvad der skal vendes i kærlighedens navn.
Blodets Ånd
Jeg indledte med at angstens eksistentielle bevægelse handler om at finde sit menneske. Fordi selvopfattelsen pludselig virker følelsesmæssigt utilstrækkelig. Og fordi vedkommende netop har en god opfattelse af det menneskelige eller menneskevarmen, engang har mærket menneskevarmen. Man går tilbage i sig selv, finder nogen eller noget og varmen ved at tænke på dem løfter een op igen. Men når det ikke hjælper længere, ikke giver varmen, når den pludselig forsvinder ud af tiden og så...hvor blev den af?
Angstens grundsstemning, som almindeligvis betyder, at livet er i færd med at gøre sine bevægelser, flytter os, fordi vi skal rykke os, det er essensens af menneskelivets vækst. Ikke at gro fast. Almindeligvis sådan - hvis altså ikke lige fornuftsåndens magtlogik betvang os så meget, at vi føler os nødsaget til at holde fast på os selv på en uhensigtsmæssig, forkrampet måde. Og således for alvor gror fast.
Jeg, jeg, jeg, jeg - har vendt os om og sat os i livsmæssig, følelsesmæssig afmagt. Det er ikke mig i min gode selvforståelse, men det blev det så i en svær tid, som jeg nu har forsøgt at skitsere mit livs bevægelse på det seneste, hvad den bringer frem i lyset. Skatteborger-individets fornuftsånd tvang mig til at være et ansvarsfuld jeg - der ikke findes i livet som andet end et nødstedt dyr, der konstant må træde af på naturens vegne, pisse territoriet af, skaffe, så skatten kan betales og alle kan udvikle sig godt, fedt og velfærdssygt i velfærdssystemets ordning af livet...
Én ting er at sige, at vi i bund og grund er dyr, men at prøve at være det...- i modkamp med ikke at følge dets instinkt, så sit gode menneskeinstinkt kunne overleve. Føj: Dyrets sanser er hundrede gange stærkere end menneskets og det er altså ikke rart at havne i med sit menneske, for føj da, hvor I lever som svin... - Men ha, derfor ikke stærkere end menneskets tilgivende hjerte. Troens, menneskehjertet, kendskabet til æren og magten i al evighed. - Nu er det på høje tid og jeg skal da gerne tage Jer én efter én, JER, der opretholder tilværelsen ifølge Erasmus Montanus ånd og således er nødt til at vide, at Maren ikke hedder Sten. Ja, forstanden indser i sit naturlige, medfødte forsyn, men fornuften, den skal vide, før den kan tro. Ups eller rettere sagt: Det var godt, for nu kan vi fjerne de alvorligt syge i landets ledelse og undervisings-institutioner.
Angsten i dybet. Kropsånden i livsånden. Vi er slægtsbundne og kender i fornuften vore forfædre, kender deres navne og måske også lidt i den indre sans, når vi kan mærke, fornemme træk fra nærmeste slægtninge. Jeg gik videre i det spor, men indvendigt og udenom slægten, altså foranlediget af hele stats-opdragets prægning af os som lige individer, ja mennesket som værende et isolerbart individ, der ganske enkelt fjernes, hvis det er i vejen. Ja eller der bliver bare flyttet rundt på, jf. magtens meningsløse symbolik. - Så bevæger man sig nærmest udelukkende i ånd og det er sværere, fordi det ikke er så fast som f.eks. livets vækst, som man kan forholde sig til på kødelig eller plantemæssig vis, vende tilbage til. Jeg skærper det nok engang: For det kan man ikke med substantivering af ånd, man kan ikke vende tilbage, altså falde ned igen. - Og det handler om skriftskulturens fatale prægning af os, dernæst dens tvangsmæssige opretholdelse via det adfærdsregulerede mennesker, der sgu fortsat følger landets love som om det var livslove. Altså, når først det erkendt, så er man sgu på herrens mark, såfremt man ikke slår igen - med hans ord. Ordsindet er nemlig da ikke længere ordet. Nej, det er dét, der er indsigten i troen og livets samfundne ånd: Dit liv i al vort.
Man kan ikke gentage ånd og dog erfarer man, men altså omvendt. Sagt med andre ord, hvis man forveksler åndens sted som værende kødets helt almindelige, kærlige opvækst og historie i sin unikke, tro gang - med spejlbilledet af den, ja uden at vide det, så opstår det gamle, fatale åndsbegreb, alle dualismerne i verdenshistorien: Fornuften i anden potens: DYRET, abens følelsesliv, hitler.
Det er ikke pis. Nej mit liv har afsløret fornuften, narcissismens abe i sin fortabelse af spejlbilledet, verden. Og det er derfor, jeg ærligt kan sige, at vi lever forkert, ja forstår mig på, hvorfor og hvordan vi genererer unødvendig, falsk, fantom-lidelse i livet via staten, fornuftens universitære tradition og de øvrige pop-kulturelle spejldannelser.
Det er min kropsånd, der har virket i al der her. Men bag den ånd eller i koncentrationen af den løber blodet og blodet går tilbage. Kropsånden er stillet i livsånden. Når ens kropsånd søger tilbage, går tilbage eller får åbnet op for livsånden, så genopstår livets historie så at sige. Livets historie kommer af naturen. Så man har altså også fået lukket op for naturens sorg i livet, historiens pinsel af mennesket, mv. Og det er ikke rart, nej det er urmennesket, man da identificerer. Føj for satan, de havde det ikke godt, siger jeg! - Ja det er ikke bare livets sorger og bekymringer, men naturens sorg i rygmarven kunne man sige. Eller i kværnen, maven. Sult. En sult, der skal stilles, men ikke kan stilles tilfreds af fornuftens fattige mennesker: spis, gå på arbejde, uddan dig, skid, for så bliver alt godt. Så skaber vi resultater og så bliver du mæt.
I dag véd jeg, hvor stærkt min organisme reagerer på alkohol, der netop er sprit, der opløser og derved tager det uorganiske i ben, rygmarv med i blodet - og hvordan det hænger sammen med systemånden vi lever i, fordi tænkemåder og handlemåder betvinger vore sanser til at leve dyrisk, magtbegærligt. Og dermed betvinger mennesket til at slukke den begærlige ånds sorrige lysts tørst. Sådan er mekanismen, det er altid menneskhjertet, der får os til at handle, det spejlvendes bare i fornuftsåndens utallige refleksioner. Alkoholisme er blot én måde, at dulme den spejlvendte ånd, fornuften, som samfundsinstitutionerne holder borgeren op på. Og det fører således ikke til den livserfarne, livsbefordrende, livsbekræftende handling, der lutre sjælen og giver åndens lys; undladelsens underladende indsigter. Den alkoholiske mand, for nu at blive ved det eksempel, det er en mand med et faderkompleks, men det ikke psykologisk, nej det skyldes, at fornuften og fornuftens produkter har sat sig på Guds plads. Mao. fratager fornuften manden sin faderlige, forstandige karaktér, opvækst og videreudvikling som menneske i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn. Fædrelandet. - Det gamle testamente eller Islam er fortsat gyldigt og vil være det i al evighed, ikke mindst lige sålænge de romantiske fornuftssvin er gående med alle deres ligegyldig spejlinger i alle-er-lige-for-loven, den universitære lovmæssigheds-dyrkende kultur.
Æblets kernehus er brystets vitale organer, rygraden er stilken. Stilken sidder på grenen, grenen på træet, træet med rødder, rødder i jorden, kværnen, maven.
Når livsånden åbner sig er man på vej ned til cellen, det første liv. Det er kanalen. Som man kan vel sige, at det er dyrets historie, mit liv har erkendt. Ja og kan udfolde, hvis det skulle, men hvorfor skulle det dog det. Nej det skal jeg ikke. For det væsentlig er at fortælle, at der ikke er noget menneske i det spor. Vi er dyr i livsåndens natur, hvorfor vi også forstår os som beslægtede med dyr - som fornuftens systematisk registrerende domme nu i sin afmægtighed magter at lære os det.
Hvordan opstår mennesket så? - Undfangelsen
Hvordan opstår mennesket ud af livsånden? Det er åbenbaringen, undfangelsen. En koncentration af livsåndens energi, der giver besked om budskabet, når livet er på vej bagud af dansen: menneskebarnet er født. Undfanget ved helligånden, født af uskylden selv, pint af Pontius Pilatus - datidens fornuftsmagtende hersker. Der sker sammenfald med ens egen glæde fra barns ben, barnetroen og så Jesu fødsel, menneskelivserfaringens fødsel. Og det fortæller, hvad Jesus erfarede som helt almindeligt menneske på jord, ja hvordan han satte punktum: Mennesket kendes på sit hjerte. Vort hjerte er ikke som abens. Vort hjerte som mennesker er unikt, det er personligt, personende livets natur hele menneskelivet igennem. Og det er ikke at forstå som en lidelse, men omvendt en glæde at indse, da falske forventninger da ikke vinder indpas, ikke får livstruende tag i os. Eller vort samfund.
Menneskebarnet er på vej.
Den uskyldsrene bevægelse, der kommer af åbenheden i forhold til angstens besked om, at dit liv vil noget andet, vil mere, vil blive sig selv som mennesket du bærer i dig - at adlyde budet, lytte til sig selv i livet og følge med i sit liv, fordi det som sagt er sandt, sandt at det er, ja opleves sådan fra første færd og fortsætter med at vokse sådan, hvis man følger med som jeg er kommet til det. Det er sandt i den forstand, at angstens åbning af sit livs forstand netop tilsidesætter selvopfattelsen - for den handler ikke om, hvem man er, hvad man er - men at man er liv og at der tilmed er noget menneske-sandseligt nyt ved det. Taler man ud af den forstand, så taler man med andre ord ud af menneskelivets forstand. Ja, det kan alle komme at sige og påstå - men hvorfra kommer indsigten så, tror I?
Ingen slipper udenom dét, der virker sandt i livet. Men mange, især i fornuftsåndens utallige selvopfattelser og refleksioner, trosretninger, trosopfattelser - kan ikke tage imod, må derfor fortsætte det energi-krævende arbejde med at opretholde løgnen, så de tilsidst egentlig ikke véd, hvem de er, hvordan de er, hvordan de virker overfor sig selv som liv og andre. Ja de bliver immune overfor kærlighed, der altså er forbundet med indrømmelsen, sanden af sig selv som menneske i livet. Den eksistentielle livsbevægelse, der foregår i menneskelivet selv. Kødets egen vækst.
Åbenbaringen modtog jeg som dreng. Da var der ikke noget religiøst forbundet med det. Og det er der sådan set stadigvæk ikke. Nu er det bare menneskelivsforstandig tro kærlighedsmagten i helligåndens lys.
Dengang som dreng: - At stå i græsset, løfte armene, misse mod solen, kysse den, glædes i hele kroppen over at være blevet til i sådan en herlig verden. Pakke sig sammen bagefter så ingen så den kærlighed, fordi det jo nok ikke var normalt, fordi man nok hellere måtte se at få gjort noget fornuftigt... Men samtidig vide som mærke, at det var den helt rette, sandseligt sande ånd i livet. At det så at sige var livets mening at leve, være til og gøre sig til i den ånd. Ikke sandt, Johannes Møllehave!
Helligånden. Nu er den så også undersøgt med forstanden.
Forstanden magter livet i kærlighed, i systemet forføres den imidlertid til at magte andres liv og kaldes derfor: fornuft. Der er ingen kærlighed i fornuftsånden, fordi dens magt ikke er forbundet med menneskehjertet, den magter ikke næsten t ro – men overmagter alle eller bare et individ, et liv, den ikke kender som sit eget. Ja snarere opfatter som ejendomret, som noget man har ret til i fornuftens mange navne.
Menneskeforstanden
Helligånden. Den hel lige ånd i livet. Som beskrevet fandt jeg kanalen, slusen eller hvad vi nu kalder det. Angsten i dybet, dyrets måben og råben. Det går uhyggeligt stærkt i blodets ånd, så man skal ikke prøve på at følge med mentalt, at registrere med fornuften. Og tiden er forlængst fløjet som en uting. - Det er livssansen, den nye opfatteevnes optræning, der gør at man véd at en erfaring sker og at den skal have lov til at ske. Det er ikke vanskeligheden, vanskeligheden er fornuftsåndens medmennesker, der er så blokerede i forhold til sig selv, at de ikke vil mærke livet som det foregår. Og fordi vi er så langt bagud i udvikling, at man i fornuftsåndens omvendthed kommer til at overudvikle os, trykker det menneskelige, der ellers kan vokse med livets vækstdannelse. Trykker det ned og ud, så dyret kan opstå og vi ikke længere kan orientere os hverken følelsesmæssigt eller på anden vis, sammen om det menneskelige skønne skøn i livet.
- For det, fornuftsåndens medmennesker, der netop ikke er elsket og således medborgere, det betyder at ingen genopstanden ånd eller glæde kan finde sted, ja det er fortsat depressionen af menneskelivet. Hvilket f.eks. er det samme som børn og unge, der i deres liv allerede ser foran sig alle de dumme gentagelser de skal igennem og bekræfte, skal ødelægge deres ånd igennem, fordi udannelse er godt, arbejde macht frei - kort sagt systemåndens normer i livet. Det betyder: at det nye liv til mennesket, som unge og børn kommer med så at sige undertrykkes.
Vor velfærdsforfærdelige samfundsmåde foretager et ”kirurgisk” indgreb fra den dag, vi sætter barnet i vuggestue. Det er så helt og aldeles livsnaturstridigt at slippe sine børn på den måde. Det er statsidealisme og dens løgn går helt tilbage til grækeren, Platon samt romernes overtagelse af hans forsmåede bøsse-kærlighed. (Og lad det nu ikke gå ud over bøsserne, Jer, der arbejder i efterladenskaberne af platonisk idealisme, staten. For det er jeres puberitære ånds-bedrift). Hele den mentalitets-udvikling, der var dengang og som altså aldrig ret er blevet indrømmet på sit ophør i år nul.
Anoreksi-børn er et klart eksempel på, hvordan fornuftssystemånden præger livet til at genføde sig i satans vred som én af Guds almægtige måder at vise mennesket, livet hos os, i vor kultur - hvad der sker, når det ikke lever på måder, i en livsførelse, der kan adlyde hans bud i livet. Det er ikke religion. Anoreksi er nedarvet fornuftsmenneske, menneskerettigheder. – Sagen er livsoplysning og dannelse, arv og miljø i ét, ligesom der er noget, der er sundt og godt til hjertet og noget, der ikke er. - Spørg hjerteforeningen, menneskehjertes måde at udtrykke sig i fornuftsåndens overmagtende samfunds-natursystem, forsøg på at gøre noget, sige noget om, hvad der skal til, for at kunne bevare hjertet, dvs. føle menneskelige følelser.
Menneskekærligheden, dens lyse åndsevner og næstekærlige, forståelsesmagt.
Anoreksi-børn er børn uden menneskehjerte, der åndsfysisk ikke kan modtage, skelne, mærke menneskevarme - derfor går væksten i stå. - I mit tilfælde var det fornuftsdyrkelsen i fornuftsånden, i strid med min gode forstand. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for livsoplysning, men de er døve på filosofisk institut, de kender ikke systemet, fordi de ikke forstår, at man ikke kan udvikle et system indefra, når man selv lever af systemets idé. Det er kun livet, der er sådan og der har man kun sit eget og ikke alle, ikke en masse, sine studerende kamptropper, der kan gøre godt i verden, samfundet, ved at sætte deres livs kræfter i system. Funktionalismens system, instru-mental fornuft.
Det har intet at gøre med uddannelse af liv, der kan og vil noget, som mange unge jo gerne vil. Min foragt for staten er ikke grundløs - i hjertets forstand, vækstens egen. Og den gror jo.
Undfangelsen af mennesket i den helt lige livsånden. Det er altid sådan, når man bevæger sig i ånd, sit indre som også ydre, at det også er fysisk forbundet. Ligesom det er beskrevet ovenfor: når vi bliver bange, rammes af kulde, under hårde strabadser måske, så tænker vi på dem vi elsker. Soldater i krig holder sig gående ved tanken på deres elskede. Efterhånden som det bliver umuligt at forestille sig at vende hjem til sine elskede - fordi man i sit krigeriske fornuftspræg, det man er optrænet i, har gjort handlinger, der ikke er kærlighed i og således bliver ødelagt som menneske - jamen så begynder sindssygen. Vi kender det, både herhjemme, men også fra vietnam-krigene, hvor et menneske ellers var på vej med nye toner i form at peace-bevægelsen- Altimens samfundssystemet fortsat tvang gammel politisk magtlogik frem til at kanalisere vreden i livet, ja udover hele verden.
Ingen god soldat uden et godt menneske bag. Der dog ikke bliver bedre som menneske set i livsudviklingens lys, fordi krig aldrig kan udvikle hadets fjender af menneskehjertets ånd som et medmenneske, der skal elskes. Du skal elske næsten som dig selv, OG DET VIL SIGE MENNESKE og IKKE 1=1 - således også fjenden. Ja, sådan foregår livets egen oplysning, sådan afsløres, hvor åndsvagt det er at optræne liv til at adlyde fornuftsordre og lære at sidde livets egen stemme overhørig.
Men ingen god soldat uden et godt menneske bag, da det er sådan hele vejen rundt. Ingen kundskab, intet kundskabens træ, uden kontakten, troen med livets eget træ. Vanskeligheden er at bevare menneskehjertet i soldatens rolle - fordi det ikke er nok at tænke på dem man elsker. Livets organisme indoptager omgivelsen, bekræfter sig selv ved den og gennem sine handlinger i den. Krigshandlinger er ikke ligefrem hjertelige. Der skal med andre ord gøres noget fysisk, for at bekræfte det menneskelige hos sig. Ligegyldigt, hvor strabadserende omgivelsen og dens jargon ellers måtte synes at være blevet. Der skal gøres noget for sit menneske i fornuftsåndens individualisering af det. Hvorfor jeg også siger, at den eksistentielle livsbevægelse er forbundet med den vesterlandske fornuftsmagtende systemkultur. Romerriget, det tysk-romerske rige, det europæiske rige. Der er ingen forskel livsmæssigt set.
Eksistentialister er store egoer, store individualister. Men de véd hvorfor de er det, at det hænger sammen med livsmåden i samfundet, de lever i, at de er et produkt deraf - men altså også af livet. Deres indre spørgsmål bliver da, hvad er mennesket, for de har set det umenneskelige hos såvel sig selv som hos andre. Måske. Deres konflikt er imidlertid deres indsigt i sig selv, at der ikke kan gøres noget fysisk for at bekræfte det menneskelige, næstekærlige - ikke i fornuftsåndens system-individualiserende kultur.
Ja det bliver mere og mere konklussivt efterhånden som flere og flere erkender det samme. Og sådan kultiverer vi så mere og mere konklussivt, velvidende på forhånd at dannelsen gennem folkeskolen, skattesystemet, mv. er en prægning, der slutter mennesket om sig selv, lukker det inde i kapitalismens uhellige navn af ussel mammon. Bringer det til at adlyde ordrer, der sidder livets eget kald på opmærksomhed i vækst overhørigt. Det er krumtappen i alle vores problemer, ikke mindst det socialdemokratiserende, industrialiserende, kapitaliserende.
Vil man være menneske, med sit liv bekræfte det menneskelige, menneskehjerte som led i den videre kulturelle udvikling af et godt samfund til børnene, osv. - så må man trække sig ud af systemet, falde ned i livet og tage det derfra, skridt for skridt, stille og roligt. I første omgang ud af systemets ånd og tænke-handle-måde med livet. Hjertets sprog er åndsfysisk. Der er ingen menneskevarme at holde sig til i ånden, hvis ikke kødet følger med, hvis ikke den fysiske bekræftelse af den menneskevarme tanke følges op, nej følger dig ud og op, videre.
Når vi lyses op ved den varme tanke for een vi elsker, så betyder det at vi selv holder af vedkommende, vedkommende holder vort liv gående i kærlighed, holder os oppe. Men det betyder også at vedkommendes, næstens menneskehjerte kalder på ens eget. Og det er troens væsen, kan man sige. Altså, at man sammen skal se at få bekræftet det menneskelige hos sig selv som hos hinanden, ja i al vort, al vor gode menneskeerfaring. Menneskekærlighedens hjerte fortæller os i ånden i hvilke forhold, der mangler menneskevarme.
- I fornuftssystemets ånd, den naturefterlignende ånd som fører naturens sorg ind i menneskelivets ånd, dér ser vi op til glædens lys, dvs. vi lever under det - og gør dernæst en hel masse for at blive lykkelige, så vi kan komme ovenpå, komme derop og være glade. Koste, hvad det vil, for vi træder hinanden over tæerne. Vi gør det forkerte.
Glædens lys og menneskevarme skal indrømmes først, for at vi kan bekræfte det menneskelige hos hinanden og igennem det vi foretager os. For vi har kun vort liv at gøre det med. Uden oplysning af menneskehjertet kan man ikke lære dét at kende i ånden, der omsætter følelser til handling på god, livsudviklende, livsbekræftende vis. Det er der ikke tid til...lyder det så i fornuftsånden. Dertil kan jeg kun svare: men kæreste menneske, så er det slut og ned ad bakke i al uendelighed som jo er essensen af tid - tror du virkelig, at du kan følge med i al uendelighed, komme ovenpå i al uendelighed?
Nej, det kan du ikke: Du er med dit liv kun unik i al evighed, der vil i al evighed aldrig være nogen som dig - skal det derfor gå dig godt gennem livet, så må du, som man siger, tage dit liv på dig i al evighed. Finde dig i den du er ganske som jeg må finde mig i den jeg er her i skrivende stund. Finde sig tilrette i den rette ånd i livet, dér, hvor livet er med een.
At bevæge sig i ånd, det at kunne indse, bære tanker, huske noget, mindes - erindre. Er indre. Er i livet. - At bevæge sig i ånd er at bevæge sig i kropslivets fysik. Når man drikker kaffe kan man få mærkelige hallucinationer, hvis man samtidig prøver at sove til middag, altså prøver at slappe af. Da ser man hvad koffein gør. Sådan kan man skelne ånd rent, kan man i ånden se, hvilke organer, der har det dårligt eller er påvirket. - Men det er nok for voldsomt for de fleste, der har levet deres liv i fornuftsåndens tyranni, så de går til lægen eller psykologen og får en fejldiagnose, det er sikkert og vist.
– Vi bliver syge eller dør af ikke at være i kontakt med livet selv, livets egen stemme, livets kalden på os og derigennem tro kunne skelne, sanse de kærlige beskeder til os, der skal følges såvel levende som døende. Ja altså levende igennem det døende - æblet falder ikke langt fra stammen, men det falder altså og der er jo en vis død i det fald. Hvor blev min dreng af, mit barn...
Undfangelsen af menneskebarnet i helligånden.
Det organ, der undfanger mennesket, føder det og genføder det i livet - det er ikke hjernens fornuftige uforstandige måde med livet. Men hjertets. Æblets kernehus er brystets vitale organer, stilken er rygraden, rødderne i jorden er maven - tilsammen nærer det æblets vækst, altså æblet selv: kødet. Æbler er hjerteformede. Det har ingen hjerne, hvorfor det ikke kan kende sin egen tilblivelse, modnen, mv. Men det kan mennesket i sin åndsfysiske indseende indretning og indstillingsevne: hjertehjernen, altså det at kende sit hjerte som hjerte i sit livs ånden, iltning af hjernen: hvad man kan lide, kender og ikke lide, ikke kender - men først og fremmest af kende lidelsen forbundet med livets egen vækst. Så man kan forstå faldet, altimens man mærke, hvad der stiger op derved, en forplantning.
Og nu, efterhånden, at kende menneskehjertet i menneskeånden. Helligåndens undfangelse af mennesket, menneskeånden - det er indsigten i den guddommelige salighed, den helt trygge og rare fornemmelse og følelse af at være til i livet. Menneskelivssansen er meget nær.
Vi spiser ikke æblet, når det er surt, vi spiser ikke æblet, når det er råddent, vi spiser det helst midt imellem. Gør vi det lige præcist, når det er modent, når noget i os siger: det skal da spises nu, før det er for sent - eller bedre bare gør det sådan trygt, umiddelbart, uden at tænke. Dét er menneskehjertets dømmekraft i helligåndens navn. Dét er menneskelivssansens sigen: guds rigdom, guds gave, altså paradis. Da er det ikke forbudden frugt vi har spist, men menneskekærlighedens hjerte vi har bekræftet. Æbler er sundt og godt til hjertet. Da har vi været menneske i gudsbillede og spist af de frugter, der tilkommer os at spise af på netop ganske uskyldsren vis.
Det handler om dannelse, mellemmenneskelig dannelse i menneskevarmen og evnen til at opretholde den, bære på den. Det handler om at leve i det paradis vi engang forlod, men som genopstår af menneskevarmens bekræftelse hos næsten, den sans for hinandens onder, der helbredes af den tro menneskevarme og giver os en erfaringsdannelse, der som miljø går i arv, kan fremelskes som kultiveres, opdyrkes derved. Det er nyt, der er vej for os, ikke blot håb, men vej. Udviklingspotentialet, der overhovedet kan vedrører livet, det handler om hjertet og ad det spor livets opvækst og kunnen – ad det spor samfundets fremtid som stillet i al evighed, den eviggyldige kærligheds sigte som også ånd.
Der er forskel på sex med hin anden og at elske med mennesket. Det handler om at magte livets kræfter, at bruge magt til at være indrømmende og blive afmægtig på kærlig vis gennem livets gang. Det skal bare blive en vane. Menneskekærligheden er blid, mild – men også præcis i sit forhold, imellem, i ånd. Menneskekærligheden er altid mellemværende. Men det er åndens fysiske punkt, der lader den opstå. – Menneskelivets vækst.
I fornuftsåndens magtende samfundsomgivelse er det hjernen, der kører konstant. Hjernen kan fortælle os, hvad der er helt lige, vi bygger lige huse - beskæftiger os i det hele taget med det lige. Lige ret, ligestilling, ligeværdighed. Men vi lever ikke sådan. Det er først ved "sammenlægningen" af hjertets kære-lige og hjernens/fornuftens lighedsssans i den indseende livssans, altså i åndens lys, at hel-lig-ånden opstår i livet og undfanger menneskebarnet.
Hel i ånden - lyder hel-lig-ånden. Det lige bliver til i. At være t ro i helligåndens navn, er at blive hel i åndens navn. Derfor er det så vigtigt, at det er menneskeånden, der er på tale!
Livets kropserfarende fylde
Dét, der genføder æblet er æblet selv i sin hjerteformede væksts tyngde. Hvis æblet ikke blev sig selv, voksede og blev modent, tungt - så vil det hverken blive spist eller falde til jorden, så det igen kunne opstå.
Det der genføder mennesket er menneskeånden selv. Det eller den kender vi ikke på forhånd, men det er jo dét angstens åbne "menneske" lader opstå gennem sit liv ved sin forstands reaktion på fornuftens voldtag. Lader opstå, så det lærer mennesket at kende godt og bliver det, følger det med? Ja, hvis det tør give slip på sig selv - uden at miste sig selv derved siger angstens vise forstand. At vinde sig selv igen, i et nyt leje. Og give det videre, bruge det udefter.
- Men der er vist mere på tale her!
Når man i livsånden indser, at der ganske vist er liv og vækst, men ikke menneske - så vil man orientere sig efter opfattelser, der synes menneskelige for én og måske bevæge sig ind i det. Men tror man på livets kærlighed, på kærligheden i livet, så fortsætter man. (Så er man stærk i troen). Iøvrigt har den angstfulde jo netop også så mange gode erfaringer med åbenheden hos sig selv, ærligheden. Ikke mindst i forholdet til andre, fordi de kan mærke det, roen, den indre hvilen i at lade livet leve i sig selv i sin angst. Ja hids op og kom herned, livet er herligt, der er ikke noget at være bange for. - Det er ikke altid let i forhold til så meget andet, fornuftsåndens normer, fordi menneskelivets erfaringsdannelse giver forstandige grænser, der sjældent følger fornuftsåndens normer, tempo og systematiske forventninger. Fornuftsånden er grænseløs og overtræder alle grænser, det har vi sat i system og kalder det lovgivning, for så kan vi jo lære dét: alle sammen i den universelle naturs helvede!!!! – Enhver bondeknold eller haveejer véd imidlertid at satans ukrudt skal luges ud, såfremt afgrøden ikke skal miste sit næringsgrundlag.
At opsamle livets indre bevægelse i sin ånd, hukommelse, kropserfaring, så bliver man tung at danse med. Faderens beskyttelse af én, fornuftens - den måde samfundet egentlig var tænkt: fornuftslovgivningen skulle beskytte mennesket. Det er røget af sporet, men fornuften, den sunde fornufts erfaringer blev altså til forstanden i år nul - og den er givet i al evighed, den sidder stadigvæk i os. Dengennem skal og kan vi bruges til at beskytte menneskelivets udvikling, så det kan komme til at leve forstandigt erfaringsdannende og godt.
Derfor er man desværre også fortsat nødt til at holde sig orienteret i forhold til fornuftssystemets åndsvagheder og dårligdomme i livet, så de ikke bliver dét, man skal deltage i, bekræfte med sit liv. Tyngden i livserfaringen presser og giver depression i fornuftsåndens magtsprog, ja hør engang: i de sprog kaldes livets egne erfaringer i kærlighedens navn: depression. For den kan ikke magte dem i alle-ånden, dvs. ingens ånd, dvs. naturåndens sorg. Selvfølgelig kan den ikke det.
Under-trykkelsen
Depression er ulideligt at være ramt af selv og ikke til at holde ud for andre - jeg har mistet mit barn og min elskede på grund af det, men det er ikke slut tror jeg videre i livets lys... Iøvrigt er jeg ikke så sikker på, at det kun var mig, der led af depression. - Men det er ikke til at holde ud for andre, fordi de ikke lever i livet og deltager i næstens liv, indrømmer glædens lys. At være deprimeret er ikke at være død, men at have levet som død i fornuftsåndens måde med livet. Det er altså omvendt: depression er menneskelivets opsamlede indre livserfaring, hvis formål ellers er at opretholde det menneskelige i livet ved at lade det inspirere ånden og derved genføde det menneskelivsbefordrende ind i sin tid; altså en undertrykkelse - der som sagt indledes med vuggestuen, fortsætter sin dannelse i børnehaven, osv.
Depression, det er menneskehjertets kald på bekræftelse, kald efter menneskevarmens lyse åndsevner - til at se, hvor vi skal hen og hvor vi ikke længere skal hen, ikke længere kan bekræfte menneskelivet. Kald på os, at vi skal forbedre os i et helligt liv og levned og ikke i statens uforsvarlige produktionshelvede. Det er store menneskehjerter, der først bliver deprimeret. Det er menneskelivets åndsduelige ledere, der bliver deprimeret. Det er præster, det er dem, der kender menneskekærligheden, der bliver deprimerede i vort samfund. – Hvad siger det? Hvad fortæller det os med alarmerende, blinkende røde lygter?
Livserkendelse er ikke svært, fordi det er livsvækstens egen stemme, der taler i os, jeg har brug for, jeg, jeg, jeg. - Men menneskelivserkendelsen er noget andet, den ligger indeni. Jeg, jeg, jeg har brug for - betyder således at livet hiver efter vejret, sin ånd at orientere sig i, så hjertet kan blive rødt og varmt levende igen på almindelig jordnær, organisk, forstandig udviklende og rolig vis.
Mennskelivserkendelsen er noget andet, næste skridt, næsten og dér opstår problemet som før sagt i fornuftsåndens hærgen, dens fastlåsen af mennesket i os som individ. Individ, ja, vil du respekteres, siger du - nå, ok, ja, men hvem og hvad er du, véd du noget, er der noget du står ved og inde for?
Individet tager det for givet, at det har ret og at alt handler om DETS liv. - En fastlåsen, så vi ikke får erfaringen med at være menneske som at gøre det, opføre os som sådan og derfor, når vi så gerne vil gøre noget, slet ikke kan håndtere begejstringen, mv.
Åndens kropsbundne dannelse mangler. Og den kan aldrig være individuel - men kun personlig gennem menneskekærlighedens dannelse i helligånden. Ellers ér man blot et individ, man hænger forskellige identiteter og roller på i forhold til sit arbejde og lignende. Det er definitionen på depression.
Depression er fornuftsåndens undertrykkelse af såvel menneskelivets opståen som genopstandelse. Det skyldes væsentligt set kapitalismens praksis og det håndhæves af staten og den plørede folkestyrende masse, der hverkende véd ud eller ind – bare vil ha´ ret til sine behov. Det er synd.
Fornuftsåndens kapital-økonomiske vækstform er naturens egen - ikke livsnaturens. Naturen presser på indefra, maveregionen, og oppefra, systemfornuften, derved bliver menneskehjertets forstand klemt og til sidst brudt ned - medmindre at den indrømmer at det er sådan og derved får øje for, hvad der er, hvad der egentlig er og betyder noget, for sådan bliver ånden til og begynder at lyse igen. Sådan er vækstens bevægelse, men som altså kunne være langt mere udviklende i første hug, så tvivlen ikke får plads. Menneskehjertets videre opståen blokeres af "stive" systemer, hvilket f.eks. vil sige skattesystemets kultivering af liv, fastlåste tankespor som vi handler. At størkne menneskelivets udvikling ved at hærde dets ånd op (istedet for at lære menneskelivet at udfolde sig indefra og udefter på forstandig vis) - hærdet dets ånd op gennem institutionerne, sådan bygger man depressionen op til at være livsførelse, der går i arv. Det kommer jo som bekendt snigende!
Vender vi det nu om, hvad der kun kan ske, hvis man har fulgt med i sit liv - eller lærer noget af det her, får kastet fornuftens magtsprog på porten, ud af guds forstandige grundvold omkring hjertets borg, ud til de åndløse sjæles land! - så er depressionens undertrykkelse et optryk af menneskehjertet i livets gode forstandige følelsesregister og måde med livet. Ikke bare en påmindelse, men altså livsvækst, der vil noget, vil fortælle noget, give noget til livet. Det kan godt være, at det er personligt og intimt, men der er ikke noget personligt, der ikke berører livet, hænger sammen med omverden og dens historie.
Personen bær mennesket, er et per sonende menneske. Har sin guddommelige opgave: at vise, gøre, opvokse, udfolde, være menneske i sin hjertetro vækstbånd, menneskeblodets.
Modnen, tål modet
Tyngden. Æblet falder eller plukkes omkring sin modenhed.
Tyngden eller livsfylden brister. En genfødsel, en overførsel af energi er igang, så en genopstandelse kan finde sted. Uhm, hvor smagte æblet godt. Der er ingen tvivl om at æblet smager godt, hvis det plukkes i helligåndens lys. Giv os i dag vort daglige brød...Måltidet. Livserfaringens tyngde eller fylde har et modenhedspunkt.
Når det nåes og f.eks. overses, ja så rådner erfaringen. Et franskbrød fra igår er nostalgisk. Men i livsvækstens regi er råddenskab også gødning, hvis de raske erfaringer optager dét, der skulle være blevet til. Vi kan jo ikke det hele som man siger. - Men det er altså det man gør i den eksistentielle bevægelse, dvs. i menneskeåndens lysende retning. Det er dét, der får nogle mennesker til at gå i kloster og leve sådan, koncentreret om at finde ro til at vokse, til at mærke livet selv som det hele. Gudtjeneste er koncentrationen af menneskelivets sandselige erfaringer.
Klostrer er i verdenshistoriens lys helt central for bevarelsen af livsoplysning, menneskelivets sans. De helliges samfund er en organisme, der oppebærer menneskeheden som menneske-ligheden. – I den ”almindelige” trosbekendelse er troen fæstnet ved netop det almindelige: en hellig almindelig kirke. Det er livets egen almindelighed og således også udviklingsbetonet, væksten – det er livets egen al mindeværdige og således kære lighedsforståelse, der værnes om som helligdom. Det er levende i sin bestandige tradition, jesu fodspor, livets retning, vækstens egen.
- Det solmodne æble, hjertet i kødet, hjertets erindringslys, påbegynder sin vandring gennem det døde i livet, de gamle rådne erfaringer, når tyngden har nået sit bristepunkt. Nu må du altså også snart til at forny dig lidt...lyder det i ægteskabet, parforholdet eller hos dig selv. Få nogle nye erfaringer at leve på. Og da går vi så desværre igang i fornuftsånden, hvor man da også kan få en rem af huden!
Men erfaringsdannelsen er livsbåren og det kan man ikke gå på kursus i - men "kun" blive oplyst af at indse. Det kan man "kun" finde sig i som menneske i livet, der er på vej. Jeg er sandheden, vejen og livet - siger menneskebarnets Kærlighed.
Nej, jeg er ikke på kursus, men at følge forløbet igennem det rådne landskab, blandt de dødes erfaring og se de døende i livet, som sikkert har mange år tilbage, men er døende alligevel. Følge med Siddende ved gudfaders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde, ja det ér, hvad det menneskehjerteligt tro menneske gør. - (Og som skal til at lære at kultivere det, på ikke skriftlige måder).
Menneskebarnet undfanget ved helligånden, født af uskylden selv...skal komme at dømme levende og døde.
Det er menneskelivssansen for menneskelivet, der som barnet i moders mave, der som livserfaringens modning - vil kaste en ve af sig! - er på vej og bliver istand til at skille fårene fra bukken. At skille vandene, at skille fornuftsånden fra helligånden, at skille menneskeånden fra dyre-livsånden. Skelne godt og ondt i livet - og kunne det uden tøven....
Det er ligesom Dalai Lama, buddismens teknikker med at kende positive og negative energier, følelser derved: at leve, dvs. danne livet lykkeligt. Men vi er kristne, lever i en kristen kultur, hvad livsorientering angår; dvs. danne som leve livet glædeligt.
Vi kan ikke lave om - som fornuften siger i sin omvending, sit overtag på historien, overmagten af europas historie, som den så gerne vil lave om, fordi den ikke kan indrømme og immuniteten i forhold til alt godt i livet derfor bliver faktisk som de videnskabs-kapital-teknologiske fakta (det er vanvid).
- Nej vi kan ikke lave om på historien, vi kan ikke lave om på vort liv, men vi kan ind-stille os i forhold til det. I forhold til dét, der er livet og derved bliver vi menneskelivet, når menneskeånden er med, så hjertets sprog kan føre vort liv igen, ja som noget i sandhed udviklende, ikke institutionelt. Hjertets erfaringer er udviklingspotentialet. (Og i øvrigt, hvad der fremgår her på nettet, af min hånd, ja det står udtrykkeligt i mit personlige navn. Hjertets personlige erfaringer er samfundets udviklingspotentiale til videre forplantning, ja og her giver jeg så mine, så godt det nu lader sig gøre på skriftlighedens vilkår).
Døde erfaringer
At vandre i ånd gennem døde erfaringer, og tage de store bevægelser med - det er fareligt - men sådan forstår jeg f.eks. mennesker, der bliver manio-depressive. De sorterer temmelig godt i de døde erfaringer og henter næring med op til de levende - men energien er for stor, dvs. den går i fornuftsåndens refleksionshelvede; enten-eller bevægelser. Den egentlige livsenergi, den personligt unikke er aldrig kommet til sig selv, blevet udtrykt – og pludselig vil den ud, fordi den skal ud. Og da kan den ikke, for som de gamle sagde: Forstanden i hjertet. Ja, du skal tro for at komme ned, ind, ud og op. Hvo intet vover, intet vinder, ja, men i sandhed i ærligheden, der jo f.eks. også indbefatter denne åndssvage omstændelighed med skriften. Det er ligeså svært at skrive, som det har været at indrømme, men det skal flyde fra hånden og ud i tasterne. Ellers er jeg ikke med, personen, menneskelivet, det erfarede.
I fornuftens skelnen, dens erkendelses-bevægelse adskilles, udskilles naturen i mennesket fra livet i mennesket. Og der er altså kun et menneske som også en gud, en tro, en menneskekærlighed; og det er i den ånd, man skal skelne som leve; det er så iøvrigt også helbredelsen af ånden. Det er åndens bestemmelse, der er afgørende. Der skal ærligt sandheds-potentiale, erfaringspotentiale til at handle på kærlighedens ånd og derved hævde den, bekræfte den. Sigtet er eviggyldigt og giver sig udslag i tiden – hvor var det dog godt, at du lærte mig det og det, at du fik mig frarådet at gøre, hvad jeg ellers havde lyst til....Derfor opstår oplysning og dannelses-pligten af det samme: vi skal ”hærdes”, opelskes til at kunne adlyde det salige, fredelige, trygge t ro-givende i livet. Det inderste bliver det yderste.
Når hjertet vil sove går vi til ro og overlader livet til sig selv i Guds trygge hænder. Aaah, godnat.
....
Afrunding
Genopstanden. Nej, vågen. Åndens fangst, indtryk og bearbejdelse, fordøjelsen i løbet af dagen - falder ned i kroppen og nedarver sit miljø, når vi bliver trætte og må overgive os. Hengive os til den guddommelige natur.
Livet vil overleve, hvortil hører at leve sundt og godt, hvis vi skal overleve(re) som menneske. Hvem sorterer i nattens mulm og mørke? Det gør menneskehjertet. Det gør kropslivets egen erfaringsdannelse som den er ét af sin arv og sine miljøer. At sammenfatte sit eget livs erfaringer i ord er at koncentrere sig om livet selv i tiden, men for angstens menneske også i al evighed. Deraf impulsen, menneskelivssansen.
Der kan ikke skelnes uden at skelne, men det skal gøres i samme rum, sit liv i livet. Rådne erfaringer udskilles, deres næring opbruges, optages af det nye. At tro ifølge det nye testamentes livskulturelle arv og miljø er at tro på det nye vidnesbyrd. Det nye vidnesbyrd er livets eget og ikke dit eller mit.
I nattens mulm og mørke ernærer kropsånden sig af dagens nye iagttagelse, erfaringer. - Alt det vi ikke ser, men som organismen optager, fordi der ikke er noget ved organismen, der ikke er en sans. Det levende er sanseligt, bevægeligt, foregår i ånd. Åndslivsfysik. Derfor bliver livets egen erfaringsdannelse central. Det sørger hjertets indrømmelse af dagens næring for i løbet af natten.
- Men angstens åbne menneske vil vide det, vide hvad der foregår. Og det hænger sammen med at det har en højere livsmæssig funktion i forhold til menneskehedens beståen; det hænger sammen med fornuftskulturens vidensmæssige, magtmæssige tvang – men en livsmæssig funktion, så tidens mennesker ikke fortaber sig i tiden, i verdensnaturens viden som jo i sidste ende vil fortære alt og dreje rundt med eller uden menneskeliv. Det rager den nemlig end ikke en papand.
- Angstens åbne menneske lever i en irettesættelse af ånden, fordi det ikke er nok for menneskets beståen at være menneskelig i søvne.
At fortælle sin historie med sit liv, fordi livet fortæller sin historie gennem sit liv, dit liv som mit liv – men hvilken historie? At leve et liv som et sammenhængende godt argument. Et arbejdsomt liv, der både arbejder, lever og elsker opløftende af det glædelige, menneskelige, gode. Og derved ind i sin tid danner kulturen, viser sig som menneskeligt forbillede via sin person, sin ånd forbundet ved sine bånd, blodets bånd. At opstemme sit menneske. At opdrage sit menneske i familielivet. Det er almengyldigt godt og den rette vej, den rette måde at tage livet på.
Det gør jeg også, så godt jeg kan. Men i øjeblikket gør min elskede drengs mor det så også så godt hun kan - uden mig og med en anden i sengen, for som hun siger, jeg finder da bare en anden faderrolle-figur. Hvad er mine chancer i fornuftsåndens retsal? Jeg elsker jo min familie, kan lære, tilgive, ved hvad der skal til...
MEN altså, opsummerende: menneskeblodets eget bånd som ånd i vækst!
Erfaringsdannelsen omkring det menneskelige, kropsånden i livsånden, hel-lige-ånden i kropsånden, hel-i-ånden i Helligånden, Menneskehjertet i Helligånden....- Dyrets sansestyrke i Menneskehjertet i Helligånden. Kun menneskelivets bekræftelse i organismen i Organismen. Menneskevarm opvækst, Sansen, Afmagtens Evne. Synet, livet, hånden i rette mål. Jeg elsker af Dig!
At fødes – blive – være - blive værende; genfødes – blive – være - blive værende; genfødes...af Kærligheden til Menneskelivets levende vækst i Menneskeåndens Hjertelige Kød. At sørge for at vende Sorgen til Glæden ved at forstå som stå for det med sit liv i vækst!?
10) Vi er fri
Vi er fri, så Glædens fortsættelse følger... Jeres jertillige komme efterfølgende menneskehjertets kærlighed i opvæksten.
******
BREVETS AFSLUTNING
Her, med punkt 10, slutter det lange brev sendt til mine svigerforældre – så der om muligt også kunne blive som være andre kriterier at leve videre efter som på, end de socialdemokratiske, industri-arbejdsmæssige, mavevækstige dyder. Det er trods alt min søn og opgave at lære ham at elske og være tro. Og hvorfor skulle jeg svigte det, når jeg nu elsker såvel min søn, hans mor og hendes forældre.
– Jamen tror du, at de forstår det, siger min nuværende nærmeste omgivelse. Tror du, at de læser det, etc.
– Hvad skal man svare: det er mig, der er faren og jeg kan jo ikke slå mig vej.
- Prøv almindelig kommunikation, foreslåes så.
- Hvad menes der dermed, idag? (Når jeg iøvrigt netop har søgt hjertelige samtale hele vejen og det iøvrigt er almindeligt at bruge skrift, når man pligtskyldig har forsøgt sig i en videregående uddannelse – og véd, at noget skal forståes bedre, for at forløsning, forsoning, indrømmelse kan finde sted. Jeg skal vel også kunne være der som den gode far, jeg er inde bag det akademiske lorteland, jeg er præget af).
- Mener man den almindelige kommunikation, der får stukket en piece i hånden på fagforeningen til foreningen Far?
- Mener man den, der accepterer, at den højt-elskede mor skal have lov til at sætte dagsordenen for farens liv, ikke mindst far-søn-forholdet: i form af weekendfar, i form af beholdning af det opbyggede hjem, i form af en anden faderrolle-figur, man hellere vil i seng med. Tror man ikke, at han, sønnen indser det en dag. Hvad det koster i hans liv? Tror man, at man kan lyve for ham, lade ham opvokse udenfor Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – uden at dét udenfor bliver hans kød?
- Eller mener man bare: det snakke-salige ord, der ikke kan holde noget i længden, fordi der ikke forståes noget? Det ord, der siger: jeg er ked af, at jeg har såret dig. Som om det var mig, der blot var såret.
Hallo: det er et sår som sorg, sat i vækst.. Det hedder: Negativ social arv. Og det vil ramme både hans elskede mor, ham selv, hans mormor og morfar. Og det skal jeg da i kærlighedens navn og ikke voldelige fremgangsmåde søge at forhindre. Der er jo ikke tale om en matematik-opgave, der skal løses eller for den sags skyld en arbejdsopgave, der skal produceres – der er vel tale om et liv, der skal leves i og med glædens tro i hjertet, fremfor et voksende sorggivende savn.
Men vi kunne jo så prøve at spørge den pædagog-uddannede mor om hendes syn på børn og varetagelsen af deres tarv.. Eller prøve fornuftsrettens ordning af vort liv – og se, hvad det kan føre til. For det har vi jo ingen anelse som erfaringer med, vel! Og vi skal jo heller ikke tage sorgerne på forskud!
For fanden da, tåbelige land- og livsudvikling.
Forstand handler kun om fornuftsviden pga. det kapital-teknologiske-univsersitære samfund. For ellers er den, når den er bevaret som agtet i al sin magtbegrænsning, sin afmægtighed og indrømmelse af sin skyld som også tilgivelse, indrømmelse af kærligheden, der stadigvæk er – ellers er den forstandig livsmagten: livets egne grænser. Dem alle mennesker kan mærke, hvis altså ikke de vænnedes til at lære som en analytisk opløsning af deres forstand. Tidens og stressen spor.
F.eks. siges det: at man blot skal overvinde de psykiske barrierer, hvis der er noget, man ikke tør og således ikke kan. Sådan lyder det i trænings-programmer og virksomhedernes kurser. Og det er sandt nok. Vi glemmer måske bare, i en vis fatal udstrækning, at de ”psykiske” barrierer er de forstandige grænser livet søger at bevare, fastholde – i sigte for en varetagelse af netop livet selv resten af livet, børnene og den videre udvikling gennem arv som livsmåde i vore miljøer. Folk nedbryder deres egen selvstændighed i tillid til at de dermed udvikler sig, fordi de i første ombæring aldrig ret har forstået, at de har ret som livspligt til at tænke selv: sortere og fordøje som tak på ærbødig vis..
Vi må ikke opløse alt i livet, der er noget, der ikke må svigtes, der er noget, der ikke er til diskussion, men som står til troende i kulturarvens kød som blod og ånd.. De menneskelige, kære-lige erfaringers omdrejningspunkt. Det skal opløftes, så vi kan gribe den hellige ånd, hjertet giver os indenfor sin rækkevidde. Det er praktisk.
*****
Del II
******
VÆKSTLIVETS KULTIVERING
Brevet afsluttedes og blev sendt. Jeg fortsætter herefter videre med angstens menneske, fordi mit sigte handler om vækst i Kærlighedens navn – den egentlige oplysningskultur, der både skal, kan og må blive omvendt livsførelse. Kultivering og åndsevne.
Efterlysningen af kompetencer, f.eks. handler ikke så meget om, hvad der nu og her er brug for i kapitalistisk forstand – det handler mere om, at netop den kapital-teknologiske forstand i samarbejde med staten, under et: fornuften, efterhånden har opbrugt lyset i livet, afvikler det gode vi som liv udvikler os efter. - Man er ude i noget, der hedder: nu siger vi det er sådan og sådan og så bliver det sådan. Eller: Vi har brug for en mand, folk, der kan det og det og det – så ham/dem skaber vi, hvis ikke der er nogen indenfor rækkevidde, der passer til lige netop vor behov for kapitaløkonomisk vækst.
Det er forsåvidt en åndskritik af vor kultur. Nærværende ånd søger både historiske og alment at bekræfte noget af dét, vi skal holde os fast på, hvis vi overhovedet vil have menneskekundskab, menneskelig kompetence, kære-lighed og i det hele taget lighed overhovedet for fremtiden. Det er ikke enten-eller, det er ikke pest eller kolera – det er Guds vrede i dit hjerte, i vor kultur, i Kærlighedens sind og åndsevne: Krop. Du skal elske næsten, menneskelivet og så er det hamrende ligegyldigt, hvor du befinder dig i statssamfundet, der funderer sig på en lov-religion, hvis grundsætning lyder: alle er ligegyldige for loven. Staten er ved at blive en fundamentalistiske fornufts-religion, der tager magten fra de liv, der er underlagt dens lovbud.
– Det gælder også politifolk og dommerstanden. Er det f.eks. strafbart at lyve i retten, så er det en god idé, at dommerstanden kender sandheden, har øre for den i livet. – I romer-lovgivningens klassizistiske fornuftstradition kan det ikke lade sig gøre, ejheller ifølge den videnskabelige analytizisme. I er jo hamrende deprimeret i livet, fordi socialdemokratiseringen/industrialiseringen/kapitaliseringen har forladt al lovoverholdelse af betydning. Det var meningen loven skulle udvikle, støtte op omkring livets oplysning og dannelse til kulturens fællesmenneskelige ånds gode!
Min mor kommer med en bog af Lars Kolind: ”Fra Bureakrati til Vækst”. Den kigger jeg i og kan høre toner, der ikke ligefrem passer ind hos mig, men dog eksemplificerer den ånd, mit liv nærer, tror af og på. Lærebegrebet er centralt, læringsmiljøer, kreative miljøer – som udviklingsmåde, og i kapital regi – det er ord Kolind bruger. I hans, en virksomhedsmæssig sammenhæng. Desuden skriver han en bog om sine erfaringer. Det er erfaringsdeling, hans tanker. Og det er godt. Det virker ærligt. Han viser os noget livet med fordel kan, så det har en inspirerende, afsmittende virkning. Og han er desuden opmærksom på dødslogik, dødsspiraler, hvad virksomhed angår – og derfor også mennesker. Jeg hører kristendom, Kærlighed i Kolind.
Men jeg prøver som sagt at tage det i en større sammenhæng, fordi mit ærinde på én gang er større og mere enkelt sigtende. Vi skal vikles ud af komplekserne og det komplicerede. – Men det er ikke noget, man bare lige gør, ejheller bare selv gør. Først må vi se sandheden i øjnene.
Der findes ingen mennesker, der i Vor Faderlige forstand, ikke tilhører livet. Alle mennesker ånder i livet og tilhører således livsånden. – Men det er ikke alle, der bekender sig til det, vil lære deres liv at kende det, der er lige for os alle og således blive i stand til at skulle indrømme det ære-ligt. Og det betyder, at helligånden omkring Kæreligheden af og til livet ikke nødvendigvis er drivkraften bag alles måde med tingene, tænkningen, livet, virksomheden, kulturen.
Livsbevægelsens fortsættelse
Afslutning. Livsbevægelsen kan ikke afsluttes, men må ud at samle nye kræfter, tro det nye vidnesbyrd, livet kommer med. Og mærke, hvordan det stiller sig i menneskeerfaringens hjerteblod - hvad der kun er den voksende selvstændighed som menneske, der kan værdsætte som vurdere.
Angstens menneske har svært ved at afslutte sådan som fornuftsånden byder det at afslutte, gøre slutninger. Nu må du se at blive færdig ellers bliver det jo ikke til noget! Selvoptagethed har flere udgaver. Angstens menneske er selvoptaget, fordi hjertelivets stemme har kaldt og vil fortælle det, at det skal bruge sine erfaringer - til at bekræfte menneskelivets selvstændighed, udfoldelsen af menneskeånden gennem eget livs erfaringsdannelse og fortsættelse i dets livssansende lys. Adlyde den voksende erfaring, der sker i og med livet og således er - og gøre af den; værensgøren. Det er i livserfaringens lys, at konflikten med fornuftssystemets ånd i kødet, dets forurening deraf bliver et psykisk problem! Flertallet i dag adlyder Kejser Nero, for det vil flertal altid gøre, jf. matematisk måde, funktion af selvhævdende idéer.
Du skal overholde dine aftaler, du skal afslutte det, du går igang med, du skal betale din skat og dine afdrag - og jeg fortsætter ud på overdrevet med bidende ironi, ja du skal afmontere dig dit eget livs hjertelige udvikling og du skal gøre sådan i al uendelighed, fordi vort gode samfund er et udviklingssamfund, der baserer sig på fornuftsvidenskaberne, teknologien, matematisk kapital-økonomisk styring, teknisk administrative systemer, mv. - for blot at nævne en række af de hjørnesten i vort samfund, der forstener livets egen udvikling i al evighed, istedet for at erfare livets åbning ad den vej.
Vejen, det forhold: at vi kun er givet ET liv og at det liv uundgåeligt er stillet i menneskeslægternes liv, hvorfor hvert vor livs måde med sig selv er afgørende for den menneskelige udvikling i livet. Som vi bruger vort liv bekræfter vi blodet i menneskeslægtens udvikling.
- Kære, men stupide fornuftsmenneske, hvordan vil du udvikle et godt samfund uden at udvikle, opdrage og bekræfte godt menneskevarmt liv i Kærlighedens navn, at elske livet?
Det psykiske problem er ikke et egentligt livsproblem, men et samfundsproblem, der skyldes fornuftens slutningsregler og deres anvendelse; at de kultiveres ind i livets hellige kød, blokerer den livsnaturlige selvforståelse, der ikke er selvoptaget på bekostning af næsten, men selvoptaget som indrømmelse af næsten.
- Vejen ud og videre er derfor at indse livserfaringens egne slutninger, tro dem og se, hvor livsbekræftende de virker. Det psykiske problem: at havne i fornuftsåndens cirkelslutninger, dens evindelige gentagelser i al online uendelighed, kan kun undgåes ved at bekræfte det nye vidnesbyrd i sit livs erfaringsdannelse, lade det bekræfte sig. Psykiske problemer er fornuftens produkt i livets hellige åndskød. Det er fornuftsåndens afmagt i forhold til livet, ganske som den vil magte livet ude i verden og således ikke bestiller andet end at magte andres liv - der gør, at der opstår sindslidelser, psykisk syge. Det kapital-statslige samfund producerer sygdom i livet.
Derfor er det også sådan, at der findes en række mennesker, der indlægges og må leve på anstalt, fordi de er mennesker af godt hjerte. Dem, der rammes først af fornuftsåndens voldelige eller afstumpede afmagt, det er de mennesker, der opfører sig uskyldigt i forhold til alverdens elendigheder, men måske netop således ser sig som skyldige i livet, kender deres magtbegrænsning som menneske.
- Fortæller man videre i det spor, overfører det f.eks. på vor plejning af ældre, socialforsorg, mv. så vil man indse, at den i sandhed også vender omvendt: psykisk syge eller ældre mennesker er en ressource, der skal til for at opretholde en arbejdsplads for andre. Plejeindustri, der foregår på tid, per system, vagtplan, mv. - og ikke per menneskelig intuition, hvem kan klare sig, har godt af selv at holde sig gående og hvem kan ikke. Og det kan kun blive værre med de kommende generationer, for de har ikke noget selvværd som menneskeliv.
Det er dystert, men det er jo ikke mig, der er dyster. Kærligheden er mild, tålmodig - og glæder sig ved sandheden. Fordi det er den eneste måde i sandhed at gøre godt, være glad i sin vækst, glæde sig over menneskehjertets oplysende livskraft og dermed udviklings vej ud af fornufts-fascismens systemer og voldtag af mennesket. - Hvorfor tror du, at vesterlandsk magtkultur har fjender, der ofrer deres menneskeliv i absolut forstand, går i døden? Kunne det være fordi, at Gud i al sin almagt ikke står tilbage for at vise menneskelivets vej med hårde midler, når mennesket ikke selv følger livets vej sammen. Ikke adlyder livserfaringen i eget liv, bruger den, lader den bekræfte sig i sin levende erfaring og ikke i sine døde erfaringer. Kunne det være fordi, at vesterlandsk kultur dyrker den absolutte fornuft, matematikkens, inde i livets ikke teknologiske udvikling, men åndskødelige udvikling, det livsnaturlige? Kunne det være fordi, at fjenderne er nødt til at tale i det sprog, vi selv lader vor liv forfører af - ganske enkelt så vi forstår, nej overhovedet kan høre, se og sanse, at vi er på afveje og må stoppe op, få grebet i egen barm inderst inde i såvel menneskelivets som menneskekulturens som menneskesamfundets midte.
- Hvor længe tror du, at vi kan sidde den almægtige fader, himlens og jordens skaber i menneskekærlighedens navn overhørig? Tror du, at det er en konkurrence?
Det stupide fornuftsmenneske er et magtmenneske, der tror Kærligheden er et konkurrence-forhold: det gælder om at vinde. Rå natur igen: at vinde betyder altid at andre taber – og kapitalismen skyr ingen midler. Den ånd lægger sig ud med Gud og hver mand – i navn af alle. Sådan bruger kapitalismen lovgivningen.
Af slutningens udtryk opstår åndens overtryk
Menneskelivets egen erfaringsdannelse lader sig kun afslutte ved udtryk af dens ånd, menneskeånden. Åndens overtryk skulle helst sigte på at optrykke underets forløsning af livet – opfattes åndens overtryk imidlertid af fornuften bliver den undertrykkende. Men så er du jo selv igang!
Det er en menneskelivets vækstånden ligesom en plante sætter nye skud af, skyder af sig selv. Almindeligvis gør vi det henad vejen og sådan skal det værre, vi får afsluttet epoker i vor liv, registrerer det og rejser videre. F.eks. er der noget, vi bliver trætte af at gøre, det siger os ikke noget mere. Og sådan har livet hos os givet os besked om, at vi er nødt til at søge ny næring. Den nye næring handler altid om, at bekræfte det menneskelige i livet.
- Men sådan går vi også skævt af hinanden i fornuftskulturens vold, fordi vi alt for grundlæggende kultiveres som singleliv. Livets erfaringsdannelse er tvingende og skal være stærkere end den udvendige fornuftgørelse af det. Det er forskel på at være dannet som borgerligt individ op gennem institutionernes systemer, der netop ikke kan administrere menneskets mangfoldighed og derfor må rationalisere det som et punkt, et individ - og at lade sig danne som menneske af sit liv, stå ved sit livs ånds-følelsesmæssige erfaringsdannelse og orientering deraf.
Der er forskel på at være en levende forplantende celle-vækst og at være et dødt atom, hvis energiudladninger, kvantespring med videre grundlæggende hverken kommer af eller giver en menneskelig livsforståelse, en livserfaren sans for det unikke livs opgave ind i sin tid ganske vist, men stillet i livsudviklingens evige og hellige navn.
Elsk ud og ind af livet som din ånden
Menneskeheden vil ikke vare i al fremtid, uendeligt - for den er også bare en vækst i klodens naturhistorie; men det siger bare, ligesom vi selv siger, at vi skal få det bedste ud af livet, mens vi er her. Menneskeheden skal også få det bedste ud af sit enestående liv - og deri indgår vi med vor enestående liv. Der er ingen andre som dig, så hvad kan du med dit unikke liv i al evighed bekræfte som det bedste i livet? - Er det ikke helligt for dig at vokse i og med glæde i livet?
Sker der ikke et udtryk, kan erfaringsdannelsen bruges som optryk af sin egen vækst. Og da sker en forandring, en personlighedsudvidelse eller bedre, når det lykkes en skærpelse af dine sandser, din menneskeånds lyse evner.
Men igen: Personlighedsforstyrrelse, tankeforstyrrelse, etc. - kommer af fornuftsomverdens, fornuftsåndens fastholdelse af os som borger med eller uden hjerte, hvilket er den ligegyldig. Hjertet, det er fornuftsånden som den natursorg, den kommer af fuldstændig ligeglad med. Al sygdom, dvs. naturens indtag i livets ånd opstår pga. manglende kærlighed. Optrykket sker kun, når erfaringsdannelsen er sand, rammer dig selv i menneskehjertets indrømmelse, hjertets sanden - er den vej omkring med andre ord - og op til ånden, i ny selvforståelse som menneske i vækst.
Et billede på livsvækstens bevægelse er brystsvømningens armtag. Optrykket er ikke et tryk, men sammenholdte hænder, sammenholdte knæ, der skærer igennem det døde vand og tilsidesætter det, sætter af i det gennemlevede døde vand. Indrømmelsen sker, ånden opstår, optrykkes, når vi bevæges af det, siger aah i hjertet og trækker vejret igen. Åndedrætsøvelser og så videre altsammen erfaringer af sandt og godt til livet selv, bekræfter dets form og dermed selvstændige karaktér, så den ikke lader sig forføre af fornuftsåndens krav - men bliver i stand til at sige ja, ja, kræv du bare det.
System-fascismen
Det er mange år siden, at statssamfundets systembyld ikke har kunnet forsvare sin etik. - Det må man ikke sige, men nu har jeg så sagt det. Og det har jeg, fordi den ånd, der gør, at mennesker ikke længere tør sige sådan noget åbent, den er fascistisk. Nerverne sidder udenpå huden i dag. Det så vi blandt andet med muhammed-billederne. Hvad har ført nerverne derud, hvad placerer dem derude?
Mao. systemfolkets loyalitet, deres autoritetstro, opfattelse af nødvendighed er forlængst takket over, hvad der er menneskelivsbefordrende: at være tro imod menneskelivet, kende dets begræsning, hvis kærlighed overhovedet skal bestå. Vi vil ha´ ret, før kærelighed – og således opnår vi ingen af delene.
- Det her er indsigter fra 1998, da jeg befandt mig på universitetet; erfaringer, der ikke vil dø i mit menneske. Mennesket i mig blokerede simpelthen min karriére i systemet. Hvordan skal jeg nu tackle dét ikke at kunne undgå at blive opfattet som en trussel mod det bestående? Du må indordne dig ligesom vi andre gør, lyder budet fra – hvorfra? Næsten? Gud? Eller staten, kapitallovgivningen?
Det gjorde jeg så også som maler, postbud, distributionsleder og stiftede familie. Men hun kunne ikke gå livets vej med familieselvet i vækst. Hun kunne ikke give afkald på sin singleidentitet og det følelsesregister, der passer så fint ind i hendes socialdemokratiske opdrag med en alkoholiker som far, der vel at mærke har kæmpet og passet sin dont; sådan var og er livet som kulturen bare for nogen.
Og nu er produktet her. Så nu vokser min søn op i den ånd, som jeg, både som tolvårig skilsmissedreng uden far og som livsvækst forstandigt oplyst menneske – hvad angår manglende menneskevarme i helligåndens navn, er velvidende om, hvad betyder for såvel ham, som den kvinde, jeg elsker og vor vækst og fremtid. I al evighed livsnaturligvis – derfor også håb og tilgivelse, det skal nok gå sådan.
Kære skat, man kan ikke trodse livets sandhed i menneskehjertet uden at sætte sorg i vækst og dermed skabe mere fornuft, der konstant vil tage afstand fra nøden og altså i vor tid også den hjertenød, livet vokser ud af. Fornuften tæller parforhold, men deri sker ingen sammensmeltning af menneskevarmen for hinandens liv som noget, der skal vokse og leve resten af livet. Det er hjertet, der elsker, ikke fornuftens tvivl: passer vi sammen! Nej, for vi er ikke brikker i et puslespil.
Det er hjertet, der elsker
Dét hjerte står ikke stærkt nok i vor tid - og kan kun meget vanskeligt bryde igennem fornuftsånden, så livsnaturens selvstændige opvoksende kærlighed kan få magten. Og det er dybest set ikke hendes skyld; snarere hendes far, men ejheller ham, det kære menneske. Det er først og fremmst fornuftens magtkultivering af livet, der er dødsårsagen.
Under alle omstændigheder er der kun én vej: Kærligheden overvinder alt - ja, men kun i livets forstandige magten af den ved og i sin vækst! På én og samme gang omkring sig selv som hinanden omkring sit barn, når man har stiftet familie.
Vi må ikke føre troen ud af livets kød, føre den op i fornuftens virksomhed, dens enten-eller og således adskillle ånd og kød. Det må vi ikke for kærelighedens skyld, kultiveringen, vor eget livsgodes skyld mv.
Fornuft med varm luft
Det blokerende punkt vender tilbage. Satansfornuftens samfund, fornuftsånden kan kun presses ud af livet ved livets egen hellige vækstform, konsumeres af den. Det egentlig udtryk af menneskeånden skulle ikke være stillet så ensomt som den skriftlige forkyndelse. Bliver det heller ikke almindeligvis i et forstandigt godt levet liv, som kulturen også har nedarvet det.
Men der er konflikt forbundet med det i dag, fordi fornuftsånden har fat - folk bliver trætte, i underskud, orker ikke at være sammen, fordi det menneskevarmt anerkendende alt for let bliver til en misundelse eller en oplevelse af ikke selv at være tilstrækkelig. Vi er skrøbelige som aldrig før på vor menneskelige selvværd i livet. Vi er dårlige til at bekræfte hinanden og hævder os på hinandens bekostning.
Det blokerende punkt er, som jeg utallige gange har været inde på det, fordi det skal brydes, finde sin åbning - at vi lever forkert, omvendt når vi individualiseres, når den selvstændighed, man gør så meget for at fremme i form af kompetencer, i form af pædagogik, der søger at give den enkelte en livsbefordrende selvforståelse - når alle de gode indsigter, erfaringer, mv. stilles i systemets kontekst og ikke i livets eneste ene gang. - Når den åndelige omgivelse i sig selv er en natur-idealisme, en kapitalstats-idealistisk praksis, der så ganske vist forsøger at bekræfte det livsbefordrende - men som jo så bliver at klare sig på fornuftens vilkår, fremfor menneskelivets egne vilkår, kødelige, åndelige og følelsesmæssige vilkår. De egentlige vækstbetonede.
Af samme grund ser man også, hvor let al den gode skoleerfaring, oplysning - tilsidesættes, når folk selv skal klare sig. Der er ikke foregået nogen dannelse, men blot en potentialisering af en fornufts-identitet, der så skydes af i arbejdsmarkedet og lynhurtig tilintetsgøres, fordi der ikke længere er noget menneskeligt forsvarligt i vor produktionsapparat. Tidens kurser på arbejdsmarkedet, f.eks. konfliktstyring, som betyder at bruge menneskehjertets vredes-energi som arbejdskraft, at opretholde fornuftens virksomhed på bekostning af livets evne til at sande, skelne mellem godt og skidt, helligt og uhelligt - høre kroppens signaler, mv.
Vi skal lære at sige fra, ja, men i forhold til hvad, når sansen for det livsbekræftende er væk.
Godt, nye lederkræfter til at kanalisere de menneskelige værdier ind i hovedet på folk - sådan gør man i det danske postvæsen, hvis egentlige ledelse er et emailsystem underlagt en engelsk-amerikansk managementteori. Det virker, for det kan man se på bundlinien...
Livet forlæns og baglæns
Livet vender forkert. Omvendingen eller omvendelse hedder det også traditionelt i religiøst regi, når folk bliver troende og lever deres liv ind i troen t ro. Og jeg havde nær sagt hellere troens systemer og regler end fornuftens. - Forskellen på statssamfundet og kirken er, at statssamfundets viden og vidensform er fornuftens magten af verdensomgivelsen - kirken og dens sprog er imidlertid det eneste, der har forstand på livet, magter det indefra.
Eller havde, for den har indvendigt i form teologi på fornuftens højborg, ladet satan finde vej ind og udvendigt, fordi den er indlejret i fornuftens skattesystem. Det er ikke længere godt nok, fordi den lidelse fornuften fører ind ligger helt uden for livet: det reneste rene dyr, ikke blot i sine kræfter, men i sin ånd, sine motiver. - Forskellen kender mange af alle-fornuftens borgere sådan set godt alligevel, når det kommer til dåben, at gifte sig, påske, jul, mv. For hvor skulle menneskehjertet ellers føle sig forpligtet i første som sidste instans, hvis ikke i forhold til det menneskevarme i livet, det hvoraf alt godt kommer, al god tænkning, al god handling, al god opbyggelighed, oplysning, dannelse, etc.
Livet leves forlæns og forståes baglæns skrev Peter Thielst en bog, der hed. Titlen er hentet fra Søren Kierkegårds iagttagelse af livet. - Men nej, siger jeg, livet leves ikke forlæns og forståes ikke baglæns. Det er uforstandigt at opfatte det sådan; og det er fornuftens idioti, dens selvbestaltede ransagelse af gud og hver mand samt alt og alle.
Den eneste grund til at livet bliver sådan, kommer til at indse livet sådan - skyldes at vi vokser op i fornuftens systemnavn, magtkulturens åndelige omgivelse. Arv og miljø er ikke forskudt, men ét i hjertets sprog, helligåndens lyse fatteevne og måde med sig selv i sin omgivelse, sin erfaringsdannelse. Det bekræftes bare ikke som noget, der er noget værd. Livets egen dannelses-sans klippes over som navlestrengen lige fra første færd - af fornuftens saks og af dens umenneskelige forsøg på at vide, hvordan barnet skal håndteres.
- For det skal da bare sanses i varmen fra vor eget hjerte. – Fødselspsykose, f.eks., handler om at have levet for længe uden menneskevarme i hjertet og deraf for længe udenfor helligånden. Fornuftsmentaliteten kan slet ikke håndtere menneskelivets følelser og derfor heller ikke bekræfte dem.
At kunne glæde sig under svære lidelser anses for psykopatisk dovenskab, for der skal jo ydes noget i alle-fornuftsåndens lystighed, magtbegær og sorgfulde naturånd – vær nu lidt glad, se glad ud, ja der skal kroner i kassen, fordi alt handler om overlevelse og konkurrence! Glæden er ikke et tandpasta-smil fra Golgata!
Nu har du vist sundet dig længe nok.... Sådan er vilkåret i dag, siger man - men siger man alene fordi, man ikke selv kan magte sit eget liv. Ikke har fulgt livets egen erfarings-bevægelse. Ikke har lært det, ikke véd, hvad det er, ikke kan forstå det. Ikke kan tro lyst om fremtiden, ikke kan slappe af, ikke kan noget somhelst, når det kommer til livet i al sin herlighed. Panden er rynket i uret som tiden går og fornuftens djævel løber af med os.
Forargelsen på fornuften kaldte Søren Kierkegård livets reaktion på den borgerlige verdensomgivelse, indsigten i at fornuftsmagteriet gør mennesket sådan. Fornuftens affortryllelse af livet har det også heddet i en senere tid - sandheden om den udgave er sandheden om den tomme sandhed fornuften afslører: sig selv, sin egen intet-evne; fornuften magter ikke noget væsentligt i livet. Dybest set er fornuften blot virkeligheden.
- Det er forstanden, der arbejder i og for livet. Guds vold omkring hjertets borg.
- Livets egne erfaringsdannelser af det menneskelige kan kun afsluttes gennem et bekræftende udtryk af menneskeånden eller som videre optryk af menneskeånden, en erkendelse mere, en erfaringsdannelse mere - og dertilhørende sanseevne. Men det har aldrig været meningen at det skulle foregå gennem ensom beskæftigelse. Ingen Menneskekærlighed uden disciple. – Organisk formidling, arv og miljø, kulturarv, oplysende livsførelse.
Hvad Jesu liv måtte erfare som tro mod sin gammeltestamentlige fader, dannede faderens forstand i hans liv - og den kunne kun adlydes; det var det eneste menneskelige holdepunkt. Væksten derved eller derigennem optrykkede hans ånd. - Astrologien vidste besked om livets åndelige lederes fødsel; ledestjernen... Jesu lidelseshistorie: at være den enbårne i Guds navn, forælderløs i forhold til sit slægtsblod, al den gamle visdom sået i kødet på et helt bestemt slags menneske. (Der er tolv slags i astrologien; Jesus må have været vandmand! Nej, stenbukkens tålmodighed, praktiske realitetssans? - Astrologi er kun naturen i mennesket, ikke selve mennesket i sin vækst-bevægelse).
Men livet op til...
******
Europæisk samfund før livets kultur
Komprimeret udgave af den europæiske kulturhistorie som den grundlægger sig på den europæiske halvø, indkredses af hav, floder og bjergkæder. Forståelsen af europas grundlæggende blodige problemer og forberedelse af vejen ud. Et intermezzo i forhold til Jesu herkomst, hvorfor beskrivelsen komprimeres som tiden op til hans erfaringsdannelse af arv som miljø: at ånd og kød er ét.
Vi kommer ikke udenom tiden og vor tidsregning har nu engang en begyndelse i år nul. Sådan blev det som det stadigvæk er – ikke blot af gode grunde, men af én eneste grund, nemlig: Kærlighedens, Evighedens, Guds, Det højeste Godes tilgivelse af glæde i livet og hjerterets-praksis dermed. Det er den højeste menneskelige erfaringsdom vi kender, når vi bekender os til den, i troen på den – selv erfarer den, må indrømme den, mv. Kristians dom.
– Og vi efterlever dog gerne gode, jertillige erfaringsslutninger ikke sandt?
Begyndelsens erfaringsslutning
Der er ikke sket noget nyt i europæisk kultur siden det græske samfund, hvad angår den menneskelige livsudvikling og erfaringsdannelse - eller rettere sagt: alt hvad der overhovedet er sket af nyt og godt er forankret i jesu tradition, troen på det nye vidnesbyrd, livsoplysningskulturen, der holder sig til det følelsesregister som en såvel politisk-etisk som glædesvoksende måde at leve på og kultivere sig selv med omgivelsen.
- Og det er hverken en decideret skriftlig eller intellektuel tradition, men en menneskelivsforstandig levevis, der anerkender alt, hvad der er godt til menneskehjertet, søger det, holder på det, kæmper for det, så satans dårligdomme ikke får overtaget i livet. Mennesket er ikke selvdestruktivt, men skoles til det, fremmes i erfaringsdannelser i vor kultur, så det bliver selvdestruktivt.
Det har på ingen måde været ukendt, at slægt, opdrag og dannelse betyder noget for ledelse og udvikling.
De gamle grækere. Fornuftens begyndelse i den skikkelse vi kender den. Platon anerkendte den, men underkendte den samtidig i egen-indsigtens lys som drev dem; det kunne ikke formidles uden udvikling, iværksættelse: løgnen, det at afslutte uden afslutningens reelle livssigte; academiet.
Problemet var altid begyndelsen, historien forud for iværksættelsen, deraf løgnens afbrydelse, iscenesættelsen af den uafsluttede opsamlede erfaring. Det sidste stykke blev digtet af verdensomgivelsen, naturen, samfundets evindelige rod – aldrig eviggyldig orden - deraf langt senere som historisk genkomst fornuftens teater, fornuftsoplysningen, videnskaberne, systemmagtens teoretiske samfund.
En lang kulturbevægelse, der har ført og forført livets magten op over livet, ganske som det ses i sin politiske udgave: Athens Polis, Deliske forbund, Aleksander Den Store, Romerrigets Kejsere og Lovsystem - fornuftssystemånden i al europæiske måde med styring og magten af livets fællesskab: EU er Platons statsløgn, hvorfor det er den akademiske fornufts-humanisme, der hersker over Europa. Og den er rigtig farlig, men blodet kender jo historien, så det går helt af sig selv. Det kommer der ballade ud af, fordi den fornuft ikke kan afslutte i livet selv, kun projicere - netop der hvor vandringen i de døde erfaringer ellers skulle fortælle os, hvad der er levende og lyst.
– Der er en grund til at muslimer faster, det gjorde vi også engang på vor måde. Og det består såmænd i det, der hedder mådehold, alt med måde ifølge vor almindelige tro og erfaringer med Kæreligheden. Det har vi amerikanske danskere ikke forstået: fedmen, velfærdsygdommene er direkte forbundet med kapitalismen, skattesystemets umådeholdne levevis.
- Ejendommeligt nok er det f.eks. en konstant, at systmets måde med livet gør, at en hvilken somhelst statsminister vil sige: det går godt i Danmark. – Det er naturligvis et udslag af beroligende tro, men det siges i fornuftssystemets mægtige vold ligegyldigt, hvordan det står til med livet, da det er de økonomisk-matematiske regnestykker, vi får ros for i skolen, der tæller. Social-demokratiserede folkeskole-pattebørn hele bundtet! Tåber, tror I ikke, at I med Jeres livs kræfter, bekræfter opretholdelsen af et system, der ikke fungerer? – Så lad dog være med at sætte livet derind. I er jo forbilleder i livet, gør noget andet.
Det er selvfølgelig et demokratisk problem at intelligente mennesker ikke går ind i politik, og derfor gør de det så også, så den velfærdsfede dumhed ikke sejrer i alle-lovgivningens navn, hvilket sidste er det egentlige ånds-problem – opfatteevnens misbrug – og den direkte årsag til efterspørgslen på kompetencer, mv.
Igen: efterspørgslen på f.eks. kompetencer udtrykker, hvordan efterspørgslens ånd, det vil sige fornufts-kapitalismens prægning af behov for forbrug i kødet sandser: den efterspørger menneskelivet. - Prøv at sige det igen!
Det er når lidelsen ved de døde erfaringers gang skal til at begynde, fasten i livsbevægelsen, fordøjelsen af livets ånd, der giver næring til fornyet glæde - at europæere skynder sig at finde på noget andet, begynder selv at skabe, at forlyste sig - fordi de tror de skal dø, når der ikke er lyst i ånden. Og så skal der drikkes og festes.
Den europæiske fornuft - livsglemsel
Fornuften/bevidstheden har altid været et spejl. Følesansen er hele kroppen, organismen, vi kan, for at illustrere tegne en oval cirkel omkring os, stående oprejst. Dernæst: De synlige sanser, øre, øjne, næse, mund sidder i hovedet; vi kan tegne en oval cirkel omkring hovedet, pegende fremefter, for at illustrere vor sanselige horisont.
Disse to ovale cirkler, hvis længste midte står vinkelret på hinanden – mødes i hovedet; hjernens sted. Der er et overlap af de to cirkler centreret i hovedet; en fællesmængde i hovedet. Her møder det nye, det gamle, arven møder miljøet - hvorved sammenstød af opfattelser, paradokser, spejlinger finder sted.
Hvis kroppen imidlertid ikke har lært sig selv at kende, har mærket sig selv, har mærket varmen omkring hjertet - så er der ingen dømmekraft til at sortere i spejlets refleksioner til fordel for livets egen vækst, den livsoplysende og bekræftende udvikling af den menneskelige livsforstandstros sanser. Derved projiceres livets egen magt og afmagt i sin vækst udefter. Det opfatter fornuftstraditionen som en guddommelig evne, mens der blot er tale om livets egen-magt vendt til afmagt i kreative voldssystemer.
De fleste voksne mennesker vil nok efterhånden kunne forstå, at mere brutal eller rå vold ikke kan undgåes ved højere straffe; ligesom en politisk fremsynethed, en god politik for landets ve og vel ikke uden videre lader sig realisere gennem statssystemets apparat; flytter man på det ene, rykker man ved noget andet - sådan vil det altid være i fornuftens lukkede systemer. Its in your Head!
Den demokratiske beslutning, kompromisset, den fornuftige løsning munder ud i et lovsæt, der indoptages i lovens korpus. Statens fornuftige virksomhed, projektion af det fællesmenneskelige livs forstand. Det fører bland andet til grundlovsdiskussion, fordi vi altså vil ha' at den gode forstands beslutning helbreder sig ud i systemets organisme, vi er ikke tilfredse med statskroppens erfaringskultur eller glemmer den som bundet til Kirken, Oplyst Demokrati – det enkelte menneske konkret stillet i livets samfund og samfundets samfund, som fornuften jo spejler det.
Det er sandelig Kære-lighed, det handler om. – Så nu må statskulturens følesans altså til at give slip på sig selv, kan vi ”pludselig” komme til at føle.
- Kan følesansen, kroppen, ikke fastholde sig ved sig selv, være klar på: at jeg sidder her, ja så véd jeg ikke hvor jeg er og har dermed heller ikke et arkimedisk punkt at forholde mig til, sætte andet i forhold til. Det punkt handler ikke om Arkimedes eller verden eller staten - det handler om livet: at jeg véd, hvor jeg er. Man kunne kalde det: livsforstandens nulpunkt.
Det var altså ikke et argument for statens grundlov som sådan. Men sandheden om, hvordan europas systemmagt-kultur afspejler vor egen organisme og evne dermed. Den ånd vi lever i, handler i, elsker i, etc. Europas systemmagt-kultur afspejler sig på samme måde som vi forholder os til os selv som kropsligt, hjerteligt liv - hvordan vi opfører os i livet, hvordan livets erfaringsdannelse afsluttes i projektionens, fornuftsspejlets afstandtagen til livet ved at sætte det i system og give det titler i udviklingens navn.
Det er åndsvagt i nøjagtig samme grad som sandt og godt, Menneskelivets Kærlighed, næstekærligheden omkring Gud, det højeste gode, livets – som dét hos den enkelte, os, ikke indrømmes i eget hjerte.
Heiddegger, en filosof af det tyvende århundrede, der flirtede lidt med magtens skabertrang i sin tid, 1920-30'ernes tyskland, hans fornuftspræg lod ham tale om værensglemsel. - Men det er endnu værre eller man kan sige, hans hjerte mente: livsglemsel.
Europa er en kultur, der ikke har fattet livet. Det er i bred forstand ikke gået op for os, selvom vi har haft tider, hvor det var tæt på eller vi kunne mærke en god ånd over som under os. Den er der skam endnu!
Det var misforstået kulturel kærlighed, der forførte ham. Heideggers lys i livet blev til en lysning i fornuften langt ude i skoven. Man kan ikke gå magtens eller fornuftens vej med sandheden uden at udskille den fra livets sandhed i kærlighedens menneskehjerte. Det er ikke anderledes end at mor og far er på arbejde, mens barnet er i institution - familien arbejder, opholder sig, lever, elsker i fornuftsmagtens omgivelse, dens ånd - løsrevet livets egen bevægelse, den åndelige udvikling derved. Der søges så kompensation derfor på alskens mulige og umulige måder. Fritid hedder kategorien, det foregår i.
Europas bosættelses-kultur
Tiden før år 0. Man kendte til ophav og omgivelse, arv og miljø for totusind år siden. Det gav sig selv ud af livets egen erfaringsdannelse som bosiddende kultur, forudsætningen for iagttagelse af gentagelser. Men også grunden til fastgroede gentagelser. Hjem-ude-hjem.
- Gentagelse skærper iagttagelsesevnen. Der har sikkert været en helt naturlig måde at tage drengene med på jagtmarken, en oplæring har fundet sted på naturlig vis, en sans, en føling som løveunger leger og derved mærker sig selv indvendigt. Vi husker det selv som børn, når legen pludselig ændrer karaktér og bliver voldelig, i det mindste i sin følelse, der lige skal prøves af til gråden og menneskeverden dukker op igen. - Gentagelse skærper iagttagelsesevnen og dermed erfaringsdannelsen.
Men for at det kan lade sig gøre som bosiddende må gentagelsen kaste vækst af sig, bære frugt, høst til livets opretholdelse. Der tænkes ikke over det, men det begynder så at blive nødvendigt, fordi den voksende erfaringsdannelse i livet, i dets måde, gennem kultiveringen af jorden, tinget på højen med stenene, etc. - altsammen vokser og udvikler sig. Hvad skal det dog ikke ende med?
Det vokser så at sige så meget, at tilkomne nye, der ikke er opvokset i gentagelsesmønstret og iagttagelsens vækst - blandt andet gennem handelsvejene - ikke kender vækstens livsånd det givne sted og derfor ikke kan anerkende den, måske ikke kan iagttage den ligeså godt som de hjemmevante, bliver en trussel, noget forstyrrende fremmed.
Integration hedder det idag, men det er langt mere lidelsesfuldt end som så. Og netop især i vestens systemkultur, der ser sig nødsaget til at magte det på plads i samme grad som det ikke tror på det nye vidnesbyrd livet kommer med. Og således ikke er i stand til at se det. Den forsømmer forstanden der skal fastholde det nye i menneskelivsvarmens udviklingslys - koncentrere sig om det, fokusere på det og lade andet falde hen i ubemærkethed, undlade at bekræfte det. Og om nødvendigt skære igennem, hvis forstandserfaringen tillader det.
Iagttagelsen af naturens gang, dens riter, høstfester og hvad der nu ellers har hørt til - optrykker ånden, danner år efter år en livserfaring af forandring gennem det blivende.
Markens næringsgrundlag
Livets egen voksen er en erfaringsdannelse, der så opdages som bosiddende kultur. Det er indlysende at livet vil kere, kære sig om sin vækst, sin næring, mv. Det er indlysende at bosiddende bondekultur efterhånden vil indse sine stier og veje, hævdvundne marker, hegn, opbyggede bolig, dens vedligeholdelse, mv. Gentagelserne foregår omkring samme sted. Det er dejligt at komme hjem, der er varme, vækst og næring. Der opstår et særligt lys over stedet, et særligt varmt og trygt erfaringspunkt i forbindelse med alt, hvad der er godt til hjertet: hårdt arbejde, afgrøder, mad, drikke, familie. Ånden trykkes op af det rørige hjerte.
Iagttagelsesevnen opdager eller mærker sig selv i livet uden dog at placere det præcist; forandringen omkring det samme. - Varme, vækst, lys, hjem: ånd.
Det bliver mystisk, men uden anelse bliver det også til en ny erfaringsdannelse. Begrebet vi kender som behov for åndeligt føde er ved at opstå. Menneskeracen har altid haft sin måde at finde tilfredsstillelse eller udtryk for det vækstfænomen hos livet. Tegn på vægge i de gamle huler. Natur og religion hænger sammen. Religion, relikvier, relieffer - (at tale af menneskehjerte og høre til af det!) - "unaturlige" overleveringer, beretninger. Overleverede guder og fester for stjerner.
Men i bosiddende bondekultur, hvor de praktiske gøremål gentager sig opstår der en kraftig arbejdsom forstand. Opdagelsen eller fornemmelsen af forandringens kurs, iagttagelsen stilles i kontrast til det blivende, væksten, der skal passes og plejes. Ting slåes måske hen, men alligevel er vækst ikke til at stoppe og må kanaliseres. Og man drømmer jo ikke som vågen. Sansen for forandring i det blivende bliver fintfølende som øjet, der kender sine kvæg og kan skille fårene fra bukken.
- Sansen for forandring er forandringen i vækstens erfaringsbevægelse med hus og hjem og det hele samme blivende sted. Men det vidste man jo ikke, da man ikke kunne indse sig selv som liv i vækst.
Intet hjem uden familie. Ingen bondegård at være bundet til, hvis ikke det gav, hvad der skulle til. Familie kommer et sted fra. Hænger sammen med andre. Blodets bånd. Broder-søster båndet. Man er vokset op sammen, har mange ting tilfælles, mv. - man besøger måske hinanden. Et andet sted at være forbundet med, søge hen eller bare mærke som noget, der berører hjertet varmt som hjem i vækst. Måske er broderen nabo. Måske var der ikke plads til to sønner, så den anden måtte drage ud og vende hjem som den fortabte søn?
Markedets næringsgrundlag
Behov for tømmer, mineraler, klæder fra bjergfolkets får eller lign. En høne for et par sandaler - man har byttet sig frem. Man har handlet, lokale normer for bytteværdi er måske opstået. Metaller, ædelmetaller, penge. Købmænd og handelsbyer med deres liv samme sted på tilsvarende vis. Og dog. Et nyt erfaringsleje er opstået.
Kroppen véd, hvor den er og opdager før eller siden at den også går et andet sted hen og er dér. Begreber som primær og sekundær økonomi finder sin begyndelse: lukker man fødevejen ind til byerne, så dør byens borgere før bønderne. Magtens kamp i handel kunne det nye erfaringsleje kaldes.
Ingen købmænd uden penge. Bytteværdien - en høne for et par sandaler - afhænger selvfølgelig af behovet, efterspørgslen. Men det er igen sådan, at erfaringsdannelser i livet centrerer sig omkring sit erfaringspunkt, livsvækst og varme. Hvor længe kan sandalerne holde og hvor længe kan hønen lægge æg. Det handler om varme fødder eller om at undgå tab af energi ved at træde torne op - og det handler om spejlæg vil min far nok sige - det handler om mad. Varens varighed, dens holdbarhed i forhold til livets næringsrige varme opretholdelse. Ædelmetaller varer længst. En konstant bliver til.
Fornuftens begyndelse. Dømmekraften i livet, den fintfølende sans for vækst, varme, næring, holdbarhed i forhold til det blivende, årstiderne, der såes om foråret, høstes om efteråret...- forflyttes til uorganisk målestok. Erfaringsdannelsen som liv i vækst, i voksende sans for livet overføres, symboliseres ind, dvs. ud omkring uorganisk materiale. Satans virke er begyndt.
Købmanden køber bondens varer og sælger dem igen med fortjeneste. Besnakningen opstår, bedrevidenheden, at vide vidt og bredt uden at forstå, unden forstand på livet. Da kultiveringen, den langstrakte erfaringsdannelse omkring varens holdbarhed og varighed, metallernes holdbarhed som redskaber, som plovspids, som knive, som segl, mv. - har fundet sted og opleves som en lettelse, et gode for den arbejdsomme forstand, så er det jo endnu mere fantastisk at noget på det nærmeste kan vare evigt.
- Købmænd vil vare evigt, sålænge livets erfaringsdannelse foregår omkring den uorganiske sans for ædelmetaller, penge. Det samme vil købmandens systemer.
Hønen koster noget, sandalerne noget andet - varigheden adskilles og der opstår to sideløbende erfaringsdannelser i livet. To retfærdighedsbegreber f.eks. Eller to tidsbegreber, et der omhandler livets gang, som forstanden med lidt held stadigvæk kan sanse det - og et, der omhandler varighed i al uendelighed, fornuftens. Nu skal vi snart det ene og snart det andet uden at det hænger sammen for os. Europas blodige historie er begyndt. Magtkultiveringen af og i livet. Europas negative åndelige omgivelse som måde med livet er blevet til. Penge, uorganisk erfaringsdannelse i det organiske liv.
Europæisk systemkultivering i sin vækstretning
Købmanden vokser, for han er også i vækst. Men vækstformen er: kapital, magt og ret. Gentagelse skærper iagttagelsesevnen. Købmanden bliver journalist, han véd besked om, hvad der foregår i området. Hans lys over sit sted, hans næringskilde, hjem og varme, mv. er markedspladsen. Købmandens marker er markeder. Hans opgave er at få dem til at vokse, så der kan høstes. Hans jord er den varme luft, der opstår ved trafikken af friske grøntsager, trætte handlende, der har gået den lange vej. Forvirringen. Støvets vækstånd - from dust to dust og fra dusk til dusk hedder det i kapitalismens hovedsæde: Amerikussens begærsfiksering. Der jo er af europæisk herkomst; i det store amerikanske land bliver det bare synligt, hvad europæere også er.
Hos os hedder det jord – og hverken dust eller dusk.
Købmandens jord er menneskelivets egen vækst. Købmands-kultur lever ovenpå livet. Den erfaringsdannelse, der sker hos det jordnære folk, der mærker det underfulde ved at jorden giver til livets oprethold: det glædelige ved at et korn kan blive til mangfoldighed. - Købmanden sår tillid i lyset af forvirringens varme luft og høster ved tilbagevendende handlende, der tror de får, hvad de kom efter, fordi der ikke er noget ondt i livet, der sanser eller mærker vækstens bud, dens måde. Livets erfaringsdannelse fortsætter.
Ved symboliseringen af varighed, af holdbarhed som uorganisk materiale, ædelmetaller, penge - omvendes hvad der er holdbart for livet, hvad der giver livet sin varige næringsfylde, sin voksende erfaringsdannelse ved den arbejdsomme forstand på livets vækstform - veksles den erfaringsdannelse til ugyldighed. Den gælder som tæller ikke længere, fordi købmanden bestemmer prisen. Markedsprisen kaldes det så.
Byerne
Byerne vokser. Kraft-centre, den uorganiske naturs kræftsvulster begynder at sætte sig i livets erfaringsdannelse. Uorganisk erfaringsdannelse og sans gøres gældende, bekræftes som mellemmenneskelig måde. Bonden kan ikke snyde sit korn til at sætte flere fold - men det kan købmanden.-
Vi kender det idag som det at have de rigtige venner, de rette forbindelser, nogen der kan give os noget - så vi bekræftes i opretholdelsen af det menneskelige skuespil, der for en stund får os til at føle at vi stadigvæk er mennesker, der kan være sammen i livet. Den moderne måde at være social på: bare være sammen: øl, fisse og hornmusik, kaldes det blandt andet - fordi vi ikke kan stå sammen om noget, gøre noget fundamentalt livsbekræftende sammen. Fordi vi ikke kan høre mennesket i livet, sidder det overhørigt, ikke véd, hvordan vi skal tackle det, fordi det vækker alle vor egne følelsesmæssige problemer, som vi nu lige er kommet over, har fået stoppet godt og grundigt ned i hjertet, der ellers forsøger at få os til at sande den erfaringsdannelse og bevægelse gennem livet, der bekræfter os som mennesker af kød og blod, af arv og miljø og videre gennem vor måde med livet...
Provinsens folk suges ind til byen, for at lære at indse, hvordan livet vantrives og således i den sociale købmands-naturs afmægtige vold, sætter dagsorden for sin vantrivsel gældende over hele landet. – Når jeg er så modig, at jeg tør og kan være cool i mit liv midt i byens åndelige konstanter: penge, magt, lovgivning, sex, vold, stofmisbrug – så skal alle andre også, for det er jo normalvis godt at føle sig noget værd. Men således oppe imod mindreværdighed?
Det er fedt og cool at være ovenpå, men det er købmandsåndens forlorne, uholdbare hævelse af prisen, værdsættelse af høje prisers lov, der giver den ånd. Og selvfølgelig er det sådan i København. Det véd selv sande Københavnere, der i prisgivelsens lækker-land, nok har gennemskuet, hvad der holder, fordi de er vokset op med det. – Og det bliver så til udtryk såsom: friluftsliv, fristaden, frihavnen, fritidshaver, fri bad, kolonihaver, mv. For ellers var det aldrig gået. Så hvornår kommer erfaringen? Kødbyen findes stadigvæk. Kvægtorvet vel kun per navn, ligesom halmtorvet, hvor man sikkert kunne få en tur i høet førhen. Hvad er der tilbage udover: handel, forlystelse, magtens hovedsæde, rettens hovedsæde, underholdnings-industriens hovedsæde, sex-handlens, kriminalitetens.
Nævn, hvad der ikke finder sit hovedsæde, hvor magten er allermest afmægtig som vold er det, allermest usand, allermest uægte, uklar, støjende støvet, højpulserende glemsel af livet. Hvorfor kan du ikke dét? Og hvorfor ligger landets lovgivning så dér?
Købmandsbaroner, købmandskonger. Kulturen forandres ved det blivende. Det blivende er den jordiske livsvæksts betingelser. Bonden kan ikke snyde sine marker til at gro korn - selvom erfaringen dermed langsomt finder nye naturlige måder at fremme væksten på; genbrugskulturen er menneskelivsvækstens kreative forstands måde at behandle jorden, give den tilbage, som den giver os.
Købmanden kan heller ikke snyde sine markeder, fordi det vil fryse ham ud. Men der er markeder overalt, handelskulturen er åben for hvadsomhelst, det er øjeblikket i støvets forvirring, der tæller. Bonden bliver afhængig af købmanden; de gode marker, der giver godt giver store bønder. Storbønder og købmanden har en fælles interesse, som det mellemmenneskelige mellemværende så hedder i det øjeblik, at det ikke længere er menneskelivsvækstens sans, der taler, men det uorganiskes erfaringsdannelse inde omkring som ude omkring i sin handel. Indre-ydre opstår, ja den ganske fornufts vokabular: på den ene side og på den anden side, enten-eller, i teori og i praksis...Magtens retorik, den manglende dømmekraft.
Leverandør-aftaler, anlægning af veje, mindre bønders underkastelse af storbønder, landadelen, der nu høster af marken som af markedet i ledtog med købmandsbaronerne. Den europæisk kulturs infra-struktur vokser som drænrør, der skal lede den livsnaturlige vækst og erfaringsdannelse ind til købmandsskabets veksling af den til penge-varighedens uendelige magt over livet. Der skal nu uendelig pengevækst - mere guld - til at opretholde varigheden i det system, den sammenhæng, der er opstået.
Ganske som der også skal penge til at uddanne livets erfaringsbevægelse, lede det ind i det spor, så mennesket bliver en god arbejdsom borger, der kan betale sin skat til storbonden og købmandsskabet. Købmanden og storbonden indkræver skat, fordi de er så venlige at yde beskyttelse - for der er nu fjender overalt. Er det ikke sandt, at hvad der vil forhindre væksten i et samfundssystem er en trussel?
Retfærdighedens kultivering
Retskravet opstår efterhånden som den uorganiske symbolik, erfaringsdannelsen omkring den falske varme, støvets, forvirrings ånd - har sat sine sure, vrede, hysteriske, sygdomsfremkaldende spor i den livsnaturlige erfaringsdannelses retning. - Er begyndt at opdrage børnene som købmandens marked opdrog bønderne, når de udmattede kom hjem med rådne æg. Hjertets vækstige forstand træder op i penge-fornuftmagtssystemets ånd i forsøg på at give udviklingen en fredelig retning. Det er blevet nødvendigt at tænke.
Sokrates, Platon, mv. Selverkendelses-kulturen begynder omkring, hvad der skal er-kendes, kendes som værende væsentligt. - Men den er selv stillet i fornuftens magtomgivelse og kan ikke finde ud. Der skal ro til. Og da den ikke er givet må forstanden bruge fornuftens magtsystem til at bekræfte livserfaringer, der kan give ro, fred, udvikling. Det bliver til reformer, magt-lovgivning. Den udvendige dannelsestradition, uddannelse som prægning al'a præget mønt opstår i tråd med samfundsopdraget som borger. Statsløgnen som penge-magt-fornuftssamfundets "hjerte" bliver det fredsbevarende spor, fastholdt i uendelighedens forgyldte pengevækstige varighed og holdbarheds-opfattelse. Har du penge, så kan du få, har du ingen, så må du gå - det er nedarvet så kraftigt, at penge er det mest afgørende punkt til forsørgelse af familie, opdrag og livsmæssig videreudvikling. Har du penge, så må du leve, har du ingen så må du dø.
Det er muligt, at det i familie-forsørgelsens regi ikke vægtes som sådan og det er jo godt, men sandheden slipper vi ikke for; livet optager omgivelsen, børn er ikke dumme. Det er en kamp uden lige i familielivet at bekræfte det menneskelige opløftende, når orienteringen i samfundet har forladt en menneskelivsbekræftende måde med udviklingen. Det er forlængst blevet dårlig vane at udelukke sandheden til fordel for løgnens erfaringer: sådan er det i samfund du lever i, derfor skal du lære det. - Problemet er kanaliseringen af det ægte, sande, som ikke må udelukkes, da det netop er kimen i barnet, dets egen selvstændige livserfaringsdannelse, der dermed udelukkes.
Retskravet kommer at livets eget hjerte, vækstens kald efter næring - og ikke penge eller magt. Men erfaringsdannelsen omkring købmandskabet, den varige værdikonstant, guld, penge - har som nævnt overført den livsforstandige opfattelse af det vi sanser, som skulle handle om livsvækst, og i hjertelig forstand stadigvæk gør det, gudsketak og lov varme, vækst, lys, ånd - men overført til at handle om først og fremmest at skaffe sig adgang til penge eller i det mindste lov til ikke at skulle aflevere dem til storbonden eller købmændene, skatteopkræverne. Lov til en plads i livet, penge til opretholdelse af livets eksistensgrundlag – for købmandskultiveringes skyld: at holde gang i hjulene.
Hvor sidder hjulene i dit kød? Er livet indrettet sådan, at det går i stå, punkterer, hvis det ingen penge har eller ikke har lov til et sted at være arbejdsom med jorden og dens menneskeliv?
Sat på spidsen: retssamfundet opstår, fordi købmandskulturen, kapitalismen er naturens sorg, dens begær og afmægtige støvede magten af det. Fornuften er natursorgens ånd. Retskravet er således et forsøg på at skabe ordnede forhold - men i sorgfuldshedens ånd, i dens erfaringsdannelse, kultivering af livet. Retslovgivning begynder at tilgodese mindre bemidlede, i begyndelsen håndteres den af de rige slægter - som også i romerriget - hvilket er dét blandt andet Sokrates reagerer på.
Min pointe er bare, at retslovgivningen stadigvæk står i pengevekslingens sorgskabende erfaringsdannelses navn. Ligesom ædelmetallets varighed rækker langt udover et menneskes liv, og det liv jo ikke dannes i kraft af sit eget liv, hvis dets orientering, dets sanser er langt ude i fremtiden eller bare udenfor livsvækstens sanseligt nærværende omgivelse - sådan, i samme ånd stiftes lovene.
Konkret vil det sige, at du kun har ret, hvis du er ligeså dårligt stillet i dit livs erfaringsdannelse som den dårlige erfaringsdannelse, der har ført til retskravet. Dit liv skal være indsmurt i pengenes magtlogik, deres institutioner, den erfaringsdannelse de tilbyder som de venlige storbønder og købmænd så venligt tilbyder beskyttelse af sine undersåtter - hvis du vel at mærke vil gøre dig forhåbning om et lystigt liv i sorgens natur. For andet kan staten ikke tilbyde, det er sikkert og vist.
Det dur selvfølgelig ikke, når livsnaturen er glædeligt orienteret mod sin oplysning, værner om sin gode forstand på livet, så det kan gå i arv og miljø gennem sit virke deraf. Men det var som nævnt en komprimeret udgave af den europæiske kulturhistorie. Vi har per samfundsmæssighed pligt til at leve i sorgens fornuftsmagtende naturånd, således at der byttes om på de mindre glæder og sorger, som derved bekræftes modsat. I fornufts-natur-sorgens ånd står sorgen stærkest og bekræftes derfor som det rette.
I glædens ånd bekræftes det glædelige, oplysende, der får os til at se livet, giver os dets ånd tilbage og dermed lærer os at opføre os ordentligt i livet, som dets væksthjerte viser os vej i sin sandhed. Det er forskellen på erfaringsdannelsen, den ene præges og skabes gennem magtens institutioner, den anden skaber sig selv ud af livet ved sin varme vækst og kærlighedstro erfaringsdannelse derved. At gøre denne sidste mild og stærk er opgaven
Hvad er EU, FN nu udtryk for? Hvad op-ret-holder de systemer på holdguldbar vis? Hvilken mentalitet er Kolind-kuren f.eks. stillet i? Og hvad vil den bekræfte i sin velagtpågivne skabertrang?
****
KOMMENTAR TIL KOLINDKUREN: FRA BUREAKRATI TIL VÆKST.
– Hvorfor er det så svært at indse, at matematisk mentalitet, analytisk virksomhed i uorganiske vækstbegreber er stillet udenfor livets vækst-horisont og således kun kan iværksætte døds-spiraler. Så at sige er forældet på forhånd, fordi de aldrig kan være nye som varme - og netop derfor fører til en højere frekvens, hurtigere som mere vil have mere, større og længere. En potentialisering af potens, en iværksættelse af naturens sorg i livet, samfundslivet?
- Hvorfor er det så svært at indse: At matematik, geometri og den analytisk videnskultur, der følger i kølvandet på dens tradition er en udenomslære: er kendskab til verdensforhold, universitære forhold, hvis logiske sammenhæng – regelfølge, lovmæssigheder – i livets jordnære livsførelse på arbejdspladsen, i virksomhederne som også i hjemmet aldrig vil kunne bekræfte livets hellige selvstændighed i en samhørig, samfunden udvikling. Aldrig vil kunne virke som bekræfte menneskeåndens udvikling. Aldrig vil kunne danne som præge os til at se livet lyst som også fremtiden i samtidighedens holdning af den. Og således i al evighed som livet er stillet unikt.
Vi mangler et Organitet!
Et Organitet
Et Organitet, der ville kunne aflære, for nu at bruge et begreb Kolind også bruger – jeg mener imidlertid udrangere, udkultivere den universitære videns magtfulde elendigheder; fornuftslovgivningens røvrenderi af livets hellige vækstform.
Livet er afgørende, man kan ikke aflære, hvad der dannes i kødet. Menneskets heartware kan ikke holde til at få ny software gang på gang – når vi betragter menneskelivet som helhed, ser den enkelte i sin vækst mellem de tilværelsesmæssige kategorier, vi kender alt for godt: arbejde, fritid, familie, mv. Som netop ligger i et mentalt niveau, hvor man retskaffer det eller udvikler det gennem headhunting af innovative idéer; jagten på hoveder med opfindsomme idéer.
Idéer er dog ikke uden berettigelse, i vor samfundsmæssige realitet – opfindsomhed skal ikke forbydes, lyset skal bare med – og det hedder ikke innovativ på dansk, i dansk kød som ånd. Og det er ikke lige meget, hvis det er dansk liv, liv på dansk grund, der skal arbejde og leve med sådanne idéers udviklingspotentiale. Lyset er ikke med i handelskulturens sprog, omend det meget vel kan være gående i den gode leders liv uden han selv ved af det, hvor det kommer fra og hvad det egentlig er.
Et organitet, der blandt andet lære handlens universitære kulturer, hvad organisme er, hvad organisk tænkning som åndsudvikling som livsførelse er – at det kræver dannelse langs som med livet lodret og derfor ikke kan indføres per direktion, regelfølge i nuværende forstand. Det er jo dét, du har fat i Kolind, er det ikke? Jeg bekræfter det, men placerer det også andetsteds, dybere, kulturelt.
Organisk dannelse
Vort helt store problem i vor uddannelses-kultur er dannelsen, det kropslige, det psykiske – livsforstanden, livsoplysning, kropskunnen, hjertekunnen, som er forudsætningen for at kunne indoptage, blive kreativ med de midler, der så er til rådighed.
- Det har jo aldrig været meningen, at vi skulle producere høreapparater, for at kunne høre som adlyde vækstens kald. Og det er jo dét, der er det gale. Hørelsen sidder ikke i øret, men i hjertet, der hører, ligesom synet ikke sidder i øjnene, men i øjet, der ser. - En sådan ånd har også Kolind med i sine bruger-undersøgelser; hvad er deres menneskelige behov og hvad handler det om; høre-apparater er et taknemmeligt produkt, fordi det handler om hørelse – men alligevel: at tænke det, få det med i sine overvejelser, det er den lille-store forskel, der giver eller bekræfter en form for menneskelig troværdighed, der har stor betydning.
Livet er konkret, det almene er bundet til det særlige, gives derved, levende. Livet er ikke generaler og genteknologi – men kun generelt ved indsigt i det almene som bundet til det særlige. Det er alment livsbefordrende at kunne høre; men det er noget særligt og personligt, for dem, der ikke kan høre! – Så de skal hjælpes, elskes.
Det fine stykke arbejde, Kolind har ydet, skal på ingen måde nedgøres. Kolind har i virksomhedskulturen vist os: at trivsel handler om læring, handler om sandfærdig vækst, handler om kreativitet – så jeg skal efter denne kommenteren af emner, der berørers i Kolinds bog, prøve at fortsætte den svære skelnen mellem organisk og uorganisk som jeg allerede har været inde på. Den skelnen er svær som den netop er nedarvet i vort kød som ånd og tænkning, handel og vandel i et uhensigtsmæssigt sammenbland – i forhold til mange ting, men først og fremmest vækstens trivsel.
Det helt afgørende svære er netop i praktisk henseende at finde, bekræfte, indse andre mentale modeller, som Kolind kalder det. Frank Arnesen vil kalde det: talenter. Det er svært: Fordi de er livsbårne. Ingen Otecon-succes på sin måde uden Kolind. Lederen er afgørende. Lederens mentalitet sætter dagsordenen. Lederen formidler ånden gennem sig selv. Og det er vækstens omdrejningspunkt.
Vanskeligheden er mao. skal den almene næstekærlige væksthorisont og dens kreative potentiale bevares, fremmes – hvad den jo skal – vanskeligheden er institutionerne og dermed livsførelsen, den jordiske tilværelses udviklingsmulighed, der altid er forbundet med virksomhed. For vi skal ikke dyrke talenter, helte, forbilleder – der kan give succes, underholdning som kroner i kassen. Det ér ikke og kan aldrig være hovedformålet.
Ledelse og skole
Ingen virksomhed uden mennesker, ingen mennesker uden menneskelivets ånden i sin vækst. Derfor ser Kolind naturligvis også på folkeskolen, hvordan er vi præget til at ånde? Folkeskolen er stedet hvor den socialdemokratiserende dumhed bekræftes i masseproduktionens navn. Det nationale-socialdemokratiserende-danske-arbejder-partis grundskole. System, system, system; vi kan ikke, for vi må ikke, vi har ikke lov. Og vi elsker jo alle, skal alle være sammen om at være sammen! Indtil vi er færdigskolet og nu skal stå sammen om at stå på egne ben, hver for sig, med hver vore modstridende interesser – selv-erkendende beskæftigelse, helst med kroner i kassen – således da den enkelte jo aldrig er blevet udviklet, voksen, moden som forstandig i livet.
Og dermed forbliver vi forklædt som voksen. Velfærdssystemet vil klæde os på til at håndtere liv og samfund godt. Men det kan man ikke på den måde. Og da bliver vi forklædte på nøjagtig det punkt, der hedder: du skal elske Herren, din Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind. Og dertil, jævnbyrdigt: du skal elske næsten som dig selv. – Som betyder at vi bliver forklædte i Kærelighedens sandhed, vi bliver falske og forlorne i forhold til det, vi som mennesker har allermest kært. Som betyder at værdsættelsen af livets kærelighed som vi sammen er ligestillet som mennesker på jord, altså under samme himmel – at den ikke kan opstå som helligåndens livsbekræftende sandselighed mellem os. Og det har indflydelse på alt, hvad der handler om vækt i al sin væsentlighed.
H.C. Andersen kendte godt: Kejserens Nye Klæder.
Det kan ikke lade sig gøre at blive myndig, selvstændig i livets forstand - i en politisk folkeskole, hvor tro og sandhed er politisk, autoritetstro og hvis vidensmæssige horisont er universitær. Det kan ikke lade sig gøre, da livet ikke først og fremmest afhænger af politik, penge, magt, sex, mv. – ikke først og fremmest afhænger af den virksomhedskultur, statskultur livets evner, idéer, inspiration stilles i som måles på og efter.
Det er den politiske, pengefikserede, magtfikserede, sex-fikserede ånd, der bestemmer succes-kriterierne i kapitalismens kulturform – og fremtiden bliver således derefter. Det er det, der kendetegner den vestlige verden, nu hele verdens, kapitalitiske udvikling af sine kulturer. Vi er usmagelige som vesterlændinge.
Tillykke dumpapnæser, der siden efterkrigstiden har bidraget med Jeres livs kræfter i kapital-systemet og således bekræftet det som livets måde at kultivere på – I skal ikke læse fornuftens historie, men indrømme livets. Og det hjælper ikke at sige ååh demokrati og således tilbede naturens ligegyldigheds-princip. Lige så lidt som det hjælper at tage gamle økonomers fortolkning og formulering af kapitalens markedskræfter ind som ligegyldighedsprincip at handle efter. Det er lov-religion i færdes i – selvretfærdighedens, købmandens uendelige uskyldighed, der når magt skal bruges: tænker handel, penge, organisering, lov og ret.
Vi har ikke lov, siger folkeskolen. – Den lov, der imidlertid refereres til er kun den sociale naturs normskabende kræfter. Men den er som al anden natur også særdeles stærk. Tænk f.eks. på mobning. – Man kan alene ved øjnene nedstirre et menneskes selvværdsfølelse, den der skal vokse. På folkeskolen hviler hele den danske befolknings øjne, da det er en normal i vor livsmæssige baggrund. Det er normer, der bestemmer vort følelsesliv, tilretter vor kreativitet – eller afstumper den. Og det kan ikke styres i så stor en målestok, så stor en teoretisk idé som staten er. Men som altså står i kødet på os. Ja og nu er det så forført til Eu-skala i politisk-akademisk-økonomisk gallauniform. Nu mangler vi måske bare, at der snart uddeles en Oscar for den mest troværdige Eu-politiker.
Man skal huske på, hvornår, dvs. hvilken mentalitet, staten er født i. Man kan ikke løsne staten, det danske system fra sin grundlov, man kan ikke løsne grundloven fra sin tid og de grundliggende værdier, man ordnede sig i forhold til dengang. Bondekultur og handelskultur i slægtssamfundet, Gud, Konge og Fædreland – det måtte være muligt, at ordne sig, ordne samfundsindretningen, så der kunne opstå fred, trivsel, vækst, næring, menneskevarme, oplysning, opvækst, uden at forvride, forværre, forfærde, forstyrre eller vanskabe som vandanne livet i sin overlevelseskamp. Det var den egentlig idé som altid. Men...
X-antal liv under X-fornuftens administration
– Men så kom den matematiske fornuftsoplysning og teknologien som fremskridtstro til landet: instru-mental frihed fra og til alt. Friheden blev sat i system som samfundsindretningens helligdom og livet blev overflødigt. Fornuften kom sidenhen på dagsorden som kritik og som kritisabel i sig selv. Og det fortæller: at man heller ikke kan løsrive staten fra første gang stats-begrebet endsige fornuften blev tænkt og sagt, det græske samfund: Platons Staten, idealismens kultur og kultiveringsmåde. Og dermed, hvad der sidenhen er foregået under det navn, under den funderings-ivrige mentalitet. Den europæiske fundamentalisme, bosiddendes bosættelses-erfaringer i livet, en værnen om det hjemlig, lys, vækst, ånd, næring – men på en uendelig gyldig måde, der ikke kan håndtere de naturlige skift, åbninger.
Livets håndtering af den europæiske naturs hierakiske systemopbygning kan kun forløses i den sande ånds fodspor, den eviggyldige ånd!
Den skal vi oplyses af og ved, da der er et udviklingsbegreb i den, der kan tjene os som Gud det vil ifølge sin søn og helligånden dermed. Kære-lighedens kultivering er en retning, der gør domstole overflødig. Og det har jeg ikke læst, men sådan opfattede jeg samfundet som barn – staten var et oplysnings- og kultiveringsredskab. En nødvendighed, da vi endnu ikke kunne styre os selv; tag lige og styr dig lidt. - Det sigte må ikke smides bort i livet, men dermed heller ikke i statsvirksomhed. Meget af, hvad jeg har sagt er imidlertid: glem det. Mistilliden er sået, der er for mange negative erfaringer med statsvirksomheden og dens institutioner. Vi har gennemsymboliseret livets kød med kortslutningens politisk-videnskabelige mikro-makro-logik. Kolinds bog hedder: Fra bureakrati til vækst.
– Så her er nytænkningen, du efterspørger, Anders Fogh. Og så kan du iøvrigt venligt hilse Bertel Haarder og sige, at det der med, at troen går gennem den enkelte, er op til og med den enkelte og har været det siden reformationen – hvilket på sin vis vel at sandt nok – at det stadigvæk er en forpligtende tros-gave, der handler om kærlighed til livets vej uanset og således før retfærdighedens individualiserende systemer; først som sidst. Og at det naturligvis ikke blot er noget, vi kan synes noget om, have hver vore meninger om. Det kan aldrig være passivitet at gå livets vej, dens aktivitetsform og magt er undladelsens. - Det forstår han garanteret godt; jeg tror det vil bekræfte ham. Så apropos venstre-liberalisme: Det er ikke fornufts-individet, der er den enkelte – individet er: Den treenige Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er Kærelighedens forstand, hverken mere eller mindre. Han er udelelig, så Ham kan vi ikke dele noget over - som vi kan over brødet under Ham. Eller med tilsvarende treenige ord: Næsten, mennesket og brødet. Næsten er udelelig, så den størrelse er vi også underlagt, men kun sådan kan vi i realiteten finde ud af at dele brødet. Næsten kan man opfatte som åndens sted i livssituationen, derved får det den etiske betoning, der siger: hvad skal livet gøre i den her livssituation næste gang. Hvad skal livet stå med i ånden som i hånden, så det kan håndtere situationen optimalt, dvs. livsbefordrende, kærligt, i påskønnelse af netop livet. Ved at elske næsten tro lader vi ånden for livets videre færd og fremtid i al evighed. Og det er vel væsentlig at have med i en virksomhed, der berører alle børnene og alle stats-skatteborgerne. Ja for de og vi skal vel ikke lære at undlade at trække vejret i kærlighed. Så bare klø på, jeg synes det er godt arbjede i laver, jeg respekterer det – i skal bare huske, der findes ingen menneskelig udvikling i fornuften og dens systemer!
I bliver bombet tilbage til stenalderen, hvis ikke I tager dansk suverænitet alvorligt som retten, koncentrationen - til at udvikle liv på dansk grund, kultivere det i tro kærlighed til menneskelivet – uanset, hvad der foregår ude i fornuftens verden. For det er derved samhørighedens ånd opstår og vi overhovedet kan gøre noget, vise vej.
– Skal jeg globalisere Jeres hjem under den universitære stats fornuftsparadigme og således opløse det i kapitalens stjerner over hovedet og dollartegn i øjnene? For det kan jeg i sandhed godt al den stund at jeg glemmer kærligheden, når jeg tænker på fornuftssystemernes måde med livet, institutionaliseringen af det!!! Det er da ikke for sjov, jeg sidder her og bekræfter troens begreber! For vi er dælme på den med hovedet forrest. Men se nu: det er det hoved, der stadigvæk sidder fremme, op mod katederet, fordi det efter sigende er ved at lære noget. Ligeså mod EUs kateder. Gu er det da røv på stolen i papir-junglen, i flyveren, på restauranten med diæter, osv. Kolind vil databehandle det væk; deri er jeg uenig, men under alle omstændigheder er det et udtryk for, at institutionens kateder kvæler. – Prøv at se, hvor mange ord jeg skriver her på computeren i menneskeliggørelse af, hvad der ikke kan menneskeliggøres uden at fokusere ordet i eget hjerte som læser. Så altså: Gu’ er det da røv på stolen, senere foran skærmen og de øvrige tekniske elskovsstillinger på arbejdsmarkedet. Snakke, snakke, snakke, bimmelum, bummelum og dyt båt: Send en mail, så jeg kan klikke videre. Det buldrer løs i de danske institutioner som i et gammelt ordsprog - hvor skulle jeg ellers have lært dét henne? Og hvor kommer så det andet fra, ja det første, det gamle ordsprog, hvordan kan det høres? Det står ikke i Office-assistens ordbog som den med sin clips kliks på skærmen ”kommunikerer” med mig.
Ja, Bertel Haarder, det er ikke kirkens institution, der skal udvikle samfundet – men det er sandelig heller ikke staten eller EU, for de institutioner har vist, hvor livsfornægtende de præger livet.
Det er troen på Kæreligheden til menneskelivet og den oplysende ånd derved, der overhovedet kan udvikle nogetsomhelst. Det er ånden, der er afgørende, men Kirken er garant for den ånd i den forstand, at den fastholder sin dogmatik, læser de samme tekster op søndag efter søndag – som præsten så med sit levende hjerte i tiden udlægger. Det foranderlige omkring det blivende bestandige, men ved livet selv - også ham, der hverken har vådt eller tørt eller tag over hovedet. Det er livserfaringens ånd til os. Uden den har vi intet. Livsglædens ånd er langt mere praktisk, langt mere nøjsom, langt mere udviklende, langt mere – you name it.
Så hvorfra og på hvilken måde skal den udvikling, den hjertelige kultivering udgå, der kan indrette os i et i sandhed udviklende som levende almindeligt samfund? Vel først og fremmest fra hjertet sandt at sige, så noget menneskeligt overhovedet kan høres. Men derudover vel også ”forudsætningspleje”. Altså et nyt uddannelsessystem, et nyt arbejdsmarked, et nyt boligmarked – som, i form af, en ny livsførelse af liv på dansk grund, der agter på selvforsyningens tankegang, fordi forsynet, forstandsevnen vedligeholdes og opretholdes, opstår og genopstår derved. Krop, jord og vækst.
I dag kan vi se: Staten er en matematisk konstruktion, en funktion, en fornuftsoplysnings-idé, der kun fungerede i sit kulturelle sigte som livsoplysnings-sigte, altså kun fungerede på baggrund af Kærelighedens kultivering som den havde fundet sted gennem århundreder. Skematisk sagt, altså brydende: da vi gik fra Oplyst Enevælde til Oplyst demokrati, gik Danmark fra Kærligheds-troens oplysnings-horisont med hjertet som dømmekraft – til fornuftens oplysnings-horisont, som kun de færreste egentlig forstår, hvad er for en horisont, nemlig: intethedens naturlige teknologier i al universitær uendelighed, kultiveret i kødet på folket, der således som det naturligste i verden udvikler et online samfund, dvs. afvikler alt det menneskeliges erfaringsevne og fylde, det egentlige livs- og kulturforstandige rum.
Derved røg menneskekundskaben som livsførelse, kreativiteten, hvorfor vi som før nævnt, nu efterspørger kompetencer – altså efterspørger menneskelivets ånd og lys i vort samfund, efterspørger, hvad det har taget os et århundrede at afvikle, før alle kunne mærke det og samfundets styreform på den vis afslører sig selv i sin rungende alle-X-tomhed. Afsløre, hvor lille magt vi har, men hvor store projektioner og agt vi har i os: vi systematisere projektioner, hvorved det moderne spejlhelvede opstår. Den store agt, hvoraf forargelse, foragt, harme, mv. kommer af – det er livets ånd, vi ikke tør træde ind i, men sådan fortsætter vi altså med at leve uden på huden og at se perfekte ud. She’s got the look, nananananan.
Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig dét?
Det spørgsmål handler om hørelse og adlydelse – og derfor også dannelse og kultivering; sandser for det væsentlige, kun ganske få ved hvad er, så vi kan genkende det hos hinanden. Lovgivning har kultivering så misvisende heddet i flertallets forstand, fordi kapital-institutions-industriens arbejdsvilkår efterligner de naturvidenskabelige universelle love, indretter, justerer og eksperimentere på samme måde – hvorefter livet opfatter at lovene er forkerte, med god grund. Ud med lovbegrebet; al lovgivning hører til i samme universaliserende skuffe: fornuftens skuffende dario fra det græsk-romerske perserrige, fornuftens skuffedarium.
Vi ånder og ved åndedrættets organ føres ordet af hjerteblodet over stemmebåndet til ånden vi hører. Og er vi tro, ja så kommer der kærlighed og glæde ud af det.
Men således gik vi altså fra livets horisont til fordel for organisationer, systemer, maskiner, der skal tage sig af tingene, producere kapital til os i uendelig vækst – der nu: bestemmer over os, kropsligt, følelsesmæssigt, etisk, handlemæssigt, virksomhedsmæssigt. - Jeg sidder stadigvæk spændt og venter på resultatet, hvornår vi er fremme i fremskridts-fremtidens store MÅL. Er det nu? Eller nu?
Sådan bestemmer det over os og så fremdeles ganske universitært, globalt som kapitalt. Man har opløst livets forstand, dets krop. Man har adskilt mentaliteten fra kroppen og det kan hverken kroppen eller vore opfattelser af liv og gøremål eksistere ved. Vi kan hverken arbejde eller elske, når vi skal gøre det i hovedet eller foran skærmen. Ensformigheden er lammende, når troen forsvinder ud, så den skal altså kendes i hjertet og røres omkring hjertelig aktivitet – hvorfor er det ikke arbejdsmarkedet? Så fremdeles: Ellers bliver vi sindssyge, som den jordnære folketings formand straks gør opmærksom på ikke er god tone blandt politikere, nej stop, i menneskelivets altid givne vækstsituation.
Dødsspiraler
Lige siden industrialiseringen tog fart har man kendt problemet med hænderne; hvor smart er det, at hænder erstattes af maskiner, når det er sundt, ja livsnødvendigt at få sig rørt. Industrialisering, masseproduktion flytter tiden ud af livets samhørige sammenhæng i al evighed. Så nu er vi i og for sig ren og rå dyrenatur igen. Som Jan Lindhardt, biskop i Roskilde, i sin bog: De syv dødsynder, er inde på, ja så er, hvad der engang var dødsynder blevet til dyder.
Jeg hører dig Jan Lindhardt og føler med dig. Det er svært at kristne Roskilde med marxistisk-freudiansk kultur fra RUC, Københavns Sindssyge-anstalt på den anden side, Festivalens internationalt øldrikkende sammenkomst om begærets frihed; De Danske Spritfabrikker og endeligt Vikinger i havnen. Dertil kunne vel også nævnes: Gustav Wieds: Livsens Ondskab, der naturligvis bliver til et værtshus. Og Matedor-pigen, der jo fabelagtigt viser, at det nok i virkeligheden var Maud, der forstod det hele i livet; ikke mindst i forhold til Steins situation i borgerskabets forstening, når det kommer til stykket. Der virkede hjertet, der netop var bevaret, ikke sandt? (Lise Nørgård er Maud og hendes søster, Elizabeth!?).
Roskilde er en gammel by, et gammelt hovedsæde. Vort land er i en voldsom identitetskrise og man kan netop i Roskile høre Kongerne vende sig i graven. – Så det er sandelig godt, at vi stadigvæk har en Droning, Deres Kongelig Højhed, den danske families slægtsoverhoved, der tør sige: Gud bevare Danmark eller Gud i vold, for det er jo også indgangen til kæreligheden overfor, ja Gud og hver mand, menneskebestandigt, næringsgivende, konkret på dansk jord. Gud i vold, bøn, håb til eller for den forstandige grundvold omkring hjertets borg, der har så mange skønne haver, godser, landbrug, salige sale, håndværk, kunstværker og fredeligt sameksisterende menneskeliv – noget som system, institution, industri, ideologi og managementteori altid vil fordærve, opløse. Liv og land er underlagt troen gennem 1000 år, hvis staten og den universitære oplysning vil udenom det, så skal det udenom slægtsbåndet – og det bliver i sandhed svært, da det er ubrydeligt og derfor skal elskes fra bånd til ånd i Faderens, Sønnens og Helligåndens Navn. Det er integrationens ånd, fordi den anerkender det familiære liv på jord.
Men fingeren skal jo altså ud af åndens gaskanal alligevel, så der kan truttes rent i den by med så megen lidelse gående. København, Århus, Odense, Esbjerg – det er det samme. Med mine ord i forhold til synd, der er blevet til dyd: ifølge Kærelighedens tro grundbegreb, så er det satans samfund vi kultiverer os i, lader vore børn vokse op i, hverken mere eller mindre: det er lige på kornet, der aldrig falder til jorden og dør, så ti fold kan opstå, og derfor kun bliver det isolerede ene og ensomme i al evighed. At elske er at miste sig selv i genopstandelse af nyt kærneligt liv – punktum.
Det er aldrig, hvor meget det bliver til, men at kæreligheden er der og således er blevet til, gør sådan i sin tro gang med og ved vort liv. – Jovist er det ganske forførende at leve som værende underlagt en mentalitet, der ikke kender sig selv. Og der er vanvittige kræfter i det, der stiller sig som modstandsdygtige, immune i forhold til de egentlige samvittige kræfter i livets krop. Sidstnævnte er vi nødt til at tage hul på, for kun af dem kan de vanvittige kræfter i sandhed omvendes indefra hjertet og mærke samvittighedsfuldt liv som arbejde rent.
Netop de kræfter, i hvis fortolkning, en skelnen også Kolind på sin vis gør sig, når han sammenligner bagud, ser industri-kulturens tænkemåde, måde at organisere på, de hierakiske hurtigt stivnende modeller, de knopskydende systemer eller virksomhedsmåde, vi ekspanderer bare – og så rationaliserer vi, når overskuddet går den forkerte vej. Skærer ned. En tænkemåde, der ikke formår at holde sig flydende eller vågen som han siger. Og omkostningerne er for store, såvel økonomisk som for livet. Den virksomhedskultur Kolind gør op med er den gamle, der graver sin egen grav – det samme gør jeg!. Den kultur får redet på successens slagkraftige bølge, får cementeret sit navn i beton, glæder sig ovenud ovenover uendeligheds-maskinens opfindelse som tyske bunkere. - Altimens den egentlige lærerige som udviklende geist fortaber sig. Altimens den gode idé, virksomhedens grundlæggere iværksatte af glemmes. Altimens medarbejdernes trivsel, deres liv glemmes. Altimens kundernes egentlige menneskelige ”behov” omkring produktet glemmes. Altimens det vi egentlig bruger det meste af dagen på i vor kultur glemmes i sin livsførelses-mæssige kontekst – glemmes i sit såvel livsudviklende som kultur-udviklende sigte.
– Det er måske en velgod læsning af Kolind, men det er sådan noget, der ligger i begreber, såsom: læringsmiljø, mening, kreativitet. Man kan høre det hos ham. At holde værdigrundlaget tæt forbundet med livets eget, de erfaringer vi har i vor kultur med hensyn til at åbne for livets kreative proces i vort sind, i vor måde at leve som arbejde på. At give livet sigte i vor virksomheder. At lade det være styrende og bestemmende. At se efter det.
Med andre ord ser jeg i den gode læsning af ham en afstandtagen til det stivnende, der jo netop går i kødet på arbejderen, fagforeningen, folkeskolen, folkekirken, staten – der således hverken er til at hugge eller stikke i pga. de normer, de uheldigvis bekræfter mentalt blokerende, fordi magt korrumpere, fordærver såvel kødet som ånden. - Og jeg ser således en vilje til det levende, udfoldende, lærerige, kreative, opfindsomme.
Og så kommer sparket jo efterfølgende, ikke sandt. Nej, der kommer en mentalt udvidende forståelse af vækst, dannelse, oplysning og læring som arbejde og liv i sin ånden.
Videnssamfundet
Videnssamfundet er på mange måder en realitet. Kolind bevæger sig realistisk på baggrund af den realitet. Men ganske ligesom en Uffe Elleman talte om, at toget kører og at vi må stige på, hvis ikke vi vil sakke bagud, stå alene, brødflove, tarvelige tilbage på perronen – bliver den pessimistiske kritik, der vel at mærke at ladet med tro, håb og kærlighedens optimisme, bliver den kritik alligevel: at computer-teknologien, symbol-produktionen ikke er en tøddel bedre. Den hører til i samme blok, samme generation, samme efterkrigstids-forskrækkede politik, der imidlertid fortsætter sin tænkning i troen på fremskridtet for fremtiden i samme spor, istedet for at indrømme og forstå livet i sin tro i al evighed – og udvikle i det sigte.
– Hvor ligger fremtiden henne og hvad er væsentlig for dens dannelse? Der er jo ingen kraftig tro på livet, der også kan leve og arbejde derefter i den fremskridtsforpulede ånd, der jo naturligvis kommer af fortiden og nutiden. Det er ikke svært at se frem i tiden i vor kultur, nej, det er enerverende let. Og det véd efterhånden ethvert barn - som miljøets omgivelse jo nedarves - der har lært uret at kende sig selv i i døgnets 24 timer. Det er loven og den orienterer vi os efter som al lovgivningspraksis. Det er sygeligt og således nedarver vi livsformen som online forstand, der brænder ud i en ung alder. Eller før igen: anoreksibørn som også overfede børn. Vi brænder ud, fordi forstanden jo har været tændt som den skulle være højeffektivt, for at få kærlighed og opmærksomhed, finde bølgelængden med der, hvor mor og far var og forlod sig selv som hjertemennske! Av i hjertet ikke sandt!
Kort sagt: videnssamfundet er ikke andet end masseproduktionsformens fysiske ens vare – ført over i en ny teknologi som forståelses-rammen: masseproduktion af tegn-tekst-og tal. Vi elsker stadigvæk uniformer. Og sådan er det med den universitære videns elendigheder, dens præg i kødet som mentalitet. Luk universiterne, om noget er de nemlig eksempler på dødspiralens logik, knopskydningens virksomhedsmåde, romerrigets successer og forfald. Det er ikke et jævnt godt og muntert som virksomt liv på jord.
Nu kan vi bare ikke se uniformerne: microsoft er f.eks. blevet ensbetydende med computeren, windows er en måde at tænke på, der gør tænkning overflødig, det kaldes brugervenlighed og består i at klikke og kigge, flytte og sætte sammen. – I øjeblikket er man i færd med at reformere Danmark, det griner ”vi” af, fordi vi kender kræfterne i vort samfund; et billede på reformer indenfor det universitære paradigme svarer til at Post Danmark syer nye uniformer. Det er enhver reformbevægelses resultat i vor type reklamerende samfund: det er givet på forhånd, at det ikke kan blive til mere, fordi der ikke findes, hverken tænkning, tro eller ånd, der fører praksis, livsførelse med sig, således ikke i det universitære system-paradigme. Det er ren og skær matematisk analytik. Der er ikke noget i det. Det er lukketid i lukket land som kapitalens lukkelove os det byder.
– Men det er der jo så, der er noget i det, fordi det går i ånden og videre i kødet, hvormed livets øvrige fænomener får samme behandling: at flytte familien ud af sin gudgivne sammenhæng og sætte den sammen med en anden. At kigge og klikke børn med togene, så de kan besøge deres mor eller far. – Computeren sammenfatter, men véd jo altså ikke, hvad der skal til, for at holde sammen på det, der skaber den egentlige kvalitative fremtid i al evighed: i livets kød som ånd og evne.
De nye generationer kender allerede konsekvensen af at være menneske i den uendeligt vækstige naturs symboliserende vidensindustri. At zappe efter markedskræfternes fortolkning af udbud og efterspørgsel, der forlængst er overgået til at skabe behov i kødet på folk, hvorefter købmanden kan sige: der er efterspørgsel på varen. Folk vil have varen – (fordi jeg vil have pengene er hans, købmandens uendeligt ”uskyldige” projektion som den altid har været, ja hvad skulle han ellers gøre, når nu købmandskabets skatttesystem aldrig har sigtet på udvikling som oplysende liv i vækst og trivsel, men altid udvidelse, erobring, ekspansion).
Videnssamfundets mentalitet er: ikke at være i stand til at holde på hat og briller. Det er brilleabernes darwinistiske konkurrencemodel i fornufts-spejlets uendeligt symboliserende teknologier – punktum.
Når kødet vokser op i sådan en samfundsmæssig omgivelse, en sådan ånd, så véd folk ikke, hvem de selv er, så kan mennesket ikke lære sig selv at kende – og så kan et læringsmiljø kun forføre det yderligere, for så kan der ikke erfares i livets horisont. Det er ikke blot den praktisk-økonomiske kapitale vækstform, man har orienteret sig efter i århundreder, der søger nye veje at gå – men livet selv, livets egen vækstform. Og det er dét, Kolinds liv hører.
Det sker altså, men troen skal med ellers dør vi med hensyn til vor måde og evne for kærlighed og undladelse af junk. – Og det er svært, for det kan livet imidlertid kun meget vanskeligt, sålænge det er den matematiske som universitære naturs paradigme, dens bekræftelse af tegn-tekst-og-tal industriens arbejdsform som arbejdsvilkår, der er gældende. For den kan hverken elske eller undlade - noget den juridisk tradition heller ikke kan, da man jo ikke kan blive oplyst på Jura, ikke kan blive oplyst af klaszisismens retsbegreb, forestillinger og drømme, som det er skildret i tidligere afsnit, retskravet opstår af kapitalens praksis.
Det kræver dannelse i menneske-oplysningen, kulturelt som også sandhedsmæssigt, og den er der ikke, når den ikke er der i bred forstand. – Den dannelsesmæssige forudsætning, livsførelsen til at kunne opfatte vort samfund godt er ikke givet længere. Samfundssystemet er en interesse-organisation, hvor bestemte kulturer i kulturen, ernærer sig på andres bekostning; herunder fremtidens børn.
Det lyder så bekymrende godt, at børn ikke må bruges som arbejdskraft, en sådan lov kom for vel cirka ti år siden – og den kom, fordi børn af voksne mennesker blev udnyttet som billig arbejdskraft. Hvad er sigtet for fremtidens arbejdskraft, udviklingen af en psykologi, der véd at arbejde skal til og at man ikke dør af det? Eller: hvorfor er der voksne mennesker, der kommer til at udnytte arbejdskraften – livskraften?
Videnssamfundet, det er ikke det centrale og væsentlige hos Kolind - det er ikke det, jeg har fremhævet. Tværtimod er det hans erfaringer og vilje til ikke at lade det være bestemmende; undlade det som det afgørende og bestemmende, men selvfølgelig så også med hans matematiske handelsskole-baggrund, jeg anfægter ved sit universitære paradigme. Han forsøger at bruge realitetens vilkår på en, når alt kommer til alt i den realitet, menneskelig bekræftende måde.
Således at dele sol og vind lige.
For virksomheden, ånden, står altså stadigvæk i kapital-teknologiens-industrielle-matematiks mentale navn. For alle X gælder – og så kører vi, fordi alle-andre-toget kører for alle X.... Hvorfor Kolindkuren kun kan være en kurs, hvis livets egen vækstform er med; underforstået at de menneskelige grundbegreber er på plads i hjertet som forstanden. At det er dét, vi ser som lærer at forstå af ham. For det er de hos ham, såvidt jeg kan høre. Selvom jeg vil mere i det spor, men ud af kapitalens teknologier, fordi deres omgivelse, ånd, netop ikke bekræfter de hjertelige som forstandige grundbegreber i livets krop.
Fra bureakrati til sand vækst
At gå fra bureakrati til vækst kan kun ske ved at bekræfte den livsnære symbolik ved sit kødelige som åndelige vækstvilkår: at når vi taler om vækst, så taler vi om: planter, dyr og mennesker. - Der skal den unten lynme sandhed til – og ikke blot vidensmæssig eller instrumentel, teknologisk iscenesættelse af den. Planter, dyr og mennesker: Det er livsnaturens sfære og deri ligger den hjertelig varme som vækstige dømmekraft, kreativiteten, sigtet, tænkningens organiske sammenhængs-forståelse, ånden, der overhovedet er relevant. Dét er læringsmiljøets rette omgivelse som ånden, der med kærlighedens fordel, dens lidelser og lidenskaber, i sin glædelige oplysning af vækstens nærvær kan blive til kød, voksende i det og dermed udviklingen fremefter. Det er at leve i jesubillede, livets eget: for det var det Kristians erfaringsdom er: tro glædesvækst i livets værensgøren, kunne man formulere det.
At gå fra bureakrati til vækst kan med andre ord kun ske gennem en kultivering, der forlader den universitære matematiske kapitalisme.
Som nævnt gik vi fra Oplyst Enevælde til Oplyst demokrati, hvor alle så blev lige for loven, vi selv sætter – og nu hver især, 6 millioner mennesker i ”vort” land; altså fornuftsoplysningskulturen. Men så absolut selvstændige er vi altså ikke. Og deraf kommer jo vestens storhedsvanvid som også vestens afmægtige magts vold: dens magt-makken-ret over livet og al god som hjertelig forstand. - Toget kører som naturens kræfter er uendelige for mennesket at erkende – og kører os således ad helved til. Vesten har ikke styr på noget, men har bildt resten af verden ind, at den har styr på noget, kender vejen. Derfor skal livet indrømmes hjerteligt i sin slægt som forbundet i menneskeslægten og som forbundet til det jordiske vækstvilkår. Gud i vold omkring hjertets borg. Og så fremdeles for al vort kære-lige levende livs visen os vej.
Medmindre at man selvfølgelig vil fortsætte med at forstå vækst og udvikling som noget, der ikke har med arv og miljø at gøre, som noget, der ikke har med blod og hjerte, krop, jord, planter og dyr at gøre, som noget, der ikke har med menneskekærlighed at gøre. Og således i sin forståelse, sin tænkning, sine følelser og sine handlinger - kun kan løsrive ånden fra kødet i sin udvikling som sin kultivering, sin virksomhed.
– Lederen er altafgørende ved dét, han lader sig lede af. (Eller ledelsen). Og det er livsbårent, det er unikt, men også generelt afhængig af den generelle lærdom, de generelle sociale normer, der opstår af vor livsmåde som samfundsmåde – afhængig af indsigten deri og den kreative måde med det. Det kan ikke omsættes til mentale modeller, der kan virke som en kulturel udviklingskurs – ikke uden oplysning og dannelse omkring det jordnære, fordi det er den fælles kropslige rammeforståelse; livets forstandighed som stillet på jord. Ejheller uden som nævnt: levende forbilleder. Og de findes rent faktisk, dog strengt taget ikke indenfor masseproduktionformens virksomme kultivering, fordi den aldrig kan være en livsudviklende kurs. Strengt taget heller ikke indenfor massernes institutioner.
Landet
Nu véd jeg ikke om Kolind er fra landet, men bondekulturens rodfæstende livsførelse, jordbundne mentalitet i vort samfund – den jordbundne argumentation, det sandhedsbegreb, der holder sig til: at vækst er vækst omkring livsvnaturens vækstform – den samfundsånd er først ophørt i firserne. Og derfor oplever vi rodløshed, mangel på identitet, tros-diskussioner, dødsspiraler, da vi har fjernet os fra jordens genopstandelse, at lade naturen arbejde for os, mv.
Sådan fungerer ånd, sådan hænger jord og ånd sammen som krop og ånd. - Og så kan det godt være at industrialiseringens bevægelse er over hundrede år gammel og at flertallet af danskere har fået historien ind i hovedet på skolebænken i fornuftens fuldstændig liv- og åndløse opfattelse af historie. Samme vej som det økonomiske institutions-vækstbegreb ryger ind på lystavlen og formørker ånden, fordi man jo ikke ligefrem lærer at arbejde på skolebænken, tjene til livets ophold, ejheller lærer af sine forældres måde at håndtere livet på, elske det, fordi man jo ikke er sammen med dem. – Det tager systemet sig nok af, siden det har den autoritave bestemmelse-magt helt ind i hjertets familiære foretagende.
– Land og brugs-kulturen er først blevet industrialiseret, kapitaliseret, støtteordnet, papirordnet indenfor de sidste 30 år. Og fra den vinkel kan man se og mærke, hvad vækst-fremmer-mentaliteten gør ved livet. Kapital-teknologiens: det kan ikke gå hurtigt nok.
Læringsmiljøer, der skaber hurtige beslutninger, efterspørger Kolind – ja i magtbegærets uendelige mentalitetsforskydning, kapitalkulturen, svarer jeg, fordi nogen skal sige det. Så groft sagt: så er du - og jeg kanske også, men måske ikke, ligesom du heller ikke er det! - videnskapitalist, afhængig af systemet, bureakratiets dannelse af din viden - præget ind i dit, vort kød som kapital-objekt.
Og det kan jeg godt forstå, du vil fri af. For det skal vi fri af. Nissen flytter med som man så åndsvagt siger det, for det gør den nemlig ikke kun – og det er det gode, det inspirerende, jeg hører i dit virke. Det har du i mine øjne vist. – Men det kommer altså bare ikke fra den vidensmæssige baggrund og dannelsen derved, men fra dit hjertelivs erfaringskunnen i strid med det vidensmæssige, sandsynlig vis. Så du kan takke dine forældre eller kone, mv. for oplevelsen af kærelighed i dit liv. Deraf kommer energien, den kreative forstand.
Dit vækstbegreb er forskudt som al fornuft er det - men det rette vækstbegreb hos dig, forstandigheden, i min hørelse af det, giver det en god ånd, der udtrykker håb i forhold til virksomheds-forståelse, virksomhedskultur. At det handler om livet og dets håndtering af sit vidnesbyrd til et kulturelt udviklende, livsbefordrende formål, der nødvendigvis har et godt øje til livets eget kreatur.
Tid og hurtige beslutninger
Har man ikke tid til at vente på et svin, der skal bevæge sig, fodres, trives blandt andre svin, før det slagtes og bliver til godt svinekød. Eller en ko. Jeg mener i det hele taget dyr. Eller planter for den sags skyld. – Er mentalitetens krav sådan, dens tvingende logik som også psykologi, så er den også sådan i menneskets tilfælde. Hvor skulle mentaliteten ellers sidde? Vækstfremmer-kulturen er forlængst taget i anvendelse i forhold til landbrug og afgrøder – ånden meddeler sig klokkeklart, hvorfor fornuftens omvendthed i politisk henseende indskærper at studerende bliver hurtigt færdige med deres uddannelse, så de kan komme ud at deltage i produktionen af vækst, så det kan gå endnu stærkere, fremmes endnu mere. Hvor blev det at fremelske, opelske af?
- Og det er forklaring af det universitære uddannelses-paradigmes elendighed som det er koblet sammen med kapital-kulturens stater og produktionsform, livsmåde, livsførelse, dens rationalitet og hvad har vi ikke. Ingenting derved. Dødt løb, lige vidt som alle begreber bliver til et vidt begreb og uendelig fornuftsanalytisk kritik, der vil være fri for alt og alle - alá Metz og de andre fornuftsmagt-historiske banditter, der opfatter samfund og kultur i et uendeligt krigshistorisk, magtforførende lys, fordi det er sandt som fornuftsvirkeligheden selv, den universelle natur.
Det er bare ikke noget, der lærer os at indrømme livet i Kærlighedens navn, oplyse og danne os derefter: til organisk livsmagten, der udvikler livet og ad den vej et fredeligt samfund, der forstår at værdsætte livet i sin kropslige og jordbunde livsnatur. Nærværets jævne gang – åndens normal, der som etableret, velkendt, oplyst forstand giver plads til stor frihed og udfoldelse gennem liv og arbejde.
Har man ikke tid i al evighed, så er tid blot online natur uden rum, fylde, hjem og ånd. Et kæmpemæssigt røvrenderi af det, vi har allermest kært som voksende liv, der skal opleve og oparbejde glædens forstand til de kommende generationer.
***
TIDSLØSHEDENS FØDSEL
Nu kan vi snart tale om omvendelsen.
De sidste to kapitler: den komprimerede udgave af den europæiske historie og kommentaren til Kolindkuren. Begge kapitler udspringer af det vi kom til: jesu herkomst. Jeg ønskede at forklare den ledelsesmæssige erfaring Jesu liv og levned på forbilledlig vis udtrykker. Han var i sandhed topmålet af god forstand. Han kunne ved sin guddommelige herkomsts ledelse i evne anføre som anspore menneskeheden til sit liv på jord som noget at glæde sig ved, under og over. Og Gud, grundbegrebets budskab var Kæreligheden som tro jertillig menneskeforstand deraf, tilstande derved og genopstandelse derigennem.
Er det sådan, at man uddanner ledere i det danske samfund?
Er det sådan man opfatter ledelse?
Er det sådan, at man er klar over, hvad ledelse er?
– Jeg har ikke selv stor ledelses-erfaring, men jeg har dog været distributionsleder i Postvæsenet i deres førleder-uddannelse, hvor man fungerer som distributionsleder... Det er i og for sig underordnet, hvis ikke også det havde anfægtet mig – også gav mig et skub i retningen af, at tage den ledelsesmæssige erfaring mit liv er stillet med alvorlig som menneske.
Folkeskolen, gymnasiet, universitetet, maler, postbud, distributionsleder – det er uddannelse, undervisnings- som også arbejdsmæssige sammenhænge, jeg bære præg af – men det er ikke dét, der i egentlig forstand har været min ledestjerne som at klare sig godt, blive god til dét, jeg skulle i konsekvens-samfundets vanrøgtende A-B logik. Noget i mig ville gerne lære hele alfabetet at kende. Nysgerrig, selvrådende som bare pokker og dog...en ganske almindelig, normal god dreng, der tror godt om livet, men i for høj grad har oplevet, at det ikke virker i samfundet. Man skal ligesom først gøres dårlig, før man kan værdsætte det lidet godt, som statssamfundet i kapitalismens vold formår at bilde os ind ved sine institutioner.
Den lille drengs store samvittighed
Min klasselære i folkeskolen kaldte mine forældre til samtale, fordi hun ikke kunne trænge igennem, hvis ikke jeg var med. Det var i 3.-4. klasse. Hvis ikke jeg ville det, hun skulle ville med os, så ville ingen. Jeg er vel en styrekarl i mellemmenneskelig regi; og vandmand, et lufttegn: menneske, lys og en indbygget selvstændighedskrævende ånd. - Hun fik af mine forældre, sikkert min mor, at vide, at hun skulle tage en snak med mig om det. Og det blev så til en slags samarbejdserfaring i hendes timer skolen ud. Jeg lærte at respektere hende for det hun dog kunne lære os: at læse, stave og skrive. Og hjalp så til med det hos sidemanden, der ikke kunne finde ud af det. Grænsen var, da jeg lavede en andens lektier, fordi han jo aldrig fik det lavet, da han ikke kunne finde ud af det. Havde det skidt over det.
Det var et eksempel, et udtag af noget, der lige siden har været gående hos mig. Jeg har aldrig godtaget den tillidsform institutionerne skoler som fører livet til at lide på – som fuldt og helt eller tilstrækkelig, hensigtsmæssig. Det har irriteret mig og sikkert også mine omgivelser, ikke mindst har det irriteret mig i kærlighedens forhold, de altid livsudviklende forhold, fordi det aldrig ret har været kæreligheden, der har bestemt, fået os til at sande - men derimod en hel masse: sådan-er-det-jo, vi-skal-jo-det-og-det-og-det først og fremmest. Altså skole, arbejde, betale skat og i den mol. Ikke fordi, jeg ikke vil arbejde, men fordi jeg vil det i dur.
Og sådan foregår det ikke i vort samfund, fordi det i alt for fornuftshøj grad: ikke først og fremmest elsker livet i dur. Det er livet, der skal du – som også du skal elske livet. Og det er selvfølgelig et vækst-foretagende, at blive voksen – nej folkens og jeres idiotiske voksen-normer, det er at være voksende med glæde og dø deraf, således at glæden er udkommet, høsten, det daglige resultat, forbedringen af kultur og liv, målestokken, succeskriteriet.
Tænk engang at få lov, været givet den mulighed, det vilkår: at leve og dø af og med glæde. Så er livet i hus.
Deraf bygges landet som livet op i opbyggelighed. Men glem ordet bygge, glem højeste rets bygning, der med lov vil bygge land som legoklodsernes analytik. Sæt vækst ind i stedet for. Og forstå at det er livets fredsommelige vækst som vækst i tro kærlighed, der er gaven til os. Dét er ledelsen.
I dag kan jeg sammenfattende sige, at det har været min koloenorme samvittighed, der har gjort mig stresset, førte vantrisel med sig, konflikter, mv. Den har jeg så forsøgt at aflære, for at blive en god pligtopfyldende samfundsborger. Det er bare ikke lykkedes mig og det kan da godt ærger mig, da jeg jo godt kan lide mennesker, Jer og således gerne vil kunne være sammen med Jer i et livsrelevant, livsudviklende samfundsmæssigt fællesskab.
Jeg stjal engang et hvidkålsblad, der strittede udover kassen på torvedag – og fik det frygteligt dårligt. Jeg var med til at mobbe, støbte kuglerne – men gav også besked om til de andre drenge: at nu var det nok. Senere talte jeg almindeligt menneskeligt med vedkommende, der var blevet mobbet. Fordi jeg forstod, kunne mærke, at det var forkert, at hun var blevet ked af det og således jeg; eller mærke at det var os selv, naturen og således ikke os selv. Der var da ingen af os drengebørn, der ville hinanden eller andre ondt, det var krig, kræfter og sjov.
– Men altså også en samvittighed, der gør sig gældende, da jeg som matematisk begavet i 2. g. hvor jeg flyttes over på et andet hold, dropper matematikken, nedprioriterer den, da jeg oplever det som hjernevask; får oldtidskundskab og er begyndt at fatte livet politisk-historisk-kulturelt. Det har selvfølgelig nok også noget at gøre med at tillidsforholdet til den gamle matematik-lærer afbrydes per ordning, for at det kan gå op – og så kan man jo også se sig selv videre tilbage og tænke fadersvigt som 12 årig skilsmisse-dreng; matematik-læreren var mand, nu blev jeg flyttet til en kvindelig matematiklære; og sådan set havde det ikke noget med deres kvalifikationer at gøre. Men sådan set kunne man også blive ved med at bortforklare sig selv i uendelighedens videnskabelige mentalitet, for det sidstnævnte var jo just et udslag af den nedarvede lomme-psykologi, der kom på tale. (Min klasselærer i folkeskolen lærte os Freud at kende i 5-6 klassse; hun tegnede en oval cirkel, inddelte den i tre og forklarede os så overjegets normer, under-jeget og jeget/idet i midten).
Bortforklare kan man blive ved med. - Ethvert socialt forstandigt menneske ved jo nok, at der er andre faktorer involveret i dømmekraften, der skal give karaktéren og sortere blandt mennesker – andre faktorer end evne-fikseringen, men også dens altid givne uretfærdigheder i form af manglende fokus på mennesket selv i livet, som målestok for: om du klarer dig godt, bliver lys og klar. Jeg har altid været imod karaktér-givningens princip, fordi det er uvidende i forhold til den sociale rangorden og livets vej deri, man skiller fårene fra bukkene uden at have dømmekraften dertil. Og så skal man da undlade, finde anden vej, anden måde....
– Senere hedder det specialisering på universitetet og da er vi så langt oppe over det øvrige samfunds hensigt, at det ikke længere giver mening at trække de menneskeligt stærke ressourcer ind i systemets systematiserings-mentalitet, der jo stadigvæk kigger efter evne og kompetence, der kan ordne den uorden det naturtro samfund skaber – men i forhold til hvad udviklingsmæssigt set, livsmæssigt set, samfundsmæssigt set. Mellemmenneskeligt set fjerner universitetet de livsforstandige kræfter fra det arbejdende samfunds øvrige mennesker, der henad vejen hele tiden har så hårdt brug for nye måder at tænke på, forstå sig på, mærke sig selv i livet. Man ødelægger og blotlægger livets egen dynamik i sin kulturbundne, opdragende som helbrende situation. (Det er nærmest definitionen på institutionalisering som fraværet af livsoplysning forbundet dermed). - Det giver ikke mening, er ikke hensigtsmæssigt at specialisere mennesker, hvis ikke de kan tale sammen om den samme virkelighed: livets, være deri og handle derefter: at leve og elske livet sammen omkring de basalse nødvendigheder og således ud af nøden..
Det giver ikke mening...- Og således ikke mindst, da det går op for éen, at man ikke længere skal vende tilbage til nærkulturen, hvor den leves og give af sine erfaringer til de mennesker, der har betalt SU’en mens man var afsted. Den livsforstandige menneske-etik, man har med som et nogenlunde godt samfundsskattet-menneske, der dog de første 12 skoleår bekæmper sig selv i tillid til at statens systemer, nok har et sigte for ens liv, da man jo ”tilbydes” at lære noget på sin stol og gør sig umage dermed – den krakelerer, er så at sige krakeleret i såvel livsmæssig som samfundsmæssig forstand.
I dag er jeg så 32 år gammel nok til at kunne hive mig selv, den undertrykte side frem af hatten jeg bar til beskyttelse af mit delehjerte for livet: nu kommer modstykkket, der skal rejse de menneskers liv op, der den dag i dag render forkvaklede rundt og ikke kan finde ud af sig selv, hverken ud eller ind, i kærligheden, seksuelt, fællesmenneskeligt, mv. – De ordblinde, dem som var fantastiske til at tegne, dem som pinedød skulle sidde på skolebænken skolen ud, for at blive til noget, være noget værd, på trods af at de allerede var knækket i 2. klasse; de kropslige, stærke drenge fuld af kræfter, der aldrig fik afløb, osv.- Landbo-børnene, der lige skulle muge ud først, før de skulle i skole eller måtte blive hjemme fra skole, så væksten kunne omveksles til valuta og hjemmet bevares, og så andre kunne lære at forstå, at mælken er noget, man køber i Irma; ja det er jo der den kommer fra, ikke sandt! - Bønderne, der hængte sig i laderne; ejheller det har livet glemt – nej, det er ikke glemt, hvad det er for en kulturform, der forårsagede det; det kan således nemlig aldrig være vores, da den som fornuftskapital i sin grundvold er utro som udvikling, nedarvning, kultivering og livsførelse. - Og iøvrigt alle dem, det aldrig blev givet selv at tænke, fordi de aldrig blev undervist i livets indhold ved oplysnings af kærelighedens forstandige grænser. Og sikkert meget mere som mange andre, da kærlighedens sande dømmekraft jo fungerer sådan.
Målestokken bliver ”evnen” til at elske og udvikle deraf, i den ånd – og så må vi jo se, hvilke ledere, der kan stå distancen i deres kapitaltro kød. Hvilke ledere, der kender retningen, der overhovedet er i stand til at udvikle noget som helst livsrelevant i deres virksomhed..
Men jeg skal gøre det åbent, ærligt og redeligt, tage højde for, hvad der er mig givet i kærlighedens navn. Lade den ånd skinne igennem. Og således forsøge at knuse Jer, der i fornuftens velfærdssystem, hverken har forstand på liv og kultur, endsige udvikling – for jeg er dog et kærligt menneske, der godt kan lide knus og kram som det vejvisende. Så må vi se om hjertet kan bære. Dermed skal jeg søge at oplyse Jer til Kærelighedens menneskeånd indrømmes som undervisningens og livsførelsens grundlag - så er du klar statsministerium og hvad derunder hører af kapital virksomhed..
– Grundlovens § 4: staten understøtter den virksomhed, der fører sand kærlighed med sig. Ikke med sig og sine, nej, med sig til livet hos mennesket, konkret, i sin kultur, ved sin slægt, sin familie i livets slægter og således iblandt os – det er i sandhed systemet, dvs. ånden, sammenhængen vi lever i. - Alt liv, der er forbundet med velfærdssystemet er teoretisk vejførende og således asfalterende livets vækst i sin ånden. Så Kære magt-begærlige, behovsretskrævende europæiske og danske fornufts-menneske – du kan ikke længere skjule Hitler-syndromet for kærelighedens sande hæmmelighed og får derfor nok ondt i hovedet, sålænge du ikke kan ty til hjertets ledelse i livets praktiske forstand.
Forklaringen
Jeg ønskede at forklare, hvordan den europæiske kultur vi er stillet i stadigvæk i fordummende udstrækning opfører sig som den allerede gjorde før år nul. I antikken, med romerriget, perserriget og så videre. At stille alt det vi kender, mekanismerne, kræfterne, lovmæssighederne før år nul – det er ikke bare et trick, men at nulstille fornuftens virksomhed, hvor den forbliver nulstillet, nemlig ved sig selv og sin uendelige tidsorden, dens ordning af tiden – Werden - i al uendelighed.
Nulpunktet betyder et omdrejningspunkt. Dels kan man sige, at dét før år nul er negativt, at dét efter år nul er positivt, vi lever jo ikke i år minus2007. Tid og kapitalismens vækstbegreb er forbundet på den måde, fordi man indretter produktionen, staten og dermed livet efter den ligegyldige matematisk univsersaliserende plus-og-minus tid. F.eks. har produktionen ingen kalender end ikke årstidernes. - Men omdrejningspunktet er mere end det: år nul betegner det tidsløses fødsel og det eviggyldiges herkomst på jord. Sandheden.
Og så fremdeles ønskede jeg at komprimere fornuftens universelle, uendeligt vækstige virksomhed, alt det ligegyldige i vor, europæisk-amerikanske, ja werdenskultur – til fordel for forstanden op i vort liv, det der er tilbage: ledelseserfaringen. Fornuften er et spejl, hvori alt kan spejles. Så det er kun den rene forstands oplysning i fornuften, hjerteånden, der viser hvilke idéer, muligheder, mv.der er livsbefordrende, kulturelt udviklende og så fremdeles indenfor rækkevidde; kan lede os. Resten er gammelt affald og råddenskab, sorg, der kun kan sørges for i tro kærlighed – såfremt den store natursorg skal kunne vendes til glædens bud som retningen.
Oplysning, dannelse, ledelse, udvikling, kultivering – er livsførelse i dén, kærlighedens ledelseserfarings fodspor. Det er gående i al evighed, fordi livets hjerte ikke glemmer, men sander det sandseligt livsbefordrende ved sine erfaringer. Det er åndsfysisk, kropsligt bundet og kan ikke opfattes uden at I indrømmer eget liv i livet. Det kan ikke opfattes i institutionsfornuften. – Og derfor adlyder vi det altså ikke i vor måde og mening, vort sigte, målsætning og lys. Og dermed bekræfter vi ikke den optimale ledelsesform som også livsførelses ånd. Derfor går det ret beset ad helvede til med livet i kapital-virksomhedens uendeligt retfærdighedskrævende navn.
Ånd er sandseligt, Kærelighedens ånd er kun sandselig som hjertetro. Hvad vi bærer tro i hjertet bliver omgivelsen, fordi den menneskelige ånd fungere sådan. Organismen fungerer sådan. Skabelsen foregår sådan, vækst foregår sådan. Det er vi ikke herre over, men herre i i netop den udstrækning, vi formår at adlyde vækstens livserfarne bud: Vor Herre, Kæreligheden selv. Deraf gives enhver pligt - også den, der forsømmes på hjertets befaling, altså i troens navn. Det har aldrig været meningen, at vi skulle overanstrenge hjertet for at arbejde, leve og elske – men omvendt bekræfte det derved. Og det kan vi ikke, sålænge vi ikke er bedre til at høre og adlyde.
I fornuften lyder det som det også kan blive, når det adlydes derved: psykopatisk. Men det er og har det aldrig været i egentlig livsforstand. Som antydet: hvis ikke fornuften søger ind over forstandens lys af hjertet – det er her næstens bud, medmenneskets stemme kommer ind, flere stemmer, altså forskellige, så fornuften ikke udvikler sig tyrannisk og begærligt, men netop ved forstanden lærer at bruge kræfterne omkring sig i sig selv som ånden: læringsmiljø, kreativt, mening... Hvis ikke fornuften søger ind over forstandens lys, ja så véd den ikke hvor den er og hvad den gør.
Så man kan rent faktisk godt sige, at der sidder psykopatiske virksomhedsledere rundt omkring, der får det hele til at løbe rundt. Fik i den? – Psykologiske betegnelser er meningsløse, hvis ikke troen på menneskelivet er med. En psykopat er kødeliggjort vestlig kultur i form at dens rationalitet, dens kapitallogik og systemer, hvortil psykologien naturligvis er til, så vi kan blive raske og komme tilbage på arbejdsmarkedet som nyistandsat arbejdskraft.- Ligeledes gælder det ledelse i fornuftmagtens vold, der således, da den jo ikke ophører fordi jeg skriver det her, men altså nu forhåbentlig bedre kan orientere sig i forhold til brugen, udviklingsretningen med sin magt.
Hvad bekræfter du med dit liv?
Evighedens ånd
Tidsløshedens fødsel er fødslen af livet som det er i al evighed. Det er jesu erfaring som han både er nedfaret til dødsriget, opfaret til himmels og jeg véd ikke hvad – bortset fra at det passer med enhver tro, ærlig, sand erfaring i kæreligheden.
Der er i livet i al evighed ingen tid. Og det er jo da særdeles positivt at vi i egentlig menneskekærelig forstand ikke er underlagt tidens krav – men underlagt kærlighedens ånd, der indtil videre så også må strides med tidens grusomt livsfornægtende ånd.
Sådan lyder erfaringsbudet i sin tro livsnatur, fordi al den erfarings-indsigt, vidnesbyrdet taler ud fra og om, er, hvad der ”altid”, i al evighed er gyldigt som forbundet til det gode liv, livet i kærelighed som du er og skal elske det. Så der er jo ikke ligefrem noget nyt i det, hvis man altså ikke opfatter det i tidens uendelige natur, fornuften, hvor det næste minut er nyt i forhold til det indeværende.
Se, indse: tiden er indeværende, omsluttet af gyldigheden, det, der gælder livet. I dette tilfælde mig, som jeg gør mig gældende med det bedste jeg kan i min livssituation. Tiden er imens vi lever. Tiden går ikke, for hvor skulle den dog gå hen? Tiden går ikke, men ér i nøjagtig samme forstand som du lever, er til, hvad du end gør.
Men følger du derfor først og fremmest med tiden, for at tale om noget aktuelt i samfundet, ja så indtræder djævlen i dit liv, fordi tiden som sagt er indeværende, er i nøjagtig samme forstand som du lever. Lever du efter tidens trend, prøver du at følge med tiden, ja så er du efterfølgende tiden og så lever du som sådan: sikkert halsende bagefter. For tiden flytter sig som bekendt hele tiden, er hele tiden foran dig, så der er ikke noget at nå i forhold til tiden, hverken på den ene eller anden måde. Det kan kun give stress at føle at skulle nå, hvad der aldrig kan nåes. Tiden er ligegyldig i forhold til livet, fordi den som naturen erkendt af den naturvidenskabelige, matematiske tradition, er uendelig. Og derud kan vi aldrig nogensinde nå, selvom det netop er det, den kapital-teknologiske statsvirksomhed forfører som forflytter os til at tro i sit vækstbegreb.
Der kommer på baggrund af de klassiske filosoffer en erfaringsbevægelse ind i kulturen, der handler om det altid blivende, væsentlig, almene, bestandige: Det godes idé. En forstandig græsk-etisk livserfaring, der siger, at ligegyldig hvad noget måtte handle om, så er meningen, at det skal gøre os godt, være godt til livet. Sådan er deres erfaringshorisont som de ”gode”, bedsteborgere, de var og er. – Impulsen til det gode menneskeliv er der, men de opfatter det i fornuften og tvinges derved til at omsætte det til praksis, til administration: Statens løgn, lovens løgn, uddannelsens løgn, osv. Derom handler filosofiens spekulationer i traditionel forstand. Og sådan kan man nok også høre mig, være præget.
Jeg håber og tror dog, at dén ubehjælpsomhed kommer mig til undsætning, da jeg jo ikke er uddannet filosof. Men i al væsentlighed hedder Jens, er opvokset i Skærlund, Østergård, en flække udenfor Herregården, Brandholm, der nedbrændte og Nyholm. Hvoromkring så nogenlunde cirka heden brændtes af, der samledes tørv og brunkul som var det guldgraveri i Klondyke, hvad dertil hører af tilkommen liv, hasard-spil på sekseren, druk, tab af gårde, skyderier og jernbaneknudepunkter fra øst, til vest, i syd og i nord. Jorden opdyrkedes.
Brande hedder byen, vel fordi stedet dog måtte komme til at hede noget forsvarligt. Brandlund hedder lunden omkring åen, en lund, der da også et slægtsnavn. Ane Lund hed moren til en væsentlig dansk forstand udi kærlighedens metie, Søren Kierkegård; hun kom fra Brandlund. – Men tilbage til moderniteten: Det er nybyggere hele bundtet: om føje år, heden som en kornmark står, skrev H.C. Andersen – og så fremdeles det lille hus på prærien i dansk målestok over sand. Jack and Jones, Brandtex, Bestseller. Velkommen til Western, hvor olietårnene dog er blevet til bonusgode og nordiske vindmøller.
De ku ræn’ og hop’ i Herning og Hammerum Herred i deres uld-i-mund og fårehold omkring Brændgård, ungskue, dyreskue, indre mission og messen. En højskole blev høj i beton, så var man da sikker. Brande er i storkommune med Ikast, hvor borgmester selvMiger tog teten til sin egen begravelse – fordi mange tror det er det moderne vilkår at trodse stemmen med de demokratiske ”spillereglers” politiske strategier. Så spil du bare: begyndelsen er ladet med sin slutning i lokalpolitik, hvor livet afslører, hvor lidt, der kan lykkes godt på magtens vilkår. Skylden placeres, men hjertet véd besked: oplysningen er lig nul, hvad det ligegyldige angår og da reddes som udredes intet..
Brande har tilhørt Vejle Amt, senere Ringkøbing Amt, i dag snart region Midt og Vest? Men sognet er underlagt Ribe Stift og nu snart Viborg. - Jeg forstår mig som vestvendt som solen går ned og det egentlig lys stiger op. I østen, som østvendt, tror man lyset stiger op med solen og underlægger sig således de universelle kræfter. I øst står man tidligt op, i vest går man sent i seng. - En velsagtens gammeltysk, men tysk betegnelse for vesten er: Abendland, aftenlandet. Østen er morgenlandet. – Luthers fortolkning af evangeliet, opfattelse af menneskekærligheden og måden dermed, har vi tilsluttet os; og han var tysk. Og det gjorde Grundtvig jo så blandt andre, et kæmpemæssigt arbejde for at få os til at opfatte i livets ånd på dansk grund. Ja, for der må vel også godt være tro kærlighed i livet på dansk grund. – Jeg erindrer Brande Kirkes 850 års fødselsdag, så der må dog have været nogen og noget før os, der altså også var nybyggere! Og det forkyndte byens sognepræst på fortrinlig holbergsk vis i et teater-stykke, Jeppe på Heden, hvor jeg oplevede æren af bekendtskabet med blandt andre den skønne Stine og den tro Wallentin – i røddernes fælles muld.
Det liv tror og håber jeg da kommer mig til undsætning i forhold til de klassiske filosoffers undersøgelser af det gode.
Det er først, da det godes idé opfattes som forankret i livet, til livets hjerte og hjertet for livet – at det godes idé bliver til Gud, der således indtræder i livet som menneske: Jesus. Det er først derved at evighedens horisont åbnes for os og vi begynder at kunne forstå som mærke, hvordan livet gøres godt, kan stille sig t ro og til freds.
Jesus/Kærelighedens menneskeånd i livets kød mente i bogstaveligste forstand at vi skulle følge ham, da den eneste grund til at han blev korsfæstet var, at Han elskede livets gode højere end sig selv og andre, men således som den første også gav som viste os livets vej. Jeg mener: Han blev stenet, korsfæstet pga. sin tro – og han blev det af de sociale normers uendeligt vantro, men lovmæssige natur. Derfor kender vi slet ikke det samfund Han forudsagde os, før vi går vejen og det således bliver den vigtigste indsigt blandt de sociale normer, blandt flertallet som tro livsnatur: at elske og således nedarve kærelighedens åndsevner i livet, dyrke det, kultivere os.
Den pæne borgerlige dannelse er fornufts-klassicismens falskhed. Det er først med Jesu herkomst, menneskekærligheden imellem os, at det eviggyldiges ånd gør vort liv synligt, noget værd. Ingen slipper udenom Kæreligheden, selvom rigtig mange så gerne vil og vil bestemme over den som noget andet end hvad der er givet hos os, med os, konkret i vor livssituation, såvel sammen som hver for sig, da vi i forvejen i al evighed er et liv. - Livet er åndende og du tror vel ikke, at din ånd ikke kan høres eller mærkes i sin virkelighed – og gør du, tager du fejl, for jeg har blandt andre hørt dig: og du har det ikke godt, da en ligegyldighedens ånd tilsyneladende forhindrer dig i at elske det, du skal elske.
En måde at opfatte evigheden på er ved det unikke. Du er unik, jeg er unik, der findes ingen andre som dig, ingen andre som mig. Og sådan vil det være i al evighed. Ligegyldig, hvor lang tid der går, så vil du og jeg have været iblandt mennesker som dem vi hver især er, et eksempel på menneskeliv. Og derfor vil den virksomhed vi deltager i bære præg af vor måde at deltage på, være liv på, vor ånd - i al evighed. Men det er ikke en retningslinie som et gøremål eller en løftet pegefinger, det er ikke en gernings-retfærdig linie; derimod tro som hjertets umiddelbarhed forrest, livet forstandigt opløftet ved sit bud. Selv efter vor død vil vor indflydelse være gældende, ikke blot som minde hos dem, der måtte erindre os, men som bestandig virksom del i livets hele fænomen.
Livets hele fænomen er ladet med al livets vækstige ånden, gå-væk-hierakiske-stige i ånden - hvorfor menneskeliv, der ikke føres i kærlighedens navn, ånder deraf, heller ikke gør den ånd, vi alle lever og arbejder i til en kærlighedens, nådens, taknemmelighedens vækstbetonende ånd, vi kan betro os til, være bekendt. Det er nu engang åndens ord, der giver os sandser, sigte, hvoraf og på vi handler. – Og jeg kan som det velsagtens fremgår ikke uden videre være den herskende samfundsånd bekendt, hvorfor jeg som livet mig det byder tillader mig selv at bekende mit livs kulør i sit forhold til livets ånd: jeg elsker livet og mit arbejde er, uanset hvad jeg foretager mig, at bekræfte det.
Livets hele fænomen og dit livs ladning af ånden derved. Det betyder blandt andet, at f.eks. depression, hvad jeg også tidligere har været inde på, men alligevel – tænk på depression som depressionen i 1920’ernes amerika, der var forbundet med børskraket, altså pengesystemer, valutabalance, mv. Det betyder altså, at når samfundsånden deprimerer os, undertrykker livsånden i os, adgangen til en befordrende opretholdelse af vækstvilkåret ved og med livet på jord – ja så er den samfundsånds orden forkert.
Så baserer den sig på det forkerte, noget uholdbart, ganske som det ikke blot tvinger os i knæ, ind på sofaen, men ovenikøbet uddanner og udvikler os til at være som leve således: uholdbart. – Der er således noget i den måde vi ånder på, i den samfundskultur vi er stillet i, der lader ånden med alt andet end kærlighed og derved altså også sandser livet forkert i praktisk henseende, nøder os til at skabe elendige lappeløsninger, booste økonomien og lignende omsiggribende handlen på alles vegne uden nævneværdigt sigte for livets egen konkrete, nærværende livsstillede udvikling på jord, mulighed for selv at kunne klare sig sammen på det jordgivne vilkår.
Det eviggyldiges ledelseserfaring, evighedens ånd og forståelsemåde - kultiveringen, livsførelsen deraf betyder at tiden ophører i al evighed, ganske som Kæreligheden aldrig hører op. Og den tid vil da komme, hvor vi gennem troens bekendelse, kender os selv fuldt og helt som Paulus skrev i kærlighedens lovprisning. Da er vi dem vi er skabt til at være og kender ånden åbenbart, sandser den hos hinanden inspirerende sammen til fælles bekræftelse af livets vækst; stille og roligt og ganske livsnaturligt tro. Og så er der ingen stress, fordummende produktion, etc. Så lever vi på jord med dyr, planter og menneskelivets beståen i al evighed. Underforstået, at selvom vi uddør som race, jorden brænder ud eller lignende, ja så er det jo ikke anderledes end det enkelte liv. Vi brænder hver især ud og dør. Så det er ikke væsentligt end ikke et væsentligt faktum. Dit livs ånden handler om, hvor elskelig let du gør det for næstens ånd, vore efterkommer i livet – og det skal du ikke spekulere på i fornuftens lorteland, men derimod i kraft at din forstand være t ro som gøre.
Al udvikling drejer sig efter dette indslag af den eviggyldige sande ånd om menneskelivets kærelighed – ganske som det altid har gjort, men altså påny som genopstanden med barnets voksende liv. Al udvikling drejer sig om at orientere livet efter de kulturer og miljøer, erfaringer, der meget konkret gør hjertet godt. Og dertil har vi livshistorien, i den personlig sammenhæng, der ved hjertets sandhed, indrømmelsen af kærligheden viser os ud til det, vi kan og skal gøre. - At koncentrerer deres erfaringer og opløftende konsekvens, det er vejen. For kun således kan forstanden mærke sig selv som menneske igen og kun således kan forstandens lys i fornuften vise os de idéer, måder, erfaringer, der som kærlighedens frugter modnes og forplanter sig. Det er livets elskelige selvværd og ved det løftes alt som kæreligheden tror alt godt til livet. Vi skal leve som tænke, udvikle, handle i opfattelse af livet som afgørende i al evighed. Ad det tro spor bliver nutidens elendige kapitaløkonomiske helvede stillet i sit rette, umådeholdende retfærdighedskrævende lys, der uden grund får os til at brænde op, hvor vi istedet skulle elske op gennem undladelse og underladelse – ad det spor bliver det muligt overhovedet at komme til at se af hjertets åndskraft: det du r.
Ordets kraft
Fornuftens bøverøve kan man bøvle med i uendelighed, fordi fornuften ikke kender endemålet i al evighed, ikke kan slutte i sandhed. Fornuft er magt og begær, man bliver sulten af at bruge fornuften – og liderlig. Fornuftens åndsevne er maveregionens. Deraf folkemundens vise ord, opsnappet i livets ånden deri: magtliderlig.
Det betyder, at mennesker, der involverer sig i de kulturer, der indretter sig efter magtens nødvendighed – dvs. mennesker, der tilbeder den kapital-økonomiske-lovgivnings styreform og sætter deres liv i dens sæder – at de danner deres liv, præger det, vænner sig til at leve i magtbegæret og liderlighedens ånd. Det kaldes som nævnt fornuftigt i store dele af den vestlige kultur. Og det kan da også være ganske lystigt. Dog véd vi alle som én, at fornuftens magt korrumperer, fordærver, gør os kede og skuffede over den indflydelse den vandt og fortsat udvinder af den gode gamle forstand, hvoraf nyt i sandselighed kommer til os: Kærelighedens forstand. - Fornuften er overlevelsesevnen, når fornuft anses for at være det almenmenneskelige karaktér-træk, så er det er begær, magt og systemer, der hævdes som det menneskelige – på bekostningen af forstand, livserfaring og hjerte.
– En leder, der ville kunne sige: jeg elsker jer til sine medarbejdere, vil blive betragtet som syg eller i det mindste som en, der ikke har forstået, hvad der er behov for, efterspørgsel på, ja som en, der ikke véd, hvad sagen drejer sig om. Men kan han sige det, skal han da sige det, for så vil det vise sig, hvor sygdommen sidder!
Det er kedeligt og trivielt, at magtens mænd skal bruge alle-systemernes vold til selv at komme til erkendelse af, at de har misbrugt deres livs indflydelse, men derimod skabt forbilleder for børn og unge, der ingen ende vil tage. At de så at sige viser livet og kulturen vejen til helvede. De ville være store og blive til noget stort uden forstand på, hvorved storhed gives: at de i forvejen er blevet til noget og aldrig behøver at bevise dét – blot være det tro, elske og arbejde sådan med arbejde, der bekræfter dén tro! Det er kedeligt og trivielt, men sådan er oligarkier. (Der er naturligvis forskel på folk blandt magtens mænd – men den forskel ser jeg i øjeblikket bort fra, da den er minimal i forhold til den indflydelse, der ellers ville være givet livet, såfremt de ikke havde bragt deres liv i den situation: styrekulturernes måde med livet). Og på den måde er deres ord, deres ordrer, deres kommanderen, deres lovgivning blevet til kød i deres børn og aspiranter, der på uforstandig institutionel vis bekræfter samme vej med deres liv. Magtens mænd er et gammelt udtryk, men det betegner stadigvæk den viljesbårne, bestemmende ledelse – der på den anden side er et uundgåeligt produkt af systematiseret, teknologisk og i skattestat-samfund naturligvis teknisk administrativ virksomhed, så vi er sikre på at alle får den orgasme de har ret til ifølge deres opfattelse af loven.
Den efterhånden særdeles autoritetstro natur, man har kultiveret livet til at følge – regelfølge kalder man det, det at følge en lov, som fornuftens højborge jo elsker det, når det ikke lige drejer sig om dem selv – den sociale natur kan ikke forstå, at den som højtuddannet, slidt og slæbt med videregående uddannelse for viderekomne, at det liv skulle være dårligt for samfundets udvikling, at det skulle være uoplyst, ja formørkende. At det liv er blevet røvrendt og i sandhed vil producere således ligegyldigt hvad det rører ved. Den akademiske krise har varet i rigtig mange år. I dag er den politisk, folkelig, sønderrivende af ånd og krop i enhver henseende – ikke mindst, da den er i familie med kapitalkulturens: tegn-tekst-og-tal fiksering, der hvad det omfattende navn angår, så hedder kroner og øre. Man er ikke på taleford i den kultur, men på møntfod og skal helst kende dens tegn, markedets lovmæssigheder og tekst, demokratiets bøjelige love: opinionen. Lovgivningsapparatet er forlængst ophørt med at være kultiverende, livsbefordrende, da opinionen, den offentlige mening, folket er så bøjelige og føjelige som de af uoplyst nød er.
En autoritetstro dannelse, der begynder i 1. klasse i folkeskolen og fortsætter i det spor – og således udgør en væsentlig prægning af vort kød som ånd på stolen, lader sig ikke uden videre omvende. Det er naturligvis brutalt at skulle indse og fatte, at hvad man måtte have slidt og slæbt for for at gøre sine forældre stolte og overholde landets love, tage sig en uddannelse – at det fører dårligdom med sig, hvad livsudvikling og kultur angår.
Ikke desto mindre skal muligheden til at sande det dog været givet som den jo er.
Hvor Kæreligheden ikke er bestemmende sker ingen udvikling, fordi ingen menneskelig dømmekraft da er vågen. Det er konsekvensen - kan I tåle det på Christiansborg og andre steder, såsom i den dømmende og udøvende magts kulturer? For det kommer I til, såfremt I altså vil godt. Kæreligheden er tålmodig. – Eller pudser i den politiske efterretningstjeneste på mig, politiet eller skattemyndigheder? I har jo Jeres værktøjer til mundkurvens affaldsbøtter; ”amerikanske” som vi jo efterhånden bliver mere og mere. Der er stadigvæk noget, der hedder gudstjeneste og det ved selv droningen, foruden præsterne og mange andre gode folk i landet. - Jeg satte min lid til staten, ønskede at bidrage med min begavelse i statens tjeneste, men jeg blev kaldt hjem; og det blive man kun, når man møder satan, der kold som gold lægger alt øde i livet. Det undrer mig, hvordan så mange mennesker kan gå magtens vej, karriérens uden at se eller mærke, hvad der sker med livet, før det er for sent og således sat i arv; sådan opfatter jeg autoritetstroens virke.
Så vid dog: at det ikke er mig, der udfordrer Jer, men Kæreligheden, der udfordrer os ganske som jeg elsker Jer, holder af Jer og på godt og ondt er af samme gode danske kultur, ikke vil ondt, men dog må sige frem: så sandt og godt kan lyde og høres. - Hvor Kæreligheden ikke er bestemmende, hvilket kendes i dens ånd og sigte, sker der ingen udvikling med os som liv og derfor heller ikke, hvad vi end måtte røre ved af samfunden samarbejde om produktionen til livets opretholdelse.
Skabelsesberetningen lyder i sin indledning – som al begyndelse jo er ladet med sin slutning, fra evighed og til evighed og livet således skal formå at se, hvad der fødes i bevægelsen, fæstne sig ved det, så overgangen forbliver i livets ånd, at ikke det døende fører os ned i sin omsiggribende natur. Du skal ikke gå med dine forældre i døden, det er vel klart nok. Du skal heller ikke forblive i dine forældres måde med kærligheden, når du selv stifter familie, da den nystiftede familie aldrig kan være din, men barnets - det er vel også klart nok. I skal finde Jeres måde gennem troens kærligheds-forstand, derved genopstår Jeres forældres måde i renset skikkelse i Jeres måde omkring Jeres barn. Det er ren foræring og så aldeles taknemmeligt at have med at gøre, når man er tro. Der er ingen ben i det, men god forstand, når fornuftens behov er skrinlagt, kommer i anden række om overhovedet nødvendigt.
Skabelsesberetningen, det er ordets skabelsesberetning, jeg tænker på. Overgangen fra det gamle til det nye vidnesbyrd, fra det gamle testamente til det nye testamente om livet på jord.
Omvendelsen fra gammel til nyt, der ikke betyder modsat, men ligesom en strømpes ret- og vrangside tilkommer det samme guddommelige strømpeforhold; vækst vokser indefra, udfolder sig indefra. Sådan bliver det med ordet, troen, dåben. Guds gammeltestamentelige ord, den retfærdige Gud, der befaler Retskaffenhed, Retfærdighed, Retsind, mv. omvender sig for mennesket – fordi vi ikke kan finde ud af det! – og bliver indvendig, iblandt os som Kærelighed i Rettroenhedens vækst med dens frugter. (Der er en rest i jurasproget af det oprindelige, såsom: at handle i god tro; omend det i dag nok ikke gælder i fornuftshelvedets kriterier for gyldig argumentation: de socialdemokratiserede velfærdsfede normer. Jeg kan ikke forestille mig, at dommerstanden er tilfreds med lovens kultivering; og er den, har den blot valgt administrationen, er den tvunget dertil, ja så er der noget galt).
Han, Gud, nulstiller sig med os.
Gud sender ærkeenglen Gabriel ned til en mand ved navn Zakarias og hans kone, Elisabeth, der var så ked af, at hun ikke kunne få børn. De var oppe i årene. Men bønnen høres og Gabriel kan som guds ansigt og hensigt meddele af Elisabeth skal føde en søn, der skal hedde Johannes og han må hverken drikke vin eller øl, da han skal fyldes med helligånd og ikke spiritus. Guds plan med Johannes er, at han skal forberede et folk til sin søn, Jesu herkomst, guds fødsel på jord.
Det foregår på den måde, at Gud også sender Ærkeenglen Gabriel til Josef og Maria, der ikke kan forstå hun skal føde den Højeste søn, da hun aldrig har været sammen med en mand. Det skal hun imidlertid ikke bekymre sig om, svarer Ærkeenglen, for helligånden skal nok komme over hende og overskygge hende, overvælde hende med den Højeste kraft – hvorfor barnet også skal kaldes helligt, guds søn. I øvrigt, siger Englen til Maria, så har jeg lige været over ved en af dine slægtninge, Elisabeth og hun kunne ikke få børn, men det får hun snart, thi intet er umuligt for Gud. Maria bliver glad og siger: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”. Og ved den indrømmelse forlod englen hende.
Maria skal nu alligevel have undersøgt, hvordan det står til med hendes slægtning, Elisabeth. Så hun aflægger hende et kort visit. Og idet Maria siger hej til Elisabeth – spjætter barnet i Elisabeths liv, og hun blev fyldt med helligånden og råbte op med høj røst som kun frydefulde kvinder i Guds ånd kan gøre det: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor [altså Maria] kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”.
Det er ordets kraft.
I Kødet
Maria indrømmede sig Herrens ord ved at tro på sit syn, sit møde med Guds budbringer, englen Gabriel: ”Lad det ske mig efter dit ord”, sagde hun. - Gud ser i nåde til den jomfruelige og således dydige Maria, hun bliver skånet for kvindens trældom – sørens osse, var Tømrersvend, Gud kom dig i forkøbet! - hun er ganske vist forlovet, men stadigvæk uberørt, hun har ikke oplevet kødets begær og den trældom den medfører som vi i dag mere eller mindre alle har underlagt os den i form af fri magtlovgivning, fri sex og fri vold; kapitalstatens dyder. Der kan naturligvis ikke komme nyt til verden i den ånd, ja, der gives ikke innovative idéer i den ånd.
- Men det oprindelige rene forhold priser Elisabeth, Marias slægtning, ganske som hun er fuld af forundring, da barnet springer i hende. Livet som troen går op for Elisabeth og hun takker derfor: ”salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”.
At tro Guds ord, indrømme det og adlyde det, føder Kæreligheden i menneskelivet. Hvor svært det end måtte synes, så er det stadigvæk sådan den dag i dag, det er åndsliv og kropsfysik. Det er Ordets sande ledelse og forplantning - vi er bare ikke planter, hvorfor det hedder kødeliggørelse, nedarvning, kultivering: at ånd og kød er et og vokser sådan. Hvad kødet udsættes for optræder i ånden og hvad ånden udsættes for nedarves i kødet; og ånden er altid først, den er forudsat.
Skabelsesberetningen lyder ved Evangelisten Johannes på Kristi Fødsels Dag: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var liv, og livet var menneskenes lys... Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud; hans navn var Johannes. Han kom til et vidnesbyrd for at vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. – Det er Johannes døberen, der tales om og det betyder i dag, at dåben er omvendelsen af det gamle i det nye, forberedelsen til troen på kærligheden i og til det nye spæde liv med ordene: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, somJesus kundgjorde det.
Det er fælles for alle disse hellige dydige skikkelser, at de tror på guds ord og adlyder det. Johannes Døberen fulgte sit kald og forkyndte omvendelsesdåb til syndernes forladelse, inden Jesu komme, så folk kunne holde op med at rende og beskylde hinanden for snart det ene, snart det andet. Og han var træt af det. Især i forhold til folk, der sagde: ”jamen, hvad skal vi gøre” eller som kom for at blive frelst alene i kraft af dåbens omvendelse, som om dens ord var nok, han siger frit oversat: Øgleyngel, I skal den unten lynme bære de frugter omvendelsen kræver ellers dur det ikke til en fløjtende fis i en hornlygte ovenpå kasketten.
Han var træt af, at folk troede, at det var ham, der skulle gøre det hele for dem. Johannes havde kun vand at gøre godt med - det er dog også særdeles helligt ude i ørkenen – men han siger frit oversat: I må vente, Han, der er stærkere end jeg skal komme og døbe jer med helligånd og ild. Han har sikkert også sin facon, men han samler hveden som forrådet til mangfoldighedens trivsel og af avnernes kradsige støv skal han brænde sit billede i Jeres hjerte som sind og legeme i al evighed, så I aldrig mere skal tvivle på hvem, der er hvem, hvad der er hvad eller hvad I skal gøre. Øgleyngel! - Selv til landets herskaber, Herodes’ bror, der fornærmet får ham smidt i fængsel på begæring af sin utro, førgifte, kone.
Johannes var trægt vedholdende som Gudsfrygtig i forhold til sin opgave med folk: Øgleyngel, smælder han, fordi han skal forberede sin Herres komme på jord og fordi det ikke er til at få ørenlyd: I et sådant miljø, blandt folk fanget ind af sådanne social øgle-normer ville Gud nemlig ikke kunne høres og kærlighedsbudskabet - omvendelsen af retfærdighedens hævdvundne magtfulde præcedens-ånd til kærlighedens indrømmende, tilgivende og kultiverende ånd – og uden hørelse ville kærlighedsbudskabet ikke vinde frem i menneskelivets verden, kulturen.
Og det var som er da irriterende. Havde Johannes Døberen ikke omvendt, indstillet mennesker i troen på kærlighedens komme, da ville ølge-normernes fortsatte ansvarsforflygtigelse, beskyldnings-mønstret, de sociale normers syndebuks-kultur overhovedet ikke have ænset, at der kom kærlighed ind i verden - til livet.
De som dog tog imod Guds søn, den fremmede, enbårne, hørte ham, fordi Johannes Døberen var lykkedes med sit forberedende forehavende med at omvende – de som tog imod Guds rige, kæreligheden, det sande lys som oplyser ethvert menneske – dem gav Jesu magt til at blive Guds børn, altså dem, som tror på hans navn. Og de børn blev ikke født af blod, ej heller af kødets vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud som tro adlydelse. Og så fremdeles: Ordet blev kød.
Sådan er Ordets kraft.
Ordets kraft betyder, at du bliver de ord, du har hørt af dem, du har hjerte for. Eller det, du har hjerte for – som det så hedder under det mere moderne vilkår, hvor ”dét” desværre kan være så meget andet end dén opfattelse af livet, som det hele handler om. - Ordet i ordene, hjertet i ordenen, meningen, du følger med dit liv, bliver dit livs ånden. Og se, da du ikke kan lukke for ørene er det et godt forhold, at blive oplyst af, hvad dit hjerte begærer, da det jo ellers kan komme grueligt galt afsted på snart den ene, snart den anden måde.
Troens boldværk, livets forstand, kan til enhver tid forhindre det og glemmer du eller vi det, ja så er den der stadigvæk, da den er kødeliggjort én gang for alle – er i vort slægtsblod som tilhørende menneskeslægten i Kærelighedens Navn. Men den kræver sit: den kræver til hver en tid indrømmelse i al evighed, for at vi kan indse deraf og handle derpå. Bøn er én af måderne, men når det kommer til tænkning i sin virksomhed, ja så handler det ikke om andet end at indrømme kæreligheden derigennem og søge dens udtryk, dens ånd. – Den optimale løsning kunne man jævnt kalde det i dag. Men det er altså hvad livets kultivering angår, det altid tilstedeværende eller involererede mennenskelivsbevendte, som løsninger angår. Den optimale løsning er altid forløsende. Ja det er livets eget succeskriterie om man vil.
Ordet er fysisk, det har lyd, billeder, stemning og ånd. Og derfor handler Ordet om livets egen dannelse, kultivering, vækst, trivsel og udviklen sig til et kærligt og fredeligt samfund med sans for livets måde med sig selv, næsten, Gud, kærlighedens jordnære forhold: har du et sted at bo, har du noget at spise, er der nogen at dele livet med. Ordet er rent, klart og helt og aldeles livsbetonet – der er ingen teknik eller teknologi, virksomhed eller andet, der først lige skal tages højde for, når ordet vel at mærke høres og adlydes tro, så der handles derpå.
De Skriftkloge
De skriftkloge, det er skriftlighedens kulturer. Til dem hører også de lovkyndige. I vor kultur har vi to store ordsamlinger, hvori vi orienterer os som liv og kultur – de hellige skrifter og landets love.
De er sammenvævet som arv og miljø nedarves, som vismændene fra de tidlige tider har stået magten nær. Det menneskeliges erfaringspotentiale søger ledelse i praktisk forstand. Man kan sige: det er den europæisk kulturs styreform, givet med den sociale naturs love.
Så der er en tredje ordsamling: den sociale naturs love, mundtlig systempraksis, faktiske forhold – tidernes skiften, handel og vandel, men som regel udtryk ved det forhold at vismænd og magtens mænd altid rotter sig sammen. Viden og magt; viden er ikke magt, men de er ofte tæt forbundet, derfor viden og magt. Det er blevet en tredje ordsamling i den universitære forstands institution: den uafhængige sandhedskrævende videnskab/teknik og teknologi; uafhængig er blevet et sandhedskrav, en facon, en forestilling, man orienterer sig efter. Vi kender det også som objektivitets-idealet. I visse kredse er det absolut som Gud selv.
Det er karaktéristisk for vor type universitet, at det arbejder på at udmønte lovmæssigheder og det er især betegnende for den naturvidenskabelige tradition, der således følger deres helt egne love. Da man ikke kan adskille ordet lov fra ordet lov, så er statens love og virksomhed, systemets lovmæssigheder, markedskræfterne, mv. - på den baggrund med sin historie i sig selv blevet noget, der opfattes i det samme paradigme som den naturvidenskabelige tradition eksemplificerer med sin tænkning og fremgangsmåde. Staten bliver således en uafhængig sandhedskrævende videnskab/teknik, et objektivitets-ideal, der følger sine helt egne love, eftersom der er sammenfald af måde, fornuftsmåde, analytiske måde, erfaringsmåde mellem vidensmæssige sandhedskriterier og statslige magtkriterier. Også kendt som succeskriterier.
Derfor bliver universitet som sådan, da det er underlagt staten også underlagt ånden, der udmønter lovmæssigheder – som præget mønt vel at mærke er krumtappen bag det hele. Men det betyder, at alle andre universitære fag ikke har nogen reel kultiverende betydning, forsåvidt de ikke følger de universaliserende love.
Set i det lys skal det nu siges: fra universitetet uddannes embedsstanden: præster, statskundskabelige jurister, økonomer og faglige undervisere, der optræder som ledere i uddannelsessystemet, der involverer alle borgere. Den lovgivende og dømmende magt er således underlagt det universitære paradigme. – Vi har også andre skoler: lærehøjskoler, seminarier, handelshøjskoler og højskoler, men ingen kommer jo udenom lovens paradigme og dens forbundethed med det universitære, universaliserende i uendelighed: den universelle møntfods talefod.
- Hvem sagde demokrati?
Vi har aldrig haft demokrati eller kun i den udstrækning, vi har haft livsoplysnings-praksis som betyder livsførelse og ikke skoling, ensretning, uniformering – men derimod kærelighed til at rumme mangfoldighed og finde erfaringsmæssig virksom vej ved den ånds disciplinerende lys. Menneskelig set er landets ledelse: børn, der har lært at læse og skrive, løse matematik-opgaver og modtage priser, rosende ord, klap på skulderen for dét. For det ses i den anden ende: Forleden hørte jeg en forstandig herre tale om tidens børn: infantokrati, talte han om. Det betyder det forhold: at børn styrer slagets gang, at de står for ledelsen, at børn bestemmer. Da børn efterligner voksne er det udtryk for, at voksne ser ned til deres kære børn, for at orientere sig i kærelighed – de ønsker at kærligheden skal være bestemmende, men deres tro er ønsketænkning.
I livets kærlighed ser man op til kæreligheden som hjertets undertryk af tro trykkker sindsforvirringen, fornuftsmagteriet væk i favnelse, indrømmelse af næsten, lyset, sandheden, Vor Herre og det, der skal til. I livets kærlighed bryder man loven, hvis det er påkrævet: hjertet meddeler sig klart i mennesketro kærlighed. Men sådan er det altså ikke ifølge infantokratiet. Derimod giver det billedet af voksne som: Forklædt som voksen. Hele generationer, der først når det menneskelige udviklingsstadie som 25 årig i en alder af 40. God skolegang, god politik, god økonomi, godt arbejde!?
– Må i skamme Jer i Jeres helved, blottet for ydmyghed, blottet for sand tro kærelighed som I nu bliver indrømmet.
I vor kultur har vi således groft sagt disse tre skriftkloge kulturer: vismænd, akademikere og magtens mænd, lovgivende politikere og storkøbmænd. Det er rundt regnet samfundets ledelse, der foregår og sker via de kulturer. Tegn-tekst-og-tal fikseringens kulturer har jeg tidligere kaldt dem, da det er deres daglige beskæftigelse - og krop og sind således formes deraf, sætter dagsorden i det sædes ånd, der jo således er til at stole på, ikke sandt.
Hvordan stiller Ordet sig så i forhold til det? Hvilken ånd som kød - børnene, eleverne, medarbejderne, borgerne - skaber den nævnte omgivelse? Ja det véd vi jo så idag, for vi kan bare kigge ud på samfundet som på os selv, hvordan vi er stillet, hvad vi beskæftiger os med. - Skal en god håndværker have folk, han vil lære og udvikle håndværk med, ja så skal han ind og sidde eller hyre en anden til det – at være virksom involverer kontortid, administration af den universelle sociale naturs love. - Skal en god landmand have sit til at løbe rundt, ja så skal han kende støtteordningerne, få indsendt de rette skemaer – altimens det således ikke længere kan betale sig at gå ude på marken, passe jorden eller dyrene, da efterspørgslen i år lyder på kalve, han så ikke lige havde. Det har han til næste år, men da er det noget andet, der er efterspørges. – Vi er alle som én blevet underlagt produktionen af penge og dertil den akademiske analytiks fordeling af pengene til det, der skal udvikles, for det tror videnssamfundets fjernsynede menneske, der lever ude i rummet nemlig, at de har forstand på langt væk fra det levendes egen forstand.
Sådan symboliserer store systemer livet til at tænke og underordne sig de universelle markedskræfter. Depressionen, der således bekræftes gennem institutionel virksomhed, der gælder i henvisning til alle historieløse individer, X.
Hvorfor er der flere og flere, der skriver, der gerne vil skrive, ja man taler om det terapeutiske derved? Ligesom præste-kredse forlængst har set, at psykologer og psykoterapeuter ikke kan følge med til at reparerer på den troløse livsførelse, man almindeligvis nødes til at leve i den kapital-teknologiske stats samfundsinstitutioner. – Hvorfor laves der flere og flere love, det er jo ikke så længe siden, 80’erne, at levebrødspolitik opstod og det således blev et erhverv med sin egen produktion, ganske vist vedrørende alle andre? Hvorfor skal flere og flere højtuddannes til at producere videnskabelig snak i overholdelse af publikations-pligten? Hvorfor skal vi bruge computere til at skabe overblik over de innovative idéer, som en microsaftig tv-reklame foreslår det med sine streger på skærmen, der således illustrerer, at man nu kan omsætte idérigdommen i sit hovede til en skærm, man så kan sidde og kigge på – overblik!? - ja måske senere klikke videre på i den opbyggede produktion? At skabe overblik over systemer via indkøb af andre systemer, teknologier, for i sidste ende at vifte arbejdskraften med en pengeseddel for næsen, klar med det bagvedliggende argument: nårh, du vil nok ikke arbejde – underforstået, du vil nok ikke give mig lov til at tømme dit liv for meningsfulde kræfter ved at stole dig til at sidde og klikke og kigge, kræfter, der ellers ville kunne leve et liv, arbejde og udvikle en kultur.
Livet er forlængst blevet en ressource, der skal udvindes, opbruges til opretholdelse af de omtalte skriftkloges tre kulturers forestillinger om verden, deres løsrevne forestillinger om det gode magt-liv – ja, hvad det så udmønter sig i, bliver til - nemlig til opretholdelsen af velfærdssystemet som et kunstværk med sine helt egne love, som vi alle i navn af alle-demokratiets vold har været med til at forme: hvor er det flot, vi har løst opgaven til udmærket godt, til 13. Dog også: til 10 overhørte bud på kærlighedens richter-skala!
Skriftlighedens paradigme er matematisk, astrologisk – det handler om stjernetegn, starfucker-kultur, popstar og det brune punktums stjerne: at skulle stort, blive til noget stort som lort, universelt, verdenskendt, globaliseret. Det er berømmelses-kultur og ikke indrømmelses-kultur.
Det betyder, at vi udtrykker alt muligt, for at Gud skal høre og se os – fordi vi ikke kan mærke ham, fordi vi ikke tror, fordi vi er dødsensangst for at skulle leve i en verden uden kærlighed i livet, men netop således masseproducerer den angst. Al sygdom handler om Kristans erfaringsdom, Kæreligheden. I Kærelighedens ånd og forstand lader al sygdom sig forstå som svigt, som troløshed, som manglende oplysning af livets selvstændighed som helbredende livsførelse i rette tid: i al evighed. Og det får man ikke 13 for, bare et godt og glædeligt liv, der er værd at leve, kan meget mere med meget mindre.
Og netop i det lys, kan vi jo se, at kæreligheden stadigvæk virker i vort hjerte. Men Vor Herre Bevare Os,hvor er vi dog bagud i indrømmelse, ja Herreste, Højeste Gud, hvor er det dog forkert, at skulle gå den vej med liv og kultur som vi i øjeblikket går.
Vi har indrettet os på, at der skal ydes, før der kan nydes. Vi har sat det i system som naturen. Mens budskabet lyder klart: du skal elske og gør du det ikke tro, så opstår intet. At elske tro er ganske vist ikke først at nyde, men det er så sandelig ikke uden fryd som sand glæde – og hvad der udarbejdes i den ånd, kan kun fryde os. Nydelse og ydelse er sammenfaldende i sand glæde: at kende den følelse som målestok for alt livsbevendt, det er være blevet oplyst, så man selv véd, hvor kræfterne skal lægges i det samfund, man er del af og med det man kan byde ind med.
Det er på ingen måde lige meget, hvad der bæres i hjertet. Det er på ingen måde ligegyldigt, hvad andre gør – men væsentligst, hvad du gør i forhold dertil. Gør andre, hvad du mærker forkert, ja så skal du ikke følge trop, men opmærke dit hjerte, formulere det, sige frem. Prøv at se det i lyset af gymnasiaster, der indføres i det universitære paradigme. Prøv at se det i lyset af folkeskolen, der gør os til et folk, før vi bliver i stand til at være menneskelivet tro, være os selv tro i forhold til livet. Prøv at se det i lyset af arbejdsmarkedet, hvis definition på arbejde, brug af arbejdskraft, livskraft – er BNP. Det er åndens omgivelser og den bliver kød.
Jovist: I er rigtig ude at skide, venner. Og jeg stopper ikke, for jeg skal jo dog elske mine fjender og så fremdeles vende den anden kind til. Min frygt er min viden om Jer: at det kan I ikke, fordi I ikke har levet sådan. Nej, det har I ikke, hvorfor I både kan slå ihjel og kaste i helvede som om I gjorde gode gerninger derved.
I en kultur, et liv, hvor tro næstekærelighed råder er der frihed. Og ellers er der ikke. Jeg véd at de grupper, jeg skælder ud er mennesker, der også elsker – det er bare ikke troens kærelighed, fordi tro kærlighed ikke fører til det samfund vi har. Jeg er sikkert stolt, men det er nu mere som glæde over den flig af troens tråd, mit hjerte og sind bar, der gør mig sådan: et kriterie lå fast i forbindelse med normerne, uddannelsen, jeg påbegyndte, sporet, jeg røg i, da man jo skulle noget: det var glædens.
– De grupper jeg skælder ud elsker og glæder sig, men ikke tro, hvilket i al væsentlighed betyder, at de overhører deres eget livs erfaringsdannelse, ikke følger deres hjertelivs meddelelser, tager dem alvorligt. Men derimod overhører budet, de overhører den etiske fordring, der kun kan bestå, såfremt kærlighedens tro er inderst – buddet hedder kærelighed og det sætter ikke skel, men bekræfter os ligeligt på det basale: brødet og helligånden. De overhører den forstand, der kan indrette og organisere noget godt, livsudviklende, produktivt og kultiverende på én og samme gang.
Og der er ikke noget-som-helst til hinder for, at Allahs folk også kan elskes som de skal. I såfald er det vor egen forhindring af os selv, af vor lovkulturs ordensbegreb. Det er livets kærlighed, kærligheden til livet selv, at det overhovedet er blevet til, er os givet – det er indrømmelsen deraf, der gør os i stand til at indrømme den ånd, der får tingene til at fungere hele vejen rundt. Og den praksis, tænkemåde, idérigdom, iværksættelse i den ånd, det er ikke kutymen, ja vi véd måske, at den er der, men kender den ikke særlig godt, vi bruger den ikke som dømmekraften, ganske som vi ellers skal.
Ordet høres i ånden – men det kan vi ikke længere særlig snapt, da vi, kulturelt set, bruger tiden på at indrette os til at overholde skriftlighedens administration af ånden. Den europæiske-amerikanske kultur har ikke fattet sin tilstandsændring, at den så at sige styrer ånden, istedet for at lade ånden styre os som liv og kultur. Vi er bange for at miste den magt, vi aldrig har haft og det er særdeles åndssvagt som usandt, uærligt og sorgskabende i et akkumulativt kapital-økonomisk vækstbegreb. Føj for satan.
Betingelsen for at komme ud af det helved er som den altid har været. Men vi véd også noget nyt. Vi har hjerte-erfaringer i vor kultur. De skal koncentreres, så åndens rene billeder kan opstå i sin altid enigheds-givende kvalitet. – Der er ingen tvivl, ingen fornuft, når kærelighedens ånd, helligånden er over os. Så véd vi besked, bliver renset, helbredt og anvist den vej vi skal gå. Det er målet som også midlet for al virksomhed og det gode ved det er i al evighed, at det til enhver tid kan indrømme tidens menneske plads til sin forandring, sin omvendelse – da kæreligheden er tålmodig, fastholder sig ved sin tro i livet og ad den vej rådgiver os i tiltagene, lader os handle derpå.
Sagt på anden vis: Sålænge livet administreres i købmandskabets ånd, den vesterlandske lovgivning, der hører under det åg, så kan liv og kultur ikke udvikle sig i og af sig selv. Sålænge provinsen er underlagt begærets hovedsæder, bykulturens forlystelser, magt, begær, vold, sex, degenererende socialisering – der konstant vil være bagud med den skolede dannelse, der prøver at opretholde en bedre en socialisering, men altså altid bliver til det bedre og finere borgerskab, en forskydning - kan livet ikke finde trivsel med og på jord.
Livet er nødt til at handle igennem og med tingenes verden, det er et praktisk produktions-vilkår på jord, men sålænge de ting, livet dagligt arbejder med ikke er i organisk familie med livets vækstform og tempo, kan vi ikke lære livet at kende – kan livets ånd ikke opstå som andet end en privatsag, en privatiseret tro, onani og andre former for selvbestaltet liderlig magthåndtering bag duggede ruder og gamle gardiner.
Skriftlighedens paradigme er ikke et problem per definition – ja, der er jo ikke noget, der per definition er et problem. Problemer tilkommer fornuftens måde med virkeligheden, jo mere vi bruger den, des flere problemer producerer vi. Så det egentlige problem er nøden fornuften ikke vender til forstandig indrømmelse af glæden og dernæst lader forstanden råde i al sin ansvarsfulde afmægtige kunnen – ved at være det tro, der er t ro-givende; ved at give det ret, der har ret i livet selv: mad, arbejde, børn, familie og fredsommelig samarbejde derom.
Det er symboliseringen af livet gennem utallige iagttagelser, nedfældet på skrift, genindpodet i livet påny via den historiske virkelighed, men altså også ganske slagkraftigt via institutionernes bastante herredømme i ånden, kapitalsymboliseringen – det er dét, der gør, at vi ikke kan høre ordet rent og handle derpå.
Livets værdi er grundlæggende at være levende i værdsættelse deraf, påskønnelse af det forhold – og der er ikke noget levende ved asfalt, der er ikke noget levende ved at sidde på en stol, de første 9-20 år, der er ikke noget livsbekræftende som livsopretholdende lærerigt og udviklende ved den livsform. Det er snarere en lang undertrykkelse af det, der i livet vil leves. – Det ses tydeligt i tiden, at mennesket bliver nødt til at finde sig selv som voksne vel at mærke, og hvad da med børnene? At det så foregår ganske uhensigtsmæssigt, ja det kan vi så takke den omgivelsens ånd og dannelsen deraf, livet har været udsat for i vor totalt dødsdømmende, som liv-og-døds-fornægtende kulturform, der ikke tillader livet sin gang på og med jordens vækstånd.
Vejen ud af fornuften, der magter virkeligheden i en afvikling af al livsbåren værdi, bliver derfor at stille forstanden i arbejde med sin vækstform. Og det er der utallige gode erfaringer med i vor kultur. Vi har kongehuset som forbillede, vi har tildels højskolerne, vi har gymnastikhøjskolerne, tildels husholdningsskoler, vi har landbrugsskolerne, vi har den kongelig veterinære højskole – endelig en lang række eksempler på mennesker, der selv er gået vejen. Friland, økologiske landmænd, akademikere, der hørte efter og forsøgte sig med fællesskaber i en renere ånd, etc. Desuden også andre virksomhedsledere, båret af idéer om f.eks. alternativ energi, alternativ transport, brændsel – samt også Kolind, at få livets dannelse med ind i det.
Det er ikke alt sammen min kop te, men det er stadigvæk udtryk for at ville omsætte den renere ånd i en virksom omgivelse, der løfter os ved sine eksempler. Derudover har vi også en masse ulæst akademisk viden, der kan finde sin berettigelse, såfremt den fortolker sig i forhold til livsforholdets kategoriske bestemmelse, dets sted: jord, planter, dyr, menneskliv. Og således begynder at udvikle sin tradition til også at blive en kunnen.
Det betyder selvfølgelig nedskæringer af det meste af den akademiske videnspraksis, men omvendt sagt kan den blive til indsigt som følelse og ånd, der virker. Fornuftens erfaringsdannelse er materialisering af viden som virkeligheden selv, det er ikke livets erfaringsdannelse som kultur, fylde og ånd. - Den akademiske videnskultur har i mange hundrede år undladt at undersøge livet og indrette en tilværelse med plads dertil hos sig selv, for at få den grundlæggende erfaring med – hvilket jo altså inkluderer praksis, selvforsynende forhold, da videnen ellers ikke kan være stillet i livet, være relevant. Det er sådan i ånd, at viden der produceres siddende på overførselsindkomst også i sin tekonologiske praksis vil stille livets arbejdere, de udførende i samme mentalitet og tilmed eksponentielt, da det indoptages i organismen som kapitaliseret objekt, skatteborger.
Det strider imod livets hjerte, hvorfor arbejdskraften er nedbrudt i dag. – Jeg kan hellere ikke transcendere min læser, du sidder ned som jeg sidder ned og skriver. Men ånden peger forhåbentlig udover det forhold og det er det relevante ved livets vækstform. En maskine, en industriel virksomhed, knapper, der skal trykkes på, osv. peger ingen steder hen, det er gold, dødt – ligesom pengene, der kommer ud af det også er døde, ikke kan elskes eller ikke kan lære os at elske, vi kan ikke gøre noget i sandhed livsbekræftende med penge, fordi hjertet aldrig kan veksle sin sandhed: at skulle elske, at skulle bekræftes i livets tak.
Vi må bede om forladelse, forlade vor skyld som også vi forlader vore skyldnere – og således forlade det gældsættende, betonsættende, asfalterende, kapital-teknologiserende tegn-tekst-og-tal-fikserede paradigme, såfremt vi vil kendes ved livet på jord. Der er ingen anden vej, men selvfølgelig mange måder at gå den på. Det afgørende er ånden, der således indrømmer livets sande vækstform som krumtappen, hjertet, vi orientere os ud fra.
Og vejen dertil er som det tidligere er foreslået en bekræftelse i ånd som hånd: at indføre omgang med vækst som det forpligtende i vor måde at organisere os på. Du har ikke først og fremmest pligt til at betale skat, men pligt til at deltage i den nærmeste køkkenhave eller gymnastikforening, kropsudfoldelse, der sigter på hjertets almene trivsel og derved forstand - eller kreative værksteder, der arbejder med naturens egne materialer i sigte for deres såvel brugbare som altid lærerige gode. - Et stykke træ kan blive til meget i den menneskelige ånd, men kriteriet er bekræftelsen af den menneske-kærelige ånd.
Det er omkring selvforsyning som livets basale og selvstændige krav, at forsynet, forstandens sans for livet bekræftes. Det er her visdommen gives i form af kæreligheden til det vi er i al evighed, fordi vi aldrig kan komme udover det vi er som stillet på jord. – Selvforsyning, det skal være der og det skal være der alment, fordi det er betingelsen for en forstand, der overhovedet kan organisere noget som udvikle noget holdbart, bæredygtigt – ja sandse det.
Sloganagtigt: halvér skatten i takt med at forpligte landets virksomheder på at indrette sig og involere sin nærmeste arbejdskraft i væktbrug, køkkenhavebrug, dyrehold, gymnastikhold eller sand oplysning, for det findes der også måder at håndtere udover det praktiske. Præsterne er bestemt ikke uden evne derfor, da de kender ånden som den er bevaret og skal bevares. – Og gør dét som halvdelen af arbejdet, produktionens sigte. Afvikel eller halvér kapitalens netværk og indflydelse, så det egentlige livsmæssige værdigrundlag kan opfattes som andet end noget, vi har hver vor mening om, identitet i forhold til.
Gør så, ellers uddør det konkrete menneskebegreb omkring kød som ånd, mad, dyr, liv, kærlighed – som det allerede truer med via det akademisk-kapital-teknologiske hovedsæde: EU, menneskerettighederne osv. Det kan nok være er der er brug for udenrigsmæssigt samarbejde, men det har da aldrig skullet være online ind i dagligdagens livsførelse, for det smadrer jo livet, gør os blinde, blokere os i forhold til at gå ud og så de skide gulerødder, sætte kartofler og iøvrigt lade tingene gro, give det ret i livet, der ved gud har ret som en gave til os: at lade naturen arbejde for livet, istedet for omvendt lade livet opretholde naturen, ja bekræfte den i sig selv og således i sin egen selvdestruktive handel og vandel.
Fælles skaben i vækst
Borgerligt set er vi i livets nærvær forpligtet ved kommunens repræsentative statslige administration. Det gælder i forvejen alle, virksomhedsejere som arbejdere, gamle, osv. Kommunen er staten i nærmiljøet, hvorfor kommunesammenlægninger jo også er noget tåbeligt noget, fordi ånden der gør os forståelige på naboen er jordbunden – det er ikke ved at ringe i mobil hele tiden eller på anden vis opretholde et online kommunikationsnetværk til at snakke om, hvad der skal administreres og således papir-føres som traditionen jo er. - Men da må vi jo oprette nye vækstkommuner, der også kan se i nåde til de gamle statsfolks bureakratiske hobby: at ville have magt, hvor ingen livsbefordrende magt er givet, fordi deres menneskelighed er blevet afviklet gennem uddannelsessystemerne.
Nej, kommunerne skal ikke først og fremmest opkræve skatter – hvad der vel at mærke er den overordnede symbolik i statens organisering som den har underlagt sig kapitalen. Kommunerne kunne i en positiv forstand kanaliserer som i starten tilse livets organisering omkring den organiske vækstpleje. Det skal være deres klare budskab og virke: man kan ikke regelrette vækst, kun værne om den, rette blikket mod den, pege på den, indrømme den, fremelske den og på den baggrund se, hvad der skal til, hvad der skal gøres, hvor der må gribes strengere ind, skal tages beslutninger, osv.
Skolerne er væksthuse, men der er ikke noget i vejen for at skolerne foregår ude på virksomhederne, såfremt de har deres element af organiske vækst og selvforsyning. Det vil børnene lære meget mere af, blive langt mere livsduelige af. Ånden hvori de konflikter, der altid vil opstå, skal håndteres, den bliver anderledes nærværende, men således også bundet til livets indrømmelse, evne til forsoning, mv. Desuden vil en lang række konflikter – misdannelser, staten traditionelt kommer til at financiere resten af livet, så den velfærdsfede middelklasse kan opretholde deres ulykkelige bevidsthed om folke-lykken, det efterhånden kun tager 10 år at erfare, at livet i verden vist nok ikke helt er på den måde, hvis de overhovedet tør træde ind i livets erfaring!!! De konflikter vil overhovedet ikke komme på tale.
Der findes ikke skole-lærere i dette samfund, der findes voksende mennesker, vækst-erfarne, der håndterer sig i vækstens kald på næring og altid har den indenfor rækkevidde som eksempel og fastholdelse af sigtet. Vækst forandrer sig hele tiden, der er altid noget nyt, men ved det i sandhed samme menneskelige forhold på jord. – Det er der ikke i kapitalismens vækstform, som vi ikke tilhører, ikke kan være samstemmende og samhørige med, ikke kan følges med i vores krop.
Hvor kommunerne i dag er bureakratiske, teknokratiske – kunne de således blive vækst-kratiske. Hele den miljømæssige side er der jo på sin vis allerede, omend akademisk funderet og i evindelig modstrid med den gældende forurenende livsførelse, som det akademiske liv selv opretholder ved at være skattefinancieret tilværelse, der således strammer skatteskruen i virksomhederne og på den lovmæssige vis forurener livets selvstændige ånd som drivkraft, adskiller ånden fra drivkraften, ånden fra kødet, ånden fra kroppen – og stoler den.
- Men det miljømæssige spor er indeni, selvom det ikke er stillet praktisk. Det er bekræftelsen og udviklingen af det spor i livets kropslige jordbundne ånd, det handler om. Og da kommer vi ikke udenom, at grundloven kun kan handle om jord, vækst og trivsel – og godt sådan, da det er forholdet, det jordiske vilkår, hvoraf du kommer fra, hvorpå du bliver til og hvoraf du genopstår. Det levende livs ånd og forståelsen af det levende livs præmisser: dit liv vokser op, har sin helt egen ånd, derved ny næring til den videre trivsel, hvis opgave din ånd skal nærer, før du må takke af i tilfredshed med at du blev til, gav af dig selv, havde noget at byde på og således ind med til livets videre færd.
Videre i den dur, fordi vi kan ikke blive ved med at leve under den akademisk-universitære-kapitalstats-teknologiske og således de uendeligt uorganiske døde erfaringers ånd. Den er i sin fornuft universelt set livsfornægtende; - men du kunne jo prøve at trække vejret ude i rummet, du kunne jo prøve at trække det tildækket af jord i jordens indre, eller under vand, hvis ikke du er overbevist om den sfære, det mentalitetsniveau, det universitære vælde begår sig i: den livsfrie fornuft.
Skriftlighedens succes-kriterie måles således på vækstens forhold og trivsel i ”kommunen” – hvor folk er med deres liv – i ånd, konkret, hvor livet er stillet, leves og er forpligtet på at arbejde og tjene til livets hjertelige oprethold af vækstens kultiveringsform. Vi har langt mere tid end vi tror, såfremt vi bruger vor sans for at organisere ved det organiske: en bonde kan så en mark med brød nok til et helt år; vand er givet, frugttræernes bær, mv. - Du skal ikke uddannes for at føde børn på retfærdig vis, du skal ikke uddannes for at arbejde, du skal ikke uddannes for at kunne leve – nej, du skal vokse op med vækst i hånd som ånd, arbejde derved, elske det og således leve som grundlaget for og til, hvad der ellers kan uddannes, forbedres, bekræftes som erfaringsdueligt til en videreudvikling af liv og kultur.
Livet er uddannelsen i oplivelsen og videregivelsen - og det kan ikke adskilles fra sit vækstvilkår og arbejdet dermed i kærelighedens navn. Det navn, der i sandhed sorterer, bruger, hvad der er brugtbart til livet.
Sandsen og evnen til at lære, hvordan vækst gøres godt, er til på fredelig vis – den kan ikke organ-doneres på sygehusene, den kan ikke læres på universiteterne, den kan ikke genereres fra en stat, der binder sig på den kapital-økonomiske vækstforms lyster og magten deraf. Vi har pligt til at arbejde som vi har pligt til at elske livet i sit vækstfænomen – da staten imidlertid i sin praksis underkender det sidste som livsoplysningens jordnære og arbejdsomme grundlag, ja så underkender den også det første og derfor har vi idag en arbejdsstyrke, der ikke kan arbejde med sig selv som livsudviklende derved, altså kulturudviklende. Og virksomhedskulturen har heller aldrig kunnet det i sit købmandskab, men også på grund af lovgivningens knytning dertil, skattesystemet – det er jo sandt, for ellers var Kolind ikke en succeshistorie.
Bureaukratiet, skriftligheden og de evner, der knytter sig dertil, bogholderi, videnskabelige systematik, historiske arkiver, mv. – i bund og grund manisk samlerkultur, der samler på ensartede størrelser - det skal stilles til brug, til oplysning af vækstens muligheder i nærområdet som den både knytter sig til jorden og kulturen derved. Det er gartner-erfaringer, landbrugserfaringer, kropserfaringer, åndserfaringer, der skal udgå fra kommunen og i den forstand måske indebære en ”forskning”, der kan bidrage til at holde ånden levende i sin nærværende sandhed, udsondre det levende, lokalt; vi véd at vi får brug for at slå op, vende ånden, selvom vi kender budskabet; så sådan kunne vi gøre indtil vi kender det bedre uden opslagsværket, indtil vi kan henvise os selv til væksten kald i evighed som roen skal have vand, for at vokse. – Så kriteriet er altså stadigvæk, hvorvidt haverne passes, folk får sig rørt, arbejder omkring fornødenhederne, livets basale som de skal elske det, for at kunne se og sandse i en ånd, der kan vise videre vej.
Vi kender vestens menneske. Når det basale fungerer begynder det menneske at kede sig, vort største problem i vesten er, at det vestlige menneske ikke har lært at meditere i sit kærlighedsbegreb – det er ellers overskuddets kanalisering og gave til det nyes opstandelse, de egentlige nyheder som de opstår ud af livets omvendelse af sine sorger til glædens åbenbarende idérigdom. Man kan ikke ligefrem sige: at nyhedsudsendelserne i fjernsynet præsenterer os for nyheder i positiv forstand, de er ikke inspirerende, men gentager det kedelige budskab, at verden er elendig og at vi i uendelighed skal fortolke det som det fjernsynede vilkår, vi som liv skal forholde os til, ikke kan gøre noget ved, men må lade os præge af som om vi i al evighed var fortabte. – Ny glædes TV2 News over det forhold, der findes 24 timer i døgnet, for så er vi lidt med på noderne, lidt amerikanske og smarte.
Medier af den teknologiske natur er håbløse, hvad liv og udvikling angår – og det har de været hele tiden, altid. Censur-diskussionerne i forbindelse med Danmarks Radio, hvad måtte vises, dette: uegnet for børn; det handlede om indsigten i dannelse, at vi præges af omgivelsen, ordet, billederne. - Og således er vi jo altså i dag, da folket jo mener, de véd bedst selv i demokratiet, et fjernsynet folk, der ikke kan være nærværende; en zapperkultur, en mobilkultur, en ludomanisk kultur – kort sagt: kød som teknologisk styret via fornufts-åndens omgivelse.
Og vi véd stadigvæk godt at det ødelægger børnenes egentlige vækst og selvforståelse som menneskeliv. - Der er al for høj tillid til at mennesket i bred koordineret systemfornuft selv kan vælge, for der er ikke noget menneske uden indsigtsmæssig dannelse i og med de grundlæggende basale menneskelige forhold på jord. Så det hænger som sagt sammen med den livsfrie fornufts kapital-teknologiske frihedsbegreb; det universitære paradigmes X-menneske, hvis kapitale funktion er: aldrig at lære livet at kende, vokse i det, så det kan være det bekendt.
I uendelighedens vækst-paradigme er livet ubekendt og således flygtigt som flytbar i uendelighed – som reklamerne det byder. Det er et tarveligt samfund at byde børn, at byde livet at skulle begå sig i. Det er ikke godt nok, for det har aldrig været godt.
– Men meditation i kærlighedsbegrebet.
Vi er særdeles action-præget, men det betyder også at vores indgang til meditation er kropslig, vi har generelt set bevægelse nødig, for overhovedet at kunne blive bevæget, rørt af noget. Vi er kolde og skal først varmes op, for at kunne mærke livet. Åndsevne og kropsevne er uløseligt forbundet.
Det vi som regel gør er at materialisere det uforløsendes idé-rigdom, der jo dog er en besked til os om, at vor krop må handle, gøre noget. Men materialisering betyder at det altid ender med at optage plads, omsættes, at enkeltmands-idéer iværksættes, som alle andre således skal involveres i eller f.eks. motorveje i Jylland, der skal vise vækstens kommende overskud vej. – Vi skal forstå det omvendt, at helbredelse af vort liv og levned, vor kulturform, det uforløsende, der i vor tid trykkes ned i hjertet, det kan kun kanaliseres ret i fastholdelse ved og af den tro vækst. Kroppen er selvhelbredende som den heler sine sår og sådan virker det organiske menneskeliv; det har den Højeste gode kraft forbundet i sit hjerteliv og ånd som indsigt og kendskab til sin vækst, sit vækstvilkår og arbejdet i dets ånd.
Især berøring fra et andet menneske kan være forløsende og det findes der jo også masser af forståelse og evne for dét indenfor de alment krops-kunnende discipliner. – Desværre fører det i tidens ånd til magtliderlighed, hvilket skyldes at ingen koncentration om livets alemene sag er dannet som præget, bekræftet indefra i livets sandende hjerte. – Så: at røre det inderste!
Når vi undgår berøring skyldes det mestendels, at det minder os om, at vi har levet forkert og fortsat lever forkert størstedelen af vor tid – mange mennesker ville begynde at græde, hvis de blev rørt af den sande menneskekærlighed, ja nogle endda vrede, afvisende af den, fordi den siger, hvor hjertelivet, den du er, i sandhed er nået til; det er ikke rart, når hjertet sættes i stå som ung, ja endda som barn af uoplyste forældre eller institutioner og livet således resten af sin tid har skullet leves udenfor eget hjerte. – For det er sådan det er, når man forbryder sig mod blodets ubrydelige bånd i sin dertilhørende blodrensende ånd; incest, alkolisme, skilsmisse f.eks. Barnet finder aldrig sit eget sandt indrømmende hjerte, erfaringen, der kan udfoldes og virke i livets mod, men bliver istedet indelukket, kompenserende. Det er så grusom den kapital-produktive institutionelle kultiveringsform, livsform er – og den dertilhørende manglende indrømmelse af skyld, fordi alt bortforklares i universitære årsagssammenhænge, livet kun vanskeligt tør fornægte, da samfundets love som bekendt har underlagt sig det forhold og de sociale normer således bekræfter den naturs love, lever os ind i dem, til vi lever efter dem som regelfølge, ren tyngdelovmæssighed og derfor tungt: du bliver meget let stenet, fængselt, kriminaliseret, hvis du nægter at følge de love i forsøget på at være livserfaringen tro og handle derpå.
– Men hermed vendes det forhold om nok en gang: lovens templer skal styrte sammen for at deres akkumulerende lidelsesbehov for magt kan blive synligt for dem i deres børns hjerte og vækstvilkår: os alle som underlagt lovgivningens templer, hvor alle er ligegyldige for loven pånær dem, der sidder på dem, lever af at holde dem oprejste som empire state building, som world trade center, der er noget andet end det lille hus på prærien, selv for amerikanere. Det er kulturformer i vor kultur, der er dødsdømmende og livsfornægtende. De skal opløses i livets eget sande navn
Så vi kan altså helbrede med hjerte og hænder, og behøver hverken at åbne legemet eller leve uden på huden; vi forstår os bare ikke som sådan og da kan vi ikke se som mærke den helbredende kurs, der gives ved livets forstandige lys. Desuden har vi jo, som det altid vil være tilfældet med vor kulturelle natur, børnene. Børnene minder os om vor opgave, der forløses altid noget derved, fordi kærligheden uvilkårligt kommer på tale – og det er ikke et ejendomsforhold, men et udviklingsforhold som væksten selv, dens modnen og bæren frugt: du skal finde vej for dem i kæreligheden navn, du skal elske dem som menneske i det navn og den ånd.
Forstandig tale
Hvordan bliver noget til? Det gør det i ånden, hvor idéer gribes, kan videreudvikles og måske iværksættes. Der er ingen virksomhed, der er blevet grundlagt uden forudgående idé med virksomheden. Så kommer der erfaringer henad vejen, der også justere idéen, ja måske ender det ovenikøbet med noget helt andet, afhængig af, hvor god idéen er i sit udgangspunkt, hvor meget den har taget højde for i sin realitet, sin omgivelse.
Hvad livsudvikling og kulturudvikling angår, så er vanskeligheden som bekendt magten. En enkeltmand kan iværksætte sin idé gennem hårdt arbejde, få folk til at hjælpe sig – men i livskultiveringens sammenhæng, der involverer alle mennesker, der er det noget andet. I den sammenhæng kan man ikke udvikle, realisere idéen via magten i traditionel forstand.
Det kan man ikke, da udviklings-idéen angår en fællesmenneskelig bevendt ånd, der således samtidig skal varetage mangfoldigheden, det: at vi også er forskellige – fordi den enkeltes selvstændige udvikling med sit liv er forudsætningen for en fællesmenneskelig bevendt ånd med plads til, dvs. forståelse for mangfoldighedens potentiale.
Det er fornuftens begræsning at være stillet enkeltvis, hvorfor alle fornufts-idéer ender i tyranni af den ene eller anden slags. Fornuft er magtbegærets håndtering af livet i sin omgivelse, nedarvet gennem århundrede på europæisk grund og den kan kun dét. Fornuften kan ikke undlade, men forsætter i uendelighed med at takke over. Den indrømmer intet og lader således alt råde som noget den vil have styr på, men af samme grund ikke kan få styr på. Den er stillet enkeltvis i al uendelighed og har ingen forstand på, hvad der er fællesmenneskelig bevendt ånd eller til den ende befordrende for den enkeltes selvstændige udvikling – som liv.
Udvikling af liv og kultur foregår aldrig via den overmagtende magten, der konstant vil være over tingene, så der er styr på tingene. Det foregår derimod gennem indrømmelse af dit eget liv, din egen historie og ad den vej kommer du jo uundgåeligt til at tænke på de mennesker, der står dig nært. Og sådan virker hjertets forstand i livet, sådan er livserfaringen aktiv. Ved indrømmelsen af dit eget liv vises du ud til andres liv, som du har været sammen med, oplevet noget sammen med. Du vises hen til steder, dit liv har færdes og således bære præg af. Og på den baggrund er dit liv orienteret, gives det en væsentlig del af din erfaringshorisont og dine værdier.
Dine værdier er uløseligt forbundet med din historie, dine oplevelse, de steder, du har været og de mennesker, du har været iblandt. Og endeligt, først som sidst er de uløseligt forbundet med dine forældre og/eller egen familie. Det er livets forstand i sin hjertelig sande indrømmelse deraf. Har f.eks. dine forældre ikke været gode som kærlige, ja så gør sandheden ondt, da du i al evighed vil være stillet i blodets bånd, bærer præg af deres måde med deres hjerteblod og din ånd derved. Men det ændrer ikke ved, at du har en livserfaringsmæssig opgave bestående i at elske livet alligevel – og da er det, at frigørelsens behov måske opstår, at du kigger dig om efter andet, anden værdi, noget at værdsætte som udtryk for dit eget liv. I fornuftens kultur er vi dømt til at gå i selvsving, så det skal du skide højt og flot på, den kan som sagt ikke andet.
Indrømmelsen af dit eget livs historie udvikler således din opfattelse af dit liv ganske som det er stillet i forhold til dine oplevelser med andre, med din familie, de steder du har været, det, du har været omgivet af. Og på den måde udvikler det din opfattelse af livet omkring dig, omgivelsen, kulturen. Gennem indrømmelse af dit eget liv, indrømmer du dig selv en plads i livet, men derved indrømmer du også dig selv i den kultur, dit liv er stillet i – og du står således som noget, der gør en forskel, fordi du kan indrømme dit liv en plads.
I videre forstand står du således også med kulturen i dit liv, i dine hænder. Du har al den indflydelse du kunne drømme om alene i kraft af din indrømmelse af dit liv i sin sande sammenhæng og dermed som noget kulturbårent, der angår kulturens videre færd afhængig af din stillingtagen dertil og voksen dermed.
I fornuften hedder det her sagte: selverkendelse og ikke indrømmelse – og det er forskellen på fornuft og forstand. Fornuften ønsker at blive ved at virke, forstanden ønsker at blive ved at leve. Det er forstanden, der synliggør, lader os mærke vor magtbegræsning, ganske som vort hjerte ønsker sit liv med os i fred og fordragelighed, men også i en positiv, kraftig udviklingsbevægelse, kærlighed og opdragelighed. Når vi indrømmer, indrømmer vi også den magtbegræsning, når vi blot selverkender, ja så vedbliver vi med at forøge vor magt som agt uden reel magt – altså som negativ magt, der magter verdensomgivelsen i forskudt tro på, at først bliver godt, når hele verden er ordnet, er faldet på plads og vi har fået styr på tingene.
Fornuften akkumulerer agtpågivenhed i vor kultur, hvilket så fører til forsigtighed ud over alle grænser, forsikringer, garantier, tilbageholdenhed, der som akademisk argumentations systematik ingen ende vil tage – eller modsat til magtindbildning, storhedsvanvid eller trods, der lynhurtig mister fatningen, sin måde med tingene, køb og salg efter forgodtbefindende. Fornuften er enten-eller land som tyngdekraftens eget forhold underlagt jordens masse-bevægelse: enhver genstand betegnet som masse vil enten forblive, hvor den opdages eller falde. Fornuften har ikke forstand på bevægelse, den følger ikke selv med, men lægger sig ovenpå, fordi den tror den skal magte alt udenfor sig selv som det liv, den er bundet ved. Fornuft er livsglemsel, fornuftige mennesker har forladt livet, de er så at sige levende døde, der kæmper en febrilsk magtkamp for at overleve deres egen død.
Når vort samfund skal udvikles til at være et vækstsamfund, et udviklingssamfund – istedet for et afviklingssamfund som det er nu, ja så kan man ikke stoppe afviklingen med den magtform, der netop afvikler livet som det i sandhed er stillet i og med sin egen vækstform. Altså ikke gennem forbud og lovgivning, adfærdsregulering med magt. - Fornuftens magtform skaber som sagt enten-eller bevægelser, ganske ligesom den matematiske økonomi i sin kapital-logik er betinget ved overskud og underskud: at skabe overskud er at skabe underskud. Sådan er det og sådan har det altid været, fordi matematik er rå natur-symbolik.
De erfaringer fornuftssamfundet således har tilvejebragt, ja de er stillet i forhold til forstanden, i vore kroppe som også ånd – men som uerkendte, som ikke indrømmede. Vi har så at sige forladt livet, da vi lever det som natur i naturens uendeligt lovmasende ånd. At bringe livets egen forstand i tale kan derfor kun ske gennem en vækkelse af kroppens liv. Vi lever uden på huden, vi lever ikke ifølge kroppens signaler til os. Vi er gået fra forstanden som kapitalstatens lovgivning har forført os dertil – og kan kun komme på rette livsmæssige spor ved at sætte kroppen på arbejde med sig selv.
Mennesket har en skikkelse: arme, ben, torso, hoved. Bevægelse af de elementer foregår altid samtidig, er altid forbundne – blodet er det samme, løber i alle kropsdele. Bevægelse i det sigte, der hedder hjerte: at få sig rørt, få pulsen op, blodet rundt, det er rensende. De indre organer sættes på arbejde – det arbejde, de i sandhed er skabt til. Vi er indrettet til at bevæge os og leve sådan. Da vi imidlertid mentalt er stillet i den selvhøjtidelige fornuft, ja så kan vi kun mærke resten af kroppen ved at føre fornuften ud gennem indrømmelse af forstanden, der er erfaringshøsten i livets hjerte – jeg mener: den selvhøjtidelige fornufsmagten, skal sætte kroppen ind som sit magtmæssige omdrejningspunkt. (Fornuften har ikke forstand på livet, men den kan dog trods alt se en krop – desuden får den sit magtbegær tilfredsstillet ad det spor).
På den måde føres kroppens egen erfaringsdannelse, erfaringsmåde, oplevelserne derved, indsigten deri – ind omkring hjertet, vejrtrækningen, anstrengelsen, afspændingen, afslapningen. Og herved bliver f.eks. ydelse før nydelse stillet i sit rette element: livets. Der er ingen fornuftsmæssig grund til at løbe en tur, men bagefter hjerteligt velvære. Det er forstandsbekræftende, dvs. det giver livet sit følelsesliv, sit sandselige liv som forbundet til livet selv, kropsligt stilllet som det er, bevægeligt forbundet som det at få rørt sit hjerte er. Kroppen er grundlaget for hjertets forstand i første ombæring. Og med øvelsen, prøvelsen lærer vi igen at forstå, at der egentlig var grund til at løbe en tur. Genopstandelsen af forstandens grunde.
Det giver sig selv, at der dertil kommer behov for næring. Når sandsen for kropslivet skærpes, så får man mere lyst til vand, fremfor sodavand eller øl. Det er ikke på grund af alle fornuftens erfaringer, idrætsforskning, OBS i fjernsyet eller lignende. Nej, det er på grund af kærlighedens røre omkring hjertet. Det er indsigter, der er opstået i sandheds-kulturens værdsættelse af det uomgængelige liv som noget kropsligt stillet. Det er livets egen erfaring til sig selv omhandlende, hvordan det skal gøre, opføre sig, orientere sig, sigte sit helbredende virke i og med livet. Ved kærelighedens røre omkring hjertet – ja for det er jo kære-ligt alment for mennesket at have et forhold til sin krop, fordi det er dets liv - sorteres, sigtes det egentlige næringsbetonede behov. Her er vand nævnt.
– Og det kommer jo ikke bag på os i udvendig forstand, som den skjuler sig bag fornuftens systemer i form af rensnings-anlæg, vandmiljøplan, mv. Motivet er godt nok, hjertebårent, men overblikket er dårligt, fordi det er lappeløsninger. Det er ligesom fjernvarme-anlæg, jo længere du skal transportere varme, des større energitab. Vi kommer til at lide på de systemer som de i fornuften er sammenspundet med hele negationen: sålænge vi renser på den måde, kan vi ikke ophøre med at forurene på samme måde. Sålænge fjernvarmen sendes ud til os, kan vi ikke undlade at forbruge den, for det er jo spild af energi! Og når der er udsalg i forretningerne kan vi spare penge – så der skal købes stort ind.
Det fornufts-teknologiske system-paradigme tvinger os ind i en livsførelse, der gør livets krop og dømmekraft overflødig, usandseligt overforbrugende eller presser dømmekraften endnu højere op i sit herredømme over livet: det er da lige meget med forurenet vand, for vi køber det bare på flaske i Netto, sådan tænker det moderne menneske i sin altid nærværende forstand som den betones af fornuftens systemer og deres misforhold, misdannelse. Da kærligheden er gratis er den ikke noget værd i kapitalismens kulturform, sådan er det også med vand – derfor betaler vi for det, ellers véd vi jo ikke, at det er noget værd.
Det sande næringsbehov viser sig for ånden, når blodet er blevet godt iltet, man får slappet af, kan være ved sig selv , sit eget hjerte – og retningen derved gives: jeg har lys til et æble. Der skal ikke ret meget til og tiden bliver en anden, mere ligegyldig omstændighed, ja man bliver næsten bange. Det er velkendt og alment. Men ligesom med berøringens tema, så synes det negativt, ja forfærdeligt, fordi det, såfremt vi løber en tur, drikker vand og spiser et æble – fordi det minder os om, hvad fanden vi ellers render og laver under f.eks. den samfundskategori, der hedder: arbejde.
Johannes Døberen rensede synden væk med vand i omvendelsen af de samfundsmæssigt undertrykte – som en forberedelse, en omvendelse til at være indstillet på den levende kærlighed på jord. Han, den menneskelevende kærlighed kom og lod sig døbe i sin Faders navn af Johannes Døberen, da de begge var guds sønner. De var brødre – og horeunger uden skyld i deres forældres begær og vold mod blodets bånd som ånd, hvorfor livets egen Kærlighed måtte tales af deres mund udover blodsbåndet, slægtsforholdet.
Jesus fortsatte omvendelsen i praktisk forstand i sin Fader-dåbs dom til os med helligånd og ild, den brændende tro i vækstens gnisten omkring brødet, som det, hvorom vi lærer menneskelivet at kende. Måltidet og hvad dertil hører af anskaffelse, arbejde, dyrkning af jorden, mv. – er for menneskene i al evighed stillet som det, hvorom livet drejer sig: at elske. Du skal elske næsten som dig selv i forhold til brødet, arbejdet, dyrkelsen af jordens frugtbarhed – du skal elske næsten som dig selv i forhold til helligånden, den ild, den brændende tro, det brændende ønske, der får livet til at fungere, du.
Det er i sandhed menneskets tilværelse, der er givet derved og det er helt og aldeles forstandigt. Ja det er så forstandigt, at vi tror det er løgn, endnu ikke er klar over som i, hvilket paradis vi lader vor næse gå forbi. For ad den vej sker en helt anden kultivering, påvirking af vore sandser, påskønnelse af livets værdi.
Omvendelsen er, at være ved livets forstand og arbejde på dens sag som krop på jord, i arbejde dermed. Det er derved den sande al-mening er som sandselig – det er en gave som det livgivende korn i jordens befrugtelse af det giver os mange fold. På landet véd man det, I kan selv spørge en mand som har været direktør for det kongelige teater i mange år, tidligere ude med de røde faner, måtte miste sit ægteskab – og ganske hjemsøgende måtte ud på landet og rode med en traktor, fordi hjertet søger jorden og ikke fornuftens teaterhimmel fuld af stjerner! Af jord, til jord og af jord.
Hjem-ude-hjem, hvorfor skal vi pinedød så langt ud, når kræfterne er stærkest og vi skulle forbedre os selv som fremtiden på en vækstig kulturel trivsel og måde dermed? Var det ikke det, vi egentlig skulle lære, var det ikke det, vi egentlig skulle bruge livet til at bekræfte som måden, dannelsen, kultiveringen, udviklingens retning – med de ofre, der hører sig til?
Næringsdrivende
Forstandens genoprettelse er som jeg har været inde på: kropspleje, at få sig rørt og derved få aktiveret de indre organer.
Det er fornuftsbetonet at bekræfte forstanden som jeg har skildret det. Men vi er altså stillet i fornuften og har ingen sands for vækst derved, hvorfor den nød betyder at vi som sagt må bruge fornuften til at komme ned i forstanden, hvor livet leves, kan sandse og gøre noget. Alternativet er, at fornuften forsætter med at kvæle livet i sin magttænkning og handling.
OBS. Oplysning til Borgere i Samfundet. 5 minutters indslag på fjernsyns-kanalen, fordi man gudskelov aldrig har troet på oplysningens opdrag ad tv-sporet i Danmark. Men på den anden side heller ikke har passet geschæften på de områder, hvor det gælder, da systemet har umyndiggjort alle menneskelige motiver i en misforståelse af sin egen systemnatur. Systemet har opslugt sig selv i systematiseringens matematiske alle-ånd.
Det vi mødte som forstoppelse med berørings-temaet og med sundhedens løbetur, forstandsbekræftelsen – det er fornuftsnormer, vi er underlagt i det daglige og som tæller hele vor kapitalistiske lov-kulturs uni-formaliserende måde. I sandhed at komme i form, det vil stille dig unikt og ikke uniformt, men da bliver du let en trussel mod det etablerede. Ifølge dansk lovgivningsbegreb skal du hyle med alle ulve, fordi alle er lige for loven – det hyler og tuder i al sin dyriske tomhed i ethvert menneskehjerte.
Men alligevel. Det vi her er inde på, det er modstanden i forhold til at adlyde gode erfaringer – og til sidst den manglende evne til at kunne høre, hvad der forstandigt set er godt eller skidt. Den modstand kommer af det akademisk-kapitale-universitære, altså systemet: spegepølser er kræftfremkaldende viser en ny undersøgelse, ja der var en overgang, da kræft var på sit højeste – i medierne – hvor alt, som det så hedder i vor enfoldige forstand, var kræftfremkaldende. Modstanden er med andre ord en livsforstandig skepsis til fornuftens gennem-analyserende systemvirkelighed, for vi skal da for guds skyld leve godt og glæde os og ikke i lammende angst for at spegepølsen fører død med sig.
Modstanden er forstandens: vig bort satan, led mig ikke i fristelsen til at følge love og ”gode” råd uden sands for livet som det både opleves og dør. Lad være med at spise, for så får du ikke kræft af madvare fuld af kemikalier.
Man skal kende den akademiske kultur, for at kunne høre, hvad der er forstandigt i det – og kender man den for godt, lever man af den, ja så er forstanden ophørt. Det samme gælder så lovgivningsapparatet i dag. Derudover har vi så folket i kapitalens vold som de frie markedskræfter. Der er ingen kontakt, der løfter og bær i bred forstand. Og således kan man opfatte systemet som: godt for andre-kulturen: Ingens liv. Derfor kommer vækst, tro, sandhed og sandselighed ind som noget der efterspørges. Et Udviklingskrav, der meget let stiller sig som et krav til alle, hvad det dog også er – men som liv i kærlighed, der dur.
Det er måske morsomt i festens galskab, at vor højtudviklede kultur er ingens – naturens - men således ikke dagen derpå. Det er livet som vi er stillet i det som naturaliseret, dvs. rationaliseret kultur, der i årtier har forsømt livet og derfor ikke har nogen dannelse, et alvorligt præg, der ret forstår, hvor grundlæggende vi er på skideren. Ja undskyld mit sprog, men I vil vel ikke fornægte den kraft, der ligger mig på hjertet som kulturbærer; kende I de generationer, der kommer efter mig? Fjolser, kan I svare for Jer selv eller skal jeg se jer efter i sømmene – og nagle Jer til Jeres kors?
Forstandens rejsning møder modstand, fordi vi ikke må bruge magt til at rejse den op, fordi vi ikke kan det på den måde. Det kræver sand udvikling og derved tro, fordi vi nu engang ikke kan bestemme, sikre os i hoved og røv, sådan forstået at vi nutidigt skulle kunne se, hvordan alt bliver godt for al fremtid. Derfor må vi gribe fat omkring det vi ved, der gør os godt til livet i livet og værne om det, udvikle os derved – i bred forstand.
Hvad der er sundt og godt til livet, det er fornuftssandheder: Sund kost, at få sig rørt og at være sammen med andre. Det er ikke næringsdrivende livsvirksomhed, det er fornufts-værktøjer til at holde livet forstandigt gående i financiering af velfærdsstatens kunstværk. Kulturen er ikke på rette kurs, det er ikke gjort med at du løber en tur, drikker vand og spiser et æble – for din opgave er, at tænke videre i det spor ganske som spørgsmålet: hvad fanden er det vi render og laver til hverdag i kategorien: arbejde, hvad er det vi producerer og hvad gør det ved krop og sind. Og hvad med børnene, der ikke har en chance for at se deres eget blod i livsopretholdende virksomhed hos sin mor og far, skal det vedblive med at være normalt?
Det er således jeg har talt og sagt, at forstanden først kommer på tale i bred forstand, når erfaringen omkring f.eks. løbeturen, vandet og æblet – bliver en indrømmelse af, hvad livet drejer sig om. Og ad det spor, den sunde kost, måltidet og videre arbjedslivets indretning i den ånd, der oplever tiden som ligegyldig, men livet som værdifuldt. Jeg mener: først da kan vi se igen, først når dét er statens status quo, kan vi forstå, hvor meget vi har at glæde os over som under.
Det næringsdrivende bliver da ikke længer et spørgsmål om at drive sin egen virksomhed, at drive det vidt og sørge for sin egen næring, men derimod at arbejde med næringsgivende jordiske-menneskelige-kropslige-åndrige vækstbetonede forhold og høste erfaringen deraf – i netop såvel åndelig som ernærende, kropslig forstand.
Helligånd og ild, den brændende tro på, at vi kan det af egen fri vilje som sand kærlighed, ånd og kultiverings-sigtet derved – der ikke behøver sine mange ord, sine love, når det vi alle om noget kan se som indlysende får lov at være basal, jordisk grund for vor livsmåde.
Der vil stadigvæk være konflikter, men stilles de i lyset af nøden og nødvendigheden som den i sandhed er – og derved budet: at elske – ja så er der ikke andet end vækstens vej med dens selvfornægtelse af fornuftens begær som indrømmelse af, hvad der dog skal holdes gående, oppe, vise videre vej. Har man forstand på vækstens ånd, ja så véd man, at det ikke er askese, cølibat og fromhed – men derimod kender man livets forstandige genstande og at det er, hvad man har at holde sig til, kan nyde mens tiden er til det som livet vokser videre. Det er en lettelse at nyde i sandhed, i helligånd, for så at skulle gå videre med opgaven, give den videre. Og måske forstår man da, at det er lige meget, hvad der sker med én selv, når blot ånden har forplantet sig.
Mister man livets genstande, nogle af dem, ja så er man stillet som udviklingsforpligtet til at vise, at der stadigvæk gives kærlighed ved at give sit bud på, hvilken bevægelse i livets altid sammensmeltende ånd, der forårsagede tabet. Jeg mener: det er jo ikke nok, at bede på tæppet eller bede fadervor, for så render magtens, altså sorgens udviklingsivrige menneske fra livet med flertallet uden pli i sit inderste – hen til sin underlæggelse af andre i alle-andre-virksomheds-systemets sammenligningsgrundlag baseret på, hvordan de gør i Sverige eller andet internationalt far-vand.
Det er ikke nok at bede, men det virker i den forstand, at vi mindes om, at vi ikke bestemmer – og det er i den fattelse, den ånd, at vi overhovedet kan som skal bestemme noget med kærlighed. De fleste vesterlændinge er flove over at bede, fordi dens stater har lært livet, at det skal skaffe alt selv – og således alt på andres bekostning. Det véd livet at kærlighed ikke kan, kærlighed kan ikke skaffes, hvorfor dét alt, der tror alt godt, langtfra er på tale i vesterlandsk kultur.
Forstandens talen
Enhver forsamling på jord skal gives ved det daglige brøds arbejde. Jorden er frugtbar til livets formål, mellem himmel og jord står menneskets kærlighed i grødens navn. Min ånd lever i planter og dyr ved menneskelivets kærlige hånd – som bundet til jord, voksende mod himlen i indrømmelse af liv og tilværelse derved. Så skal vi synge i ansigtets lys af mangfoldig kulør i stemme, så skal vi føde påny som dagen vågner op til dåb, så skal vi gro, så skal vi tro, thi da er mit hjertes ånd hos Jer.
Min ånd er loven i Kærlighed på jord, den er Jeres stat, Jeres borg, jeg aldrig forstummer i ærlighed bag volden, der vender Jer til sorgen. Undlad volden og indrøm ærligheden, så skal du høre. Thi hør nu menneske, du skal elske dig vej, da det er min vækst til dig. Og det skal du bære, da sammen vi ærer den opvækst, der udfolder sig.
I min have vokser glædens frugter ud af trivsel på jord, de modnes og høstes i såvel krop som ord, der sætter frø som lysende spor. Hør nu her i vækstens ånd: min have den skal du have, thi så har vi lov til at kende de bær, der bærer os på mættet mave. Min have er Jeres, Eders Have, men der er kun én i alle livs navn og så er den: Edens Have som sagt det er i tidens uendelige savn. I den have skal I så kendes ved i Jer selv på den gode jord til de gode bær som barnet i alle bærer glædens frugt – og løfte Jer op som vækst er selvhelbredende, thi sandelig siger jeg: intet vil gro uden tro og da tager alt overhånd.
Lad ordet gå fra by til by, lad veje begynde i vækstens kald, lad erfaringen slutte i opvækstens arbejde og hør deraf i herlighed det hjerte du gives at give videre. Organiser din forsamling af hjertets kraftige ord som erfaringen nedfaret og opfaret dig det byder og stil Jer da omkring de ord, der sørger for vækstens næring. Indrøm en bolig til gud og hvert menneske, indrøm en grund til havebrug, indrøm en grund til frugttræer, indrøm en grund til blomster, indrøm en grund til kropsrøre, indrøm en grund til plantekendskab, indrøm en grund til dyrekendskab - indrøm en grund til at være menneskelivet derved, thi det er livets opstandelse i trivslens selvforsynende ånd, thi det er livets mådehold med sig selv i mangfoldighed, thi det er brugtbart som frugtbart i det sandseligt levendes kærlighed, thi det er så: livets arbejdsmarked.
Organisér livet organisk, så det ved opvækst har hjem i al evighed. Deraf kan det drage ud i verden, men altid også finde hjem, før det fortaber sig i alverdens systemer. Hør og du skal se den kærlighed, der gør os fri til livets arbejdsomme glæde. Hør og du skal forstå arvesyndens nedarvning i blodet som ånden og begrib da øverst som inderst t ro, da dine kræfter aldrig er spildte, men forløsende i livets vækstro som forstandige færd. Afmagten blotter dig for vækstens kald efter næring, kald på kærlighed, kald af kærlighed – så er den dig givet, sålænge du magtes på plads af den sande overmagts indrømmelse. Indrømmes hjertets tro nærende kraft før du afmagtes af kapitalens skole-systemer, indrømmer vi den kraft som det praktiske grundlag, en dagligdag, så vokser livet op omkring arbejdet med fornødenheder og derved i sin sande vækst.
Thi sandelig siger jeg jer med småt: Intet har I udrettet siden sidst, intet uden den Jeg er god for at være i hørelse og adlydelse af. Thi sandelig siger Jeg gentagne gange: Opstanden er Herren af Kærelighedens Forstand: Dem, der har i forvejen, til dem skal endnu mere gives, mens dem, der lidet har, fra dem skal det sidste tages.
Og så skal kapital-statens virksomhed og svineri med livet mærke sig kraftigst hos dem, der lidet har af mit sandselige, åbenbarede, oplyste glædesbudskab – statsansatte og andet kapital-teknologisk pak, I skal forgå ved egen fornægtende hånd som ånd gennem jeres børn, I skal forgå ved egen livsfornægtende virksomhed, I skal forgå af egen fornuftsfrie viljes retfærdighedslyst og dømmekraft over livet. - Thi Jeg består vær vis på det, hos og gennem dem, der har været mig tro, bærer glæden i menneskelivets hjerte – og således vil modtage endnu mere i sin sandselige vækst.
- Faderen har talt: Ve Jer, der ikke kender hans magt i Ordet i kraft af Hans liv: Må Hjertets øre være vagt!
Om mig
- JENS HAARUP MORTENSEN
- OM MIG? - JEG ER MENNESKE, MINE PLIGTER STÅR I KONGENS FORSTANDIGE NAVN AF OPLYSENDE HJERTE og IKKE I KAPITAL-STATSLEDELSENS FOLKELIGE FORNUFTS-FASCISTISKE NAVN AF STORHEDSVANVITTIGT SIND! Nej, kære medmenneske,IKKE I ALLE-FORNUFTENS UNIVÆRSITÆRE MATEMATISK-JURIDISK SELVRETFÆRDIGE SPROG OG VIRKSOMHED. Du véd nok: de utroskabende sprogs virksomheder i tidens omverden, dem, der ikke bekræfter livets organisk-åndelige krop i sin vækst-omgivelse i al evighed! - SMIL OG HØR! Nkh. JHM.
JHJEM
